Perfektion

//bidrag til Flosset-konkurrencen, valgmulighed 2

2Likes
0Kommentarer
168Visninger

2. 2

 

 

”Hej.” Det var en dreng, der havde sagt det -  en dreng på hendes skærm. Hun hoppede op i luften af forskrækkelse, skrabede et par rumvæsner med ned og et par stjerner. Der var aldrig nogen, der sagde noget – nej, der bar en uskreven regel, som de alle levede efter, at man blot stirrede hinanden i øjnene og så snart msn følte  det karakteriske  ingenting, jamen så var det bare en konkurrence om, hvem der kunne trykke videre hurtigst.   Og som hun kiggede ind i drengens øjne, var hun ikke et sekund i tvivl om, at han ikke var hendes soulmate, nej, hun følte ingenting, lagde bare mærke til, at det så ud til at hans ene øje var lidt større end det andet, men tænkte, at det måske bare var kameravinklen og lod det ligge.

Han smilede stort, som vidste han ikke, at det han lige nu gjorde nu, var i mod  reglerne– der var selvfølgelig ikke egentlige regler ,men Cele havde nu altid syntes, at det var en ret så perfekt metafor for menneskeheden, at selvom mange af dem hver dag havde valget for at tale med så mange forskellige slags mennesker (eller for at være fair kun den slags mennesker, der havde pengene til at smide så mange timer af deres dags væk på at sidde og stirre ind i en skærm) men at de alligevel tiede stile.

”Hej.” Ordet føltes mærkeligt i Celes hals, skar hende på vej op. ”Farvel.” Det føltes bedre. Hun skulle til at klikke væk fra den mærkelige dreng, som hun blev mere og mere sikker på var skør, men han afbrød hende.

”Vent, så er du sød.”

”Hvorfor?” spurgte hun og blev denne gang næsten overdøvet af lyden af alle de sekunder , hvor hun havde chancen for at møde sin soulmate, der raslede væk mellem hendes fingre. ”Ser du da noget?” Kunne man være en soulmate for nogen, der ikke var ens egen soulmate? Cele tvivlede.”

”Nej, selvfølgelig ikke. Det er bare fordi… ingen andre er blevet.”

Drengen lød desperat, som om jorden var ved at gå under omkring ham, eller måske nærmere som én, der ønskede sig, at jorden gik under og havde kigget ud af sit vindue og havde set, at himlen var lidt for blå og græsset lidt for grønt og menneskerne lidt for naive i deres tro på, at de der 0,00000000000000000000015  % risiko for at jorden gik under det næste sekund ikke ville blive til noget, og de der 99,9999999999999985% chance, for at verden ville overleve og for at endnu et menneske ville have lyst til at male verden over og bagefter udstille det på et museum og kalde det moderne kunst, helt klart ville blive til noget.

Så fik Cele kigget ordentlig på ham – han sad midt i en gyde, det var hun ret sikker på, lænet op af en skraldespand og en grafittimalet mur, uden overtøj, selvom det var midt i  januar, sidst Cele havde bekymret sig om datoen. Hvad i alverden lavede han der? Han måtte bare sidde med sin computer på skødet.

”Jeg har bare brug for, at du…. - brug for at du taler med mig. ”

”Brug for mig. Jeg er et menneske, ikke en brødrister, jeg skal ikke bruges til noget” mumlede Cele til computeren . Ikke til drengen, fortalte Cele sig selv og måske også computeren. Hun havde stadig ikke klikket videre

”Du fornærmer min kreativt ved at sige, at jeg ikke ville kunne finde noget at bruge dig til,” sagde han og gjorde et tappert forsøg på at grine  af sin egen joke.

”Ja, men jeg har travlt, så du må hellere…” Cele vidste ikke helt, hvad det var, mn der var et eller andet, der gjorde, at hun ikke kunne overskue at bruge (ja, bruge) et  sekund mere på at sidde og kigge på ham i sin gyde, med  armene om sig selv, som ville han eksplodere ud over sin skærm, hvis han gav slip– forhåbentlig ville resterne af ham bare ikke nå hendes skærm, fordi de havde vist ikke nogen rene klude at tørre op med. 

”Travlt? Med at finde kærlighed? Kærlighed er, hvad der sker, når man er et eller andet fuldkommen andet sted og puster til mælkebøtteblade og drømme om at ride væk på heste, der måske nok i virkeligheden er sorte, en hvis man kniber øjnene hårdt nok sammen, er det nemt nok at lade som om, at den er hvid, og hvad der ikke sker, når man er mig eller dig, og leder efter det, og hvad der bestemt ikke sker, når ens øjne er røde  efter at have kigget så længe på en skærm. ” Cele fik en pludselig trang til at kigge sig selv i spejlet for at se, om hendes øjne var røde og for at se, hvor mange mælkebøtteblade hun forgæves havde blæst til, men havde fået op i hovedet, fordi vinden blæste i den forkerte retning.    

Hun vidste ikke helt, hvad hun skulle svare ham. Kunne det virkelig passe, at hun allerede var blevet til den slags person, der var ligeglad med alle andre, så ligeglad at hun ikke ville bruge nogle minutter på i det mindste at forsøge at berolige dem og i det mindste forsøge at bilde sig selv ind, at hun ikke var den person? Dybt, dybt inde vidste Cele udmærket godt, at det passede, passede i allerhøjeste grad, at ’enter’-knappen repræsenterede alt hvad hun var, og alt hvad hun nogensinde ville blive, men kunne man bebrejde hende?

Hun havde hele sit liv ventet.  Man skulle være 13 år for at oprette sig på soulmate.com, men selv som lille havde hun gået rundt i røde gummistøvler med rottehaler og plaster med prinsessemotiv på knæene og en fantasi, der vejede så meget den kunne presse himmel og jord fra hinanden (de to ultimative soulmates) og hun havde kigget alle forbipasserende i øjnene, i håbet om at kunne finde sit livs kærlighed som  6-årig.

Dengang havde hun ganske vist gået i en fysisk skole, og endda – det virkede som et svagt minde nu – haft fysiske venner, med som hun vist havde brugt noget tid sammen med, men det virkede alt samen som tidsspilde. Som tidsspilde når hun ikke havde chancen på soulmate.com, og de røde gummistøvler lp nu bagerst i et skab og hendes venner lå nu bagerst i hendes hukommelse.

Og da hun fyldte 12,  var ventetiden næsten uudholdelig, og hun mindedes stadig, hvordan hun på det tidspunkt  havde opdaget, at hendes mor var lidt for ligeglad med hende, hvilket gav Cele lov til at blive op til kl. 22 og til at spise slik om fredagen, og overhovedet ikke spise, noget i løbet af ugen, for hendes mor sagde, at hvis resten af hende ikke var tiltalende, ville hendes soulmate ikke engang kigge hende i øjnene. Alt i mens hun lå om aftenen efter kl.22 med øjeæbler, der blev ved med at fare rundt bag hendes lukkede øjenlåg og forstillede sig, at de farvede klatter hun kunne se i virkeligheden var hendes fremtidige ægtefælle, og jorden snurrede rundt i sit univers, for at den lille pige skulle nå endnu en tur rundt om Solen måske ude at behøve at bruge sikkerhedsbælte.

Og nu som 16-årig var der ikke noget at sige til, hvor langt væk hendes lår var fra hinanden, og hvor tæt på hinanden finger hendes og knappen var.

”Hvad er der galt?” Cele overraskede sig selv. – måske var det det der fik hende til at sige det

”Ja, hvad tror du selv, for fanden? Jeg sidder alene ved midnatstid og snakker med en eller anden fremmed pige på en computerskærm, fordi jeg tror, at det vil gøre nogen forskel at tvinge fremmede til at tale med mig”

”Så burde du være høflig mod den fremmede pige, burde du ikke? Okay, jeg kan godt hjælpe dig, mne vi går nu mod alt i universets orden, når vi taler sammen.”

”Universet, min kære har eksisteret i omkring 13,81 milliarder år, og gennem de år er utallige forkerte stjerner dødt ud og meteorer styrtet ned alle de forkerte steder og ord blevet sagt til alle de forkerte mennesker, og krige blevet startet  for alle de forkerte grunde, og du snakker stadig  om perfekt. Universet er et mindst perfekte sted nogensinde, men jeg klarer mig nu alligevel.” Drengen smilede, lidt for bredt og lidt for længe og lidt for smilende.

Hun havde lyst til at give svar på tiltale, at fortælle ham, at det kunne godt være, at universet havde klaret sig i 13,8 mia. år, men der var forskel på bare at klare sig et var det, som man havde mikrobølgeovne til og så rent faktisk at have det godt – det var det man havde andre mennesker til og mere specifikt et bestemt menneske, ens soulmate, et lille hjørne af universet, der udelukkende eksisterede for ens egen skyld og ikke bare for at varme ens mad.

Men Cele holdt mund og fingerede bare ved en tast på sit tastatur, der var gået lidt løs, spørgsmålstegnet. ”Hvad hedder du? Det mest uskyldige spørgsmål, so den tast kunne minde hende på.

”William. Hvad med dig?”

”Celestine… -  eller bare Cele.”

”Sikke et specielt navn.”

”Sikke et specielt tidspunkt at ville snakke.  Hvor meget smalltalk skal vi igennem, før du kommer til sagen?”

”Du har vist absolut  ingen utålmodighed,” sagde William, uden nogen tegn på at ville fortælle noget som helst. Men på samme måde syntes Cele at opfange, at hans stemmeføring var blevet roligere, at det så ud som om, at han nu udelukkende rystede på grund af kulden udenfor, og ikke fordi -  hvad det så end var, der generede ham. ”Hvor længe er det siden, at du har talt med et andet menneske? Se, her lærer man tålmodighed”

”Ikke særlig længe”

”Løgne er nemmere at fortælle, når man selv ønske, at de var sande. Din stemme lyder som… ja du ved,  jeg mener det som en kompliment, men som om nogle er ved at spidse mine ører med en blyantspidser, og som om nogen har slebet din tunge med sandpapir, og som om at du måske snart begynder at bruge den til at riste brød, din stemme, fordi du har glemt, hvad andet der er at bruge den til, og bruger brødristeren til at tale med andre mennesker, fordi den ikke har øjne, og du er bange for, hvad der sker, hvis du rent faktisk finder din soulmate, for fuck, hvad i alverden skulle du sige til ham, og hvad nu hvis du ikke kan finde ud af at sige noget, og hvad nu hvis du fortæller flere dårlige metaforer, og det er ret koldt her, men jeg kan godt lide at fryse, for det betyder, at min lille krop  frigiver varme og prøver at varme hele universet op, og jeg kan godt lide at tale i dårlige metaforer, for nogle gange kan man ikke bare sige tingene, som de er, men bliver nødt til bare at lade som om, og fuck, fuck, fuck, fuck… -”

”Du ligner, at du lige har set et spøgelse – vent lige, du har lige set din soulmate, har du ikke?” afbrød Celestine ham. Det var bare et gæt, men hun var ret så sikker på, at det var rigtigt – hun var ikke sikker på hvordan.

”Ja” Drengen, William lød lettet. ”Ja, eller du ved set ham p computer, vi fik øjenkontakt, og det var baer- det var ikke sommerfugle i maven, det var store ådselgribbe i hele gruppen, og jeg ved ikke, men jeg, og jeg havde kvalme og svedte og frøs på samme tid og  var bange for, at jeg ville kaste en ådselgrib op, og tiden stoppede måsk en lille bitte smule, så pludseligt at jeg stødte ind i den, og så – klikkede jeg videre.”

”Hvad?” Nogle gange kunne man godt blive overrasket over de ting, man i virkeligheden vidste i forvejen.

”Jeg – han så så forventningsfuld ud, ser du, så glad ud, som om hele verden var faldet på plads, som om han ikke engang lagde mærke til at hans eftersigede match var en dreng, der sad alene, og bestemt ikke så ud til at have noget som helst til at falde på plads i noget som helst liv, og jeg kunne ikke helt give ham det, jeg kunne ikke overskue det, og jeg løb ellers bare væk, med min computer og klikkede videre og videre, men… Undskyld” Han så ud som om talte til skraldespanden, så desperat, at Cele kastede et uvilkårligt blik mod sit vindue og mørket udenfor og tænkte over, om hun mon havde en chance for at se William sidde et sted, og måske også en chance for at komme ud til ham, en følelse der startede et eller andet sted i hendes brystkasse.

”Er du klar over hvor små chancerne er – hvor små de er, selv for mig, jeg bruger 18 timer her på, og det tager mig ikke andet end nogle sekunder at klikke videre, er du klar over hvor mange mennesker det er – men alligevel er chancerne for, at min soulmate rent faktisk er her på, chancerne for at han/hun/høn har råd til at være her, på chancerne for at vedkommende ikke er død allerede, og  er på hjemmesiden samtidig  med mig, jeg har set den samme person flere gange, så små er chancerne for fanden. De er uendeligt små, og nu – hvordan i alverden skulle du finde ham igen?”

”Er det så slemt?” William så ud som om, at han talte til sine sko, overvejede om han skulle binde sine ubunde snørebånd eller ej. Da han igen rettede blikket mod hende,  var der gået sekunder, hvor han sikkert kunne have nået at binde dem, men de var dog stadig ubunde, men hvis han nu snublede i dem, på vej hjem, til drømmeland eller måske bare et lidt bedre sted, end der han var nu, ville Cele ikke bebrejde hans egen dovenhed, nej bare verdens sans for ironi. Han havde haft chancen. ”At ende alene, mener jeg altså? Hvorfor er det så vigtigt at finde én at være sammen med?”

Cele var ikke engang fristet til at klikke videre, ikke denne gang. For selvom hun måske godt kunne få denne mærkelig dreng til at forsvinde fra sin  skærm, vidste hun, at de spørgsmål han stillede s stille, s stille, ikke ville. Nej, de ville jage hende, indtil hun begyndte at tvivle på, om 2+2 reelt var 4

”Fordi, menneskeheden er defineret af en tørst efter mere. Flere frikadeller, flere kys, mere mellem himmel og jord. Defineret af at de aldrig kan stoppe op og tænke,  at måske, måske så er det her, hvad der er, og måske så er det nok. At de altid vil føle sig lidt mere elsket og elske lidt mere og hade lidt mere og kigge lidt mere op på den blå himmel og lidt mere ned på deres hullede sko. Men når man finder sin soulmate – for det første ville vedkommende være nok, men for det andet ville man selv være nok. At det kan godt være, at man aldrig kommer til at redde verden, at ridde ind i den på en hvid hest, med hovedet først, men det gør ikke noget, for man behøver ikke være mere, end man er. Man kan aldrig være lykkelig, så længe man ved, at man ikke kunne være mere lykkelig, aldrig syntes at noget er perfekt, så længe man ved, at det kunne være mere perfekt.”  Cele var glad for, at hendes mor ikke var hjemme – hun følte sig lidt fjollet, som hun rent faktisk lod som  om, at  hun var en vigtig nok person til at holde så lange taler, om filosofi, der kunne passe i hendes bukselomme (hun havde nederdel på i øjeblikket)

”Jeg siger ikke, at kærlighed ikke er vigtigt. Men kærlighed kommer i mange former, gør det ikke? Ikke kun romantisk, gift-dig-med-mig-lige-nu-kærlighed, men også den stille form, den der bare er der lidt i baggrunden, som den meget lange akkord til sidst i A Day in the Life. Den slags man ikke lægger mærke til. Platonisk. Så lad for fanden vær med at kalde så negativt om kattedamer, nu hvor det kan være, at de er ganske glade for at være ’kattedamer’ ”. Han spyttede ordene ud.

”Du har en Beatles T-shirt på, en af deres første singler var ”I Want to hold Your Hand”, ikke? Har du nogensinde undret dig over, hvorfor den blev så populær. Fordi det jo er, hvad alle andre gerne ville. At holde i hånden. Ikke at have et stort bryllup og blive gift og fejre diamantbryllup, ikke at få 10 børn, ikke at få en hund og en kat og en gigantisk villa, eller at få blowjob af hele verdensbefolkningen på en gang, eller at have sex med orgasmer der varer i 24 timer – nej at holde i hånden. Og det bliver altid mere kompliceret end det, med mindre det er med ens soulmate.  Undskyld, man bliver virkelig pladeromantisk, når det er midt om natten, gør man ikke?” afsluttede Cele.  William kiggede uvilkårligt ned af sig selv og så ganske rigtigt sin alt for store ’Beatles-T-shirt. Han smilede svagt.

”Du behøver da ikke at sige undskyld, bare rolig.  Du er ikke den eneste. Men mener du så, at kærlighed kun er at holde i hånden med ens soulmate?  Men livet er sgu da aldrig at holde i de hænder, man burde holde i og kysse de læber, man burde kysse og klikke videre på de taster, som man burde klikke på det, nej det er lidt mere kompliceret  - nej, ikke kompliceret længere. Kærlighed er bare død, og du har været med til at dræbe det.”

Cele ville ønske, at hun ikke var enig,  Men nej, kærlighed var død og begravet, hun var ret sikker på, at hun selv havde besøgt dens grav side om side med sin mor og havde haft lyst til at rive  den op og give den kunstigt åndedræt  - som undskyldning for at røre dens læber - og hjertemassage for at mærke dens hjerte banke, banke under sine hænder, og hun var ret sikker på, at den var død.  og selvom hun gik ind for aktiv dødshjælp kunne det altså ikke gælde her, tros hun var ret sikker på, at kærlighed havde et dødsønske og måske også var blevet erklæret hjernedød for længe siden.

Men ikke helt død. Ellers ville hun ikke sidde her. Det sagde hun til William, og han grinede, lidt for højt og lidt for længe. ”Jeg tror måske, at kærlighed ville have mere lyst til at leve,  hvis vi lod vær med at have så mange forventninger til den. Jeg mener , måske er kærlighed et barn, der dømmer om at være balletdanser ellert gartner men for at vide, at den skal være læge, et homoseksuelt eller et panromantisk aseksuelt barn, der får at vide, at det sjal være heteroseksuel. Verden eksister, fordi folk ser på det, og kærlighed og andre mennesker eksisterer kun i øjnene på andre, men hvis man stirrer for længe, begynder man bare at  nidstirre, og det kan ingen holde til. ”

Hun smilede og skulle til at svare, men hendes mave kom hende i forkøbet med en dyb rumlen, som han ikke kunne undgå at høre på nogen måde.

”Sulten?”

”Nej.”

”Jo, du er så? Hvorfor spiser du ikke?”

”Måske fordi det er ret sent, og hvis du ikke har hørt om den her ting, som nogen mennesker også en gang i mellem kalder døgnrytme – det er da et lidt mærkeligt tidspunkt at spise på, syntes du ikke?”

”Har du måske hørt om  det her, der bare kaldes at spise, når man er sulten? Ikke at jeg skal belære dig eller noget – det er mig, der sidder midt på en gade.

”Jeg mener selvfølgelig, kærlighed er vigtigt, at blive gift, at finde sin soulmate. Men hvorfor er det pludselig blevet til det eneste mål, så vigtigt at mål som at holde sig mæt fader ind i baggrunden. Jeg mener – fortæl mig, hvad du laver med dit liv ud over at sidde og stirre ind i en skærm.”

Cele sagde ingenting.

”Se selv? Så hvorfor taler man om kattedamer og om ungkarle, der aldrig helt stoppede med at være ungkarle med foragt i stemmen? Hvorfor tror man ikke, at de her mennesker kan være glade?” Hans tonefald var så skarpt, at hun sikket ville skære sin finger ved at putte den over højtaleren på computeren. Og bløde ud over sit tæppe og måske endda gennem gulvet og ned til sin mor – ikke at hendes mor nogensinde ville høre det her. ”Hvorfor lyder det at være aromantisk som det mest forfærdelig nogensinde. Jeg kan da godt fylde mit liv med andet, om at himlen er blå, med platonisk kærlighed eller sådan et eller andet, med gode venner, med bøger og chokolade og stadig leve et godt liv og leve lykkeligt til mine dages ende uden mit livs kærlighed ved min side, og mit livs kærlighed ville sikke også kunne leve lykkeligt uden mig. ”

”Ja, måske, ”mumlede Cele og hendes tonefald var så blødt, alle andre stemmer kunne skære i gennem det og smelte det i mikroovnen og bruge det i en kage. ”Men du ville være lykkeligere med dit livs kærlighed med din side. Ser jeg lykkelig ud?” Hun slog hånden ud mod sit værelse. Mod det rodede skrivebord, mod vækuret, der var så sød at give hende 4 timer hver dag, mod sovepillerne på natbordet, der skulle sørge for, at hun blev nødt til at bruge de 4 timer, mod gardinet, der aldrig var trukket fra, mod silhuetten af alle møblerne, der kunne ses i det svage månelys, fra den lille bitte sprække, der var ved gardinet, mod silhuetten af alle de tidligere piger, der også havde boet i værelset og aldrig flyttede sig fra sin seng.

Hendes værelse var et rod, og hun behøvede ikke rydde op, fortalte hun altid sig selv. For hendes soulmate ville være ligeglad. Der var en person på planeten, der ikke ville hæve øjenbryn af hendes lidt for hæse stemme og lidt for lille mellemrum mellem sine lår  af hendes lidt for store modvilje mod forandring -  eller måske ville han/hun bare gå rundt med konstant hævede øjenbryn.

Og det var jo det. Cele kunne huske, at hun havde læst i sin historiebog engang, om hvor usikre  piger (og måske også drenge, men det stod der ikke noget om)havde været, dengang før soulmates blev opdaget, dengang mennesker stadig manglede at finde forskellen på det ældgamle Tv-program ’Paradise Hotel’ de engang havde fået  for som lektie  at se og så Romeo og Juliet. Hvordan de havde brugt google, af alle ting, til at google ”Signs a Guy likes You”, og havde siddet på sider, hvor en enhjørning eller to havde kastet op, forsøgt at fordøje den verden, de levede i, og det var næsten lykkedes, de kunne bare ikke sluge ’lyserød’ og ’heteronormativitet’, og de havde taget quizzer, om hvor mange gange de tænkte, at han gennemsnitlig kiggede på dem om dagen, læst artikler om  den bedste måde at tage hans hånd diskret over et bord eller hans fod diskret under et bord,  og de havde siddet i evigheder og prøvet at tage sig sammen til at skrive på messenger, og hvis han havde set det, og ikke havde svaret i løbet af fem sekunder, jamen så faldt jorden sammen.

Her var man aldrig i  tvivl. Man behøvede ikke være jaloux eller bange for, at  vedkommende flirtede med andre, og man behøvede ikke komme med diskrete hints og diskret fodberøring, og man behøvede ikke alt det der.

Det var der bare.

Ikke ligesom nu.

”Celestine? Cele?” William tvang hende til igen at fiksere sit blik på skærmen

”Jeg tror stadig, der er en lille bitte smule håb for dig – det mener jeg virkelig. Du kunne blive lykkelig, hvis bare du huskede at spise aftensmad”

”Virkelig? Det tager jeg som en kompliment.”

”Tja, du har stadig hele livet foran sig, så det er da bare en god ting, at du stadig har noget at bruge det til, er det ikke?” 

”Det føltes lidt, som om  det allerede er bag mig. Jeg ved ikke, om det nogensinde har været foran mig. ”

”Jeg tror, det er ret normalt at have det  sådan, tror du ikke det? At hvis man er fuldkommen sikker , at ens fremtid er  nok skal være bedre, end det der er nu, er man ikke helt i live, vel? Mennesker er bare lidt desperate, det er en vigtig del af evolution, må du hilse Darwin og sige.”

”Jeg har aldrig mødt nogen mere desperat end dig”

”Du har aldrig mødt andre end mig. ”

”Hey, hey, hey jeg har mødt tusindvis. Men nej, du har vel aldrig fået øjenkontakt med andre så desperat som mig herpå.”

”I lige måde. Det er så også første gang i aften, at jeg har været på. ” William sagde det så stille, måske var han bange for at blive overhørt.

”Virkelig? Nogle gange hader jeg bare universet – sådan alting er så fucking tilfældigt, og så komplekst og så mærkeligt sat sammen, at det ikke er til at bære. Jeg er tusind gange mere desperat efter at få det, som du havde i få sekunder, og du smider det væk. Kunne jeg så ikke gribe det?”

”Mine forældre er soulmates. Du ved, jeg er et af de få børn, der rent faktisk er født sådan normalt, i hele verden, mig og så min bror.” sagde William, som forklarede det det hele

Cele viste ikke engang, hvad det sagde om hende, at hun ikke engang på denne tid af natten var overrasket, men  bare opfattede det som en selvfølgelige at denne dreng med stjerner i øjnene, stjerner der var i gang med at hakke hans øjenæbler i  stykker og muligheder i sine hænder,  der var bundet så stramt fast, at det havde stoppet blodomløbet til dem også havde forældre, der boede i samme hus, og måske endda stod ved siden af hinanden, når de varmede mad i mikroovnen.

”Og hele mit liv voksede jeg op med at høre, hvor heldig jeg var. Over at have et hjem, og en familie, og at have sådan nogle heldige forældre, vi måtte bare have det perfekt sammen, glæd dig til, at du bliver 13 år, så får du chancen for at finde det dine forældre har lille dreng.  Hele mit liv voksede jeg også op med at sidde på mit værelse, og som lille, var jeg altid bange for at hænge billeder op på mine vægge, fordi jeg troede, at væggene rystede så meget, når de skændtes,  at de ville falde ned og jeg voksede op med, at de råbte og råbte af hinanden og jeg blev på et tidspunkt ramt af en tallerken, som min mor kastede efter min far.  Men når vi så gik udenfor smilede de altid så bredt, at deres ansigt krakelerede så snart, de kom hjem igen. Derude holdt de bare hinanden i hånden, nærmest hånede alle de vinduer, hvor man kunne se mennesker, der endnu ikke havde bevæget sig udenfor i flere uger, fordi de ikke havde fundet det, som mine forældre allerede havde.”

”Og de var soulmates uden tvivl om det, de elskede hinanden, de havde følt det der, det samme som jeg følte, den her aften, men det betød ikke, at det var perfekt, gjorde det vel? Men de troede et eller andet sted selv på, at de havde det perfekt, fordi samfundet havde plasteret et ansigt og et blik på perfekt for dem, og så måtte det jo være det, det var, for menneske stoler på verdens dømmekraft, trods alt.  De gik på et tidspunkt en tur på stranden, og mor glemte sine klipklappere i vandkanten, og de lå der og skyllede lige så stille ud i havet, sikkert for på et eller andet tidspunkt at slutte sig til de der store plastikøer. Men hun gik bare hjem barfodet og stoppede ikke op for at hente dem, for  mine forældre  havde hinanden, og det var nok. Og jeg har måske været 7 år på det tidspunkt, og jeg kan huske, at jeg tænkte at en dag ville jeg også find en person, der ville lade sine klipklappere ligge, og jeg kan huske, at jeg gik med  bag mineforældre hjem, og jeg kan huske, at næste dag lå mors klipklappere sammen med de andre sko, og hun var måske alligevel gåt  ned for at hente dem. Så hvem   siger, at jeg ville have det perfekt med den anden dreng?  Der er ikke nogen garanti for, at han vil betyde så meget for mig, at jeg bliver ligeglad med mine klipklappere, vel?”

Cele spidsede læberne efter dette, pustede   langsomt ud og vidste ikke, hvordan hun skulle svare. Hun ville virkelig ikke tro på det, hvis nogen for en time siden havde fortalt hende, at hun ville have siddet og have haft en samtale med en fremmed dreng om klipklappere, og måske, men kun måske ikke føltes, at hun ikke spildte tiden, og hvis hun gjorde, ville det være ligesom dengang, hun havde spildt noget mælk som 6-årig, hun kunne alligevel slikke det meste af det op, og havde fået meget mere ud af mælken, end hun ville have gjort, hvis hun bare havde drukket den ud af glasset. Hun spidsede læberne og tænkte, over hvad hun kunne sige til ham nu, da hun ikke ville have samtalen til at ende, aldrig nogensinde.

Udenfor kunne hun pludselig høre en græsslåmaskine blive tændt, og det gav et sæt i hende – det var ikke hver dag, at græsslåmaskiner blev tændt midt om natten, faktisk overhovedet ikke hver dag  spevielt ikke i januar, hvor græsset ikke rigtig voksede (heller ikke om sommeren hvis Cele skulle være ærlig, græsset i deres have gik hende snart til knæene, hendes mor troede, at det ville tage for lang tid at forsøge at hyre n gartner)

 Et hurtigt blik ud af vinduet afslørede, at det var hendes mor, der gik bagved og skubbede den – hun slog græs midt om natten. Cele vidste vel godt, at det ikke var et godt tegn, et meget mærkelig tegn, hun var først lige kommet hjem, ikke at Cele vidste, hvor hun havde været, og nu gik hun og skubbede græsslåmaskinen foran sig, som hun ville skubbe en  tonstung sten, der brændte hendes hænder. Måske burde Cele gå ud til hende, men hvad sagde man dog til hende? Sandheden om, at hun havde nemmere ved at tale med William, end med sin egen  mor – sin egen mor, der så ud som om hun prøvede at køre en græsslåmaskine hen over hele verden for at fjerne alt det, som ikke gav mening.

”Fordi det er perfekt. Fordi vi mennesker nogle gange bliver nødt til at have så forbandet meget tillid til hinanden, at vi mennesker trods alt godt kan finde ud af at se hinanden i øjnene, og at trods alt tør lave tallerkener, der er så skrøbelige, at de går i stykker når man kaster den mod vægge eller mod drenge, og alligevel lade folk bruge dem. Fordi du bliver nødt til at vide og til at acceptere,  at det der det var en mulighed at se ham drengen, og at du måske, måske burde have taget den. ”

”Jamen, de muligheder er overalt omkring os. Vidste du, at før soulmate.com blev etableret plejede folk bare at gå rundt på åben gade og have øjenkontakt med hinanden, kiggede op så meget som muligt, i stedet for at tro på, at man blev nødt til at have alle oddsene med sig for, at det skulle lykkes, som her.  Og vidste du, at i starten talte de sammen, før de klikkede videre og vidste du, at vi lige nu taler ammen, og jeg opfatter det som en lige så stor mulighed, som den jeg lige har klikket væk fra?”

”At vi taler sammen? William, jeg ved ikke, om dine forældre nogensinde har ulejliget sig med at lære dig, at det der med at tale sammen, det er sjældent, man gør det, fordi man rent faktisk kan lide hinanden, og det er for det meste, at man bare gør det , fordi man har medlidenhed med mennesker, der bliver lidt fortabte eller måske bare at ens vægge i ens værelse virker som lidt for dårligt selskab.”

”Vil du ikke tænde lyset?”

”Hva?” Cele havde forberedt sig på endnu en af de monologer, i den ping-pong, som deres samtale efterhånden var blevet til. Men det her – hun var ikke engang sikker på, at lyset kunne tændes, pæren var vist sprunget for længe siden eller måske havde hendes mor rent faktisk skiftet den. Hun var under alle omstændigheder ikke sikker.   Ikke desto mindre nikkede hun og stillede sin computer fra sig i sin seng – hun var stadig aå glad for, at hun levede i en tid, hvor det var så normalt at få børn på kunstig vis, for så lang tid, de fleste brugte med den på skødet var nok til at gøre de fleste infertile. I starten havde hun da også siddet ved sit skrivebord i stedet for.

Hun famlede sig frem til stikkontakten, der var i den anden side af rummet,  famlede måske lidt længere, end hun behøvede i håbet, om at der ville være nogen, der ville sørge for at få ryddet lidt op både i pigen og i pigens værelse, inden lyset blev tændt. Men så trykkede hun på den, og blev mod sin forventning (mod sin forventning var vist omkvædet for denne nat) blændet af det lys, der nu strømmede ud fra pæren, og hun havde vist brug for et ekstra par øjenlåg, for at holde lyset ude. Det var så længe siden, hun sidst havde tændt lyet og da famlede sig tilbage til sin plads i sengen, gik det vist endelig op for hende præcis, hvor ynkelig hun var. Det hjalp heller ikke ligefrem, da hendes knæ bankede ind i sengebenet, og heller ikke da hun hørte et udbryd, et grin, et gisp, et skrig fra William - hun havde ikke energi til at fortælle, hvad det var.

Med stor anstrengelse tvang hun sine egne øjne op, og var igen, igen, igen chokeret over, hvor rodet hendes værelse reelt så ud med mælkekartoner, der lå og flød, af en eller anden grund  - hun kunne ikke huske at have drukket mæl -  men det var nu bedre end hendes mor hvis kartoner nok nærmere var flasker, og hvis mælk bestemt ikke var mælk. Og tøj der lå i bunker undt omkring, papirer hun havde printet ud til skolen på gulvet, et halvspist æble og hvad vidste hun

Og sidst men ikke mindst William på hendes skærm. Han smilede, smilede stort, måske rent faktik ved synet af hente. Cele måtte grine af sin egen tankerække.

”Så du er reelt ikke et fuldkommen skør 80-årig gammel dame – jeg kunne ikke rigtig se dig før.”

”Hvad mener du? Talte du til mig, selvom du ikke kunne se hvordan jeg så ud?”

”Ja, selvfølgelig, og lad os være ærlige, ligegyldig hvor skør og 80-årig du havde været, ville jeg nok være blevet hos dig.”

”Det ved jeg ikke, om jeg skal tage som en kompliment.”

”Det burde du. Og desuden ser du ikke ud til at være hverken 80 år eller skør, så det er da ekstremt positivt.”

”Tak,” sagde hun og mente det. Ikke bare tak for at komplimentere hende, men måske også for det der med, at han havde talt med hende og for det der med, at han måske, måske havde sørget, for at hun aldrig ville slå grs midt om natten. Men man kunne selvfølgelig aldrig vide.

”Det var så lidt. Jeg tænkte på, Cele - har du lyst til at mødes?”

”Mødes?”

”Ja, jeg mener.  Jeg ved godt, at det kommer lidt ud af det blå, men jeg kunne bare godt tænke  mig at se dig i virkeligheden, du ved, helt uforpligtende, jeg ved godt, det er lidt skræmmende at gå udenfor og alt sådan noget, men tror du ikke, at måske vi kunne. Nu ved jeg ikke, hor du bor, men vi kan begge to tale engelsk, og vi – jeg mener, Cele jeg løb væk i dag, fordi jeg klarer konflikter som en 7-årig, og jeg havde set min soulmate, og jeg ikke helt kunne være inde i mig selv, og jeg tog min computer med, og ingen andre ville tale med mig, selvom jeg prøvede, men du ville, jeg fandt dig, og det viser da noget positivt ved alt det her soulmate.com. Men jeg tror stadig, at jeg fortrækker virkeligheden, så vil du mødes?

”Ja.” Hun sad der og sagde ja. Til den dreng, der stadig ikke havde energi nok til at smile helt, og det var blevet til hendes første prioritet at skaffe energi til det ved at findes og ikke ved at bore olie op ude i havet, og til den dreng der ikke kunne beskrive sig selv med tre ord, og det var blevet til hendes første prioritet at skaffe papir til de flere romaner, han burde skrive om sig selv,  og så var hun ligeglad med, at hun udryddede regnskoven, når hun nu var i gang, og hun sagde ja til måske at prøve at hjælpe ham, nu hvor der var mennesker, der havde tusind gange mere brug for hjælp, og hun erkendte, at hans næse måske var større end normalen og den ene lok af hans pandehår var lidt længere end de andre, og at han ikke var perfekt, hverken for hende eller for sig selv, og hun erkendte at verdens hårlokker og næser lige legedes ikke helt passede, og de var ikke perfekt.

Men ligeglad på den gode måde.  Ikke ligeglad på at begynde at slå græs midt om natten og ikke tale med sin datter i flere dage-måden. Det var i hvert fald, hvad Cele tænkte, da hendes mund formede det ene ord, da hendes mund formede det ene smil. Det var, hvad hun tænkte lige nu. Da hun kiggede William ind i øjnene, og hun ikke følte noget – eller det passede ikke,  hun følte en masse ting, sikkert flere ting, end hun bille have følt, hvis hun kiggede sin virkelig soulmate i øjnene, for når alt kom til alt, var denne form for begyndende kærlighed så mange flere følelser, tilsatte kemikalier og farvestoffer, end det var bare at se sin rigtige soulmate, for perfekt var ikke opnåeligt, før man besluttede sig for, hvornår noget var ’nok’.  

Og de kiggede på hinanden og smilede og for nu, så var det nok.

Nok. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...