Er vi nu en truet race?

Vi er ikke os mere... Vi er slaver - Shako.

// Vinder af 2. pladsen i Flosset konkurrencen.

4Likes
3Kommentarer
282Visninger
AA

2. One-shot

 

Jeg går ned gennem markedet. Her summer altid af liv, men ikke vores liv. Vi har ikke længere et liv, alt er deres. Amuletten om min hals fastsætter min status i deres verden.

   Jeg tror, at jeg er den eneste, som stadig husker tiden hvor vi regerede. Det er underligt at tænkte på hvor meget af os, der bare er væk nu.

   De engang velkendte bygninger er nedrevet eller forsømt. Skovene og naturen er blevet ryddet. De havde selv deres eget med. Huse, træer, blomster - you name it. Selv dyrene er erstattet med deres.

   Der er kun få af os tilbage. Ikke alle kunne tilpasse sig. Fra 7,5 milliarder til under 10 millioner. Nogle valgte forlade verdenen ved egen hånd. Andre forsøgte oprør. Derfor tog de vores minder, vores hukommelse, vores identitet. Levende væsener uden nogen erindring eller mening. Vi er vel næsten zombier.

   Er vi nu en truet race?

   I øjenkrogen spotter jeg noget velkendt. Mine ben stopper, og jeg stirrer på figuren. En af dem er i gang med at skære den i mindre stykker, men jeg kan genkende den. Tiden har sat tydelige spor. Bronzen er forvandlet til en irgrøn masse og hun ser ikke længere ud over vandet.

   En fyr standser ved siden af mig. Han har samme amulet om halsen. I fællesskab betragter vi hvordan de skærer hovedet midt over. Selv hun får ikke lov til at beholde sit sind.

   "Det er godt nok synd," siger han. Jeg drejer hovedet og kigger på ham. Tonen i hans stemme er så neutral, at det får mig til at tvivle om han rent faktisk husker tiden før dem. Husker hende, eller om han bare synes det er en flot skulptur.

   "Ja, det er det," svarer jeg i mangel på bedre. Gutten ser på mig og smiler vemodigt, før han fortsætter sit gøremål. Jeg står glor efter ham indtil der er en af dem, som råber til mig.

   "Du der!" Stemmen er som den altid er, når de taler til os; hård. Jeg tvinger det intetsigende smil på og vender mig mod en af dem. Det er en kvindelig skabning, som står ved en af boderne på markedet.

   "Herre," siger jeg med mit blik slået ned mod jorden. Vis respekt eller dø, det har altid været deres motto for os.

   "Hvad laver du? Hvorfor er du ikke i gang med dine pligter?" spørger hun. Jeg svarer ikke, men venter blot på slaget som jeg ved kommer. Mit svar ville alligevel ikke ændre på noget. Det rammer mig på siden af hovedet og smerten pulserer gennem min krop. "Kom i gang, Shako!" Jeg nikker og går videre gennem markedet. Holder hovedet nede til jeg er ude på åben vej. Nu er der ikke langt til plantagen.

   Efter et stykke tid kan jeg se toppen af planterne. Det vækker en lettelse i mig. At arbejde i plantagen er en straf i deres verden. Intet tag over hovedet og tæt på naturen. Men for mig er det en hvis frihed. Klimaet er alligevel blevet så mildt, at man sagtens kan være ude døgnet rundt. Om det deres fortjeneste eller global opvarmning ved jeg ikke. I hvert fald vil jeg bare nyde friheden under åben himmel.

   "Hallo?" lyder en mande stemme tæt på. Et skrig er ved at undslippe, men jeg får styr på mig selv. Det er manden fra før. Han smiler idet vi får øjenkontakt. "Så der var liv bag skærmen. Du gjorde mig helt bekymret," fortsatte han.

   "Undskyld?"

   "Du skal ikke undskylde. Jeg hedder Kenneth," siger han og rækker en hånd ud mod mig. Kenneth. Et rigtigt navn og ikke et af deres.

   "Janette," svarer jeg og trykker hans hånd. Den er varm og ru. Alle vores hænder er vel ru nu. Mon min også føles sådan?

   "Er du også på vej til plantagen?" Jeg nikker. "Så kan vi vel følges?"

   "Det kan vi vel." Jeg smiler, og vi går videre sammen. 

   Vi taler ikke meget sammen, men der er ikke en ubehagelig stilhed. Vi nyder at være sammen med en ligestillet samt roen ved bare at gå. Der spreder en tryghed i mig. Hvis han lægger mærke til et rødt aftryk på mit ansigt, så siger han det ikke. Måske er det også bedre sådan. Lige nu er vi ikke bare to Shako.

   Det er mange år siden, at jeg sidst bare har gået ved siden af en os. Og første gang, at jeg har mødt en som stadig husker. Kenneth har ikke sagt noget bestemt om det, men hans udstråling og væremåde taler for sig selv. 

   Plantagen er mindre end hvad jeg havde forventet. Der er nok kun fire andre som os og syv af dem. De kigger efter os, da vi traver ind på pladsen. En af dem går os i møde. Jeg er i tvivl om det er en mand eller dame. Det hele er rodet sammen med dem.

   "Friske Shako." Stemmen fortæller mig, at det er en mand.

   "Herre," siger Kenneth og jeg samtidigt. Vis respekt eller dø.

   "Friske Karlino," fortsætter han og glider øjnene hen over mig. Måden han ser på mig får nakkehårene til at rejse sig. Udad øjenkrogen ser jeg Kenneth rette sig op og tage et skridt frem. Mit hjerte begynder at hamre. Ordene giver genlyd. Respekt eller dø.

   "Du skal passe dine Shako ikke misbruge dem," siger Kenneth og stirrer direkte på mandeskabningen.

   "Splejs! Tror du, at du er i stand til at håndtere en Karlino?" siger han hånende.

   "Bedre end dig," svarer Kenneth og tager endnu et skridt imod ham. De andre af dem hvisker til hinanden. På en måde ligner det, at de morer sig. Skabningen skubber hårdt til Kenneth. Han er mister balancen, men jeg tør ikke række ud efter ham.

   Respekt eller dø.

   Han falder, men tager ikke fra. Det hele foregår i slowmotion. Stenen ligger der bare. Og hovedet rammer bare. Lyden er noget som jeg nok aldrig glemmer. Som noget sprødt, der spiltres og noget vådt, der splatter ud.

   Stilheden rammer som det næste. Der er ingen, som rører sig. Ingen, der taler. Vi er her alle bare.

   Manden prikker til Kenneth med hans fod. Det der i hvert fald ligner en fod. Jeg kan se noget rødt sprede sig på jorden omkring Kenneth.

   "Gå tilbage til jeres pligter, Shako!" råber han. Kenneth ligger stadig på jorden med et gabende hul gennem hjerneskallen.

   Shako. Det er alt hvad vi er for dem.

   Vi er Shako, en ting, noget man bare smider væk - ikke mennesker.

   Vi bliver nok aldrig rigtig mennesker mere.

   Jeg håber bare, at jeg forlader verdenen med værdighed.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...