Maraton

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 18 maj 2017
  • Opdateret: 18 maj 2017
  • Status: Igang
Mit bidrag til "Flosset"-konkurrencen om perfektion. Jeg har valgt mulighed nr 2.

4Likes
8Kommentarer
102Visninger

1. Maraton

Jeg sigter efter målstregen, som ikke er i syne. Inden løbets start stiller jeg mig op ved siden af mine veninder. Konkurrenter. Veninder. Vi stiller os op som soldater på en række og ved et klik på den nyeste iPhone, er hele verden informeret om, at vi i dag er overskudsagtige og i dag skal vi løbe maraton. Jeg har ikke spist hele dagen, men de 150 likes fodrer mig i stedet og tørsten bliver slukket af komplimenterne jeg får for min veltrænede mave.

Løbet sættes i gang. Alle står i en klump og venter på det perfekte øjeblik. Det perfekte øjeblik, hvor der bliver et hul i mængden og chancen for at spurte foran kommer. Foran mig bliver der plads ledigt. Jeg kigger tilbage på mine veninder, der stadig spejder efter et ledigt spot. Jeg overvejer om jeg skal stå ved deres side, men inden jeg får set mig om, tvinger mine ben og min vilje mig frem til det fri. Løber forbi 4, 7 og 10 tallene, spytter 02’erne ud og rækker ud efter 12 tallene.

Jeg ignorer det røde STOP skilt. Løber videre. Mine ben er ømme og mit hjerte banker, mit hoved snurrer og jeg bruger flere og flere kræfter på at fastholde mig selv til jorden. Pludselig kan jeg høre sirener og blinkelysene viser sig omkring mig. Advarsler. Jeg ignorerer dem. Nu må jeg alligevel snart være i mål.

”Dig der!” Stemmer og sirenerne blander sig med min egen sjæl, som en dårlig cocktail, som giver for mange tømmermænd dagen efter. Men jeg må sluge den.

”Du skal ligge ned, ikke løb mere,” råber de.

De prøver at stoppe mig, siger, at jeg er varm. De skyller min krop med vand, men i virkeligheden skyller de min krop med forventninger og krav, og jeg ender bare med at drukne, så jeg slår dem til siden og løber videre.   

Jeg lader som om jeg ikke hører dem. Spurter forbi gymnasiet. Tænker på, at jeg skal nå at skrive en perfekt litterære artikel, helst bedre end min venindes og jeg skal være tre dage foran med min matematikaflevering så jeg kan hjælpe de andre, for det er vel sådan, man er en god klassekammerat, ikke?  Men for at være en aktiv del af skolen må jeg også leve helhjertet i rollen i elevrådet og selvfølgelig skal jeg sige ja når jeg bliver tilbudt en plads i socialudvalget. Jeg tager i mod det, spiser det og lader det være min benzin.

Løbet fortsætter ned ad gågaden. Jeg ser Netto, hvor jeg skal tilfredsstille kunder hver uge, men jeg skal også gøre en forskel for udsatte børn på den anden side af vejen. Dog skal der også være tid til at gå på cafe og bruge for mange penge på kaffe ved åen og brænde fingrene på de nachos, der giver det perfekte Instagram billede. Men kaffen giver mig hjertebanken og rysteture igennem hele kroppen, dog holder det mig vågen, hvilket giver mig flere timer i døgnet, som er det eneste jeg behøver.  

Halvvejs igennem maratonet råber folk fra alle sider og hepper. Stemningen er pisket op. Der er ikke tid til at sidde ned. Men i det mindste kan alle se, at jeg kæmper, prøver og gør mit bedste. Alle folk siger jeg er god, men mine ben er ved at give efter. Men antallet af muskler og kræfter jeg ødelægger er ikke relevant når min fraværsprocent er for høj og mine standpunktskarakterer ikke er ligeså gode som alle andres, for hvordan skal jeg ellers komme til at læse på universitetet?

Da jeg endelig når til, hvad jeg tror er målstregen, knækker den i det jeg kaster mig igennem. Men da jeg kigger efter, er målstregen der ikke. Jeg kigger frem. Prøver at finde den, men uden held. Der er udelukkende sort. Et hul i jorden. Jeg falder i. Mine øjne lukker. Da de åbner igen, har jeg skrammer, ar og blå mærker over hele kroppen, der skriger ”DU ER IKKE GOD NOK” overalt.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...