Gyngestativet

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 18 maj 2017
  • Opdateret: 18 maj 2017
  • Status: Igang
Sofie og Tobias er blot to mennesker ud af milliarder af mennesker i hele verden. De bor i en lille ubetydelig by, hvor de kun har hinanden. Hvad gør man, hvis man finder ud af, at man har følelser for sin bedste ven? Er det overhovedet muligt, at komme væk fra den skodby de bor i? Og hvordan bliver man husket, når hele ens tilværelse virker så ligegyldig og ubetydelig?

2Likes
0Kommentarer
209Visninger
AA

1. 1. Sofie Madsen

1. Sofie Madsens synsvinkel:

 

15 Marts 2017 kl.20.02, Bladgade 7, Bille.

Når jeg dør, ikke at jeg er døende, eller det er vi alle, men når jeg dør, så vil jeg gerne huskes, men hvordan bliver man husket, når man bare er et lille bitte menneske i én stor verden? Det gør det heller ikke nemmere at blive husket, når jeg bor i Bille. Hvornår har nogen nogensinde vidst, hvor det ligger? Jeg mener, Bille er virkelig Danmarks skodby. Jeg tror ikke, der er nogle, der kender til den udover os, der bor her, men okay, det er heller ikke særligt mange. Alligevel er her nok indbyggere til, at vi har en skole. Billeskole, opfindsomt navn, jeg ved det godt.

Billeskole består af 3 klasser - V, X og Y klassen. V klassen består af 0,1 og 2 klasseelever, Frederik, min lillebror på 8 år, går i V klassen og er skide træt af “små rollinger”, som han selv kalder dem.  X klassen består af 3 og 4 klasseelever og Y klassen af 5 og 6 klasseelever. Emil, min anden lillebror går i Y klassen af den ældste årgang og glæder sig ekstremt til, at han er færdig med Billeskole, fordi den er røvsyg, og når nu årgangene er blandet, bliver man selvfølgelig niveauopdelt, så hvis man er dårlig i skolen, som jeg var, sidder man altid sammen med de yngste. Fedt.

Så ja, generelt stinker Bille på alle måder. Udover skolen er den kun en lille spar købmand, hvor man lige kan få diverse ting til at overleve, det er noget af det, der afgør forskellen fra, om det er helt ude på Lars tyndskids mark eller bare en lille pis landsby. Bille består af 3 gader, hovedgaden Snudevej, som er den man kører på, når man bare skal passere Bille. Det er også på den, at købmanden og skolen ligger. Så er der de to små sidegader, min familie bor på Bladgade og ellers er der Horngade. Ellers er her marker og marker, og når ja lidt flere marker, for som sagt er Bille en skodby, men værst af alt er, at internettet herude stinker! Jeg mener, seriøst det tager en krig at komme på, så det opgiver, jeg for det meste altid.  

 

- Bank bank bank!

Tre hårde knytnæveslag melder en uventet persons ankomst. Jeg kigger forvirret på min mobils skærm klokken er 20.09, hvem kommer dog på den her tid af dagen? Jeg sukker og bliver liggende i min seng i håb om, at en fra familien gider at åbne.

“Sofiiiiee?? Åbner du ikke lige!” Seriøst? Hvorfor kan hun ikke selv rejse sig. Jeg ruller frustreret øjne af hende og rejser mig med et langt suk fra sengen, om jeg magter det. Huset vi bor i er ikke særlig stort taget i betragtning, at jeg har tre søskende og min mor. Min far skred, da vi var små, så min mor står med alle os unger selv. Hun klarer det godt, det er ikke det, men hun kunne måske godt have nøjes med to børn i stedet for fire. Min storebror, Peter, er som regel ikke hjemme, hvilket gør det hele lidt mere overskueligt. For det første får vi langt mere plads, mindre munde at mætte og desuden kan jeg ikke døje ham. Jeg kan seriøst ikke holde ud at være i rum med ham, og når han engang imellem er hjemme skal han selvfølgelig sove på MIT værelse, mens jeg må sove sammen med mor. Emil og Frederik deler værelse i stuen, så vi har faktisk ikke en stue, men det gør mig ikke så meget, så slipper jeg for min familie.

Jeg slæber mig ud i gangen og høre højlydte kampråb inde fra drengenes værelse. Jeg sukker irriteret og undrer mig over, hvorfor jeg blev valgt til at bo i den her familie i den her skodby? Jeg mener af alle personer, hvorfor så mig. Det banker på døren igen, nogle hårde utålmodige slag.

“Sofie!”
“Jaja, jeg kommer jo nu!” snerrer jeg irriteret og sætter farten mod døren op.

“Frederik og Emil dæmp jer!” Kan jeg høre min mor råbe i baggrunden, inden jeg træt tager fat i dørhåndtaget og åbner døren.

“Det var du fandme længe om!” brokker han sig med det samme. Det er fandme løgn, nu kan det snart ikke blive værre.

“Hvad laver du her?” Spørger jeg, inden jeg når at tænke mig om. Jeg magter ham ikke, det gør jeg virkelig ikke.

“Melanie smed mig ud, så bor her de næste par dage” Jeg kigger på ham med opspærrede øjne, det mener han ikke. Kunne han ikke bare opføre sig pænt, så han kunne bo hos sin skide kæreste i stedet for her? Jeg tæller langsomt til ti inde i mig selv ellers vil jeg flippe skrot i løbet af ingen tid.

“Hvem er det, fie?!” brøler min mor ude fra køkkenet. Jeg går ud til hende og sender hende et stort sarkastisk smil og svarer på den mest sukkersøde måde.

“Selveste Peter! Han er kommet hjem. Wuhuu” Indvendigt er jeg ved at brække mig, og jeg skynder mig ud i entreen igen, hvor jeg sender en sms til min redningsmand.

Mig: Peter er her. Kommer over, ses om 10.

Jeg pakker mobilen væk, inden Tobias, når at svare. Tobias er min bedste og eneste ven fra Bille. Vi har altid været sammen ham og jeg. Lige siden 0 klasse på Billeskole. Hvis jeg ikke havde haft ham, havde jeg helt sikkert ikke klaret det. Tobias og jeg blev først skilt for nylig. Vi går eller gik begge to i 2 g på et gymnasium i Vejle, altså indtil for nylig, hvor Tobias blev smidt ud. Så ja, nu er jeg alene på gymnasiet og tro mig, det er forfærdeligt.

Tobias og jeg er forskellige, han er så ligeglad og lever så meget i nuet. Han giver en fucked for sin fremtid, som han selv siger, mens jeg konstant tænker på den. Tænker på at passe på mig selv, så jeg får et godt helbred, mens Tobias ryger som en skorsten. Tænker på min uddannelse, så jeg en dag bliver berømt og vil blive husket, mens Tobias bare slentrer rundt og håber på et job, som flaskedreng i Netto. Tobias og jeg er også forskellige udadtil, han er høj, jeg er lav, han har grønne øjne, mine er blå, han har kort, tykt, brunt hår, mens mit er langt lyst. Jeg har smilehuller og skæve tænder, drengen smiler aldrig, kun falske eller flabet smil. Han har de sygeste kindben og kæber, mens jeg kun har lidt kindben og så har han en lille flamme tatoveret bag og under sit venstre øre, spørg mig ikke, hvad den betyder. Jeg ved bare, at han har en. Men ja, Tobias og jeg er vidt forskellige, men måske er det derfor, vi er bedste venner, fordi vi hele tiden får nye oplevelser og indtryk af hinanden, fordi vi er så forskellige. Jeg ved det ikke, men jeg ved bare, at han er min redningsmand, når det brænder på derhjemme.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...