Suicide Letter 2: Afterwards

NYE KAPITLER UDE HVER MANDAG OG FREDAG!!!!!!!

Hvad sker der egentlig når man finder sin datter ligge på gulvet og være død af en overdosis? Og hvad sker der når man finder ud af at hun har skrevet mere end ét selvmordsbrev? Der sker det at der er nok indhold til at lave en 2'er. Velkommen til Suicide Letter 2: afterwards

24Likes
10Kommentarer
2779Visninger
AA

2. Kapitel 1 Skorstensfejeren

Kapitel 1 skorstensfejeren

I et fint boligkvarter, på en fin vej, lå en hvid villa. Villaen var stor og flot. Villaen havde også en have, det havde de oftest. Omkring haven, var der et hegn som var ved at blive sat op. Hegnet før, var råddent og slidt. Men det nye havde en nydelig beigefarve. Hegnet var ikke helt færdigt, og det så ud til at det var på en lille pause. For manden som byggede det, havde jo slet ikke tid til at færdiggøre det nu. Han havde langt vigtigere ting at tage sig til. Ting man normalt ikke burde bruge tid på. Han havde ikke noget valg, han skulle gøre det vigtigeste først.

"Bank bank". Det bankede på døren længe nok til, at skorstensfejeren klagede over at det tog så lang tid før hoveddøren blev åbnet. Han havde nok stået der i godt og vel et kvarter. Han gav ikke op, i modsætning til andre. Forældrene havde helt glemt at de havde aftalt en tid med en skorstensfejer, men det var forståeligt, for hvad der foregik i deres hjem, var langt mere alvorligt og seriøst end en skorstensfejer. Da hoveddøren gik op, sukkede skorstensfejeren. Han kiggede på manden som var helt hvid i ansigtet og sagde "hvordan kunne det tage så lang tid, at åbne en dør?". Manden svarede ham ikke. I stedet for faldt han omkuld på det marmorbesatte gulv. Skorstensfejeren havde ikke været i dette hus før, så han tænkte på, at ringe til en ambulance. Men det var klaret. Allerede for ti minutter siden, blev der ringet. Og allerede for ni minutter og halvtreds sekunder siden, kunne man høre udrykning i hele byen. Skorstensfejeren ringede til dem, men fik af vide at de allerede var på vej, og de spurgte ham om det var nødvendigt at ringe til flere. Han anede ingenting, men undrede sig gevaldigt over, hvordan de allerede kunne være på vej. Han gik forbi manden som lå bevidstløs på gulvet, og videre ind i huset. Han kunne høre gråd. Han gik forbi badeværelset hvor lyset var helt og aldeles slukket. Ind til et værelse. Inde på værelset, sad en mor. Hun hulkede. Men hun havde også en god grund til at hulke. I hendes hånd var et tomt pilleglas, og i hendes arme lå en pige. Hun så ud til næsten at være omkring de seksten år gammel. Moderen med pigen i armene kiggede tilbage. Hun fik et chok, da hun så skorstensfejeren. Det var da også klart, han var jo bare gået ind i deres hus. Hun kiggede væk igen. Ned på pigen i hendes arme, og tog hovedet ned til hende. Pigen var død. Hun trak ikke vejret. Men det gjorde man sjovt nok heller ikke når man var død. Der gik kun få minutter før, det væltede ind med ambulancer i deres indkørsel, og ved det nye hegn. En masse mænd kom ind i huset og skyndte sig ind på stedet hvor moderen med den døde pige sad. Det første de gjorde var, at hente pigen og tage hende med. Moderen lå nede på gulvet og slog sine hænder i det. Hun begyndte at skrige. Skorstensfejeren vidste ikke hvad han skulle gøre. Han skulle til, at forlade huset igen, da han fik øje på et USB stik og en seddel. På seddelen stod der "stik dette stik ind i en computer, hvis i vil have sandheden at vide - Victoria". Skorstensfejeren kunne ikke bare lade det ligge der uden at blive taget. Moderen var slet ikke klar til at modtage det nu. Skortstensfejeren tog det ned i sin lomme, og ville vente. Han tænkte at de havde rigeligt at se til nu. Han forlod huset og steg ind i sin bil. Dette havde været den mærkeligeste arbejdsdag nogensinde tænkte han. Ikke mærkeligt på en "wow du er underlig måde" men mærkelig på en trist måde. Han havde bestemt sig for, at vende tilbage igen et par dage efter. Men som det så ud som det gjorde i hans øjne, så havde deres datter slugt en masse piller. Men hvorfor?

Da skorstensfejeren var hjemme, satte han sig i sin lædersofa. Ja den var god nok, det var ægte læder. Han havde arvet den fra sine bedsteforældre. Han kiggede lidt ud i ingenting. Og så ja, ingenting. Han måtte nok have forestillet sig noget. Det så ud til at han kom i tanke om noget, for pludselig gik han ud til sin jakke og trak seddelen og USB stikket med op. Han gik ind i sit soveværelse for at hente sin computer. Han satte den på stuebordet. Skulle han sætte USB stikket ind i, eller ville det være forkert? Han kendte jo slet ikke pigen, eller forældrene. Ville det være respektløst af ham? På en måde var han jo en del af dagen. Han kom nok lige efter det var sket. Sådan så det i alt fald ud.

Han stirrede længe på computerskærmen som var helt sort. Han begyndte at trippe med sin venstre fod. Bare et par gange. Og så bagefter den højre fod. Tålmodig var han godt nok ikke. Men det var der nok mange der heller ikke have været, hvis de var i hans sted. Han gjorde det. Han satte stikket ind i computeren. Og voila. En fil som fyldte meget dukkede op midt på skærmen. Han åbnede filen, og kunne se at der i hvert fald var omkring 90 forskellige sider. Der var en masse tekst på disse sider, og skorstensfejeren vidste ikke hvor han skulle begynde henne. Men oppe i et af hjørnerne på siden stod der "1999" og efterfølgende stod der "2000" og det gik kun højere op. Han trykkede på "1999" og begyndte at læse lidt af teksten. Så gik det op for ham, hvad det var han sad og læste. Men han stoppede ikke med at læse det. Selvom det slet ikke var hans problem stoppede han ikke. Han kunne ikke stoppe. Han var fanget i situationen og fortsatte med at læse. Måske var der svar i det han læste. Han blev helt fanget af det han læste som en bog. Det havde nok været den mest underlige dag i hans liv, i lang tid. En pige han aldrig havde mødt, havde som det så ud begået selvmord, og havde skrevet et brev på over halvfems sider.

Da der var gået noget tid, kiggede han på klokken. Den havde flyttet sig to timer siden, sidst han kiggede. Han var færdig. Men der gik ikke lang tid, før det ringede på døren. Skorstensfejeren havde låst sin dør. Han rejste sig helt opslugt fra læsningen og gik ud til din indgang. Han åbnede døren, og et velkendt ansigt dukkede op. “Hej far, jeg skulle egentlig bare hente min taske. har du den her?” Skorstensfejeren kiggede tomt på sin datter. Hans tanker var rettet på alt andet end hans datter. “Far, er du til stede?” Det var han tydeligvis ikke, Penelope. Skorstensfejeren stod bare som en sten. Penelope trådte ind ad døren, og ind i stuen. Hun vidste at hendes taske lå et sted i hans hus, så hun skulle bare lige finde ud af hvor. Hendes blik rettede sig imod hans computer, og hun overvejede tanken om, at det var den, som kunne være grunden til, at han var så fjern overfor hende. Penelope anede ikke hvad der var sket med hendes veninde. Hun troede bare at det var en helt almindelig da ligesom de andre. Hun skulle bruge sin taske, så hun kunne komme på Restaurant MC, for, det var jo hendes job. Hun gik hen til computeren og trykkede på den. Den var ikke låst endnu så hun kunne lige nå, at se hvad der var på skærmen. Hun så et velkendt navn. “- Victoria”. Hun rullede op på skærmen og læste noget af der stod. Men der skulle ikke ret mange ord til, at hun kunne forstå hvad der var sket. Hun fjernede blikket et øjeblik, og det sænkede sig ned til USB stikket. Hendes far stod ude i gangen og stirrede midt ud i ingenting. Penelope løftede sit blik op på ham, så ned på teksten, og så ned på USB stikket. Hun rullede teksten hele vejen op, til hun fandt en start. “Da jeg blev født, blev jeg født til at tro på alt det gode i mennesker. Der tog jeg grueligt fejl.”. Hun gjorde det samme som sin far og læste teksten igennem. Det tog hende godt og vel den samme tid som det tog faderen. Da hun var færdig, kunne hun mærke en dråbe løbe ned ad hendes kind. Først én, derefter en masse. Hun havde ikke en Idé om hvad hun skulle stille op. Men hun vidste hvor Victoria boede. Så hun gjorde det rette. Tog USB stikket ud af computeren, kom det i lommen. Og glemte alt om den taske, som hun så ivrigt søgte.

Penelope spurtede ud af døren, imens hun måtte holde sig selv for munden for, at undgå at skrige. Hvad var det hun lige havde læst. Og var det for sent? Ja det var. Det var ikke mere end to dage siden hun havde modtaget et underligt opkald fra Victoria, hvor hun hurtigt lagde på igen. Penelope fortrød nok at hun ikke svarede telefonen. Det burde hun gøre. Skorstensfejeren havde ikke flyttet sig overhovedet. Han stod og havde et hoved fyldt med tanker. Penelope løb så hurtigt, at hun havde helt ondt. Hun blev så forpustet, at man normalt ville stoppe op og få vejrtrækningen tilbage. Men det gjorde hun ikke. Hun fortsatte med at løbe. Hun havde hverken bil, eller noget som helst på sig. Men hun vidste hvem der havde. Hun Løb hen til Restaurant MC og ledte efter den person som Victoria følte svigtede hende mest, Vic. Til Penelopes held var Vic i restauranten. Og sammen lånte de en bil så de hurtigst muligt kunne komme ud til Victoria. En ambulance passerede forbi dem. Victorias ambulance.

Da de ankom til huset, var det spærret af. Ingen var hjemme. Nogen politimænd vogtede huset, og kiggede ting igennem. Havde de mon fået tilladelse til det? Penelope kiggede op på Vic som kiggede ned på Penelope. Der var en del højdeforskel imellem de to.

Penelope gennemgik huset for, at finde ud af hvad der var sket. Hun vidste godt hvad der var sket. Men hun vidste ikke hvordan. Hun gik ind på Victorias gulv og lagde sig nede på gulvet. Situationen var ikke helt gået op for hende. Hun ville se, om der var nogle tegn som kunne bevise hvad hun havde gjort. En lille bitte lidt kvæstet pille dukkede op lidt under sengen. Penelope rakte hånden ud efter den, og samlede den ind til sig. Hun kiggede på pillen og det gik op for hende hvordan hun havde gjort. Hendes tåre overvældede hende. Og hun måtte igen holde sig for munden for, at undgår at skrige. Men hun fjernede hurtigt sin hånd igen og kaldte grådkvælt på Vic. Vic kom ikke. Hun stod ude på badeværelset og tørrede sin løbende mascara væk. Penelope holdte godt fast om pillen, og havde glemt alt om USB stikket i hendes lomme. Hun viste Vic pillen. Og sammen stod de begge to og anede ikke hvordan de skulle reagere. De stod længe og kiggede på den sølle lille pille. Indtil de omfavnede hinanden i gråd. Penelope kom i tanke om USB stikket i hendes lomme og tog det op bagefter. Uden at sige noget rakte hun det til Vic. Men ville det ikke være mest rigtigt at give den til forældrene? Vic tog filen og stak den i Victorias Macbook. Af en eller anden grund havde de ikke fjernet den. Hun havde ingen idé om hvad hun ville gå i møde. Men det gjorde Penelope, hun stod ved siden af hende, lige til hun blev færdig med at læse det. Vic kunne ikke se noget ud af øjnene da hun var færdig. De var dækkede med mascara. Den stoppede ikke med at løbe. Var det virkelig hendes skyld? Kunne hun have stoppet Victoria i at begå selvmord? Det var ikke til at vide. Fortsættes

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...