Daughter of Poseidon ¤ Percy Jackson

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 7 jun. 2017
  • Opdateret: 3 aug. 2017
  • Status: Igang
Poseidons datter er i farer. Percy Jackson bliver sendt ud for, at skulle redde hende. Men det bliver svære end han troede. Hun aner ikke hvem hun er eller noget som helst. Sammen med Grover og Annabeth tager han på den livsfarlige mission for, at redde hans halvsøster. Men som alle ved, når en ved at de er en demigod bliver deres lugt forstærket. Mange farer skal overleves bare for at finde hende. Men når de finder hende, hvad vil der så ske? Hvorfor er hun i farer? Hvad er hun i farer for? Vil deres mission lykkes eller vil nogle dø? Vil de nå at kunne finde hende inden det hele går galt? ¤ Deltager i Fandoms konkurrencen ¤

4Likes
10Kommentarer
286Visninger
AA

4. Kapitel 3 // "Hvad er alt det her?"

Gabriella Evans synsvinkel 

Lyden af nogle der rejser sig fra sofaen trækker mig ud af mine tanker. Jeg ved godt de er på vej her ud. Hvad skal jeg gøre? Jeg har ingen steder at gemme mig. Jeg kan ikke nå tilbage til toilettet. Døren ud af lejligheden er lige frem, men så skal jeg forbi stuen. Hvilket heller ikke kommer til at gå så godt, da de vil komme til at se mig. De vil komme til at opdage mig uanset hvad jeg gør. Jeg skal bare se, at komme væk herfra, de er skøre. Jeg ryster på hovedet og begynder at bevæge mig frem af og fremtvinger et smil.

”Gabriella, hørte du noget af det vi snakkede om?” Jeg vender mit hoved mod Annabeth, som står i døråbningen i stuen. Jeg smiler stadigvæk mit fremtvunget smil, og rynker nu mine bryn. Jeg bider mig kort i læben, mens mit hjerte hamre der ud af. Jeg prøver at se forvirret ud, men jeg tror ikke det fungere så godt for mig.

”Nej det gjorde jeg ikke, jeg er lige blevet færdig på toilettet, men jeg bliver nød til at tage hjem nu, min mor skrev lige til mig, at jeg blev nød til at tage hjem noget før.” Jeg siger det så hurtigt, at jeg bliver nød til at tage en dyb indånding bagefter. Mit fremtvunget smil er stadigvæk på mine læber. Jeg bliver nød til at lade som ingenting. Jeg skal bare hjem nu. De er mærkelige. Hvilken verden lever de overhovedet i? Det er i hvert fald ikke den samme som den jeg lever i. De burde tjekkes om der er noget galt med deres hoveder.

”Er du sikker? Vi kan sagtens gå med dig hjem, jeg synes også vi skal møde din mor, hun lyder til at være virkelig sød,” insisterer Annabeth. Hvad skal jeg gøre her?

”Øøøhmm.. Det er nok ikke en god ide i dag, min mor har meget travlt, måske en anden dag,” undskylder jeg. Annabeth og Percy kigger på hinanden. Jeg tror måske at de har luret mig, men de er jo skøre? Det kan godt være de er super søde, men hvad er det dog for noget de sad og snakkede om? Er det en joke?

”Gabriella hør, lad os komme med dig hjem, din mor vil også kunne forklare en masse til dig,” forsvarer Percy. Jeg ryster på hovedet. Det hele er en joke, kan de ikke bare stoppe den.

”I joker ikke sandt? Det her er en joke, det er for langt ude, det kan ikke være sandt, har I slået jeres hoveder?” Jeg kigger hen på Annabeth, som ruller med sine øjne. Hvad skal det lige betyde? Jeg åbner min mund for at sige noget, men bliver afbrudt af døren ud til går op. Jeg kigger hurtigt derhen. En dreng med krøller, som stikker ud af den kasket han har på, kommer ind gående på krykker. Hvad er der sket med ham siden han går med krykker? Hvem er han lige? Jeg har aldrig set ham før. Han lukker døren efter sig. Han stopper hurtigt op, da han ser Annabeth og Percy der står foran mig.

”Øøhh, afbryder jeg noget?” spørger han. Han kigger forvirret på os alle sammen, hvilket jeg godt forstår. Bor han her? Jeg kigger hen på Annabeth og Percy, det ligner de kender ham, hvilket de nok må gøre så.

”Grover, endelig er du hjemme,” udbryder Percy. Okay det var svaret på mit spørgsmål. De kender ham. Jeg kigger forvirret på dem alle sammen og bider mig i læben. Jeg føler virkelig at jeg ikke burde være her. Hvad skal jeg lige gøre?

”Når ja Grover, det her er Gabriella Evans, hun tror vi har slået vores hoveder,” forklarer Annabeth med ironi i stemmen. Jeg sukker og ruller med mine øjne.

”Det er nok fordi I har,” udbryder jeg. Jeg lukker hurtigt min mund sammen, da det ikke var meningen at det skulle ud, men det kom det. Ikke at jeg kan lave det om nu, men gid jeg kunne. Jeg kigger hen på Grover, som kigger opgivende på Percy og Annabeth.

”Fortalte I hende det?” spørger Grover opgivende. Annabeth og Percy sukker begge to, som om at de ved, at de har gjort noget forkert.

”Nej det gjorde vi ikke, men hun stod og smugelyttede til vores samtale,” svarer Annabeth.

”Gu’ gjorde jeg ej, ikke med vilje i hvert fald, jeg ville bare ikke afbryde jeres samtale. Jeg var på vej til toilettet igen, da gulvet knirkede,” svarer jeg. Jeg lægger mine arme over kors, og stirrer på dem alle sammen. Grover vælger dog bare at sukke.

”Hvad så nu?” spørger han. Annabeth og Percy trækker begge to på skulderen.

”Hun vil ikke have os med hjem, hendes mor har travlt i dag siger hun i hvert fald,” svarer Annabeth i det Percy skulle til at svarer. Percy sukker bare.

”Vi bliver nød til at komme med dig hjem Gabriella.” Jeg kigger hen på Grover, da det var ham der sagde det. Hvem kalder endelig sit barn for Grover?

”Nej! Det her er jo fuldstændigt sindssygt!” udbryder jeg og slår ud med mine arme. Jeg tager mig selv til hovedet. Jeg kan ikke forstå alt det der sker. Det hele må være en drøm, det kan ikke være andet. En sindssyg drøm. Jeg hører de andre sukker. Jeg vil gerne vågne nu.

”Lad mig vågne fra den her drøm,” mumler jeg. Jeg stiller mig hen til væggen, og glider ned til gulvet. Mine hænder er stadigvæk over mit ansigt, mine knæ er trækker jeg helt op til mit hoved. Jeg vil virkelig gerne vågne, det kan ikke være andet end en drøm.

”Ssshh, det er desværre ikke en drøm, men vi må få dig hjem nu, tiden er knap,” siger Percy. Jeg ved slet ikke hvad jeg skal gøre. Jeg kan ikke tro på det her. Alligevel er der noget inde i mig, der trækker mig afsted. Der er en stemme i mit hoved der siger jeg skal lytte til dem.

”Alt vil ændre sig nu Gabriella, alt vil ikke være det samme mere. Tag dem med hjem til din mor, der vil alt blive forklaret.” Jeg fjerner mine hænder fra mit ansigt og kigger forvirret på dem alle sammen.

”Hvem sagde det?” spørger jeg om. Jeg kigger på dem alle sammen, og de sender mig et forvirret blik tilbage til mig.

”Hvad mener du? Der var ingen der sagde noget,” forklarer Grover. Jeg rynker mine bryn og sukker tungt.

”Fedt, nu er jeg også ved at blive sindssyg.” Jeg ryster på hovedet af mig selv og slåt endnu engang ud  med mine arme. Jeg kan fornemme at Grover prøver at gemme sit grin. Jeg sukker kort.

”Du er ikke sindssyg, tro mig, det troede jeg også i starten,” svarer Percy mig. Jeg sukker kort.

”Fint, I kan komme med mig hjem. Kun fordi en mærkelig stemme sagde det. Og stemmen lød meget kommanderende, og så fordi jeg forhåbeligt vågner af min drøm.”

*

”Jeg er hjemme mor!” råber jeg. Min mor kommer hurtigt frem i gangen og ser lettet, dog også surt på mig. Jeg har prøvet at overbevise mig selv om at det er en drøm. Men intet har virket. Jeg har nevet, bidt, kradset mig selv og alt muligt. Det har ikke virket, så dette er ikke en drøm. Jeg plejede altid at vågne, hvis jeg gjorde en af de ting, men det er jeg ikke endnu. Jeg ved godt klokken er mere end 19:00. Jeg ved hun har været bekymret.

”Gab, hvor har du været? Og hvem er disse mennesker?” spørger min mor om. Jeg sukker kort.

”Det her er Annabeth, Percy og Grover,” svarer jeg min mor. Min mor bider sig i læben og kigger hen på Annabeth, Grover og Percy.

”Tiden er inde til hun skal vide det?” mumler min mor. Hun siger det dog højt nok til, at vi alle kan hører det. Hvad sker der lige her? Hvad mener hun med det?

”Ja tiden er inde,” svarer Percy. Min mor nikker og man kan se at hun prøver, at skjule tårerne der er på vej frem.

”Kom med ind i stuen,” siger min mor.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...