Amuletten

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 27 maj 2017
  • Opdateret: 18 jul. 2017
  • Status: Igang
Olivia Brandt på 17 år, er sammen med hendes efterskole på rejse til England, hvor de én af dagene bliver vist rundt i ruinerne på et gammelt slot. Alt historie er naturligvis ret interessant i Olivias øjne, men nysgerrigheden tager også over, da hun som den eneste falder over en svagt glimtende genstand, der stikker op fra jorden blandt ruinerne, og i ren diskretion samler hun genstanden op, hvor det afslører en ret smuk og interessant amulet med en dragelignende fabeldyr, der snor sig smukt. Og i første øjekast ser den ikke ud af meget og kunne ifølge Olivia ligne noget, som en typisk rollespiller kunne have tabt. Derfor vælger hun at beholde amuletten, da hun finder den ret sjov, og på den anden side, er det jo også en slags souvenir fra England og hun mistænker, at den næppe kan have så meget betydning for nogen anden, da den allermest bare kunne ligne noget taget ud af et eventyr, og eventyrer findes jo ligesom ikke - Eller gør de?

45Likes
45Kommentarer
7480Visninger
AA

8. Kapitel 7.

"Varslet"


Olivias synsvinkel:

I den nedlagte mølle, tirsdag d. 7/4-1415, før morgengry.

Med et galoperende hjerte, så jeg mig flygtigt over min ene skulder. Sveden drev af min pande og regndråberne dryppede voldsomt fra mit gennemvædede hår, der klaskede til mine nøgne kolde skuldre. Jeg måtte fugte mine læber flere gange, fordi de var blevet så tørre trods regnen, der silede ned mellem trækronerne. Underkjolen var gennemblødt og beskidt af mudder og jord, og min nøgne krop kunne sikkert anes gennem underkjolen, men jeg var ligeglad, for jeg skulle bare væk!

Jeg . følte . mig . forfulgt!

"Der er hun!", hørte jeg én af de ridderklædte mænd råbe op et stykke bag mig. De var tre, og de var til hest. Dybt uretfærdigt! Mens måtte jeg kæmpe mig løbende på beskidte og underafkølede nøgne fødder, så kvistene og småstenene der lå på skovmulden føltes ubarmhjertige mod mine stakkels fødder.

Jeg måtte kæmpe mig mod de øjeblikkelige smerter, som grenene og stenene forårsagede, men hellere det end det brændende bål, som jeg kunne lugte på afstand inde fra byen af, og jeg ønskede ikke at dø på et bål.

Stadigt rungede kongens ord i mit hoved: "Skyldig! Heks! Bålet!" Ordene gentog sig i mine tanker konstant og ville slet ikke stoppe.

Marcus havde gentagende gange spyttet mig i ansigtet: "Heks!" Hans ord ramte nærmest værre end kongens.

Leander havde grinet hånligt af mig, da kongens ord havde forladt hans læber.

Merlins smil på mig var lusket og hævngerrigt, mens hans øjne lynede gule.

Men værst af alt: Justins skulende blik på mig, der havde føltes som en kniv, der borede mit hjerte, hvorefter han hovedrystende havde vendt sig omkring og gået sin vej - Han . havde . forladt . mig..

Scenariet gentog sig i mit hoved, mens jeg hurtigt skubbede en gren væk fra min vej.

"Efter hende! Hun må ikke slippe væk!"

Mændenes ord rungede i skoven og bragte ekko dybt inde i mørket, og jeg vidste at de ikke var langt bag mig, men alligevel ville jeg ikke opgive min flugt!

Med halsen galoperende i halsen, kæmpede jeg mig op ad en skråning i skoven, og mine fødder skred gentagende gange i den våde muld, og mit ene knæ ramte øjeblikkeligt en stor flintesten, der gemte sig godt under den våde muldjord.

"Aaargh!", skreg jeg grådkvalt, og smerten i knæet lammede hele mit ben øjeblikkeligt, hvorefter jeg faldt, som en død kludedukke til jorden.

Mit knæ var helt sikkert brækket, for et stykke knogle havde gennemboret sig ved mit knæ og flere gange kæmpede jeg med at rejse mig fra den mudrede skrænt, men alle gangene bukkede jeg under med et skrig, der kunne få selv den mest modstandsdygtige til at græmme sig og få hårene på armene til at rejse sig.

Blodet fossede ud af mit knæ og ned langs skinnebenet, og kravlende som en krøbling, kæmpede jeg mig op ad den mudrede skrænt, men det var for sent, for straks omringede to hænder begge mine overarme mig ovenfra.

"Opgiv det heks!"

Jeg kunne slet ikke kæmpe imod, da de hele vejen fik ridtet mig tilbage til byen.


En syndflod af ansigter dryppet i blod, pegede arrigt mod mig: "Heks!" "Kætter!" "Djævleyngel!" Ordene, der mødte mig var mange og osen fra det brændende bål mødte mine næsebor.

Jeg blev tvunget op ad en pæl på det glødende bål, der ikke var helt slukket efter regnvejret og smerterne var så ulidelige, at jeg følte menneskemængden blev opløst i ord jeg ikke kunne skelne længere, og lugten af brændt hud og kød, der stammede fra mig selv, lugtede sødligt, mens mine arme blev bundet bag mig.

Ansigterne, der betragtede mig fik mit hjerte til at galopere voldsommere end nogensinde, og midt i mængden trådte Justin frem med en brændende fakkel i hånden. Hans arrige blik skræmte mig, mens jeg ud af øjenkrogen kunne fornemme Merlin, Leander og Marcus lægge nyt brænde på bålet, og Justin trådte helt frem mod mig.

"Justin?", bad jeg grådkvalt, men han svarede mig blot med hans lynende blik, og straks antændte han bålet ved mine fødder, så jeg skreg ubarmhjertigt op og straks så jeg hendes gule øjne i menneskemængden. Hun var kappeklædt og et lusket smil spillede på hendes læber:

"Neosie þu þa swaþu..."

"Aaargh!", skreg jeg op at sidde med et hjerte, der slog heftigt i brystet på mig, og sveden piblede fra min pande og næseryg, mens en varm hånd lagde sig omkring min mave.

"Olivia? Hvad sker der?", genkendte jeg straks hans rolige og bekymrende røst ved min side, så jeg straks så skrækslagent på ham, men hvor det straks gik op for mig, at jeg stadigt befandt mig i møllen med Justin og de andre.

Hans brune øjne betragtede mig med et bekymret og kærligt blik på mig, hvor ved han lagde sin hånd om min kind, "Havde du mareridt?", spurgte han lavt, så jeg sank en ubærlig klump, mens jeg nikkede, og brød straks sammen i gråd.

"Shhh... Det er ovre nu...", hviskede han beroligende, mens han trak mig ind i hans arme og roligt lagde han os ned igen.

Jeg puttede mig grædende ind mod hans hals og nød hans hånd, der kærtegnede mig nussende under mit hår i nakken.

"Hvad drømte du?", spurgte han lavt, og jeg lagde min venstre arm over hans bryst og knugede min hånd fast om hans rustrøde skjorte, kun fordi jeg var så skrækslagen efter den drøm, der havde virket så autentisk og virkelig, at jeg først nu slet ikke kunne vurdere hvad der faktisk var virkeligheden for mig.

Jeg rystede grædende på hovedet, mens jeg kneb øjnene hårdt i. Tårerne ville ikke stoppe..

"Vil du ikke nok fortælle mig det?", hviskede han med en kærlig og varm stemme, som virkelig burde kunne trøste mig, men skrækken sad som naglet i kroppen på mig.

Jeg vidste ikke om jeg kunne fortælle om drømmen, der havde føltes så virkelig. Hvad hvis Justin så ville tro allerede der, at jeg var en heks, siden jeg havde haft sådan en drøm, der havde virket så virkelig, som om det hele lige have sket for mig?

"Jeg husker det ikke...", løj jeg med en grådkvalt stemme. Ja, jeg havde virkelig ikke lyst til at fortælle om alle de detaljer, at de alle dømte mig, og Justin var min bøddel, og stadigt kunne jeg ikke få den dystre unge kvindes djævleske gule blik ud af mit hoved, og hendes stemme, der rungede med grufulde ord jeg ikke huskede, men næsten var sikker på var en trolddom hun havde sagt.

Var hun Morgana?

Det havde været som om, at hun havde invaderet mine drømme og hun søgte noget, for hvorfor skulle hun invadere mig på den måde?

Justin lagde blidt sine bløde læber mod min pande i et blidt og varmt lille kys, mens jeg nød hans hånd kærtegne mig fra nakken og ned ad min ryg, "Bare rolig min elskede... Jeg passer på dig...", hviskede han mod mine pande, så jeg skælvede i et suk og heldigvis føltes hans ord og arme om mig som en trøst.

Mine tårer stoppede deres vandren ned ad mine kinder, og jeg slappede mere af i kroppen, som jeg lå her på hans skulder og kunne dufte til hans hud. Han duftede af mand og natur. Det var egentligt underligt, at jeg ellers havde været vant til drengenes parfumerede dufte på efterskolen og andre steder i mit fortidige liv. Ja, det var jo en fortid for mig nu, hvor jeg befandt mig i middelalderen og ikke kunne se nogen vej hjem. Så jeg havde indstillet mig på et liv i denne tid her, og med Justin hos mig, så kunne jeg godt overleve tanken om at jeg nok aldrig kom hjem til min egen tid.

Og ja, for at forklare forskellen på Justins duft i forhold til drengene på efterskolen, så kunne det slet ikke sammenlignes. Trods det faktum, at Justin slet ikke duftede parfumeret, så havde han en naturlig og ret behagelig duft, og hans hår og tøj lugtede af bål faktisk. Der gik det op for mig, hvorfor jeg mon havde drømt om bål? Det var jo Justins duft hos mig, der sikkert havde spillet ind i min underbevidsthed, så jeg alligevel kunne føle en smule lettelse over, at det kun havde været en drøm, for som jeg kunne mærke på Justin nu, så var han langtfra den Justin, som han havde været i drømmen. Drømmen havde altså også været mørk og dyster og en total modsætning af hvad Justin og de andre egentligt var.

Jeg sukkede roligt og endelig valgte mit galoperende hjerte, at slå roligere og roligere i brystet på mig, så jeg pludseligt hørte et lille dejligt grin undslippe Justins læber, så jeg løftede mit hoved fra hans skulder og så ned på ham, hvor han smilede kærligt og en dejlig saglig følelse rislede ned ad min nakke og ryg, da han gravede sine fingre ind i mit fyldige hår.

"Det er dejligt, at du endelig slapper mere af elskede..", hviskede han med et kærligt smil op på mig, så jeg fugtede mine læber i et lille fnis og nikkede svagt.

"Kan du virkelig mærke det?", hviskede jeg og vovede med vilje at titulere ham med "du". Ja, jeg gik mest ud fra, at det faktisk var okay, eftersom vi havde kysset, kælet og puttet sammen i nat.

Justin nikkede svagt med et kærligt smil, mens han stadigt masserede min hovedbund med hans fingerspidser, "Ja.. Siden du vågnede brat efter dit mareridt, har jeg kunne mærke hvor hårdt dit hjerte slog, til nu, hvor du endelig virker til at slappe af igen..", hviskede han med et kærligt smil, så jeg nikkede svagt med et lille fnis, mens jeg bed mig svagt i underlæben.

"Det er på grund af dig Justin...", vovede jeg endnu mere med mit svar, men jeg følte mig sikker på ham.

Justin smilede dejligt med et svagt nik og jeg kunne mærke, at han skubbede blidt bag på mit hoved og trak mig ned mod hans ansigt, hvor ved jeg straks lukkede mine øjne.

Min mave blev fyldt med en sværm af sommerfugle, og mine oprørske tanker fra drømmen af dalede til jorden, da jeg smagte blidt på hans dejlige bløde og varme læber.

"Mmh...", stønnede han roligt, så et dejligt sug gik gennem min krop og fik mig til at smile svagt i vores dejlige kys.

Jeg flyttede min hånd fra hans brystkasse og lod mine fingre glide blidt ind i hans fyldige hår og jeg greb blidt fat om det. Det kildede helt nede i underlivet, da jeg roligt smagte på hans dejlige tunge.

Jeg gispede svagt, da han pludseligt skubbede mig blidt om på ryggen, uden at slippe min mund og tunge, og mit hjerte slog ekstra hårdt, da han lagde sig halvt over mig. Jeg skælvede i kroppen, da jeg kunne mærke, at han trak op i min kjole under tæppet, der lå over os, og en strøm af varme brændte i hele min krop, da jeg kunne mærke hans varme hånd kærtegne mig blidt hele vejen op ad mit inderlår til jeg skælvede en del mere mod hans læber, da jeg mærkede hans hånd ramme mine trusser, og Justin brød pludseligt vores dejlige kys, så jeg slog øjnene op og mødte hans brune øjne, der lyste af begær.

Et skævt smil spillede på hans læber, "Hvad er det du har på?", hviskede han med et undrende smil, som om det kom helt bag på mig, at jeg havde trusser på?

Gud ja, kvinderne havde vel næppe rigtigt noget på inden under, jo mindre de brugte mamelukker? Eller var mamelukker overhovedet opfundet på denne her tid?

Jeg nikkede med et lille fnis, "Ja.. det er jo mine trusser..", svarede jeg hviskende med blussende kinder.

Justin så uforstående ned på mig, "Trusser?", spurgte han fuldkommen lost, så jeg bed mig i underlæben med et fnis og så væk fra ham og hen mod de andre og bålpladsen, der var gået ud for natten. De andre var så småt ved at vågne kunne jeg se.

Jeg flyttede igen mit blik til Justins dejlige øjne ovenover mig, "Vi må nok hellere stoppe her.. De andre er vågnet...", hviskede jeg med et fnis, så Justin så flygtigt hen på de andre til han atter så ned på mig med et særligt smil, som jeg godt kunne regne lidt ud.

"De andre generer ikke mig..", svarede han lavt, så jeg ikke kunne lade være med at grine lidt, mens jeg puffede blidt til hans bryst for at skubbe ham væk fra mig, "Nå men, det generer mig..", svarede jeg lettere bestemt med et lille fnis, så jeg bemærkede skuffelsen i hans blik.

Men helt seriøst ikke, så kunne jeg nok aldrig finde på at elske med hverken Justin eller hvem det nu var, mens andre kunne se hvad vi lavede. Nope, der ville jeg helt klart sætte pris på lidt privatliv.

Jeg satte mig op og vendte mig om på alle fire, for at rejse mig og jeg kunne fornemme Justins blik på mig, mens han lå på siden med albuen støttende ned i lærredsækkene, som vi lå på, "Hvor skal du hen?", spurgte han roligt, så jeg så med et dejligt smil på ham, mens jeg stod på alle fire.

Jeg gav ham et flygtigt blidt kys på læberne og trak mig igen fra ham, "Jeg skal lige besørge..", svarede jeg lavt, eftersom det var gået op for mig, at der var mange udtryk, som jeg kom med, som hverken Justin eller de andre forstod et hak af.

Justin grinede smørret og så på mig med et løftet øjenbryn, "Nårh, du skal ud og træde af på naturens vegne?", spurgte han med et smørret grin på læben, så jeg nikkede med et fnis, "Nemlig skat..", svarede jeg roligt, så Justin så undrende på mig og jeg gav ham endnu et lille kys på læberne og trak mig igen fra ham for at rejse mig helt fra gulvet, mens jeg rettede på kjolen, så den sad anstændigt.

"Skat?", lød det i en undrende tone nede fra Justin, så jeg så med et fnis ned på ham, hvor han stadigt lå på gulvet og så undrende op på mig.

Jeg nikkede med et fnis ned til ham, "Ja.. Skat..", slog jeg fast med et smørret smil og jeg trådte over hans ben, hvorefter jeg begav mig hen mod trædøren til møllen, som jeg gik ud fra førte vejen ud af møllen.

Jeg skulle tisse...

~

Uden for den nedlagte mølle, tirsdag d. 7/4-1415, formiddag.

Med langsomme skridt fremad, tårnede "fængslet" sig for mig. Bare tanken om, at skulle sidde inde i den lukkede vogn, huede mig ikke.

"Vent..", lød det bestemt fra Justins stemme ved min side, mens han greb fat om mit håndled, så jeg straks bemærkede de andres blikke på os.

Jeg vendte mig med fronten til Justin, der atter stod og så bragende smuk ud i sin brynje og skulderbrynje og hans røde kappe over skuldrene, så man slet ikke var i tvivl om, at han var ridder til det yderste. Det samme gjaldt for den sags skyld også Leander og Marcus, men jeg havde allerede forstået at de som regel sov med deres brynje, når de var udenfor på ridtet, men i nat havde Justin altså valgt at tage brynjen af ham, og godt det samme, for jeg tvivlede på, at man lå specielt godt oven på sådan en hård brynje.

Justin smilede kærligt, mens han stadigt holdte blidt fat om mit håndled, "Du behøver ikke, at sidde inde i den vogn Olivia.. Du kan sidde bag på mig på Duke, hvis du gerne vil det, men når vi ser Camelot tårne sig ude i horisonten, så må vi desværre lukke dig ind i fangevognen som beskrevet, indtil du er frifundet..", forklarede han, så jeg sank en klump over de ord han kom med, og jeg nikkede med et svagt smil.

"Ja tak, det vil jeg gerne...", svarede jeg lavt, så Justin nikkede med et kærligt smil og han lagde sine arme omkring mig og trak mig ind i et dejligt knus og kyssede mig i håret, så jeg ikke kunne lade være med at sukke sagligt over hans kærtegn.

"Det skal nok gå... Det er jeg sikker på...", hviskede han i håret på mig, så jeg nikkede med et lille suk, hvorefter Justin trak sig lettere fra mig, men han overraskede mig lidt ved at tage mig i hånden, så vi sammen gik over til hestene, fangevognen og de andre.

Jeg følte en vis form for frihed, da jeg stod klods op ad Duke, der tydeligvis var en ret smuk mørkebrun, ja næsten sort hingst. Jeg klappede ham på halsen, og jeg kunne straks føle hans rolige sind.

"Nu skal jeg hjælpe dig op..", brød Justin ind, så jeg straks så med et lille fnis på ham og rystede på hovedet.

"Det behøves ikke...", svarede jeg sikkert, så han skød et øjenbryn i vejret, over mit ret prompte svar. Ja, jeg var jo ligesom ret vant til at omgås med heste.

Let og elegant løftede jeg min venstre fod op i stigbøjlen og fik med lettere besvær kun på grund af den lange kjole, der var i vejen, svunget mit højre ben om på den anden side, og mens jeg følte alles blikke op på mig, så jeg med et fnis ned på Justin, mens jeg i blinde greb fat i tøjlerne, "Må jeg ride ham?", spurgte jeg med et skævt smil, så Justin smilede forundret op på mig.

"Jeg tror ikke Duke er så glad for det eftersom han er van...", svarede Justin, men han forstummede, da jeg klemte lidt om Duke med benene og roligt skridtede Duke fremad.

"Vent, du må ikke stikke af!", råbte Justin højt efter mig, da jeg fik reddet med Duke godt og vel hundrede meter frem væk fra de andre.

Jeg grinede lidt over det og så let som ingenting, styrede jeg tøjlerne, så Duke så let som ingenting vendte sig lige omkring og jeg galoperede så let som ingenting det korte stykke tilbage til de andre.

Justin stod med et ret stort og smørret smil på læben med hænderne placeret i siderne, så det var mere end tydeligt, at jeg overraskede ham.

Merlin selv trak på smilebåndet over det, og selv Leander og Marcus virkede pænt overraskede.

Jeg hev kraftigt i tøjlerne, så Duke stoppede op lige ved Justin og jeg smilede flabet ned til ham, "Du sagde?", svarede jeg med et flabet smil, så Justin rystede grinende på hovedet.

"Hold da op! Det havde jeg slet ikke regnet med..", svarede han med et skævt smil.

Jeg nikkede med et fnis, "Jeg ved ikke om du husker, at jeg nævnte, at jeg savner én der hedder Brego? Nå men, Brego er i min hingst og han minder ret meget om Duke her. Dog er Brego en lysebrun vallak med hvid blis og hvide sokker, men trods den forskel på Duke her og Brego, så savner jeg ham ekstremt meget...", forklarede jeg med et trist smil og et lille suk.

Justin nikkede med et skævt smil, "Når du bliver frifundet af kongen, så kan du heldigvis komme hjem til Brego igen..", smilede Justin, så jeg nikkede med et suk uden rigtigt at smile.

Jeg tvivlede ærligt talt på, at jeg nogensinde ville se Brego igen...

~

Skoven Darkling et par km fra byen Camelot, tirsdag d. 7/4-1415, sen eftermiddag.

Skoven var mere end smuk, og jeg frydede mig virkelig over, at jeg nu kunne få lov til at nyde ridtet på hesteryg. Det var noget helt andet end den dumme fangevogn, der lugtede af tjære - underligt nok..

Jeg nød virkelig at sidde bag på Justin, mens jeg kunne mærke varmen fra ham og vi havde alle virkelig hygget os med masser af snak og grin, og selv om jeg ikke kunne se Justin i øjnene, så kunne jeg mærke hans varme og glæde og jeg følte endelig, at jeg var et sted, som jeg ønskede at være.

"Knap et par km endnu min herre, så ankommer vi til Camelot!", hørte jeg pludseligt Merlin udbryde.

Jeg sukkede tungt, og som jeg kunne forvente, så stoppede Justin ridtet med Duke, så de andre omkring os også stoppede op.

"Godt! Vi holder for et øjeblik, så vi kan få Olivia ind i vognen!", lød det bestemt fra Justin foran mig.

Marcus steg ned fra hestevognen og han kom hen til os, hvor han rakte armene op mod mig, "Kom du ned Olivia..", befalede Marcus roligt, så jeg nikkede trist og sank en klump og jeg lod mig glide ned ad Dukes bagende, hvor jeg straks mærkede, at Marcus fik taget imod mig, hvorefter  han slap mig igen, da jeg selv stod nede på skovstien.

Justin havde åbenbart nøglen til låsen til fangevognen om en snor om hans hals, for han tog snoren af og rakte nøglen ned til Marcus.

Jeg fik et øjebliks øjenkontakt med Justin, der stadigt sad oppe på Duke, hvor han smilede svagt, men hans øjne virkede bekymrede, "Bare rolig Olivia.. Det skal nok gå.. Det forsikrer jeg dig om..", forklarede Justin, så jeg blot nikkede svagt og så ned i jorden, og mærkede straks en hånd skubbe mig blidt på ryggen.

"Kom Olivia...", kommandere Marcus roligt, hvor ved vi begge begav os hen til vognen, og Marcus havde dårligt åbnet døren til vognen, før jeg allerede kunne lugte den stærke tjære fra vognen af.

"Ind med dig...", lød det i et suk fra Marcus ved min side, mens jeg bare havde stået i flere sekunder og stirret ind i den mørke og dunkle fangevogn.

Jeg mærkede et lille puf på min ryg og med et opgivende suk, trak jeg lettere op i kjolen og trådte op på trinet hvor ved jeg atter kom ind i fangevognen, og blot splitsekunder efter, blev døren lukket bag mig og jeg hørte med det samme, at Marcus fik låst døren udefra.

Jeg gik hen og satte mig ned på langbænken og kort tid efter gav det et ryk i vognen, så jeg nu vidste, at vi fortsatte og der ville formentligt ikke gå særligt længe, før vi var i Camelot...

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...