Bag døren

Om stræben efter perfektion

Jeg skulle aldrig have åbnet døren ...
Det hele startede en søndag eftermiddag.
Den dag jeg besluttede mig for at skrive en novelle. Et af de store forlag afholdt en konkurrence for nye, unge talenter. 3000 ord. Og jeg troede – nej, det er løgn – jeg var overbevist om, at jeg godt kunne skrive sådan en tekst.
Jeg havde låst døren, så mor ikke kunne komme ind og spørge, om jeg brugte min tid fornuftigt.
Jeg satte mig ved skrivebordet og var klar. Tasterne føltes både fremmede og indbydende under fingerspidserne.
Og det gik godt.
Jeg kan det her, tænkte jeg, da de første 100 ord nærmest dryppede fra mine fingre. Jeg kan.
Men så hørte jeg det.
En banken.

1Likes
2Kommentarer
140Visninger

1. Bag døren

 

Jeg skulle aldrig have åbnet døren ...

Det hele startede en søndag eftermiddag.

Den dag jeg besluttede mig for at skrive en novelle. Et af de store forlag afholdt en konkurrence for nye, unge talenter. 3000 ord. Og jeg troede – nej, det er løgn – jeg var overbevist om, at jeg godt kunne skrive sådan en tekst.

Jeg havde låst døren, så mor ikke kunne komme ind og spørge, om jeg brugte min tid fornuftigt.

Jeg satte mig ved skrivebordet og var klar. Tasterne føltes både fremmede og indbydende under fingerspidserne.

Og det gik godt.

Jeg kan det her, tænkte jeg, da de første 100 ord nærmest dryppede fra mine fingre. Jeg kan.

Men så hørte jeg det.

En banken.

Jeg holdt inde. Hvad pokker var det?

Det kom igen.

Bank-bank-BANK!

Jeg blev så forskrækket, at jeg fór op og væltede stolen, som trak skarpe ridser hen over det nyslebne plankegulv. Jeg bandede lavmælt. Hvad ville mor nu ikke sige? Hendes fine gulve!

Bank.

BANK.

Det kom fra skabet.

Min hånd dirrede lige over håndtaget. Hvad fanden foregik der?!

BANK!

Jeg fór sammen og flåede døren op.

Og dér var du.

Jeg gispede.

Du lå mageligt henslængt mellem bøger, tøj og gamle blade. Og alligevel lykkedes det dig at se ud som om, du sad på en tronstol.

Det var på tide, Helene,” sagde du syrligt. ”Er du blevet døv?”

I et langt øjeblik kunne jeg mærke min mund åbne og lukke sig lydløst. Du smilede sarkastisk. Et djævlesmil.

Du er måske også blevet stum?” fortsatte du, mens du foldede din lange krop ud af skabet i en misundelsesværdig, elegant bevægelse.

Jamen...” kvækkede jeg, og du holdt inde med hovedet på skrå.

Hvad. Er. Der?” Du udtalte hvert ord med en præcision, der antydede, at du enten virkelig troede, at jeg var døv eller i det mindste umanerlig dårligt begavet.

Men -” Jeg sank engang og rakte en hånd ud for at røre ved dit hår, der føltes som ståltråd mod mine hænder. Du blev stående. Kølig og sval.

Kom til sagen,” sagde du. Jeg lod hånden falde.

Men – du er jo mig.”

 

Min stemme dirrede. For det var du. Ned til den mindste detalje. Det lille ar ved mundvigen og fregnerne hen over næsen. Det var bare som om, du var skabt af et andet stof. Finere, mere elegant. Overjordisk.

Du himlede med øjnene.

Mine øjne.

Nej, ikke mine. Mine er blå. Dine var kolde, sorte... tomme.

Er det virkelig det bedste, du kan finde på? Men, men – du er jo mig,” vrængede du, så din fine mund blev helt skæv.

Jeg gloede stadig.

Selvfølgelig er jeg dig, lille Helene, hvad havde du regnet med?” hvæsede du og lod dig dumpe ned på min – min – seng, som om det var det mest naturlige i verden. Dine bevægelser fik min ranglede krop til at se yndefuld og feminin ud. ”Tænkte du, at jeg sad inde i det skab for min fornøjelses skyld? Ha!”

Med tankerne hvirvlende rundt i hovedet som en håndfuld popcorn i en tiliters-gryde, faldt jeg sammen på skrivebordsstolen.

Men...” udbrød jeg igen, mens jeg forsøgte at få samling på mig selv. ”Hvorfor er du her?”

Du hævede øjenbrynene og pegede på mig med en skarp, velmanicureret pegefinger, og jeg stirrede på den, helt skeløjet. Så pæne havde mine negle aldrig været.

Hvorfor jeg er her? Det må da da vide, du med din fantasi. Med dit skriveri!” Du viftede med den ene hånd mod min computer, hvor cursoren stadig stod og blinkede forventningsfuldt.

Så!” fortsatte du. ”Sæt du dig bare ned og fortsæt med at skrive. Det er jo overhovedet ikke spild af tid.”

Du rullede med øjnene. Et splitsekund var det som at se sig i et forvrænget og kroget spejl.

Skriv nu, skriv,” sagde du og gav dig til at studere dine negle.

O-kay...”

Prøvende satte jeg hænderne til tasterne igen.

Men det var forkert.

Ordene kradsede i min bevidsthed, virkede skrøbelige og gik i stykker på skærmen. Jeg skævede til dig, men du sad bare og pillede i en løs søm i mit sengetæppe. Jeg forsøgte at trække vejret dybt. Ignorere dig. Omsider flød ordene lettere, indtil jeg satte et sidste triumferede punktum.

Jeg var færdig.

Jeg havde gjort det!

Mener du det dér?”

Jeg fór sammen. Mine fingre gled på tastaturet og en rad volapykord sprang frem på skærmen.

Hvad?”

Du lænede dig ind over mig og fulgte min tekst på skærmen.

Forældre, følelser og forelskelse? Seriøst?” Du lo så det rungede, og jeg var sikker på, at mor kunne komme rendende hvert sekund det skulle være – naboerne, Helene, husk vi har naboer. Du fortsatte: ”Tror du virkelig, at der er andre, der gider læse det her skidt?”

Jeg stirrede på skærmen, mens du slog ned på hvert eneste forkerte komma og enhver svag formulering. Det er bare løgn, det her, tænkte jeg og ville lukke øjnene, men du greb mig om hagen og tvang mit ansigt om mod dit, så mine nakkehvirvler knækkede.

Det er ikke løgn,” knurrede du så jeg kunne mærke din ånde mod min mund.

Hvordan ved du ...” Du trak på skuldrene.

Jeg kan høre alt, hvad du tænker, Helene.”

En isnen begyndte nede ved min lænd.
”Alt?”

Alt.” Du slap mig med et udtryk af væmmelse i ansigtet. ”Alt om dine ynkelige fantasier om David fra parallelklassen og om at blive inviteret med til Cecilies fest på fredag. Alt om dine 'forfatterdrømme'.” Du lavede citationstegn i luften og lo igen, så jeg måtte holde mig for ørerne.

Tror du virkelig, at det der er nok?” Du pegede på skærmen. ”Nogle sølle A4 sider med lidt ordspil på? Og så det pladder - 3000 ords forbandet følelsesporno?” Så greb du mig om skuldrene. Borede neglene ind i min hud. Dine tomme sorte øjne slugte mine, udvidede sig som en sort spiral.

Men du har potentiale. Jeg kan hjælpe dig. Den kan blive per-fekt,” hvislede du. ”Hvis du bare lytter... Lytter...”

Ordene gav genlyd i mit hoved, forstørredes, forvanskedes. Måske var det, jeg havde skrevet, virkelig ikke godt nok. Måske var det dårligt formuleret. Måske – måske ville ingen gide læse det.

Hvordan?”

Dine sorte øjne gnistrede og du smilede tilfreds.

Jeg vidste, at du ville spørge.”

 

De næste mange timer piskede du mig igennem teksten.

Ikke godt nok! Ikke godt nok!” gentog du gang på gang og tjattede mig over nakken.

Skal den ikke være god, din tekst? Ingen gider se på den, hvis den ikke er gennemarbejdet.” Du sukkede opgivende. ”Ingen gider have noget, der ikke er perfekt!”

 

Først da det var blevet mørkt, gav du endelig slip.
”Nu bliver det nok ikke bedre,” sagde du og sendte mig ud for at børste tænder.

Da jeg kom ind på værelset igen lå du i sengen – under min dyne.

Hvad i alverden laver du?”

Er det ikke indlysende?” svarede du. ”Jeg ligger i vores seng.”

Selvom mit hoved snurrede af ord og træthed, gik jeg hen og flåede dynen af dig.

Det er stadig min seng,” snerrede jeg, greb dig hårdt om skuldrene og væltede dig ud af min seng.

Det gør jo ondt!” skreg du, da du lå på gulvet. ”Hvad fanden tænker du på?”

Jeg troede, du kunne læse mine tanker.” Jeg smed sengetæppet ned til dig.

Ha – morsomt.”

Ja, ikke?”

Jeg trak dynen op over ørerne, vendte ryggen til dig, så jeg lå med ansigtet ind mod væggen. I lang tid moslede du rundt på gulvet, forbandede mig og min stædighed, før der endelig blev ro. Mor bemærkede dig slet ikke, da hun stak hovedet ind for at tjekke, at jeg var gået i seng til tiden. Da hun var gået, lukkede jeg øjnene og ønskede, at alt ville være normalt, når jeg vågnede næste morgen.

 

Det var det selvfølgelig ikke. Allerede en halv time inden mit vækkeur ringede, vågnede jeg ved, at du lagde dig i min seng. Min mave knyttede sig sammen, da jeg vendte mig om i sengen. Vi lå så tæt, at jeg kunne mærke dine isnende tæer .

Hvis du tror, at jeg ligger en nat mere på det skidekolde lortegulv, kan du godt tro om.”

Så smut,” sagde jeg. ”Du behøver ikke at blive her. Jeg havde det udmærket, inden du kom.”

Du løftede det ene slanke øjenbryn og fnøs.

Udmærket? Ja tak, den er god med dig. Syvtaller i matematik, et enkelt tital i dansk og fire i fysikkemi, kalder du det udmærket?”

Jeg gør mit bedste,”

Ha! Lige ved og næsten og alt det dér.” Du satte dig op i sengen. ”Nej, du må hellere indse det, lille Helene.” Du klappede mig på hovedet.

Indse hvad?”

Du smilede. Og var det bare mig, eller var dine tænder blevet ekstra spidse i løbet af natten?

Du har brug for mig.”

 

Mor lagde ikke heller mærke til dig, da vi gik ned for at spise morgenmad. Jeg gloede på hende, ventede på at hun skulle kommentere det. Dig – mig.

Men hun så bare lige igennem dig. Hvad fanden foregik der?

Godmorgen, Helene.” Hun granskede mig og mit tøj for pletter eller krøller. ”Har du lavet lektier og pakket taske?”

Ja mor.” Jeg blev stående, overbevist om, at hun om lidt – lige om lidt – ville bemærke dig.

Sæt dig ned – få lidt fart på, så du ikke kommer for sent,” vrissede hun og rakte mig en skål og en liter yoghurt. Jeg kiggede på pakken og følte mig som en punkteret ballon. Hun kunne ikke se dig.
”Ny slags yoghurt?” spurgte jeg omsider.

Mor nikkede.

Der er kun 0,3 procent fedt i.” Hun sendte mig et sigende blik, der fik mig til at trække maven ind, da jeg satte mig.

Du skulle selvfølgelig ikke have noget at spise.

Den slanke linje,” sagde du bare og klappede dig på din flade mave.

 

Turen til skole var et helvede.

Du opretholdt en konstant strøm af elegante fornærmelser omme fra min bagagebærer, hvor du slingrede med benene, så jeg både mistede pusten og balancen flere gange.

Du skal vist have fornyet dit kørekort til den her?”

Det kunne være dejligt, hvis vi begge var i live, når vi kommer frem.”

Måske du snart skulle begynde at træne?”

Henne i skolen var det ikke meget bedre. Du brokkede dig over, at der ikke var en stol til dig i klassen og tvang mig til at sidde helt yderst på kanten af min, så der også var plads til dig. I løbet af matematiktimen grinede du, hver gang jeg startede på en ny problemløsningsopgave.

Det kan du da ikke finde ud af...” Så pustede du mig i øret. ”Du bliver aldrig til noget, hvis du ikke tager dig sammen.”

Jeg svedte over opgaven – jeg har aldrig fattet det dér med cosinus og sinus.

Så hjælp mig dog, hvis du er så pisseklog,” hvislede jeg ud mellem sammenknebne læber.

Så gerne, lille Helene.”

I slutningen af timen havde jeg flere opgaver rigtige end nogensinde før.

Du grinede koldt og triumferende, så dine øjenbryn hævede sig som djævlehorn i din pande.

Se, hvor godt det går, når du lytter til mig.”

 

I frikvarteret klæbede du til min side.

Gå ud og find dine egne venner!” vrissede jeg, mens jeg fandt min madpakke frem. Jeg sad alene i fællesrummet. Josefine fra parallelklassen havde ikke fået frikvarter endnu, og jeg spiste ikke frokost med de andre fra klassen. Du gloede på min plasticpose med sølvpapirsindpakkede madder og tog dig til brystet.

Er det dét, du skal spise?”

Hvad snakker du om?”

Det er den mest kiksede madpakke, jeg nogensinde har set.”

Hvad er der galt med den?”

Du himlede med øjnene.

Ja jeg begynder at forstå, hvorfor du ikke er populær.” Du slog dig ned ved siden af mig med et bump.

Hvorfor er det så vigtigt at være populær?” spurgte jeg.

Hvis du vil opnå noget her i livet, skader det ikke at være højt på rangstien fra starten af og stå på god fod med dem, der er endnu mere magtfulde end en selv”.

Uh, så klog du er.” Jeg fløjtede og pakkede en leverpostejsmad ud. Du stirrede på den.

Er det der... Leverpostej?” Du så ud, som om du var ved at dåne. Gud, hvor kunne du være teatralsk allerede dengang.

Yep.” Jeg tog en overdrevet stor bid og gumlede højlydt og smaskende. ”Mmmh! MMMH! Det er det bedste, jeg nogensinde har smagt.”

Du trak dig væk fra mig på bænken.

Ha. Der fik jeg dig.

I flere minutter havde jeg fred.

Da jeg havde slugt den sidste mad, var Josefine stadig ikke kommet. Et kig på mobilen afslørede, at hun var syg i dag. Alle de andre var myldret ud eller sad rundt omkring i kroge og kyssede og krammede og kiggede på åndssvage ting på deres telefoner.

Hvad så, lille Helene? Føler du dig ensom?”

Jeg krøllede sølvpapiret sammen til små kugler.

Slet ikke.”

Med et ryk vendte du dig på bænken.

Jeg tror ikke på dig.”

Så lad være.” Jeg ville mase mine hovedtelefoner i ørerne og blokke dig ude.

Men.

Med ét blev der stille i fællesrummet. Alle tav. Selv du kiggede op fra dine negle.

Og ud af øjenkrogen så jeg dem.

PP'erne. De Populære Piger.

Med Cecilie i front. Smukke, skønne Cecilie med det lange, nøddebrune hår, det perfekte smil og de brune øjne, der strålede varmt og levende. Hun kunne sno alle om sin lillefinger. Pigerne tørstede efter at være som hende, kopierede hendes gang og købte de samme bukser. Drengene ønskede brændende at komme ned i de selvsamme bukser.

Jeg fumlede stadig med hovedtelefonerne, da PP'erne gjorde holdt lige ud foran mit bord. Langsomt så jeg op. Cecilie smilede til mig, så mine knæ blev bløde – åndssvage knæ, hvad havde de gang i?

Sidder du bare der helt alene?”

Hendes stemme var sød som en honningkrukke fyldt med bier.

Jeg bryggede allerede en led kommentar sammen, da du greb mig hårdt om håndleddet.

Nu tænker du meget grundigt over, hvad du siger,” hvislede du så tæt på, at min øreflip blev helt fugtig. ”Hvis du spiller vores kort rigtigt....”

Mine kort,” mumlede jeg.

Undskyld hvad sagde du?” Cecilies øjne strålede. ”Sidder du og taler med dig selv, Helene?”

Du fortsatte ufortrødent.

Hvis du spiller med, kan jeg garantere dig en invitation til festen på fredag.”

Jeg stivnede.

Festen.

Du vippede med øjenbrynene og sang:

Festen, hvor David kommer... Søde, perfekte David … ”

Det var som om jeg kørte meget, meget hurtigt nedad i en rutschebane.

Så forstår vi vist hinanden,” sagde du. ”Nu gør du præcis, som jeg siger.”

Og det gjorde jeg.

Jeg kastede med håret, gloede på mine negle og virkede som om, jeg var dødligeglad med PP'erne og deres fest.

Alt hvad du sagde, hviskede og instruerede skabte en nærmest bristefærdig elektrisk stemning i fællesrummet: Alle de andre sad lænet frem i sæderne, havde glemt deres telefoner og tungeslaskere og hang ved mine læber i spænding – klarer hun den? Eller kikser hun?

Men du. Du kunne virkelig det her til perfektion.

Da det ringede ind, var jeg gennemblødt af sved og havde ondt i nakken af al den uvante knejsen. I min lomme dunkede mobilen af Cecilies nummer og en invitation til festen.

Du rejste dig sejrssikkert.

Nå, hvordan føltes det så?”

Jeg rystede langsomt på hovedet, som om jeg gradvist landede i mig selv igen.

Det føltes godt.

Rigtig godt.

Alle havde kigget. Alle havde set mig.

Det føltes godt,” medgav jeg omsider.

Og det gjorde det. Lige dér, i det øjeblik, føltes det godt.

Men det føltes også forkert.

For det føltes ikke som mig.

Jeg rejste mig, smed mit affald i skraldespanden, selvom du vrissede af mig, at jeg skulle lade det ligge – det er det de seje gør, Helene.

Så vendte jeg ryggen til dig og gik ind i klassen, forvirret og en fornemmelsen af at have gjort noget forbudt.

 

Du rasede om aftenen.

Er det sådan man siger tak!” hylede du.

Så skaffer man dig en invitation til den hotteste fest, hvor David også kommer.” Du stoppede for at trække vejret ind. Jeg gav dig fingeren og fandt telefonen frem.

Hvad fanden...” udbrød du åndeløst.

I stedet for at kigge på dig, gik jeg på Facebook og ledte efter Davids profil. Derfor var jeg helt uforberedt, da du udstødte et vræl og kastede dig over mig. Kradsede mig i ansigtet. Greb om mit hoved, bankede det ind i væggen. Klemte lårene fast om mit liv og lod slagene hagle ned over min overkrop.

Det! Gør! Du! Aldrig! Mere!” råbte du og gav mig en lussing efter hvert ord.

Hvad laver du?” Jeg og stemte hænderne mod din overkrop for at vippe dig af uden held. Du flåede i mit hår og vred mit ansigt bagover. Din mund var faretruende tæt ved min.

Nu skal du høre, lille Helene.”

Dine sorte øjne sydede og glimtede som et faretruende hav.

Du kan give mig fingeren, så mange gange du vil. Men det ændrer intet! Jeg er her for at blive. Og hvis du er klog, min ven, så gør du præcis som jeg siger.” Du borede et knæ ned i min brystkasse og hev hårdere i mit hår.

Hold op,” hviskede jeg. ”Det gør ondt.”

Du lo. Iskoldt.

Det her, lille Helene, det her er ingenting! Hvis du ikke gør, som jeg siger, vil dit liv blive et helvede, det lover jeg dig.”

Så slap du mig med et ryk, så mit hoved dinglede fra side til side som en slaskedukkes. Du satte dig nede i fodenden, lige så kølig og samlet som altid. Kun et par rosa pletter på dine kinder viste din ophidselse. Jeg hev efter vejret. Oprevet og skamfuld på samme tid. Det dunkede varmt bag øjnene.

Og det er ikke bare tomme trusler, lille Helene, jeg ved det.”

Jeg hadede den måde, du altid sagde mit navn på.

Hvad mener du?”

Du studerede dine negle.

Jeg ved, hvordan det kommer til at se ud, hvis du fortsætter med at modarbejde mig.”

Nå, og hvordan er det så?” Jeg syntes selv, at jeg lød ligeglad.

Du lænede dig lidt frem i sengen.

Kender du den fornemmelse af at sidde til en prøve i skolen og tænke: Det her kan jeg ikke, jeg kan ikke, jeg er dum, jeg har ingen fremtid, får aldrig et job, en mand...” Du lavede din stemme om, gjorde den tøset og klagende og satte en tragisk mine op.

Det gav et gib i mig, og du smilede vidende.

Du har fuldstændig ret, at du ved det. Du har ingen fremtid, hvis du ikke gør som jeg siger.”

Du lyver.”

Et djævelsk glimt dansede i dit blik. Lyset i værelset forsvandt, og dine øjne sugede mig ind i sig, endeløse tunneler af kulde.

Lille Helene,” hviskede du, og kolde fingre spillede klaver på mine ryghvirvler. ”En fremtid med mig vil være det nærmeste, du kommer perfektion. Succes, penge, mænd. En fremtid uden mig er dit værste mareridt. En fremtid uden mig er dyster, kold – og ensom.”

Dit ansigt gled ind og ud af fokus, sære, skarpe skygger dansede på din pande. Med et veltilfreds smil rettede du dig op igen. Så viftede du med hånden. Lyset vendte tilbage til rummet.

Kom kom, du må hellere komme ud og få børstet dine små bisser, så du kan få din skønhedssøvn.”

Den nat sov vi begge i min seng.

Og det var næsten som at være tryg.

Om morgenen var der ikke spor af blå mærker eller rifter fra vores slåskamp på min krop.

 

Resten af ugen veg du ikke fra min side. Nogle gange ignorerede jeg dig, nogle gange skændtes vi, og enkelte gange fik du lov til at hjælpe mig, som til fysikkemiprøven, hvor jeg kom til at hyperventilere, så snart prøven lå på mit bord.

Det her kan jeg ikke, jeg kan ikke! hylede det i mine tanker, og jeg så for mig, hvordan mit gennemsnit dalede, for hvert minut der gik. Så jog du en albue i siden på mig.

Hold op med at sidde der og gispe som en hund med hedeslag, lad mig hjælpe dig.”

Dagen efter landede prøven med et 12-tal foran mig. Det føltes godt og helt, helt forfærdeligt.

Jamen, det er jo snyd,” indvendte jeg i pausen.

Du hævede det ene øjenbryn.

Forklar dig.”

Jeg snød i prøven, det var dig, der gav mig svarene. Jeg fatter absolut ikke det der med elektromagnetisme.”

Du holdt en finger op for at bremse mig.

Det er rigtigt, at det var mig, der gav dig svarene. Men!” Du smilede det der listige smil, der fik sveden til at springe frem under mine arme. ”Men når nu jeg er dig, og du er mig, så er det vel ikke snyd? Og i øvrigt, hvad betyder det, om der var lidt snyd med i spillet. Du fik tolv, ligesom i dansk og matematik. Du styrer lige mod et perfekt gennemsnit.”

Jeg talte ikke til dig resten af dagen, fordi du gav mig kvalme. Det værste var, at måske – bare måske – forstod jeg godt, hvad du mente.

 

Fredag morgen vågnede jeg ved en stikkende smerte i siden.

AV!” hylede jeg og fór op. Jeg tog mig til hoften og fik varmt blod på fingrene.

Skal du absolut vræle sådan?”

Du gloede på mig. Men jeg så kun én ting.

Nålen. I din hånd. Nålen og den tykke, røde tråd.

Hvad har du gang i?” Mine hænder rystede.

Du sukkede og lagde nål og tråd fra dig på mit lyseblå sengetøj. En dråbe blod farvede mit dynebetræk en besynderlig mørk farve. Først nu lagde jeg mærke til, at enden af den røde tråd sad fast i et lille, sort stiksår i din hofte. Jeg tog mig til tindingerne for at holde sammen på mit hoved, der føltes som et puslespil, som i én hurtig bevægelse bliver fejet på gulvet.

Jeg er træt af det her, Helene,” sagde du omsider. ”Du lader som om, du ikke aner hvem jeg er. Du lader mig kun allernådigst sove i din seng, jeg må sidde bag på din cykel men ikke styre. Jeg er bare... træt af det.”

Og så ville du – hvad? Sy os sammen?!”

Du trak på skuldrene.

Det virkede som det mest fornuftige.”

Fornuftige?!”

Jeg havde troet, at du ville have nemmere ved at acceptere det,” sagde du nærmest henvendt til dig selv. ”At processen ville være mindre besværlig. Men du er så genstridig.”

Mig?”

Kan du da ikke forstå, lille Helene, at du og jeg,” begyndte du og tog min hånd i dine isnende fingre. ”Vi komplementerer hinanden. Vi er hinandens modsætninger og sammen...”

Du sukkede atter og slap min hånd.

Sammen er vi perfekte.”

Jeg stirrede på dig.

Længe.

Så længe at mit vækkeur nåede at ringe, snooze og ringe igen.

”Du -” Jeg pegede på dig med en dirrende finger og en krakelerende forstand. ”Du er skingrende sindssyg.”

Jeg skrævede hen over dig og steg ud på gulvet.

Du løftede sarkastisk øjenbrynene.

Siger det mest om dig eller om mig?” Du vinkede til mig med nålen, der skinnede og glitrede.

Jeg smækkede døren efter mig, da jeg gik ud i bad.

Under ingen omstændigheder ville jeg lade dig tage med til festen samme aften.

 

Selvfølgelig tog du med til festen. Du havde endda valgt mit tøj. Hele aftenen styrede du mig – hvilken drink jeg skulle vælge (ikke øl, det drikker piger ikke), hvor jeg skulle befinde mig henne (køkkenet, festen ender altid i køkkenet), og hvem jeg skulle snakke med. Du sørgede for, at jeg hele tiden havde joke på hånden til drengene og PP'erne og en elegant fornærmelse i ærmet, hvis en konkurrent nærmede sig.

Jeg morede mig næsten ...

Sådan at være centrum, at blive grinet sammen med og holdt om skulderen af Cecilie, mens hun hældte flere drinks, flere drinks i mit glas.

Men så gik døren op, og David kom ind.

Skønne, skønne David.

Med de blå øjne.

Med krøllerne.

Jeg glemte at trække vejret. Havde nær tabt mit glas. Greb det i sidste øjeblik.

David!”

Cecilie gav et hvin fra sig og styrtede ud i entréen. Alle de andre fulgte efter. Køkkenet var pludselig uhyggeligt stille.

Du prikkede mig i siden.

Der er han.”

Det kan jeg godt se.”

Mine knæ blev flydende, da han tog sin jakke af og afslørede jeans og tætsiddende hvid T-shirt.

Du tog mig om nakken.

Godt, lille Helene, nu skal du høre. Sådan her kører vi den hjem.”

Jeg vred mig fri. Satte drinken så hårdt på bordet, at den skvulpede over.

Du skal ikke blande dig i det her.”

Hvad mener du?”

Det her med David og mig, det er ...” En tøven. Hvor var de rigtige ord, når man skulle bruge dem? Du tappede utålmodigt med foden i gulvet.

Det er personligt,” sluttede jeg tamt.

Ha!” Du greb mig om hagen. Stirrede mig ind i øjnene, med det blik, der fik min hjerne til at sitre. ”Vil du have ham, eller vil du ikke, søde Helene?” spurgte du med lav stemme, forførende, besnærende, dine sorte øjne drejede, snurrede. ”Jeg kan give ham til dig med et snuptag. Han vil synes, at du er helt perfekt. At vi er perfekte. Hvis du bare gør som...”

Nej,” jeg rystede på hovedet, så du mistede grebet. ”Ikke mere, ikke nu.”

Jeg forlod køkkenet og gik ud i entréen, der var tom. Døren stod halvt åben, så man kunne se ud i opgangen.

Du kom bagfra.

Din forbandede smatso,” snerrede du. Og jeg nåede ikke at reagere. Du skubbede mig i ryggen, så jeg snublede. Ud på trappeafsatsen. Jeg landede på knæ og hænder. Smerten jog op gennem håndleddene. I en fart kom jeg på benene.

Hvad fanden bilder du dig ind?” vrælede du, så det gav genlyd i opgangen. ”Vi kunne få ham så let som ingenting, han er derinde lige nu, venter bare på at vi kommer og plukker ham.”

Du gik et skridt tættere på. Dit hår strittede elektrisk. Øjnene – jeg turde næsten ikke se på dig. Jeg bakkede. Ind i væggen.

Og tro mig – hvis vi ikke plukker ham, er der er en anden der gør.”

Det var som om tiden frøs, og alle lyde forstummede.

Du stod lige dér. Rystende af raseri. På toppen af trappen. Der var langt ned. Cecilie boede trods alt på øverste etage.

Jeg ved ikke, hvorfor jeg gjorde det. Jeg tror ikke engang, jeg tænkte over det. Med et fór jeg på dig. Skubbede dig så hårdt jeg kunne. Med al min vægt. I brystet.

Nej,” nåede du at hviske.

Så satte tiden i gang igen.

Du røg du ned ad trappen. Fløj ned af de første fem trin, kurede videre, med hovedet dunkende mod betonen, knasende, skrabende. Jeg holdt mig for ørerne. Lukkede øjnene. Lyden af din krop, der hamrede ned ad trappen, sprang rundt på væggene.

Så blev der stille.

Jeg åbnede først det ene så det andet øje.

På etagen nedenunder lå du. I en besynderlig vinkel. Med det lyse hår i en vifte rundt om ansigtet. Du havde lukkede øjne. Var næsten fredfyldt at se på. Kun blodet, der strømmede fra din næse og dit knuste kranie, forstyrrede billedet.

Jeg blev stående længe. Stirrede. Mærkede efter.

Jeg ved ikke, hvad jeg havde forventet. Fred. Frihed. Men jeg var bare tom.

Tilbage i lejligheden låste jeg døren efter mig.

 

David var ikke i køkkenet. Eller i stuen. Jeg spurgte et par af de andre. De havde ikke set ham, kiggede underligt på mig. Faktisk var de ikke sikre på, at han overhovedet var kommet. Jeg ledte videre. Ude på altanen, på badeværelset. Var det bare noget, jeg havde bildt mig ind?

Så kom jeg til Cecilies værelse, en dør med store, tøsede bogstaver på. Jeg standsede. Med bankende hjerte lagde jeg øret mod den døren. Inde bag den var der stille.

Et øjeblik tøvede jeg. Hånden svævede over håndtaget. Det gav et gib i mig, et déja-vu.

Der var kun døren.

Mig og døren.

Og det der var bag ved. Mine hænder var pludselig fugtige.

Tag dig sammen,” hvæsede jeg af mig selv og flåede døren op.

Det ramte mig som et eksprestog.

SLAM!

Lige i solar plexus.

Jeg vaklede baglæns. Gispende. Tog mig til hjertet.

De lå sammenfiltrede på hendes seng, David og Cecilie. Han havde den ene hånd oppe under hendes bluse og den anden nede i hendes trusser. Hun havde slynget armene om hans hals og benene om hans hofter. De ænsede mig ikke. Kyssede bare, hviskende, smaskende, stønnende til det fyldte hele værelset og hele gangen og hele mit hoved.

Noget sort slørede kanterne af mit synsfelt, da jeg stormede ud.

 

Jeg ved ikke, hvor længe jeg lå under dynen. Rullet sammen til en kugle. Hulkende, snottet.

Måske en time.

Måske mere. Jeg kan bare huske, at du pludselig var der. At du strøg mig over panden, hviskede ord der skulle trøste. Om hævn. Om kulde.

Jeg ville spørge, hvordan du var kommet hjem. Hvorfor trappeafsatsen havde været tom, da jeg forlod lejligheden. Hvordan du kunne overleve det fald. Alt det ville jeg spørge dig om.

Men det gjorde så ondt indeni, at jeg blev helt stum. Så ondt, at jeg næsten ikke mærkede de små stik i min hofte.

Alt bliver helt perfekt,” forsikrede du mig og puttede dig ned i sengen til mig. ”Alt bliver helt perfekt. For nu er vi sammen.”

Blændet og ør af smerte og ensomhed lod jeg dig holde mig, lod dig vugge mig, til jeg langsomt faldt i søvn og følte mig... tryg.

 

Da jeg vågnede næste morgen, var du væk. Fortumlet satte jeg mig op i sengen, forventede at blive oversvømmet af ensomheden. Jeg lagde armene om min torso som for at afstive mig mod et slag. Men det kom aldrig.

I stedet rejste jeg mig med en besynderlig følelse af at være hul.

Hvor fanden var du blevet af?

Jeg ledte efter dig, kaldte, løftede dynen, så under sengen, kiggede hele værelset igennem. I skabet fandt jeg din sytråd og nålen. Der var blod på spidsen.

Jeg tog mig til hoften, skubbede trussekanten lidt ned og betragtede de seks fine små hvide prikker på min blege hud.

Så fór jeg ud på badeværelset. Kiggede mig i spejlet.
Først var der intet at se. Jeg lignede bare en, der havde grædt hele natten. Ophovnede, røde øjne, tørre kinder, tårestriber fra øjenkrogen til tindingen.

Hvor er du? Hvor fanden ER du?” Jeg greb om vaskens kant, lænede mig frem, til min næse næsten rørte spejlet. Og så..

Dér.

Mine ben havde nær givet efter.

Dér var du.

Mine øjne – vores øjne glødede sort, bare en gnist, bare et sekund.

Du smilede inde bag mit ansigt, løftede øjenbrynene, så sære skygger dansede på min pande.

Sammen, hviskede du.

Jeg vendte mig om og kastede op i toilettet.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...