Facade

Hvad er det perfekte, og er det perfekte altid fejlfrit?

1Likes
3Kommentarer
173Visninger
AA

6. Planen

Melissa

”Mor er du hjemme?” råbte jeg, forpustet efter at ha’ løbet hele vejen fra bussen, over græsplænen og ind imellem legepladsen. ”Ja, jeg er i køkkenet,” råbte mit mor tilbage. Jeg hoppede nærmest derud, og glemte alt om den tidligere maling episode, pga. spændingen over endelig at få af vide hvad overraskelsen var. Mor bagte kage og stod med et forklæde på, der selvfølgeligt stadig var kridhvid, selvom mel støv hele tiden fløj op i luften. ”Hvad var overraskelsen?” spurgte jeg højere end forventet. ”Det sendte jeg da til dig på mobilen” sagde min mor og foresatte med kagen. ”Den er død” svarede jeg bare, ”vær nu sød mor!” ”Okay” grinede mor: ”Din far og jeg ved hvor hårdt det må være hele tiden at passe Clara, så i efterårsferien tager din far og jeg dig med til Italien! Er det ikke fedt?” ”Årh mor, det er fantastisk, tusind tak!” Jeg krammede hende hårdt og skulle til at løbe ud af døren, da hun sagde: ”Kun det bedste til min perfekte datter, forresten du har vel ikke noget imod at passe Clara i dag?”

D.23 september 2016.                                                 

 23 dage, 23 dage tilbage hvor jeg skulle være perfekt. Efter det skulle jeg ikke være den populære i klassen, ikke passe min søster, ikke lave lektier, ikke træne. 23 dage, til jeg havde 2 uger kun med opmærksomhed fra min mor og far. Så da jeg gik hen i skolen den dag, behøvede jeg ikke putte et falskt smil på, dette var ægte og oprigtigt. Da gruset under mine føder knasede, grinede jeg ikke tvunget men varmt, dengang vidste endnu ikke hvad der ventede mig de næste 23 dage.

Folk gloede på mig, da jeg gik ind af døren. Ikke den normale: Hun er lækker, eller ja nu kommer hun. Nej denne glo’en var en mere forvirret udefinerbar mængde af blikke, fra de andre, der alle sad og trippede på deres stole. En enkelt person trillede lidt bagud, hvilket gav en mellemting mellem et knirk og et hyl. Nogen piger vendte sig om og tyssede, og gik så tilbage til at glo på mig. Alle klassens øjne fulgte mig, mens jeg jokkede hen til min stol som normalt. Eleverne på bordene omkring mig holdt nærmest vejret, mens jeg satte mig ned, og jeg fandt hurtigt ud af hvorfor. En eller anden person havde fundet på, at putte sekundlim på min stol, og nu på mine nye bukser til 1500 kr. Jeg prøvede at rejse mig op, men det mislykkedes, stolen ville ikke ryge af, men blev bare siddende, hvilket gjorde det umuligt for mig, at rejse mig helt op, uden at få stolen med. Pigerne fnisede, mens nogen af drengene kom med platte stole-jokes som: ”Så kan vi da stole på du bliver her.” Jeg prøvede at berolige mig selv, og i stedet for at panikke, gik jeg hen til et bordben, satte stolen fast og hev den af. ”Rithzz!” Sagde det, da mine bukser fik et ordentligt hul lige over bagsiden af mit lår. Nu var der mærkeligt nok ikke en lyd i klassen, hverken grin eller fnis, kun folks håbefulde blikke, og så Kayla der bare kiggede ned i et hæfte med et udtryksløst ansigt. Jeg begyndte lige så stille at rødme og løb ind i rummet.

Jeg var nærmest kun trådt ind af døren, da en stor kasse med teksten flovhed kom ind. Den var mindst 3 gange så stor som en normal kasse. ”Læg det i og gå ud, skynd dig kun 23 dage endnu sagde min stemme.” Tågen dannede ordene 23 dage, der dansede rundt omkring mig. ”Skynd dig tilbage, kun 23 dage” hviskede pigen i spejlet gentagende gange, og smilede mens hun kørte en hånd gennem håret. Kassen fløj hen til en stabel ildrød, men fandt hurtigt ud af, at der ikke var mere plads, så den lavede en ny stabel foran mine fødder. ”Smil nu!” Hviskede pigen, før den grå tåge dækkede spejlet. ”Smil, grin, smil, grin” var de eneste ord der kørte rundt i hovedet på mig, så jeg smilede og sagde højt: ”Fed joke, nu har jeg altid et minde om mine bukser på min stol.” folk grinede akavet med mig.

Sådan foresatte dagene, en efter en den ene værre end den anden, derhjemme var det nærmest kun mig der kunne passe Clara, så jeg kunne heller ikke være sammen med Kayla, det eneste der holdte mig oppe var Italien.

24 september 2016:                                                                                                                                                       Vandballonangreb

25 september 2016:                                                                                                                                  Tegnestifter under mit bord, (jeg opdagede dem heldigvis.)                                                                   26 september 2016:

Stjålet tøj i omklædningsrummet

27 september 2016:

Nogen puttede chili i min mad                                                                                                                 28 september 2016:                                                                                                                                 Stinkbombe i skab

29 september 2016: 

Falske myre i min taske (Clara fik det meget skidt, hendes temperatur steg)                                          30 september 2016:                                                                                                                              

Nogen stjal min mad (Clara havde fået det dårligere, Clara ville ikke spise, hun kastede op)

1 oktober 2016:                                                                                                                                       Blev væltet i en mudderpøl (Clara skulle på hospitalet)

 

 

Jeg blev hentet fra skolen i bil af min far, hvilket han ellers aldrig gjorde, han sagde ikke noget, men sad bare og bed ham selv i læben. Han håndflader fedtede svedige over rattet, mens han hele tiden kørte 10 km/t over den tilladte fartgrænse. Til sidst susede vi ind på p-pladsen på hospitalet, hvor far nervøst småløb ud af bilen og hen til hovedindgangen, med mig trissende efter sig. ”Clara, Clara Bruun hvor er hun?” Receptionisten svarede træt ”3. sal værelse 6 til højre.”  Vi løb hele vejen der op, det var ellers noget man ifølge far aldrig gjorde, når man var blandt andre mennesker, så det måtte være akut. Clara lå og mumlede utydelige ord og stavelser blandet sammen, hun var ligbleg, og meget stille i forhold til hvad hun plejede. Lægen kom hastigt gående imod os, iført en hvid kittel og en sort mappe under armen. ”Clara vil have godt af at komme på rekreation, og det bedste jeg kan foreslå, at i kan gøre for hende, er at tage hende med til et varmt sted. Skal i på ferie i år?” Min mor og far kiggede på hinanden uden rigtigt af vide hvad de skulle sige. ”Ja til Italien” svarede mor endeligt, og prøvede at undgå øjenkontakt med lægen. ”Det bliver godt for hende” smilede han og vendte sig om for gå videre. ”Vent!” sagde far, ”se problemet er at hun egentligt ikke skal med.” Lægen kiggede forundret på os, ”Det bliver hun nødt til, hun skal ha’ noget varmere klima, det kan være alt afgørende og helst så tidligt som muligt. ”Problemet er bare,” mumlede mor, ”at vi allerede har 3 billetter på første klasse fly og til et 5 stjernet hotel, der ikke kan refunderes eller har flere ledige pladser, vi bestilte dem for over en måned siden, det skulle være en hyggeferie med lidt alenetid til vores anden datter” ”Hm..” sagde lægen og tænkte sig om, hvorefter han kiggede på mig. ” Jeg er da sikker på en smuk og fornuftig pige som dig, forstår at det er vigtigt for din søster, at hun kan tage af sted i stedet for, ikke?” ”tjoo,” sagde jeg, og huskede at smile ”det er okay.” ”Mener du det skat?” spurgte mor henrykt. ”Ja” svarede jeg, ”tag i afsted jeg bliver hjemme.” ”Åh hvor er det fantastisk, at vi har sådan en forstående pige, vores lille perfekte pige” Denne her gang, måtte jeg virkeligt kæmpe indædt for ikke at græde.

De næste 14 dage gik det ned af bakke for mig. Jeg husker kun, at jeg ofte var i rummet, og fyldte flere kasser end jeg kunne tælle til bristepunktet. Masser af gråd, meget vrede, stort tab, irritabilitet og anger. Sorg og ulykke fik også en del, og flovhed en lille smule. Alle disse kasser blev til stabler, der blev til flere stabler, der blev til mure, der blev tårnhøje og vakkelvorne. De svingede langsomt over mit hoved, mens de hylede om kap: Skingre skrig, og forfærdelige klagesange. Tågen blev så tung og kvælende, at det tit var svært at se og strålerne fra det fantastiske sollys blev vager og vagere. Tårnene og murene begyndte at stå så tæt, at det var svært bare at komme forbi, mens pigen i spejlet bare grinede mere og mere, højere og højere.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...