Facade

Hvad er det perfekte, og er det perfekte altid fejlfrit?

1Likes
3Kommentarer
158Visninger
AA

4. Clara

Melissa

Jeg gik ned af skolevejen, kvalmen kom i store bølger over mig. Jeg satte mig og ventede på stenen, kl. var 12.40 om eftermiddagen, jeg skrev til min mor, men efter 20 min. gad jeg ikke vente mere. Jeg travede mod stationen, heldigvis ligger den kun 300m væk fra skolen. Efter 50 min. låste jeg mig ind af døren.  ”Hej” sagde min mor, ”hvorfor er du her, jeg skulle lige til at hente dig.” ”Det var over en time siden, jeg ventede 20 min på skolen, og så gik jeg.” ”Årh undskyld skat, det jeg ked af, det var da skidt med dit hoved, men kan du ikke være sød at passe Clara?” Hun gik ind i køkkenet, før jeg kunne nå at svare, travl som altid. ”Jo men.. vi hoved gør ret ondt.” Jeg løb ud i køkkenet til hende og pegede på min pande. ”Tak skat, jeg vidste, at du ville forstå, det gør du altid.” Hun hastede ud i bryggerset, med mig efterfølgende. ”Ja men…” Det var, det eneste jeg nåede at sige, før hun afbrød mig. ”Tak skat, jeg er så glad for at have dig min perfekte datter, ”jeg ved det er besværligt, men far og jeg har en overraskelse til dig, når vi kommer hjem.” Jeg smilede, så var hun væk.

Clara var 2 år ældre end mig, men hun var handicappet og opførte sig som en 5 årig. Det var synd, for Clara var så pæn, hun kunne sikkert også ha’ været mors og fars perfekte datter. Resten af min dag forløb med at hjælpe Clara med alt: Børste hendes lyse gyldne lokker, hjælpe hende med maden, (Clara skulle ikke mades, men havde svært med bestikket.) og hjælpe hende i tøjet, som en perfekt datter ville. Mor og far fik sent fri som sædvanligt, efter jeg havde puttet Clara. De låste sig ind glade og trætte. ”Åh hej Melissa,” sagde far og gabte: ”Beklager det blev lidt sent, men sene arbejdstider, du forstår vel, du forstår altid alting” ”Ja” svarede jeg sukkende, ikke et dybt traumatisk suk bare et lille let et. ”Og Melissa” sagde min mor, ”er det i orden, hvis du først får overraskelsen af vide i morgen.” ”Ja det forstår jeg, i må være trætte.” Mor og far smilede, de var meget smukke begge to, alle der havde set mig sagde altid, at med så flotte forældre kunne man ikke forestille sig andet end et perfekt barn.

For nogen ville dette være en kompliment, men for mig var det mere en retningslinje. Mors safirblå øjne, lyse hår og perfekte hud. Fars høje kindben, asiatiske hudfarve, og det mørkebrune hår. De var perfekte og da jeg var deres datter, var det automatisk et krav at jeg også var som dem.  

20 september 2016.                                                                                                                                 Det var koldt den dag, vinden kunne dræbe et hvert væsen, hvem der turde stå for tidligt op den morgen. Næste dag kom jeg tidligt i skole, så jeg kunne gå ind i rummet. Snigende strålede lyset op omkring mig, og fokuserede på mine øjne og ansigt, for at se om tåre kassen skulle frem igen.  ”Hej, hej, hej” hviskede min stemme omkring mig, som lyse toner hver gang, jeg ramte en ny flise. Jeg mødte mig selv i spejlet, hun vidste allerede, hvad hun skulle gøre, og gjorde en flydende bevægelse med hånden, så flere kasser dukkede frem fra de tårnhøje stabler: Vrede, sorg, tårer og irritabilitet. Jeg lagde det hele derned. Pigen grinede højt og varmt for at overdøve kassernes hulken, stønnen, vrede og irritation, før de til sidst fløj ned på jorden og dannede begyndelsen til en ny stabel. ”Husk at smile” hviskede pigen. Hvorefter jeg langsomt forsvandt i den lilla røg.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...