Daughter of Poseidon ¤ Percy Jackson

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 7 jun. 2017
  • Opdateret: 31 aug. 2017
  • Status: Igang
Poseidons datter er i farer. Percy Jackson bliver sendt ud for, at skulle redde hende. Men det bliver svære end han troede. Hun aner ikke hvem hun er eller noget som helst. Sammen med Grover og Annabeth tager han på den livsfarlige mission for, at redde hans halvsøster. Men som alle ved, når en ved at de er en demigod bliver deres lugt forstærket. Mange farer skal overleves bare for at finde hende. Men når de finder hende, hvad vil der så ske? Hvorfor er hun i farer? Hvad er hun i farer for? Vil deres mission lykkes eller vil nogle dø? Vil de nå at kunne finde hende inden det hele går galt? ¤ Deltager i Fandoms konkurrencen ¤

5Likes
10Kommentarer
360Visninger
AA

1. Prolog

Percy Jacksons synsvinkel:

Vandet mod min krop føles så fantastisk. Jeg har altid elsket vandet. Men det er vel ikke så mærkeligt når jeg er Poseidons søn. Guden af havet. Så det siger lidt sig selv, at jeg elsker vandet. Ja jeg er barn af en gud, men også et barn af et menneske. Hvilket gør mig til en demigod. En demigod er en der er halvt gud og halvt menneske. Det vil sige jeg er halv guddommelig og halvt menneske. Det betyder også, at jeg og de andre demigods er dobbelt så udsat. Jeg og andre demigods kan dø af både gudevåben, men også af menneske våben. Så man skal være ekstra forsigtige. Jeg er ikke den eneste demigod, der er mange af os. Der er bare ikke så mange børn af de 3 store guder. Zeus, Poseidon og Hades. 

Jeg ryster kort på hovedet, og går op af den sø som er her ved halvblodslejren. Der er også en lejre, hvor unge som jeg, lærer at overleve. Der er mange farer ved, at være en demigod. Men det er endnu værre, at være et barn af de tre store, da de har større evner end de andre. Vi kan udvikle store ting, men vi kan også udvikle forfærdelig ting.  Som du kan se, er jeg et barn af de tre store guder, hvilket betyder, at jeg er konstant i farer, men her i halvblodslejren kan ingen komme ind, udover hvis de er guder eller en demigod. Heldigvis for det. Der er dog bare lige det, at hvis en der kan komme ind i lejren tilkalder et uhyre, kan de godt komme ind. Det oplevede vi engang. 

”PERCY!” Jeg kommer til mig selv, og kigger forskrækket rundt. Jeg ved at stemmen tilhører min kæreste, Annabeth. Jeg elsker hende virkelig, og har altid lige siden den dag vi mødtes beundret hende, hvilket er mærkeligt. Vores forældre hader hinanden. De har dog lært at komme bedre overens efter Annabeth og jeg er kommet sammen, men det er ikke sådan at de stadigvæk ikke skændes for tro mig, det gør de.

Jeg kigger rundt og får så endelig øje på Annabeth. Hendes brune hår er sat op i en hestehale som svinger frem og tilbage. Hun kommer endelig hen til mig, forpustet. Jeg kigger på hende, for det ligner hende ikke at løbe hen til mig, udover hvis der virkelig er problemer eller hvis vi ikke har set hinanden i lang tid, men det er ikke tilfældet den her gang.

”Hvad er der søde?” spørger jeg om i en alvorlig tone. Jeg kan mærke at det her er seriøs, så der er ikke tid til hyggesnak eller sniksnak.

”Chiron vil mødes med os og Grover i hovedbygningen nu, han siger det er meget vigtigt,” svarer Annabeth mig meget forpustet. Hun må virkelig have løbet til. Jeg nikker til hende, og smiler svagt til hende.

”Er du så træt og forpustet at du skal have et lift på min ryg?” spørger jeg om og blinker til hende. Hun sender mig dræbeøjne, og slår mig på min overarm. Jeg griner af hende, og ryster på hovedet af hende.

”Den sidste op til hovedbygningen skylder den anden et kys,” driller jeg hende og begynder at løbe.

”Idiot, det er der jo ikke noget ved,” råber Annabeth. Vi ender dog begge to med at grine, og løbe om kamp op til hovedbygningen. Jeg ved godt Annabeth vil vinde, det gør hun altid. Ikke at jeg har noget i mod det, andet end at hun er en pige. Hun er bare i meget bedre form end mig, og det må jeg bare leve med. Jeg kan ikke gøre så meget ved det.

Vi når endelig op til hovedbygningen på samme tid for en gangs skyld. Den eneste grund er sikkert, at hun var forpustet før vi overhovedet begyndte at løbe om kamp. Jeg tager fat i Annabeths hånd, og hun fletter sine fingre sammen med mine. Sammen går vi ind i hovedbygningens stue, hvor Chiron og Gover allerede står. Ja Chiron er en kentaur. Overkroppen som et menneske, under kroppen som en hest. Grover er en satyr. Han er et menneske på overkroppen og ged resten af kroppen.

Vi sætter os i sofaen, og Gover kommer og joiner os i sofaen. Ud fra Chirons ansigtsudtryk er det her en mission vi skal på, og en som vi ikke kan fejle. 

”Jeg har en mission til jer, og ikke bare hvilken som helst mission. Den her kommer til at kræve alt hvad I har. I skal finde en der er i farer. En demigod lige som jer. Der er bare lige det, at hun ikke ved at hun er en demigod. Men der er mere end bare det.. Jeg ved ikke helt hvordan jeg skal forklare det,” det sidste mumler Chiron. Det gør han altid når han er nervøs for, hvordan folk vil reagere til det. Men hvad kan der være farligere at nævne en det han allerede har nævnt? Det her bliver en farlig mission, at skulle finde en som os, som ikke ved at hun er som os.

”Sig det nu bare Chiron,” siger Annabeth utålmodig. Hun elsker altid at være på mission. Selvfølgelig det er fedt at gøre en forskel, men jeg har ikke tal på hvor mange gange vi kunne have været død på en af de her missioner.

”Okay, pigen I skal finde hedder Gabriella… Hun er.. Øhmm.. Hun er datter af Poseidon, hun er din halvsøster Percy.” 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...