Afterwards: SL 2

ALLE KAPITLER ER UDE

Hvad sker der egentlig når man finder sin datter ligge på gulvet og være død af en overdosis? Og hvad sker der når man finder ud af at hun har skrevet mere end ét selvmordsbrev? Der sker det at der er nok indhold til at lave en 2'er. Velkommen til Suicide Letter 2: afterwards

27Likes
10Kommentarer
3957Visninger
AA

8. Kapitel 7 Den anden historie

Kapitel 7 Den anden historie
"Du må ikke bakke ud nu. Læs det er til enden. For hvis du syntes jeg var en psykopat i den første historie, så bare vent til, at jeg kommer i dybden, med denne her historie. "Den anden historie". Jeg ved egentlig ikke hvorfor jeg kalder det her historier. Det er rent og skært ægte. Oplevet af mig selv. Sygelige ting som jeg har gjort. Det fører mig videre til historiens hovedperson. Kan du/i gætte det? Det tror jeg godt. M. Igen. Sikke en dejlig overraskelse. I har noget at glæde jer til."
Moderen sad stadigvæk inde i omklædningsrummet. Hun sad faktisk helt ned. Oppe ad et spejl som stod inde i omklædningsrummet. Typisk. Pigerne havde et spejl i deres omklædningsrum, men det havde drengene ikke. Drenge havde altså lige så meget brug for at tjekke, om de så godt ud, som piger havde. Det blev der vel bare ikke tænkt over. Moderen vidste ikke om hun havde lyst til at fortsætte læsningen. Ikke engang selvom det nærmest var en befaling fra hendes datter. Andre tanker som plagede moderen var: hvorfor fortalte hendes datter ikke bare det her i det første brev. I stedet for at sidde og udstille sig selv på et andet. Ville hun gerne holde de to ting adskilte? Eller ville hun bare gerne fremstå som ofret på det første, og finde ud af om folk var kloge nok til, at opdage det andet. Moderen tog sig sammen til at fortsætte. Fortsætte hvor hun slap fra: 
"Jeg drømte om M, om natten. Det virker klamt. Men hvorfor skal jeg skjule sandheden. Jeg vil ikke være et af de mennesker, som kun fortæller hvad den anden part har gjort. Når jeg selv har været en del af det. Men uopdaget. Ja der var aldrig nogen som fandt ud af hvad jeg havde gjort. Begge gange. Begge gange jeg havde trådt langt over stregen. Drømmende om natten gjorde mig endnu mere vred. Jeg troede egentlig at min vrede forsvandt da jeg havde brudt ind i deres hus, men nej. Det var som om det, var en evig vrede, som kun blev større. 
Men nu vil jeg ikke trække den ud længere. Jeg blev rent faktisk syg i hovedet af alt det der var sket. For det er virkelig ikke sjovt, at blive udnyttet og føle at man er noget særligt, når det hele bare er en stor løgn! Denne her gang gik det ikke bare ud over M. Det gik også ud over Natasja og Rania. Jeg er nærmest flov over at sidde og skrive det her.. men jeg kan ikke undlade det her heller. 
Jeg begyndte at skrive hadebeskeder til pigerne. Ikke fra mit ejet nummer. Men jeg havde formået at hacke mig ind i det system, som min mobil kom fra. Derfor kunne jeg sende anonyme trusler til de to piger, og M. Jeg kunne finde på at skrive ting som "jeg ved hvor du bor, så gem dig". Eller andre ting som "lad være med at sov om natten. Det ville være en fejl". Jeg havde jo bekræftet overfor mig selv, at jeg godt turde, at bryde ind i deres huse. Jeg gjorde det aldrig, men fortsatte hadebeskederne. Beskederne blev bare til knive med rød farve på i deres skabe på skolen. Jeg var nærmest en lille A, fra Pretty Little Liars. Og jeg skammer mig sådan. Jeg ved at, hvis du mor, sidder og læser det her, så skammer du dig også. Men jeg har aldrig været så vred på nogen som jeg var der. Og hvis du tror det her er enden. Så tro om igen. Det her var bare beskederne. Men jeg mangler lige den sidste del af historien her.
Natasja. 
Tidligere bedste veninde
Høj
Speciel
Bange
Forvirret.
Natasja var bange. Bange meget nemt. Og meget nemt kunne jeg skræmme hende. Fordi jeg havde været hendes bedste veninde før i tiden, vidste jeg at der ikke skulle meget til at skræmme hende. Derfor gjorde jeg noget en dag hvor jeg virkelig ikke tænkte over mine handlinger. Jeg gjorde det bare. Jeg fulgte efter Natasja, en aften efter hun havde været nede og træne. Hendes cykel var punkteret og der var ikke nogen til at hente hende. Jeg havde styr på alt ting. Jeg vidste præcis hvor hun var og på hvilke tidspunkter. Jeg havde camoufleret tøj på. Jeg ville ikke risikere noget. Jeg holdte mig på afstand. Omkring 20 meter væk. Hele tiden. Jeg kiggede efter hende. Lavede lyde bag hende. Der gik ikke et minut hvor hun ikke kiggede tilbage. Jeg havde ikke lyst til at slå Natasja ihjel. Jeg havde bare lyst til at skræmme hende. Og jeg tænker også på at sætningen "slå ihjel" er meget dramatisk, men det var sådan jeg følte med M. Jeg kunne slå ham ihjel. Men kun ham! 
Da vi nåede til nogle buske, så jeg muligheden til at lave lydene som kunne skræmme hende. Som om nogen rent faktisk fulgte efter hende. Det morede mig meget, at hun begyndte at løbe skræmt væk fra mig, men jeg stoppede også bagefter. Jeg indså først bagefter hvad det var jeg havde gjort. Jeg havde ikke bare skræmt hende. Men hvad hvis hun altid skulle kigge bag sig, fordi hun nu følte at hun havde en eller anden form for stalker, som hele tiden fulgte efter hende. Jeg skammede mig sådan over min opførsel. Begge gange. Men det er også de eneste ting som jeg synes er slemme nok til at skrive ned og have med i min fortælling. Det var virkelig alt her fra 
    ⁃    Victoria"

Moderen kiggede bedrøvet ned på papirerne. Det her var virkelig det sidste hun havde tilbage fra sin datter. Hun anede ikke hvornår Victoria havde skrevet alle de her breve. Det var også et godt spørgsmål. Men det havde vel været efter hun skrev sit selvmordsbrev.. Eller. Efter? Moderen havde siddet i omklædningsrummet længere end hun lige var klar over. Hun kunne mærke et hårdt slag i baghovedet. Døren til omklædningsrummet gik op. En pige stod bag ved hende og så forarget ud. Melanie havde lige fået fri og så den grædende mor sidde med papirerne i hånden. Moderen kiggede tomt op på Melanie. Melanie vidste ikke hvad hun skulle sige eller gøre. Skulle hun omfavne hende? Eller spørge hvordan det gik med hende. Ville hun bare gøre situationen værre? Nej. Hun ville ikke bare lade som ingenting. Hun satte sig ned til moderen. Og omfavnede hende. Det så også ud til at moderen nød det. Hun havde brug for omsorg. Hun kendte ikke Melanie, og havde kun, kort lige hørt om hende i brevet
"Jeg snakkede sammen med Victoria dagen før hun.. du ved.."
Moderen kiggede straks alvorligt på hende. 
"Hvad?"
Melanie svarede hende. 
"Jeg snakkede ikke rigtigt med hende. Men jeg kunne se, at der var noget som plagede hende. Derfor krammede jeg hende i meget lang tid. Jeg havde nemlig ikke brug for at høre hvad der var galt. Jeg kunne bare se, at et eller andet var i vejen."
Moderen kiggede på Melanie i et kort sekund. Bagefter brød hun igen sammen og omfavnede Melanie. Mindst lige så lang tid som Melanie gjorde med Victoria.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...