Amuletten

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 27 maj 2017
  • Opdateret: 18 jul. 2017
  • Status: Igang
Olivia Brandt på 17 år, er sammen med hendes efterskole på rejse til England, hvor de én af dagene bliver vist rundt i ruinerne på et gammelt slot. Alt historie er naturligvis ret interessant i Olivias øjne, men nysgerrigheden tager også over, da hun som den eneste falder over en svagt glimtende genstand, der stikker op fra jorden blandt ruinerne, og i ren diskretion samler hun genstanden op, hvor det afslører en ret smuk og interessant amulet med en dragelignende fabeldyr, der snor sig smukt. Og i første øjekast ser den ikke ud af meget og kunne ifølge Olivia ligne noget, som en typisk rollespiller kunne have tabt. Derfor vælger hun at beholde amuletten, da hun finder den ret sjov, og på den anden side, er det jo også en slags souvenir fra England og hun mistænker, at den næppe kan have så meget betydning for nogen anden, da den allermest bare kunne ligne noget taget ud af et eventyr, og eventyrer findes jo ligesom ikke - Eller gør de?

45Likes
45Kommentarer
7465Visninger
AA

7. Kapitel 6.

"Sårbar"


Olivias synsvinkel:

I hestevognen et sted et stykke væk fra skoven Aerith, mandag d. 6/4-1415, omkring middag.

Turen føltes utrolig langtrukken og kedsommelig, så jeg havde siddet og blundet ret meget af tiden, men jeg havde dog registreret, at vi langt om længe var nået ud af skoven, for en masse sollys havde strømmet ind ad vinduerne i vognen og der havde ellers ikke været de mindste former for skygger inden for det seneste stykke tid, men alt var pludseligt begyndt at blive dystert og trist, så jeg hældte mest til at tro, at vi snart ville ramle ind i uvejr.

Men pludseligt stoppede vognen så brat op, at jeg var ved at vælte ned fra langbænken, og jeg kunne også høre at de andre heste havde stoppet ridtet midt på landevejen, så jeg slet ikke forstod, hvorfor vi bare stoppede midt i det hele? Var det allerede nu, at vi skulle slå lejr?

"Hvad i alverden er der dog sket her?!", hørte jeg pludseligt Justin spørge i en nærmest chokeret tone udefra.

Jeg rejste mig fra langbænken og trådte op på bænken, for at kunne se ud af vinduet, men jeg kunne desværre ikke se meget andet end en grå og trist himmel, de  dystre og mørke skyer og toppen af håret på Leander, der ellers sad højt til hest, fordi vinduerne var placeret så højt oppe, at de var næsten lige under loftet i vognen.

"Morganas værk! Det kan kun være hende, der har gjort dette her!", hørte jeg Merlin svare højt udefra i en lettere spydig tone, så jeg undrede mig ret meget over hvem denne "Morgana" var?

"Hun er en magtfuld troldkvinde, der blev udstødt fra Camelot. Hun var afdøde kong Uther Pendragons niece, Olivia..", hørte jeg atter Merlins røst i mit hoved, så jeg trådte ned fra langbænken og kom ned på gulvet i vognen og jeg tog mig til hovedet.

"Hvordan kan du finde vej til mine tanker, når du ikke engang ser mig i øjnene Merlin? Forklar mig venligst?", tænkte jeg frustreret og bed mig lettere hårdt i underlæben.

"Olivia, du ved ligesom hvem jeg faktisk er, så kan det vel ikke komme bag på dig, at jeg kan en hel del, som er uforklarligt for almindelige dødelige mennesker, vel?", svarede han mig i tankerne, så jeg satte mig opgivende ned på bænken igen og så op mod den grå himmel gennem vinduet.

"Så fortæl mig, hvad i ser derude?", spurgte jeg Merlin i mine tanker.

"Unge Olivia... Det vil du slet ikke vide.."

"Merlin! Fortæl mig det? Hvad er det i ser?"

Han svarede mig slet ikke, og flere minutter gik, så jeg troede, at han igen havde forladt mine tanker.

"Vi må hellere tage os i agt for denne Morgana - Hvem hun end er?", kommenterede Justin i en spydig tone, der faktisk lød vred, så jeg gispede over, at jeg kunne fornemme en vrede fra ham. Var det virkelig så slemt?

"Sire, de har ret! Morgana er ikke en hvilken som helst kvinde, men en mægtig troldkvinde!", forklarede Merlin i en svagt opgivende tone udefra.

"Endnu en troldkvinde? Sig mig, vrimler det bare med troldkarle og troldkvinder? Er verden fuldstændig af lave? Det er jo ondskab med al den magi!",  svarede Justin i en ret tydelig vred tone, så jeg slet ikke var i tvivl.

"Tro mig herre, ikke alle magikere er ren ondskab!", lød det i en forsvarende tone fra Merlin, så jeg smilede svagt for mig selv.

Ja, nok kendte jeg ikke specielt til Merlin, men ud fra de sagnhistorier jeg havde læst, så var Merlin slet ikke en skidt troldmand. Han var godheden selv og ønskede kun at føje kong Arthur på bedste vis. Der var jo ligesom en grund til, at kong Arthur var betegnet som den største, kærligste og mest stolte konge ifølge sagnet. Han var elsket af alle, og så vidt jeg huskede fra historien, så var Merlin også elsket.

"Nu er vi altså ikke et sagn, Olivia, men tak for din tro på mig, og du har ret.. Jeg er ingen ond troldmand! Jeg kæmper selv imod det onde og Morgana, så uanset hvor lidt du har kendskab til mig, så kan du stole på det gode i mig, Olivia..", lød Merlins stemme i mit hoved igen, så jeg smilede med et lettet suk.

"Og du kan stole på mit ord om ikke at afsløre din sande identitet.. Emrys..", tænkte jeg med et smil.

"Kald mig blot Merlin..", svarede Merlin med en venlig stemme i mine tanker, så jeg smilede svagt for mig selv.

"Lad os komme væk herfra! Det her syn hjemsøger mig allerede!", hørte jeg igen Justin kommandere i en frustreret tone udefra, og igen lød hestenes skridt og vognhjulenes knitren nede i grusvejen, og den samme bumlende rejse fortsatte.

Jeg bed mig frustreret i underlæben over, at jeg ikke kunne få lov til at opleve med egne øjne hvad der var sket omkring os.

"Merlin.. Jeg beder dig? Vil du ikke nok fortælle mig, hvad der er sket derude?", bad jeg tænkende.

"Visse ting og skrækscenarier, er der ingen grund til at forklare om.. Jeg kan mærke dine bekymringer Olivia.. Ikke kun om hvad der foregår udenfor, men om dine bekymringer for Justin og dig og ja.. dine bekymringer for din skæbne i Camelot, men mist ikke modet.. Jeg ved hvad du er, og din skæbne ligger langt mere end bare en rejse gennem tiden.. Jeg skal gøre mit bedste for at hjælpe dig.."

Jeg måbede fuldstændig over hans fortolkning.

"Kender du til amuletten?", spurgte jeg i tankerne.

"Nej, kære Olivia, men jeg har læst dine tanker, uden at tale til dig længe.. Derfor ved jeg, at du slet ikke er herfra, og trods din rejse, så må det skyldes en virkelig magtfuld trolddom over den amulet.. Sig mig, har du den på dig?", spurgte Merlin mig i mine tanker, så jeg gemte mit ansigt ned i mine hænder og sukkede opgivende, mens jeg så ned i trægulvet i vognen, hvor der manglede enkelte knaster, så der var små kighuller ned til den mudrede og ujævne grusvej.

"Nej.. Jeg tror stadigt, at greven af Arundel har den..", svarede jeg Merlin i tankerne.

"Mener du Justin?"

"Nej, jeg jeg mener hans onkel..", svarede jeg Merlin i tankerne.

"Husker du hvordan amuletten så ud Olivia?", spurgte han mig i mine tanker, så jeg så op igen og lod flygtigt blikket stirre ud af det ene vindue oppe under loftet i vognen og bemærkede pludseligt en gråsort sky nærme sig os hen over himmelen, så jeg gispede over hvor meget fart den sky havde.

Jeg hoppede op på langbænken igen og greb fat i tremmerne for ikke at få overbalance og bemærkede den sorte sky nærme sig med fuld hast, "Vent! Hvad er det der nærmer os på himmelen?!", råbte jeg højt ud af vinduet.

"Rolig Olivia! Det er bare krager!", lød det højt fra Justins stemme.

"Sire? - Jeg er ret bange for, at det ikke bare er almindelige krager!", lød det i en gruende tone fra Merlin udenfor.

"Hvad er det så?", hørte jeg Marcus' spørge om.

"Morganas spioner! Lad os komme væk fra vejen her i en fart!", lød det i en vred tone fra Merlin, og straks kunne jeg høre seletøjet smælde mod den forreste del af vognen.

"Yiiaaarh!", udbrød Marcus' højt, så jeg slet ikke havde været rede på det voldsomme ryk i vognen, da ridtet blev sat voldsomt op i fart, og desværre gled jeg på langbænken.

"Aaarh!", nåede jeg at skrige forskrækket op, hvor jeg som de næste flygtige splitsekunder så gulvet nærme sig mig, og alt blev sort....

~


Justins synsvinkel:

Et sted i vildnisset et par hundrede meter fra en nedlagt mølle, mandag d. 6/4-1415, omkring sen eftermiddag.

Efter flere timers ridt i fuld galop, trak jeg i tøjlerne på Duke, så han prustede vrinskende, og jeg klappede ham på halsen et øjeblik, "Godt min dreng..", takkede jeg ham, eftersom han og de andre heste havde fået bragt os i sikkerhed fra Morganas spionfugle. Ja, jo mere vi nærmede os Camelot, jo mere mystisk gik rejsen hen og blev.

Himmelen var atter lys med sin smukke klare sol på himmelen og trods det kunne jeg stadigt ikke få det skrækscenarie ud af mine tanker. Det hjemsøgte mig allerede.

Jeg så hen mod de andre der så afventende på mig, "Vi slår lejr her for natten! Jeg fornemmer en vis sikkerhed her!", kommanderede jeg og jeg sprang ned fra Duke, til jeg stod solidt på den ret øde landevej.

Jeg bemærkede Merlins blik ned på mig, og det var som om, at han gemte på et eller andet, men jeg kunne slet ikke pejle ind på hvad?

Leander hoppede selv ned ad hans hest, mens Marcus fik kørt fangevognen godt ind til siden, og jeg gik hen mod bagenden af vognen, hvor ved jeg trak nøglen til låsen frem fra mit bryst. Ja, den hang på en kæde om min hals under min brynje.

"Hun har godt nok været ret stille i lang tid derinde Justin..", lød det fra Leander lettere til venstre for mig, så jeg så hen på ham med et svagt smil.

"Hun sover nok bare? Det er trods alt lang tid at skulle sidde derinde og bare stirre ud i luften..", forklarede jeg roligt, så Leander nikkede med et svagt smil, "Du har nok ret?", svarede Leander med et kort træk på skuldrene.

Jeg smilede til ham med et nik, hvorefter jeg lagde al opmærksomheden hvile på min nøgle i hånden og hængelåsen på døren, hvorved jeg stak nøglen i låsen og jeg raslede lidt med låsen, til den gik op, hvorefter jeg åbnede døren, men synet der mødte mig huede mig slet ikke.

"Olivia!", råbte jeg op og trådte hurtigt ind til hende, hvor jeg satte mig på hug på gulvet og jeg vendte hende fra maven og om på ryggen, hvor en mindre blodpøl mødte mig. Hun havde fået en ordenlig flænge i panden og det var tydeligt, at hun var slået bevidstløs.

Jeg så hen mod åbningen til vognen og opdagede Leander stå som chokeret, "Kom og hjælp mig med at få hende ud!", kommanderede jeg bestemt, så Leander nikkede og trådte selv op i vognen og han satte sig på hug ved hendes hoved og greb hende under armene, mens jeg greb hende under knæhaserne og vi løftede hende fra gulvet hvor ved vi forsigtigt fik båret hende ud af vognen.

Jeg følte Merlins og Marcus' blikke på mig.

"Hun behøver hjælp straks!", bønfaldt jeg frustreret, og håbede virkelig ikke, at det var helt ude med hende.

"Vi ligger hende her indtil videre!", kommanderede jeg til Leander, hvor til han nikkede bestemt, og vi fik lagt hende ned på det bløde grønne græs ikke langt fra en smal bækken, der løb roligt. Godt det samme, så var der vand at rense såret med.

Marcus' kom hen med et tæppe til os, som jeg  lagde i en bylt under hendes hoved, hvor ved jeg så op på Merlin, der stod og så med et bekymret blik ned på os.

"Merlin.. Er du læge?", spurgte jeg frustreret, hvortil han rystede på hovedet, "Nej sire, men jeg kan godt behandle hende alligevel..", forklarede han roligt, så det overraskede mig, at han faktisk kunne tage det med sådan en knusende ro, og han satte sig på knæ ved hendes hoved, hvor ved han bukkede sig ned over hende, mens han lagde hånden fladt på brystet af hende.

"Hun trækker vejret, så noget kunne tyde på, at hun er besvimet eller det der ligner?", mumlede han nede ved hendes ansigt og han fjernede sig igen fra hendes ansigt og så direkte på mig, "Jeg behøver nogle opvredet klæder til hendes blødende sår og nogle tørre klæder til at binde om hendes sår..", sagde han bestemt, så jeg nikkede og så hen på Marcus', som et hint for, at han godt kunne komme i gang.

Jeg betragtede Merlin se ned på hende, med et blik, der ikke huede mig, så jeg nok blev en anelse jaloux over det, men jeg nægtede at lade ham vide det.

"Olivia? Kan du høre mig?", spurgte Merlin roligt med blikket nede på hende, men hun reagerede tydeligvis ikke. Og som det næste rykkede Merlin lidt i hans brune lærredtaske, som han havde om skulderen, hvortil han åbnede den og fiskede en lille flakon med korkprop op og åbnede den, hvortil han førte den viftende under hendes næsebor.

"Hvad er det?", spurgte jeg med en knude i maven, hvortil Olivia pludseligt spjættede i kroppen og åbnede øjnene med et sæt, så jeg smilede lettet ned til hende og greb hendes højre hånd og kyssede hendes fingre, "Godt, at du er i live..", mumlede jeg mod hendes fingre, så hun så som forvirret op på mig.

"Jeg har det ikke så godt...", mumlede hun fraværende, og hun dumpede atter sit hoved ned i tæppet igen og lukkede øjnene, så det skræmte mig en hel del, mens Merlin proppede korkproppen på den lille flakon og lagde den ned i tasken igen, mens han så lettere alvorligt på mig.

"Hun har mistet meget blod undervejs.. Det er derfor hun har det så dårligt...", forklarede han alvorligt, så jeg nikkede bekymret.

"Kan du hjælpe hende?", spurgte jeg med en knude i maven. Merlin bed sig frustreret i underlæben, "Jeg skal gøre mit bedste sire, men jeg kan ikke love noget på nuværende tidspunkt... Jeg behøver arbejdsro..", forklarede han, så jeg sank en klump og nikkede modvilligt, men jeg var ikke meget for at fjerne mig fra Olivias side.

Hun lå mig efterhånden meget på sinde, og det sidste jeg ønskede nu, var at miste hende. Jeg sukkede med en knude i maven, mens jeg blev ved med at holde hendes højre hånd i mine hænder. Jeg kunne godt se, at hun var ret svagelig, da hendes ansigtskulør langtfra så sund og rask ud.

"Herre? Jeg beder dem..", brød Merlin ind, så jeg så fra Olivias smukke skikkelse til mit blik så ind i Merlins gråblå øjne, der virkede mindst lige så bekymret som jeg var.

"Jeg vil gerne sidde hos hende Merlin..", slog jeg lettere fast med et nervøst bid i underlæben, hvor til Merlin sukkede tungt og rystede på hovedet.

"Herre, jeg vil ikke sætte dem imod, men af hensyn til Olivias svigtende helbred, som tydeligvis er ret kritisk, eftersom hun har mistet meget blod, så ønsker jeg, at de giver mig plads til arbejdsro...", forklarede Merlin med et bestemt blik.

Jeg var ærligt talt ikke meget for at skulle vige pladsen for en træl, men noget sagde mig, at Merlin mente sine ord i god mening.

Jeg fugtede nervøst mine læber og så flygtigt ned på Olivia, der tydeligvis havde feberlidelse, eftersom hendes øjne flimrede og hun svedte enormt meget fra hendes farveløst ansigt.

Jeg nikkede med et knude i maven til Merlin og bukkede mig forover Olivia og plantede et blidt kys på hendes pande, hvorefter jeg fjernede mig og slap hendes kølige spinkle hånd, og jeg rejste mig mod min vilje fra hendes side.

Merlin betragtede mig med et afventende blik, mens jeg trådte flere skridt bagud, uden at fjerne mit blik fra Olivia, der faktisk ikke så ud til at have det specielt godt, og hvad værre var, at jeg havde det så dårligt med mig selv nu, at jeg slet ikke havde lagt mærke til, hvornår hun forulykkede? For noget sagde mig, at hun havde ligget længe uden rigtigt bevidsthed og bare ligget og blødt, mens vi andre uanede havde fortsat ridtet.

Hvornår var det sket?

Jeg stoppede op godt og vel nogle meter væk fra Olivia og Merlin, og jeg betragtede ham på afstand, at han pludseligt åbnede sin brune lærredtaske, hvorefter han fiskede en masse besynderlige urter op, som jeg slet ikke havde styr på hvad var. Han rodede rundt i dem, til han plukkede noget af to af urterne og begyndte at nulre det sammen i en kugle i hans hænder.

Marcus kom ham til hjælp med de våde og tørre klæder, hvor ved Merlin vaskede hendes blødende sår rent, for derefter at nulre urterne i hendes blødende sår.

Jeg forstod ikke helt, hvad det skulle gøre godt for?

"Hvad laver han?", hviskede Leander til højre for mig, mens jeg fastholdte mit bekymrede blik nede på Olivia, der slet ikke så ud til at komme i bedring, men hvad regnede jeg også med?

Jeg rystede kort på hovedet, "Jeg ved det ikke? umiddelbart nulre han urter i hendes sår, men hvad skulle de hjælpe for?", hviskede jeg svarende til Leander og så flygtigt på ham, hvorefter jeg så hen på Olivia og Merlin igen.

Det gav mig en ulmende følelse i maven, da jeg bemærkede Merlin bøje sig over hende igen, mens han lagde sin venstre hånd over hendes blødende sår, og han bøjede sig så voldsomt over hendes ansigt, at jeg var ved at tro, at han ville kysse hende, så jeg trådte et skridt frem, "Vent..", afbrød Leander mig med hans hånd foran brystet på mig.

"Ic hæle þina þrowunga.."

Ordene, som Merlin sagde lavt, men højt nok, til jeg kunne høre dem, undrede mig en hel del. Hvad i alverden var det for noget volapyk?

Merlin rettede sig op igen og bandt derefter det tørre klæde om hendes hoved, så jeg undrede mig lidt over, at han kun skulle forbinde hende med urter og et klæde, men forhåbentligt vidste han hvad han gjorde?

Merlin rettede sit blik over på mig med et svagt smil, "Hun har brug for alt den hvile hun kan få, og så skal hun forhåbentligt nok komme i bedring min herre!", forklarede Merlin og han rejste sig fra hende.

Jeg tillod mig, at gå over til Olivia igen, og stoppede op ved hende, mens Merlin stod over for mig, "Hun burde få det bedre..", tilføjede han roligt, så jeg nikkede med en knude i maven, "Det håber jeg da..", hvor ved jeg fjernede mit blik fra ham og så ned på Olivia, der stadigt så ud til at svede, mens hendes feberlidelse virkede til at være forsvundet.

Jeg gik i knæ og lagde min højre arm under hendes knæhaser og den anden under hendes skuldre, hvor ved jeg rejste mig med hende, og uden jeg hørte så meget som et eneste lille ord fra de andre, begav jeg mig med retningen hen mod den nedlagte mølle bærende på Olivia, der heldigvis virkede til at være mere ved bevidsthed, eftersom hun greb blidt fat om nakken på mig og puttede sig ind til brystet på mig.

Jeg følte lidt, at jeg havde hende at kæmpe for...

~


Olivias synsvinkel:

Et sted i vildnisset i en nedlagt mølle, tirsdag d. 7/4-1415, nat.

urhhæle licsar min.."

Ordene, der blev hvisket genlød som et rungende ekko i mit hoved, mens jeg følte at jeg famlede i blinde i det store mørke hul, der syntes uendeligt.

"Olivia.. Følg min stemme.. Du kan godt..."

"Mer.. Merlin?", spurgte jeg i drømmen med et hjerte, der slog hårdt i brystet.

Mørket sluttede sig koldt om mig, og jeg kunne ikke finde ud af om jeg reelt var i live, men en varm hånd fandt vej til min ene hånd, og langsom glippede jeg øjnene op og det første jeg så var en venligt smil over mig med en mørkt pjusket frisure om hans hoved.

"Der var du jo endelig..", hviskede Merlin, mens han lagde en hånd under mit baghoved, og en messingkop nærmede sig mine læber, "Drik det her.. Det vil hjælpe og berolige dig..", hviskede Merlin, hvortil jeg drak roligt af det.

Jeg anede ikke hvad det var, men jeg valgte at have tiltro til ham.

Han smilede venligt og fjernede messingkoppen med den varme drik fra min mund, og straks følte jeg en brusende følelse af saglighed i kroppen, og han lagde mit hoved ned på det bløde tæppe igen, mens jeg betragtede ham rejse sig. Jeg vendte hovedet en anelse til siden og betragtede ham gå hen mod et åbent ildsted, hvor jeg bemærkede Justin sidde på gulvet med benene oppe under sig, med et stirrende og alvorligt blik mod den åbne ild, som om en masse tanker farede gennem hans hoved? Marcus og Leander lå et stykke væk og lå ovenpå det der kunne ligne gamle sække.

Jeg flyttede mit blik væk fra dem og så op i loftet, hvor det gik op for mig, at vi befandt os inderfor i en bygning, der virkede rundt og med en masse støttende bjælker på tværs oppe under det ret høje loft, så bygningen virkede ret usædvanlig. Jeg anede ikke hvor vi var, men det var med garanti ikke på en gård, eller et slot, eller det der lignede.

Jeg kunne høre en lav snakken ovre fra ildstedet, så jeg atter flyttede blikket derhen og det gik op for mig, at det var Merlin og Justin, der snakkede lavt, så jeg slet ikke kunne høre hvad de snakkede om.

Justin flyttede sit blik fra Merlin til hen mod mig, og han rejste sig med en nikken mod Merlin, eftersom han havde sagt et eller andet til Justin. Merlin satte sig ned på nogle store runde flade sten, som kunne ligne gamle møllesten, og der gik det selvfølgelig op for mig, at det var en mølle, som vi opholdte os i i øjeblikket. Ja, jeg anede jo ingenting, eftersom det sidste jeg huskede, var da vognen havde givet sådan et ordenligt ryk, hvortil jeg havde fået overbalancen, og derefter var alt bare end som sort for mig, så jeg var tilbøjelig til at tro, at jeg havde været blevet slået ud.

Justin kom roligt gående hen til mig, og han satte sig på hug ved mig, og han smilede varmt ned til mig, "Det er godt at se, at du er i bedring..", udbrød han lavt, mens han strøg mig blidt hen over mit hår i flygtige sekunder, hvor ved han satte sig ned på numsen på det hårde gulv under os. Ja, det var gået op for mig, at jeg lå på en masse blødt, som sikkert var lærredsække eller det der lignede.

Jeg smilede svagt og nikkede og tog mig til panden, der føltes øm og mærkede straks, at jeg var bundet om hovedet med et eller andet, men Justin lagde blidt sin hånd om mit håndled og fjernede langsomt min hånd fra min pande.

"Du skal nok ikke pille for meget ved det, eftersom det skal have ro til at hele..", forklarede han med et lille smil, så jeg så spørgende op på ham, og mit hjerte skippede flere oktaver, da han valgte at holde om min hånd med begge hans varme hænder mens han kærtegnede min håndryg og knoer blidt med hans tommelfingre.

"Du havde åbenbart slået dit hoved rigtigt slemt i gulvet i fangevognen... Du blødte voldsomt, og var dårligt ved bevidsthed, da jeg fandt dig liggende i vognen... Jeg tr..", forklarede han roligt, men virkede til at forstumme i sine ord, mens han så med et bedrøvet blik ned på mig.

Han rystede på hovedet, "Hvis du havde ligget længere i den tilstand, så tør jeg slet ikke tænke på, hvordan du ville have haft det nu... Det er takket være Merlins lægekunst, der har fået dig tilbage..", forklarede han med et lille knæk i stemmen, og jeg mærkede, at han knugede grebet yderligere om min hånd, uden det overhovedet gjorde ondt.

"Jeg kan dårligt tilgive mig selv over, at hverken jeg eller de andre bemærkede, at du var blevet slået omkuld noget før.. Je..." "Det gør ikke noget herre..", mumlede jeg afbrydende, så han så tænkende ned på mig.

"Sig ikke sådan Olivia... Havde vi opdaget dig for sent, så var du måske.. død..", forklarede han med et bedrøvet blik ned på mig.

Jeg sank en klump over ordet "død".

"Hvis jeg alligevel skal dødsstraffes, så havde det måske alligevel været at foretrække, hvis jeg dø..." "Det må du ikke sige Olivia..", afbrød Justin mig med et frustreret blik ned på mig, så jeg vendte mit blik væk fra ham og valgte at se ind mod muren, "M.. men.. det er jo sandt... Hvis jeg alligevel skal straffes ved døden.. Hvad har jeg så at leve for?", snøftede jeg og følte angsten nage på ny og jeg kunne ikke holde tårerne tilbage, for de rendte ned over min næserod i en mild strøm.

Jeg ville trække min hånd til mig, men jeg kunne ikke fordi Justin holdte fast om den.

"Du er jo ikke dømt endnu.."

"Men du hørte din onkel.. Jeg er så godt som død...", svarede jeg hulkende og jeg kneb mine øjne sammen, for at knibe de smertefulde tårer ud.

"Ikke for mig Olivia... Ikke for mig..."

Jeg vendte mig straks omkring og mødte Justins bedrøvede øjne, hvor en tåre rendte langsom ned ad hans kind, som han flygtigt tørrede væk, "Jeg vil gøre alt i min magt for, at du ikke skal lide sådan en skæbne...", snøftede han svagt.

Han lagde sin hånd om min kind og tørrede min kind fri for tårer og han overraskede mig en hel del, da han bøjede sig over mig og mit hjerte skippede flere oktaver, da han lagde sine læber på min pande, hvorefter han hvilede sin pande mod min, "Siden jeg troede, at jeg ville miste dig, så har du ligget mig endnu mere på sinde.. Olivia.. Jeg kan slet ikke slippe mine tanker på dig, og selv om jeg tror på, at du ikke er en kætter, så har du nærmest lagt en forbandelse over mig, og bare tanken om at hvis jeg nogensinde ville komme til at miste dig.. Jeg vi..." "Kys mig..", hviskede jeg afbrydende, mens jeg så ham dybt i hans bedrøvede øjne.

Justin fugtede sine læber og nikkede svagt, mens jeg lukkede mine øjne, og sommerfuglene fløj viltert rundt i maven på mig, da jeg endelig smagte hans dejlige læber igen, og denne gang kunne jeg mærke, at han intet havde at fortryde. Jeg lagde mine hænder knugende om hans baghoved, fordi jeg ikke ønskede, at han skulle slippe mig igen.

Mange øjeblikke gik, hvorefter han langsomt slap mine læber, men til min lykke fjernede han sig ikke.

"Bliv hos mig i nat..", hviskede jeg bedende uden at slippe hans hoved.

Justin smilede kærligt og blidt ned til mig og nikkede, "Hellere end gerne min elskede...", hviskede han. Jeg slap hans hoved, hvortil han lagde sig ned ved siden af mig, og jeg lagde mit hoved op på hans stærke varme arm. En stærk følelse af tryghed og velvære overmandede mig endelig efter flere dage med frygt og angst for min fremtid.

Min skæbne var stadig uvis og usikker, men den meste frygt var som forduftet, nu hvor jeg lå trygt i Justins arme, der bare knugede mig tættere ind til ham, og jeg lukkede sagligt mine øjne.

"Sov trygt..", hviskede han og han gav mig endnu et lille varmt kys i håret på mig, og et lettet smil spillede om mine  læber.

~

Jeg beklager det korte og lidt kedelige kapitel, mens sådan er det en gang imellem. Der går nok heller ikke yderligere 14 dage, før det næste kapitel kommer ;)

~

Ida.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...