Perfektion

//bidrag til Flosset-konkurrencen, valgmulighed 2

2Likes
0Kommentarer
151Visninger

1. 1

Celestine var ved at være ligeglad. Helt og aldeles ligeglad, fuldkommen, hun  kunne ikke være mere ligeglad, som hun igen og igen – og igen – lod sin pegefinger ramme enter, kunne ikke være  mere ligeglad, når hun så, hvor ligeglade alle andre var, kunne ikke være mere ligeglad, alle de gange hun fik øjenkontakt og blev mere og mere fristet til at hente en ligther for at forsøge at starte noget øjenfyrværkeri eller måske bare for at brænde hele verden ned til grunden for bagefter at slukke ilden, når alt var blevet til aske og  så redde verden – både fra ilden og måske også for grunden til, at hun efterhånden havde krampe i sin pegefinger.

Hun kunne ikke være mere ligeglad, og nej det var ikke med hjertet oppe i halsen, at hun klikkede videre, i det sekund mellem sekunder, hvor hun forventede, at i det næste ville hun finde, hvad der var mellem himmel og jord, det næste sekund ville hun finde en anden med lige så meget jordforbindelse som sig selv – én der havde taget sin hjernemasse og tværet den ud over jorden og kaldt det gødning eller maling eller måske bare at gøre sig selv og sine tanker og alt andet så småt, så fladt som muligt, så der var ekstra meget plads til alt det, der burde være mellem himmel og jord.

Og måske også ville hun se én, der ligesom hende selv var stoppet med at tro på noget, som helst og én hvis øjne kunne stirre lige så livsløst tilbage, for så havde hun fundet sin soulmate.

Cele fik altid lyst til at grine, når hun tænkte det ord. Altid. Ligesom når hun en gang imellem fandt andre på et soulmate.com der stank langt væk fra  af desperation, sad med hjertet helt oppe i halsen, så højt op i halsen, at de måske var kommet til at kaste det op, og så højt oppe, at Cele fik lyst til at stikke en finger ned gennem deres hals og prikke hul i det hul, der allerede var i venstre side af deres brystkasse, og fortælle, at kærlighed var en løgn.

Det sagde hun selvfølgelig aldrig. I stedet smilede hun bare, til alle de mennesker,  de desperate og de ligeglade, og dem der ikke kunne kende forskel, hver og en af dem. Nogle dage prøvede hun at tælle, hvor mange forskellige øjenfarver hun kunne nå at opleve, mens hun andre dage fortalte sig selv  alle deres livshistorier, andre gange fortalte sig selv, at hvis hun kunne nå 2000 på en time, ville hun finde sin soulmate den næste.

Det havde startet som en joke. Så meget vidste Celestine da. Soulmate.com, og ikke kærlighed, da. Nej, kærlighed havde altid eksisteret, det sagde hendes historiebog altid. Kærlighed, ja, ja, blev opfandt af mennesker, der engang satte sig ned rundt om deres lejrbål eller mangel på samme og tænkte over, om man skulle finde et fællesnavn for det, der fik dem til at kigge op på stjernerne og kigge lidt for længe, det der fik til at kigge lidt på andre mennesker, der have hår i næsen, og bumser i hovedet og tanker i lilletåen, den følelse  der fik dem til at blive ved med at trække vejret, selvom der var så mange andre til at gøre det, så mange der sikkert var meget bedre.

Så var kærlighed blevet til noget, der kun eksisterede, når man var 6 år med saftevandsklistrede fingre, og fik kærestebreve, hvor det eneste man kunne krydse af var, ja, ja, ja, og ’ja’ lå på kanten af deres tunger, og de slugte det aldrig selv ikke da Hr. Olsen lidt længere nede af vejen spurgte, om de ikke ville komme med hjem til ham og få noget slik, nej det forsvandt  om kun da de tog deres første slik af teenagehed, der smagte betragteligt meget som vodka, og det smagte så bittert,  at de kom til at kaste det op, og det ene ord havde samme farve som kattebræk.

Og når man blev teenager eksisterede kun kl. 3.27 om natten, når man lå på sit gulv og havde en ekstiensel krise og lyttede til Beatles og kunne mærke noget slå et sted i sin brystkasse, som nogle ville kalde frygten for at dø og andre ville kalde et hjerte.  

Men så en dag var der nogen folk, der havde opdaget, at hov der var forskel kærlighed. De var forskel på at elske sin farfar, der stemte på Dansk folkeparti og bogstaveligt talt spiste flæskesteg hver anden aften (og socialistiske humanister alle de andre aftener), elske den nye One Direction-sang, elske den kæreste som man altid fik én til at føle, at man godt lige kunne tabe sig et kilo, eller to eller måske bare et ton og så på bare at kunne elske.

Og den sidste slags eksisterede. Næsten ikke, godt nok, men stadig - det var det ’næsten’, der fik Cele til at blive ved.

Selvfølgelig ville Celestine nok aldrig finde sin  soulmate. Det vidste hun godt. Men hun skulle være taknemmelig  for, at hun havde chancen, også selvom at denne chance indebar, at der måske nok var 24 timer i døgnet, men  2 af de timer brugte hun på at gå i skole, og 18 af de timer brugte hun på soulmate.com og 4 af dem brugte hun på at sove, og så var der vist ikke mere tilbage. I starten havde hun sat mere tid af til at sove, fordi hun tænkte på sin fremtidige soulmate -  det ville ikke være godt, hvis hans/hendes/høns førstehåndsindtryk bestod af de sorte skygger under Celes øjne,  men i løbet af de første par dage, havde hun hurtigt indset, at det var håbløst at tænke sådan.

Håbløst. Håbløst. Hun havde brugt evigheder på at tænke over om hendes pupiller mon var for sorte, om hendes øjne mon var for runde, om hendes øjenvipper var for lange, om hun havde for langt hår, om hun   mon sad lidt for ret til, at hendes rygrad ikke snart ville knække alle de forkerte steder, for hun havde lært af sin mor, at det helst skulle væres personligheden, der knækkede først – for det krævede ikke nogen bandager og ikke nogen hospitalsbesøg at gemme de revner, der opstod i den.  

Det var da også helt håbløst at tænke på, hvordan hun havde tænkt engang. Nu var hendes hår samlet i en rodet knold  hun havde en alt for stor T-shirt på, og hendes værelse var så rodet, næsten mere rodet end hjemme hos dem, der med vilje   rodede det, for at virke som de der kaotiske mennesker, der alligevel altid formåede at smile og at være hydreret og at være så menneskelige, at det gjorde ondt dybt inde i Celes frygten for at dø-organ.

For, når, hvis, aldrig hun så sin soulmate, ville han/hun da være ligeglad med alt det. Det blev han/hun nødt til at være, selvom Cele aldrig helt havde fundet ud af, hvordan det mon kunne virke i det store. For en del år, hvor hun havde prøvet det der med at være udenfor, og snakke med andre mennesker,  havde hun efterhånden lært, at ingen mennesker var nogen, ikke rigtig, de var kun, det som andre så, og det som andre kiggede efter, og det som de gerne ville have andre til at se. Verden eksisterede kun, fordi de så på den og tænkte på den, og så måtte det vel være det samme med alle de mennesker, der kravlede lidt ind og ud af, den, som var den et gyngestativ eller måske bare et sted, hvor man sagde tingene, som de var og ikke gemte det bag dårlige gyngestativsmetaforer. Hun fandtes kun, i andres hoveder, og i sit eget hoved, men  ’var’ ikke rigtig uden for det, og det var vel sådan, at Cele så  det– hendes soulmate ville vær den, der så hende som tættest på det hun egentlig var, tættere end hende selv. 

Måske. Cele rystede på hovedet af sig selv, mens hun undrede sig over, om den dreng, der lige nu var på hendes skærm mon  kunne gætte sig til, hvad hun dog tænkte på lige nu. Sikkert ikke, tænkte hun, som hun hurtigt skabte øjenkontakt med ham, følte ingenting og klikkede  å videre.

Videre. En gang i mellem var hun bange for at hun ville overse sin soulmate, at hun måske ikke ville mærke det, hvis det skete. De få, der rent faktisk havde fundet én, sagde, at man ikke kunne være i tvivl, når man mærkede det, at det var en følelse, hor man pludselig blev usikker på, om 2+2 virkelig gav 4, og mænd og kvinder virkelig skulle være lige, om himlen virkelig var blå og samtidig blev så sikker på, at den person foran en, var den person, som man ville bruge resten af sit liv og måske lidt til sammen med.

Man stoppede med at tro på alt det, man før havde, stoppede med at tro på Beatles, på en Gud, der sad i skyerne og holdt intenst øje med en, og holdt hånden over en og skyggede for solen, så man ikke fik modermærkekræft og skyggede for ens øjne, så man ikke så alle dem, der led af modermærkekræft og meget værre, stoppet med at tro på en Gud, der engang for længe siden havde skabt universet, men var kommet til at undervurdere, hvor stort det var, og nu havde for travlt med at ligge på sit gulv kl. 3.27 om natten og høre ’Beatles  og have eksistentielle kriser over hvor ubetydelig han/hun var, stoppede med at tro og begyndte at vide.

Den følelelse, som altid havde eksisteret, men først var begyndt at betyde noget, da man lagde betydning i den. Dengang at videnskabsmænd, dengang de kloge folk, der ikke rigtig var kloge, men bare havde lidt højere på grønne ark, havde opdaget, at nogle mennesker reelt passede bedre sammen end andre mennesker, og at nogle mennesker reelt passede perfekt sammen, og at der utrolig nok eksisterede én person for alle på kloden, der passede perfekt sammen med dem

Og så havde videnskabsmændene opdaget, at der allerede var et ord dor det, et ord opfundet af alle de romaner, man kunne købe nede i fakta med halvnøgne damer på forsiden. Soulmates. Sådan stod der i hendes historiebog. I starten havde folk ikke troet på det, men snart gik det op for den, at jo, jo, jo selvfølgelig passede det, og snart begyndte folk rent faktisk at kigge op, når de gik rundt for at få øjenkontakt med alle de fremmede, de passerede på gaden, og i stedet for at række fuck begyndte de at smile, bare i tilfældet af, at det nu var den, de havde ledt efter, der stod lige foran dem.

Men det var alt for ineffektivt. Der var grænser for hvor mange mennesker, som man kunne skabe øjenkontakt med i løbet af en dag, en grænse for hvor mange forskellige mennesker, man så, og derfor var der nogle endnu klogere folk, der lancerede en hjemmeside med det kreative navn soulmate.com, hvor man var på, direkte, sammen med en masse andre mennesker, der alle sammen blev livestreamet og så blev en person vist på ens skærm, samtidig med at man selv blev vist på den pågældendes skærm, og man kunne skabe øjenkontakt, og hvis man så ikke følte noget, kunne man heldigvis bare klikke videre og få vist et nyt menneske og hele menneskeheden fik ondt i nakken og ondt i fingeren, og set så mange mennesker på en dag, så mange forskellige øjne, og pludselig blev chancerne for at finde ens soulmate lidt større.

Og selvfølgelig eksisterede chancen for at en soulmate var død, da også, uden tvivl – nej det eneste man vidste  var bare, at   på et eller andet tidspunkt havde man eksisteret på samme tid som sin soulmate, om det så bare var ét sekund, før vedkommende blev kørt over af en bus. Og chancen for at det var ens søster eller at det var  en efterkommer af Donald Trump eksisterede også eller risikoen, måske nærmere.

Men så længe chancen fandtes for at finde sin soulmate, ville Cele blive ved. Så længe chancen for at vinde i lotte eksisterede, ville folk blive ved  med at købe lottokuponer, selvom risikoen for at tabe  var så mange større, så længe chancen for at overleve var der, ville folk blive ved med det og ignorere risikoen for at dø så længe chancen for at stå og se på stjernerne og bare se på dem og puste lidt ud, og tænkte at de måske skiftede plads for hver udånding og bare kigge op på dem, ville folk knække nakken, når de kiggede op mod himlen og ikke tænke over, at de måske kunne blive ramt af en meteor i øjet og måske også andre steder, det næste øjeblik.   

Sådan blev det nødt til at være -     

Cele gabte. Det var måske snart på tide, at hun tog noget aftensmad. Hendes mor var ikke kommet hjem endnu, selvom klokken var ved at være 11 om aftenen, så hun kunne forhåbentlig stadig nå ned i køkkenet uden at støde ind i hende. Så skulle det selvfølgelig nok passe, at hun lige ville misse sin soulmate, der loggede ind og ud, mens hun spiste. Bare ti mennesker, sagde hun, mens hun klikkede videre fra en gammel dame, der sad i sit badekar, uden noget andet på kroppen. Det værste var, at Cele havde set hende før – det kunne hun tydeligt huske. I betragtning af hvor mange mennesker hun efterhånden havde klikket sig i gennem, var det stadig lidt bare lidt ironisk, at universet rottede sig sammen mod hende, og lod hende se gamle damer i badekar flere gange, men ikke hendes soulmate.

I starten da de lancerede hjemmesiden havde det været utrolig meget op til brugerne Engang når man oprettede sig skulle man svare på utrolig mange spørgsmål, om sin alder, om sit køn, seksualitet, om sin yndlingsfarve,  om sin  yndlingsbog, om man var venstrehåndet eller højrehåndet, og hvad hun foretrak i andre mennesker, højrehåndede  eller venstrehåndede, 180, eller 181 cm høj for at minimere antallet af muligheder. Sådan havde det været i lang tid og hjemmesiden havde efterhånden eksisteret længe, massere af år.

Men de havde hurtigt indset, at det var håbløst, og var i stedet gået videre til den almene model. Det var også, hvad de sagde var rigtigt i alle de reklamer, hun havde set igen, og igen (og igen). At når man mødte sin soulmate kunne det være lige meget, om vedkommende havde 22 eller 23 kromosompar, var 79 eller 3 år, alt det ville blive til alt det baggrundsstøj som mennesker havde hængt sig op i, dengang de ikke havde vidst, hvad kærlighed var, men kun havde vredet deres tunger rundt med ord som heteronormativitet, pædofili og onomapoetika .

Eller måske fra dengang, hvor de havde troet, at det rent faktisk var. Det var ikke engang så lang tid siden – hendes tipoldeforældre havde læst bøger, hvor de snakkede om kærlighed ved første blik, som noget, der skete hele tiden, om noget der af  en eller anden grund altid skete, når man var den udvalgte, bøger om trekantsdramaer eller tusindkantsdramaer, hvor alle kanterne af en eller anden grund altid havde sixpack, en cigaret i mundvigen og en læderjakke, som om det ikke ville være simpelt nok ti,  at man selvfølgelig ikke ville behøve at vælge , når man endelig fandt det.

Og på deres tid, var man blevet gift, fået børn elle en hund, selvom man ikke rigtig elskede hinanden. Cele fnøs, så meget at den midaldrende skaldede mand i sine boxershorts, der nu var på skærmen, så næsten bekymret ud selvom det var svært at sige – han sad ligesom hende i et mørkt rum, kun oplyst svagt af lyset fra skærmen. Der eksisterede omkring 50 børn på jorden eller deromkring, der ikke var født ved kunstig befrugtning – man havde da ikke sex, med folk man ikke elskede. Nej, alle familier bestod af to, et barn og en voksen, hvilket havde resulteret i familier som Cele og hendes mor- de boede i et hus med så mange rum, at Cele en gang i mellem fór vild, et hus så tomt, at ekkoer gav ekko, for de forlod aldrig deres værelse, når de først var hjemme sad bare begge gto og klikke og håbede på, at  de kunne find e en udvej  fra hinanden – nogen de ville have lyst til at se -  andet end når de begge to varmede færdigretter op på samme tid.

Det var nogle dage, siden hun sidst havde set sin mor, men det var nu også i orden.  Hun kunne alligevel se hende i mudrede gummistøvler i entreen, i en snavset tallerken, i opvaskemaskiner, i de diamantsmykker, der lå smidt rundt omkring, og måske også i sine egne øjne, når hun kiggede sig selv  spejlet om morgen, og sagde, at hun nu lige nu som 16-årig kunne se bekymringsrynker i sit ansigt – bekymringer over at leve resten af sit liv alene, om selv at arve deres familieformue  - nok til at hun ikke behøvede at arbejde, nok til at det ikke gjorde noget, hvor lidt tid hun havde gået i skole, nok til at hun kunne få lov  til at føde det tvillingepar, som det var lovpligtigt for alle kvinder at føde, ligesom det var lovligt for alle mænd med god sæd at aflevere det, og ligesom det var lovligt for alle kvinder at aflevere sit ene barn til staten, som ville give ham/hende en far.

Et barn per person, der døde. Se , det var sådan, menneskeheden overlevede, overlevede ja, præcis ligesom den myre, der havde kravlet rundt under hendes vindueskarm i går og som hun havde knust med en sammenkrøllet avis.

Overlevede ja. Det var nemt nok for hende at sige, med hendes mor, der havde arvet en masse penge fra sin far, så mange penge hun ikke behøvede at arbejde for at have tid til at drukne sig selv i et hus, så meget at Cele blot behøvede at gå i skole i de to timer, som der var krævet som minimum, da hun nok alligevel ikke behøvede at få et arbejde nogensinde for da slet ikke at tale om en uddannelse, og det gav hende rigeligt af tid til at sidde og klikke videre til at se så mange mennesker, at hendes øjne engang i mellem rullede ud til hendes baghoved og nægtede at komme ud og komme ned at spise aftensmad, ikke før hun havde fundet den rigtige.

Hun fortalte sine øjne hver gang, athun havde brug for dem, og nej det var ikke, fordi at hun i løbet af de få sekunder, hun så de forskellige personer ville dømme bøger på deres omslag, det var ikke, fordi udseende var det, der gjorde kærlighed ved første blik til ’ved første blik’, nej det var fordi, at lige netop ved den ene person, den specifikke person, ville hun have røgtensyn, og hun ville være i stand til at se igennem omslaget og læse alle siderne og genlæs alle siderne i løbet af få sekunder – ikke dømme ud fra udseende, men blot vide ud fra udseende

Celes tanker var  endnu en gang driftet, så langt væk som det var muligt, væk fra virkeligheden – det eneste sted, der ikke forsvandt, når man stoppede med at tro på det, -  da hun hørte det ene ord. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...