The Fire Inside Me

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 23 jun. 2017
  • Opdateret: 26 jun. 2017
  • Status: Færdig
Som hun stod der indsmurt i benzin, vidste hun at dette liv, ikke længere var værd at leve. Men det var bare det. Hun havde altid vidst præcis denne ting.

5Likes
15Kommentarer
164Visninger
AA

1. The Fire Inside Me

Grebet om lighteren var så stramt, at selv hvis en fuldvoksen mand kom imod mig, ville han sikkert ikke kunne rive den ud. Mine hænder var låst omkring objektet, og jeg var fristet til at give slip for at hvile et enkelt sekund eller to.
Men jeg holdte den som det gjaldt mit usle liv.

Den tunge vejrtrækning og det bankende hjerte, var det eneste der nåede min øregang, ingen andre lyde syntes at nå mig, og ingen følelser syntes at blive budt velkommen i det forstyrrede sind. Optaget af tanke hvirvel og handlinger som endnu ikke var udført, lagde jeg ikke mærke til alt andet. Hvem ville ellers finde mig herude i ingenmandsland. Her hvor ikke engang bynavnet var kendt fem kilometer herfra.
I et hus der lignede en ruin, med ruder sømmet til med brænder og plankerne der var ved at rådne op. Gemt af upassede hække, udslået græs og ukrudt der aldrig blev fjernet. Ingen levende sjæl ville tro, at noget eksisterede her, kun mig, for jeg vidste det med sikkerhed.

De få venner som jeg måske engang havde, var væk nu, og jeg var ikke dum nok til at kontakte dem igen, de havde gjort det tydeligt, at de ikke ville have noget afgøre med mig.

Venner.

Det var lang tid siden, jeg havde tænkt på dette ord som en allieret.
Venner skabte ulykker, problemer og var som en klippekant. Et skridt forkert og man skred. Det samme gjorde personen. Så hvis jeg nu alligevel røg i fængsel, ville ikke en eneste person besøge mig. Folk ville være ligeglade, om jeg så rådnede op der. Selv hvis jeg levede der dag ind og dag ud. 

Med tankerne om hvad jeg kunne have gjort bedre i mit liv, for så til sidst at indse, at selv min fødsel var en fejl. Det var hvad jeg altid havde fået af vide. 
Forsigtigt, men med rolig hånd åbnede jeg lighteren, og den lille flamme sprang frem fra dets fængsel. Så lille, men alligevel havde den kraften til at udvikle sig.  Den havde kraften til at dræbe.

Mig, hende.

Ham… Personen der havde gjort mig ondt.

Hvis jeg gjorde det nu, vidste jeg, hvad konsekvenserne var. Samtidig var jeg nået så langt. Det ville være meningsløst at stoppe nu. 

Den kolde luft som jeg indåndede, gav mig kuldegysninger helt ned til tåspidserne. Halsen var allerede tør, og spyttet virkede ikke tilstrækkeligt vådt til at kunne gøre noget. Den før tunge vejrtrækning blev til få hvæs, jo længere tid jeg trak vejret. Ansigtet var sikkert lige så rødt som mit hår, og makeuppen som før var lagt så omhyggeligt på, - fordi jeg ikke troede det ville komme så vidt - var udtværet og det meste var nok i en klump på ærmerne af hættetrøjen. Den stærke lugt af benzin fyldte mine næsebor, og jeg vidste jeg ville fortryde det, hvis jeg ikke gjorde dette. Det var der ingen tvivl om.

Jeg tog en dyb indånding, og sank den store klump der havde formet sig i min hals. Jeg så på flammen, som jeg havde kontrollen over.

Det var nu eller aldrig.

I en kraftig bevægelse lastede jeg lighteren hen på en af husets benzindækkede trævægge. Idet begyndte ilden at tage fat i en hæsblæsende fart. Nu brød helvede løs, og hvis jeg var det mindste i tvivl om min beslutning, kunne den ikke laves om. Men jeg ville ikke bytte dette ud for noget andet.
Med en stor nok afstand til huset til ikke at blive brændt, stod jeg bare der i den stille vind som af og til tog i mit hår. 

Jeg nød det mesterværk jeg havde kreeret. 

Her var jeg, med benzin beskidte kondisko som var udgået fra markedet for flere år siden, og den beskidte sorte hoodie hvis ærmer var fyldt med udtværet makeup fra de tidspunkter, jeg havde gnedet mit ansigt for sved, som ikke eksisterede. Selv fra denne afstand kunne jeg mærke den intense varme, som fik sveden til at dryppe ligesom vand fra vandhanen. Men i det kolde vejr samt den svage brise blev sveden iskold.

Ilden bredte sig hurtigt vidt omkring til hver en krog. Snart var hele huset omkranset af gløder.

Ild.

Det var hele besværet værd, for huset ville snart blive til aske, og selvom røgen lavede sine egne skyer, generede det mig ikke det mindste. For jeg kendte udkommet.

Snart ville hvert evig eneste bræt. Og hvert evig eneste møbel.
Hver evig eneste person.

Og hvert evig eneste lille minde.

Være brændt til afgrund.

“Du finder dette underholdende… Ikke Rachel?” Sagde en kold, men velkendt stemme. En stemme der var så manipulerende og ødelæggende… En stemme der tilhørte den mand, der ville blive min død. Selvfølgelig var han her, selvfølgelig vidste han præcis, hvor jeg var og mine intentioner. Sådan havde det været siden tidernes morgen, han vidste mere om mig, end jeg selv gjorde. Selvfølgelig gjorde han det… Han var trods alt en af dem, der havde kendt mig længst. Min hånd knyttede sig. 
“Er du stolt over, hvad jeg er blevet til?” Hviskede jeg tøvende og turde ikke at møde hans øjne. “Er du stolt over, du kan kalde mig din datter?”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...