Amuletten

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 27 maj 2017
  • Opdateret: 18 jul. 2017
  • Status: Igang
Olivia Brandt på 17 år, er sammen med hendes efterskole på rejse til England, hvor de én af dagene bliver vist rundt i ruinerne på et gammelt slot. Alt historie er naturligvis ret interessant i Olivias øjne, men nysgerrigheden tager også over, da hun som den eneste falder over en svagt glimtende genstand, der stikker op fra jorden blandt ruinerne, og i ren diskretion samler hun genstanden op, hvor det afslører en ret smuk og interessant amulet med en dragelignende fabeldyr, der snor sig smukt. Og i første øjekast ser den ikke ud af meget og kunne ifølge Olivia ligne noget, som en typisk rollespiller kunne have tabt. Derfor vælger hun at beholde amuletten, da hun finder den ret sjov, og på den anden side, er det jo også en slags souvenir fra England og hun mistænker, at den næppe kan have så meget betydning for nogen anden, da den allermest bare kunne ligne noget taget ud af et eventyr, og eventyrer findes jo ligesom ikke - Eller gør de?

45Likes
44Kommentarer
7342Visninger
AA

6. Kapitel 5.

"The white wizard.."


Justins synsvinkel:

Lejr for natten i den mystiske skov Aerith, søndag d. 5/4-1415, solnedgang.

Ilden knitrede godt fra bålet og skabte en skøn varme som altid. Leander og Marcus lå allerede og sov, kun fordi det krævede, at vi var mindst én, der kunne holde vagt i nat, og derfor kunne jeg passende sidde og holde vagt for en stund, til jeg besluttede mig for at vække én af dem, og jeg så selv kunne få mig noget søvn i nat. Ja, sådan var det hver gang vi var ude på ridt, så var vi gerne nogle mænd og skiftedes til at holde vagt for natten.

Jeg åbnede min brune vadsæk og lagde mundingen til mine læber og lod vandet komme ind i min mund. Der var stadigt en del vand i den, men jeg vidste at vi ville ankomme til en kilde engang i morgen, hvor jeg kunne få fyldt min vadsæk op igen.

"Skal du have lidt vand?", spurgte jeg Olivia, der sad lettere til venstre for mig med tæppet omkring sig, mens hun stirrede ind på ilden.

Hun så hen på mig og rystede svagt på hovedet, "Nej tak.. Jeg er ikke tørstig lige nu...", mumlede hun med et blik, der virkede ret bekymrende,  hvad jeg kunne se af.

"Er der noget i vejen?", spurgte jeg roligt, så Olivia igen så væk fra bålet og hen på mig med et trist blik og med hendes hænder puttede hun sig yderligere med tæppet ved hendes ret indbydende og perfekte læber, og jeg bemærkede en tåre bane sin vej ned ad hendes kind og et svagt snøft lød.

"Jeg er bare så bange for at blive dømt.. Jeg er jo uskyldig, og mest af alt... Så savner jeg min familie og min veninde.. Og.. Brego...", forklarede hun snøftende, så jeg følte en knude i maven over hendes svar og jeg rejste mig fra tæppet jeg sad på og jeg gik de få skridt hen til hende og satte mig ned ved siden af hende, så hun så målløs på mig.

"Fortæl mig om din familie...", brød jeg stilheden, så hendes våde og blanke øjne så som overrasket på mig, men hvor hun flyttede blikket tilbage på bålet.

"Det er ret kompliceret...", mumlede hun mod hendes knyttede hænder og tæppet tæt ved hendes mund.

Jeg smilede svagt med blikket på bålet og vendte atter mit blik på hende, mens hendes blik stadigt lå på bålet.

"Bare prøv?", spurgte jeg roligt og hørte et dybt suk fra hende, "Kan det ikke være sagen uvedkommende? Jeg skal alligevel nok snart dø, fordi ingen tror på mit ord...", mumlede hun i et suk, så jeg sank en klump og hvilede mine arme rundt om mine bøjede knæ, mens jeg holdte mig oprejst på den måde.

"Når du nu påstår at du kun siger sandheden, jamen hvad har du så at frygte Olivia?", spurgte jeg med et svagt smil og puffede blidt til hendes skulder med min egen skulder, så hun så med et opgivende blik på mig.

"Det kan de sagtens sige.. Det er trods alt ikke dem, der er blevet flået væk fra venner og familie og smidt i et usselt fangehul og beskyldt for det værste, der slet ikke passer overhovedet..", forsvarede hun, så jeg nikkede uden at smile.

"Selvfølgelig.. Du har da ret..", svarede jeg roligt og en stilhed mellem os opstod i flere øjeblikke.

"Men noget siger mig, at du gemmer på ret meget mystik, for du ankom i et ret underligt og mærkeligt antræk, og desuden er du virkelig ren, og dine tænder..." "Hvorfor skal mine tænder altid nævnes?", afbrød Olivia mig med et irriteret blik på mig, så jeg smilede skævt.

"Nu har jeg selvfølgelig ikke set hele din mund, men min onkel nævnte ved morgenbordet, at du har de mest perfekte tænder han længe havde set, og de er så hvide og lige? Hvordan gør du?", spurgte jeg undrende, så Olivia rystede med et svagt fnis på hovedet, men hun svarede ikke.

"Jeg skal ærligt indrømme, at jeg selv har et lille hul i min ene kindtand, der til tider gør ondt, men bare tanken om at få den trukket ud af smeden.. No way..", forklarede jeg med store opgivende øjne, så Olivia fnes lidt og det varmede mig faktisk, at hun kunne sidde og få hendes problematiske tanker lidt på afstand.

"Jeg ville gerne hjælpe dem, hvis jeg kunne, men noget så simpelt som nelliker kan lindre...", svarede hun roligt, så jeg så målløs på hende.

"Nelliker? Er det ikke et krydderi?", spurgte jeg målløs, så hun nikkede med et fnis.

"Ja, dem der dufter af jul..", fnes hun, så jeg så med et løftet øjenbryn på hende, "Jul?", spurgte jeg med et skævt smil.

Olivia nikkede med et fnis, "Sig nu ikke, at de heller ikke fejrer jul? - Jesus Kristus fødsel?", forklarede hun, så jeg smilede svagt.

"Jesus kender jeg, men det med jul, forstår jeg ikke helt?", svarede jeg med et smil, men drillede hende faktisk, eftersom jeg godt kendte til julen selv, men jeg ville høre hende fortælle om det med helt egne ord. Olivia fnes og puffede blidt til min skulder.

"Det går nok... Men julen er skøn.. Man bliver omgivet af familien og de kære mennesker man elsker og er elsket af.. Man spiser den skønneste julemad, og hver gang man sætter sig til bords omkring julemaden, så skaber det den mest perfekte og smukke stemning - især hvis sneen daler smukt fra himmelen og skaber de mest perfekte rammer for gildet... Julesangene er smukke og ret enkle og vi giver hinanden gaver, for at fejre dagen sammen og for at glæde hinanden, men det har aldrig været gaverne, som jeg har elsket mest ved julen, men mere samværet med min elskede familie og det med at pynte smukt op allerede den første december og så spændingen frem til d 24 december, hvor vi holder det store gilde sammen og mæsker os mætte i mad..", forklarede hun med et fnis, så jeg selv grinede lettere hovedrystende.

"Du har en ret utrolig måde at forklare tingene på. Det er som om, at du stammer fra en verden ingen kender til, men alligevel formår du at forklare mig om ting, der er så menneskelige og ikke har meget med magi og trolddom at gøre..", svarede jeg med et skævt smil, så Olivia smilede med svagt blussende kinder.

"Tak herre..", mumlede hun tydeligvis forlegent.

Jeg nikkede med et smørret smil, "Og for at være ærlig Olivia.. Så drillede jeg faktisk lidt før, for jeg kender sådan set godt til julen, som vi fejrer hver vinterhalvår..", forklarede jeg yderligere, så hun spærrede øjnene op.

"Ej! Din..", udbrød hun, og det kom helt bag på mig, da hun skubbede mig ned og ligge på jorden, mens hun lå grinene halvt over mig, så vores grin forstummede lettere, da vores blikke mødte hinandens.

"Undskyld min forkerte tituleri...", udbrød hun, men jeg lagde mine fingre over hendes mund, og jeg følte bare, at alt blev alvorligt mellem os.

"Sig ikke mere...", forklarede jeg roligt, og var såmænd godt klar over, at hendes udbrud før slet ikke var med fuldt overlæg, for vi var ligesom kun mennesker og fejlbare fra tider til anden.

Jeg fjernede mine fingerspidser fra hendes dejlige bløde læber, og selvom det nok var ret upassende, at vi lå sådan her, så generede det mig faktisk ikke. Jeg kunne mærke det i maven og mit hjerte slog hårdt i brystet kun på grund af hende. Ja, hun gjorde altså noget ved mig og mine følelser.

"Olivia..", hviskede jeg ømt, men til min indre frustration, rejste hun sig lettere akavet fra mig.

"U.. undskyld..", mumlede hun, mens hun fik sat sig op igen.

Jeg lå og så på hende, mens hun atter stirrede på bålet, og jeg satte mig selv op igen og så på hende, "Der er skam ikke noget at undskylde for..", svarede jeg roligt med et svagt suk, så hun vendte blikket mod mig og så ret målløs ud.

"Men jeg beklager virkelig.. Jeg overrumplede dem pludseligt på jorden og jeg kom til at titulere dem forkert.. Jeg beklager så meget herre, men min begejstring løb nok lidt over..", undskyldte hun igen, så jeg bare sad og smilede til hende og rystede svagt på hovedet.

"Tro mig Olivia, men du har intet at skulle undskylde lige nu, for så læn..." "Krrrk!", jeg forstummede, da jeg pludseligt hørte knækkede grene, der ikke stammede fra bålet af.

Olivia så spørgende på mig, "Er d.." "Shh..", afbrød jeg hende tyssende med min pegefinger for munden, mens jeg søgte skulende med blikket ud mod den ret dunkle skov.

"Hvad er det?", hviskede Olivia meget lavt, så jeg så på hende og rejste mig langsomt op fra jorden og jeg lavede håndtegnene på, at hun skulle blive siddende, så jeg bemærkede et svagt skræmt blik fra hende.

Jeg trådte nogle skridt væk fra bålstedet og trak mit sværd, mens jeg stille gik hen til Leander, der sad op ad stammen og sov, og jeg prikkede ham på skulderen, så han spjættede med et søvnigt blik op på mig. 

"Shh..", tyssede jeg igen ned til ham, hvor jeg pegede ud i mørket, så Leander rejste sig så lydløst som han kunne.

Jeg viftede med fingrene, som et hint Leander kendte, og stille vækkede Leander Marcus på samme måde, som jeg gjorde ved Leander. Jeg listede med lange og forsigtige skridt mod mørket i skoven.

"Krrkk!"

Jeg stivnede og løftede sværdet op og lod det hvile på min skulder ovenpå min skulderbrynje, mens jeg trådte flere langsomme skridt længere ind i mørket i skoven og var efterhånden godt og vel femten meter væk fra bålstedet.

"Psst!", lød det lavt fra Leander, der havde listet sig flere meter fra min venstre side.

Jeg så hen på ham, hvor han pegede frem, som tegn på, at han også havde registreret noget, så jeg nikkede med et bid i underlæben, og vi fortsatte i listeskridt hen over den kolde og fugtige skovmuld, hvor små kviste knak en anelse, så jeg gang på gang bed tænderne sammen på grund af det.

Og . der . var . det!

Et halvstort væsen kom i ilende fart mod os frem fra den sorte skov mellem alle træstammerne, der stod tætte op mod hinanden.

"Roooooarh!", brølede væsnet højt, og knap få meter fra Leander og mig, blev jeg straks bevidst om, hvad der var tale om.

"Aaaaargh!", brølede jeg selv fuld af kampgejst og straks svang jeg mit sværd mod det, så det ramlede med al hast ind i en træstamme, men den rejste sig hurtigt rystende på kroppen, og var hurtigt oppe at stå på sine hove og prustede sig op, mens den gravede med forbenene i den kolde muld, så jeg slet ikke var et splitsekund i tvivl om, at den ville angribe igen.

"Justin, pas på!", råbte Leander til mig, og lige da den skulle til at stange mig mod mit underliv med de rundende stødtænder, løftede jeg mit sværd lodret i luften og stangede den lige i nakken.

"Aaaaaargh!", brølede jeg arrigt igen, mens blodet sprøjtede ud af den på grund af mit gennemborende sværd, og et ulideligt hyl lød fra den, til den straks gav op på foden foran mig og dumpede straks til jorden.

Leander kom hen til mig i normale skridt, "Wow.. Hvad fik den til at tage jagten lige mod vores bålsted? Plejer de normalt ikke kun at angribe, hvis man jagter dem frivilligt eller nærmer sig deres territorier?", lød det lamslået fra Leander, så jeg nikkede og så samme vej som Leander på det ret store vildsvin, som jeg nok ville skyde til omkring de 80 kg.

"Hvad var det?", lød det i en chokeret stemme fra tydeligvis Olivia, og jeg så mig bag over skulderen og opdagede hende og Marcus komme hen til Leander og mig.

Jeg sukkede med et svagt smil, "Et vildsvin, men det er slet ikke normalt, at det ligefrem nærmer sig et tændt bålsted af egen fri vilje, eftersom de helst ikke vil opsøge farer af egen fri vilje..", forklarede jeg roligt, så både Olivia og Marcus kom helt hen til os.

Olivia stillede sig lige til venstre for mig og så ned på det dræbte vildsvin, "Hvor er den er stor!",  lød det i en målløs tone fra hende, mens hun tog sig til munden, så jeg grinede lidt over, at der ikke skulle mere til for at imponere hende.

"Ja.. Så er der i alt fald til mad i nogle dage..", svarede jeg med et skævt smil til hende, så hun nikkede svagt.

"Går der ikke råd i det?", spurgte hun lettere skeptisk, så jeg smilede skævt, "Ork nej.. Den skal bare tilberedes godt og længe over ilden, men det kan vi gøre engang i morgen, når vi slår lejr igen, for det er lidt sent at sætte den over ilden nu og hvad andet er, så er det også lidt risikabelt her for natten, da vi kan risikere at tiltrække andre kødædere, så det venter vi med til i morgen, men lad os gå tilbage til bålet..", svarede jeg roligt, så Olivia og de andre nikkede, og sammen gik vi alle fire tilbage til bålstedet, mens Leander og jeg slæbte det døde vildsvin med os...

~

Lejr for natten i den mystiske skov Aerith, mandag d. 6/4-1415,  ved solopgang.

Jeg rørte lettere på mig, eftersom en masse fuglesang vækkede mig tydeligvis oppe fra trækronerne af, og noget blødt kildede mig på næsen, så jeg glippede mine øjne op og mødte et ret dejligt syn, eftersom det gik op for mig, at Olivia havde rykket sig næsten helt op ad mig og lå puttende i fosterstilling tæt ved min brystkasse.

Det var slet ikke sådan vi havde faldet til ro i nat, men noget sagde mig, at hun havde haft brug for tryghed og på sin vis, så kunne hun også føle sig sikker, så længe hun opholdte sig på nært hold på mig og mine venner.

Jeg smilede af hende og lod hende sove en smule endnu, til vi skulle videre på ridtet, hvorefter jeg satte mig roligt op og mit blik mødte et svagt brændende bål, mens Marcus stod og rørte i en en gryde over ilden, så jeg vidste, at han stod og lavede grød.

Han opdagede mit blik på ham og han sendte mig et skævt smil og flyttede tydeligvis blikket ned på Olivia, der stadigt lå nede på tæppet og sov, hvorefter han så direkte på mig igen, "Ikke for noget Justin, men er der noget mellem jer, som hverken Leander eller jeg ikke kender til?", spurgte han direkte, så jeg følte spørgsmålet ret upassende, selvom han nok havde meget ret i sine anelser, men der var ingen grund til at brillere med den slags.

Jeg sendte ham et olmt blik, "Marcus, pas på at jeg ikke kløver din tunge i to dele..", svarede jeg surt, så Marcus nikkede med et svagt smil, "Javel..", svarede han blot og intet blev nævnt videre om det der foregik mellem Olivia og mig, for selvom jeg var klar over, at vennerne ikke var tabt bag en vogn, så skulle det absolut ikke offentliggøres, at jeg nok var begyndt at få visse følelser for Olivia. Nu vidste jeg ikke hvordan hun havde det med hensyn til mig, men havde jeg ret i mit instinkt, så nærede hun vidst også følelser for mig, og havde det ikke været fordi hun var en simpel træl og fange med beskyldninger for kætteri, så havde jeg straks taget hende til mig i hoffet og gjort mit bedste for at beskytte hende, ære hende og betragte hende som min.

Men sagen var en hel anden..

Dog kunne jeg ikke lægge låg for mine bekymringer og følelser for hende, så jeg måtte holde det tæt ind til kroppen, og så længe Marcus og Leander vidste besked om, at der ikke skulle snakkes åbenlyst om det, så kunne jeg stole helt og holdent på dem, at intet kom ud, uanset hvordan Olivias og mit venskab udviklede sig.

Jeg søgte mit blik omkring efter Leander, men kunne ikke se ham nogen steder, hvor efter jeg flyttede blikket hen på Marcus igen, der stadigt stod og rørte i gryden.

"Hvor er Leander henne?", spurgte jeg roligt, så Marcus smilede svagt, "Han gik sig en lille tur, men han lovede at vende tilbage straks..", forklarede Marcus, så jeg nikkede med et svagt smil og jeg rejste mig fra jorden.

"Jeg går lige et øjeblik, eftersom jeg skal lade vandet.. Holder du øje med Olivia?", spurgte jeg roligt, så Marcus nikkede med et smil.

"Selvfølgelig..", svarede Marcus lavt.

Jeg nikkede med et smil og valgte roligt at finde et godt sted...

~

Kort efter bevægede jeg mig med rolige skridt tilbage mod lejren, mens jeg holdte vågent vagt til nærmest alle sider i skoven, for at være sikker på, at der ikke skete noget yderligere, men med skridt ikke langt fra lejren, opdagede jeg flygtigt det der kunne ligne en gammel mand med langt hvidt hår og langt hvidt skæg i en rustrød robe løbe i ilende hast cirka hundrede meter væk fra hvor jeg stod, "Hallo?! Gamle mand?!", råbte jeg op, så manden standsede flygtigt og opdagede mig tydeligvis, men han vendte sig straks og forsvandt tydeligvis ned bag en bakkeskråning i skoven, så jeg straks satte op i løb efter ham.

"Hallo! Gamle mand, hoooldt!", råbte jeg efter manden, mens jeg ilede afsted tværs af skoven og i retning væk fra lejren, og med hjertet pumpende for fuld galop i brystet på mig, kæmpede jeg mig op ad den skrånende skovbund, og var ved at skvatte lodret op på en større gren, der rutsjede under foden på mig, så jeg måtte afsætte mig med min højre hånd i muldjorden, men jeg fik kæmpet mig videre og kom endelig op på toppen af den lille bakketop her i skoven.

Jeg pustede tungt ud og orienterede mig om, at holde udkig efter den gamle hvidhårede mand i rustrød robe, men han var som sunket i jorden. Og grunden til, at jeg havde taget jagten på ham, havde ret meget at gøre med, at jeg havde hørt om den hvide troldmand Emrys, men om han virkelig eksisterede, anede jeg ikke? Jeg havde bare hørt sagnet om ham, men efter at have set ham, eller jeg gik da næsten ud fra, at det var ham, så havde jeg håbet lidt på, at jeg kunne tag ham til fange, da der var lovet mange guldmønter til ham, som kunne fange Emrys, og selvom jeg havde rigeligt selv, så var det jo lidt en ære, at hvis jeg kunne fange netop ham, men han var som sunket i jorden.

Jeg sukkede tungt og skulle til at vende mig omkring med retningen mod lejren, til jeg hørte et højt knæk fra en gren et stykke væk bag mig, så jeg med en hurtig hånd trak mit sværd, idet jeg vendte mig omkring, "Holdt!", udbrød jeg bestemt og havde håbet på at det var Emrys, men i stedet stod en højst usædvanlig træl med mørkt hår og blågrå øjne, og han kunne ikke være mere end midt i tyverne, mens han stod med hænderne i vejret, "Nåde herre!", udbrød han, så jeg med et skeptisk blik så på ham, mens jeg stak mit sværd i bæltet igen.

"Hvad i alverden laver du herude helt alene i Aerith? Er du ikke klar over, at Ismelda vogter over skoven og yderligere er den mægtige Emrys blevet set her - Tror jeg da?", forklarede jeg bestemt og mumlede det sidste ud, eftersom jeg ikke var helt sikker i min sag.

Trællen stod og smilede svagt undskyldende, "Jeg er forsigtig min herre, men jeg blev nødt til at tage ud i dette her skovområde, da jeg ledte efter nogle helt særlige urter..", forklarede han, så jeg så undrende på ham, "Urter? Helt herude?", spurgte jeg endnu mere undrende, så trællen nikkede med et svagt smil, "Det er nogle urter, som skal bruges til kongen, da han ligger syg i øjeblikket, så jeg må hellere..", forklarede trællen med et undskyldende smil og gik forbi mig, men jeg stoppede ham ved armen.

"Vent.. Kongen?", spurgte jeg lettere målløs, så trællen nikkede, "Ja min herre.. Kong Arthur Pendragon af Camelot..", svarede trællen med et smil, så jeg slap hans arm og så bestemt på ham.

"Perfekt!", svarede jeg med et smørret smil, så trællen så undrende på mig, "Eh undskyld min herre, men hvorfor mener de, at det er perfekt at min konge er syg?", spurgte trællen med et svagt sørgmodigt blik.

Jeg smilede svagt og rystede på hovedet, "Det er selvfølgelig forfærdeligt, at Arthur er syg, men jeg mener, at det er perfekt, at jeg er stødt ind i dig, for så kan du lede mig og mine mænd og vores fange på et hurtigere ridt til Camelot, for siden du går herude helt alene, så må det tyde på, at du har nogle gode genveje i hovedet og er perfekt til at være stifinder.", forklarede jeg bestemt.

Trællen så målløs på mig, "Nu ved jeg godt, at det ikke burde berøre mig min herre, men hvem er de, og hvorfor skal de til Camelot med en fange? Eh, jeg forstår ikke?", spurgte trællen, så mit smil falmede lettere og jeg nikkede.

"Vores fange er mistænkt som kætter, eftersom hun blev pågrebet af mine vagter hjemme på slottet, mens hun b..." "Undskyld at jeg afbryder dem min herre, men de omtaler dem, som om de er højt hævet over deres vagter og så nævner de et slot?", afbrød han mig, så jeg så lettere irriteret på ham, at en simpel træl kunne tillade sig, at være så fræk i munden over for mig? Sig mig, vidste han ikke hvem jeg var?

"Du skal du passe på unge mand.. Var dit sprog over for mig!", truede jeg lettere uden at trække mit sværd med det samme, så trællen nikkede med et smørret smil på læben.

"Beklager min herre, men jeg er muligvis nogle år ældre end dem..", svarede han igen, så jeg alligevel straks trak mit sværd tæt ved hans ansigt, "Nu ikke så næsvis!", udbrød jeg strengt, så trællen lænede sig lettere bagover med et smørret grin om læben og hænderne i vejret, "Jeg undskylder ærbødigst min herre.."

Jeg brummede svagt og proppede igen mit sværd i bæltet, "Sig mig, tolererer Arthur din næsvise personlighed?!", spurgte jeg skarpt, så han grinede lettere akavet, "Ork ja høje herre! han er vandt til det!", slog trællen fast, så jeg løftede undrende mit ene øjenbryn, "Men uden de bliver vred på mig høje herre, må jeg så godt indskyde, at de minder rigtigt meget om kongen, altså.. bare som en anelse yngre - naturligvis!", forklarede trællen, mens han viste en anelse med tommel og pegefinger og et fjoget smil, der kunne få mig lidt på tværs, så jeg smilede stramt til ham.

"Arh, jeg ved nu ikke om det skulle være ment som en kompliment?", tvivlede jeg, så trællen grinede smørret.

"Tro mig høje herre! Det er en stor kompliment jeg kommer med, og de minder meget om Arthur!", svarede han, så jeg hurtigt trak mit sværd mod ham igen, men denne gang mod hans strube, "Sig mig, titulerer du altid din konge ved fornavn?!", udbrød jeg olmt, og trællen vovede seriøst, at holde hånden på ægget af mit sværd hvor ved han skubbede det langsomt fra ham og han så ret alvorlig ud.

"Kongen er ikke bare min konge.. Han er min bedste og trofaste ven, og det kan jeg bevise over for dem, når jeg præsenterer dem for ham..", forklarede han roligt, så jeg langsomt fjernede mit sværd fra ham igen og proppede det igen i bæltet.

"Aha! Hvis du siger det?", svarede jeg ret målløs over at høre, at ligefrem Arthur skulle være trofast ven med en simpel og splejset træl.

Ja, selvom han synede som én midt i tyverne med hans pjuskede mørkebrune grydehår, så synede han ikke ud af meget og lignede allermest én, der kun lavede tant og fjas dagen lang. Han var svær at tage helt seriøs.

"Men hvad er deres navn herre?", spurgte han med et skævt smil, så jeg flygtigt fik en smal streg om læberne, men jeg rakte min venstre hånd mod ham, "Jeg er Grev Justin de Montgomery af Arundel Castle og du?", præsenterede jeg, så trællen smilede og nikkede skævt og gav mig hånden, "Så de er altså greven af Arundel? Mit navn er Merlin min gode herre!", svarede han med et begejstret blik på mig, så jeg nikkede med et svagt smil.

"Merlin..", gentog jeg med et skævt smil og vi slap hinandens hænder og jeg så bestemt på ham.

"Og du har altså ikke bemærket en gammel hvidhåret mand i rustrød robe, som muligvis kunne være Emrys, fare rundt omkring her?", spurgte jeg ærligt, så Merlin rystede med et stramt smil på hovedet, "Jeg beklager herre, men jeg har ikke set denne omtalte Emrys...", svarede han roligt, så jeg nikkede svagt.

"I orden.. Vil du være vores stifinder?", spurgte jeg roligt, så Merlin så ud til at trække lidt på det, men endte med at nikke, "Der er alligevel lidt langt på gåben, så jeg takker ærbødigst ja min herre..", svarede han roligt med et skævt smil, så jeg klappede ham let på ryggen med et smil.

"Det lyder godt! Lejren er denne vej..", forklarede jeg og vi begav os sammen ned ad bakkeskråningen med retningen mod lejren..

~


Olivias synsvinkel:

Lejren i den mystiske skov Aerith, mandag d. 6/4-1415, en lille time efter.

"Og ingen af jer har set Justin?", spurgte Leander yderligere til Marcus og jeg, så det tydeligvis virkede til at drengene var begyndt at blive lidt panikslagne over Justins pludselige forsvinden.

Jeg bed mig selv i underlæben og så hen på Leander, "Spørg ikke mig, for jeg er altså kun lige vågnet..", forsvarede jeg mig selv, hvorefter Leander så skarpt hen på Marcus.

"Siden hvornår gik Justin?", spurgte Leander ham skarpt, så Marcus så helt lost ud i ansigtet, "Altså.. Det er en lille rum tid siden, at han gik andetsteds i skoven for at besørge, men ja.. han er ikk..." "Der kommer han jo!", afbrød jeg højt og rejste mig fra træstubben og pegede i retningen hvor Justin kom gående mod lejren og os godt og vel et par hundrede meter væk fra os, men han var slet ikke alene, eftersom en mørkhåret fyr i ganske harmløse klæder gik side om side med Justin.

"Jeg takker ærbødigst min gud i det høje..", overhørte jeg Leanders stemme lettere til højre for mig, så han tydeligvis var ret lettet, og det var jeg da også selv, for jeg måtte indrømme, at den tid Leander havde været oppe at ringe over, at Justin ikke var dukket op, havde skabt bange anelser i mig, hvis vi gik hen og mistede ham.

Justin og fyren ved hans side, der ikke så ud af meget og slet ikke lignede en ridder som Justin, Leander og Marcus var, nåede langt om længe frem til os, og jeg fik flygtig øjenkontakt med fyren, der havde nogle flotte klare blågrå øjne, som bestemt ikke virkede skræmmende, men rettere rimelige rare.

"Alle sammen.. Det her er Merlin og han er gode venner med kongen, så han kan være vores stifinder på ridtet, så vi når hurtigere frem til Camelot..", præsenterede Justin manden, og jeg smilede skævt til Merlin.

"Åh gud! Hvis du vidste Justin, at du står ved siden af den største troldmand, så ville du helt sikkert korse dig nu..", tænkte jeg med et smørret smil over at jeg godt huskede historierne om Merlin, der passede på Arthur.

Merlin så sig pludseligt mærkeligt og målløs på mig, som om jeg havde gjort noget forkert? Men jeg kunne jo tage fejl?

"Merlin, det her er vores fange Olivia, som vi skal transportere til Camelot, og mine to ærede følgesvende og betroede venner, Marcus og Leander..", fortsatte Justin med at præsentere os alle.

Merlin trådte frem med et skulende smil til mig og gav mig hånden, "Vær hilset Lady Olivia..", sagde han roligt, men han så mig ret intenst i mine øjne.


"Du ved vidst ret meget om mig kære Olivia, men jeg ved også, at du ikke er i nærheden af at være en kætter eller det der ligner.."

Jeg gispede, og slap Merlins hånd, mens hans smil og intense blik stadigt var på mig. Enten spillede min hjerne sig et pus, eller også havde jeg hørt Merlins tanker, men det burde jo ikke være muligt, for jeg var jo ikke tankelæser?

"Jo mindre jeg søger for, at du kan læse mine tanker, når jeg selv sørger for det Olivia - Og jeg kan mærke, at du slet ikke er herfra..", hørte jeg igen hans stemme forklare i hovedet på mig, så jeg trådte chokeret tilbage, mens vi stadigt så på hinanden.

"Fjern dig fra mine tanker Merlin!", udbrød jeg chokeret i hovedet, så Merlin smilede skævt og så væk fra mig, for i stedet at give Leander og Marcus hånden på skift.

Jeg pustede tungt ud, mens jeg betragtede de andre tage godt imod Merlin, som om han var en hel normal fyr, men jeg var allerede selv klar over at skinnet kunne bedrage, for selvom jeg ikke havde set hans magi endnu, så vidste jeg nu, at det Merlin, dem mægtige troldmand, som vi alle stod over for.

"Godt! Lad os komme afsted!", brød Justin ind i mine flygtige tanker på Merlin, der udadtil virkede ret harmløs, og han opførte sig lettere tumpet, men allerede nu havde jeg regnet ham ud.

Merlin ville ikke lade sig afsløre sig, at han var pokkers vis og magtfuld og højt hævet over alt og alle - Ja selv kongen!

Merlin så igen hen på mig med et skævt smil, "Og er du klog nok Olivia, så holder du også bare tæt..", brød han igen ind i mine tanker og sendte mig et kækt blink med øjet, så jeg gispede og så lettere væk fra ham.

Åh gud, han skulle bare se mig i øjnene, så trængte han ind i mine tanker..

"Hvad prøver du på Merlin?!", lød det i en truende tone fra Justin, så jeg så forskrækket tilbage på de andre og jeg opdagede nu Justin stå og holde fast om Merlins hals, så Merlin så flygtigt hen på mig med et ængsteligt blik, inden han igen så Justin i øjnene, "I..i..ingen ting høje herre..", svarede Merlin med en dirrende stemme, så jeg faktisk betænkte ham at spille komedie, for jeg tvivlede på at nogen troldmand ville frygte ganske almindelige mennesker?

"Du sendete Olivia et særligt blik og du blinkede ret upassende til hende! Hvis du så meget som befaml..." "Rolig nu herre.. Jeg mente intet med d..det.. D..de nærer måske følelser for hende?", afbrød Merlin Justin og spørgsmålet kom helt bag på mig, og jeg kunne alligevel ikke lade være med at smile med et hjerte der hoppede flere oktaver over Justin faktisk stod og beskyttede mig på én eller anden måde,

"Hold det spørgsmål for dig selv træl, eller jeg kløver din tunge!", snerrede Justin og han slap hånden fra Merlins hals og skubbede ham bagud, så Merlin røg ned på røven på skovbunden og han så med et dybfølt og med ærefrygt op på Justin, "Jeg beklager ærbødigst mit upassende spørgsmål.. Det skal ikke gentage sig nådige herre..", undskyldte Merlin, mens han holdte sit blik oppe på Justin.

Justin nikkede blot uden at smile overhovedet, hvorefter han vendte sig omkring og så flygtigt på de andre med et svagt surt blik, så jeg syntes på en sær måde, at han virkede ret tiltrækkende med sit svagt djævleske blik, "Vi drager videre..", sagde han bestemt til Leander og Marcus, hvorefter han trådte de få skridt hen mod mig og vi fik pludselig øjenkontakt, hvor hans vrede blik ændrede sig markant til det blide og nærmest sårbare.

"Du skal tilbage til vognen...", tilskyndede han lavt, så jeg lod mit blik falde til jorden og en tåre rendte ned ad min kind, "Herre.. Jeg lover, at jeg ikke stikker af.. Må jeg ikke nok godt klare ridtet udenfor vognen i stedet for at være låst inde i den?", græd jeg stille, og jeg så grædende op og mødte Justins sårbare blik, mens jeg kunne fornemme Merlins tilstedeværelse et stykke bag Justin.

Justin rystede langsomt på hovedet, "Det kan jeg ikke Olivia.. Jeg har lovet min onk..." "Lige meget..", snøftede jeg afbrydende og jeg vendte mig væk fra Justin og jeg gik hen til dørene bag vognen og åbnede selv døren, hvorefter jeg løftede lettere op i min kjole og jeg trådte op på trinbrættet og gik med jordens største knude i maven helt ind i fangevognen og satte mig ned på langbænken, og ventede blot på, at Justin ville komme hen og lukke dørene i, for derefter at låse mig inde, men det var ikke lige præcist det der skete..

For da der kunne mærkes et lille ryk i vognen, så jeg op og så Justin stod oppe på dørtrinet, hvorved han kom ind i vognen til mig. Jeg forstod slet ikke hvad der foregik, og særligt ikke da Justin gik på det ene knæ foran mig og mit hjerte skippede flere oktaver, da han tog min højre hånd.

 

 

 

 

"Olivia...", hviskede han ømt, så jeg sank en klump og vidste slet ikke hvad jeg skulle sige lige nu, men sad blot og betragtede ham.

Tænk sig, at han - en greve havde faldet på knæ foran mig?

"Jeg ved ikke hvordan jeg skal få det her sagt, men.." "Justin? Skal vi se at komme videre?", blev Justin tydeligvis afbrudt af Leander, så Justin så forskrækket hen på ham, mens han hurtigt slap min hånd, som om den brændte hans hænder på et splitsekund.

Justin nikkede bestemt, "Eh jo.. Lad os komme afsted..", mumlede Justin, og Leander forsvandt atter fra døråbningen, og jeg fulgte mit blik på Justin, der rejste sig, for derefter at vende sig omkring, hvor han nærmede sig døren, "Vent!", udbrød jeg, mens jeg hurtigt rejste mig fra langbænken og med et hjerte, der nærmest slog flere dobbeltslag.

Justin vendte sig langsomt omkring, og i flere øjeblikke stod vi bare og så på hinanden med alvorlige blikke, til Justin alligevel trådte et tøvende skridt mod mig, og jeg tog de sidste hastige skridt og jeg kunne slet ikke styre min ivrighed længere, nu hvor jeg svang armene om nakken på ham, så vi stod tæt op ad hinanden, og hvor jeg kunne forvente, at han skubbede mig væk, så skete det modsatte, da han straks lagde hans arme om mine hofter og straks smagte jeg hans læber mod mine i et ivrigt og hårdt kys, men desværre varede det kun kort ved, da han stoppede vores ivrige kys og så alvorligt på mig.

Han rystede opgivende med hovedet, "Olivia.. Vi kan.. ikke..", hviskede han med et blik der beviste alt for mig.

Jeg kunne se på ham, at selvom han påstod noget andet, så var det slet ikke det han mente, og langsomt uden at slippe øjenkontakten med mig, trådte han roligt tilbage og gik få skridt baglæns, og lige inden han vendte sig omkring fremkom han med det dejligste smil jeg længe havde set.

"Det skal nok gå...", hviskede han lavt, så jeg nikkede med et bedrøvet smil, hvorefter han vendte sig helt omkring og trådte ned fra trinbrættet, hvorefter han igen vendte sig med fronten til mig, og tårerne rendte som en strømflod ned ad mine kinder, da han med et bedrøvet smil lukkede dørene i og jeg hørte igen den raslende lyd af låsen, hvorefter jeg hørte skridt og knasende grene udefra.

"Merlin, du kan sætte dig op ved siden af Marcus på vognen..", hørte jeg Justin befale udefra, så jeg kunne mærke endnu nogle ryk i vognen, så det var tydeligt at både Marcus og Merlin satte dem op foran hestevognen, og med et hjerte der ikke ville stoppe med at galopere voldsomt over det der lige var sket mellem Justin og jeg, satte jeg mig ned på langbænken.

"Ja, vi drager!", udbrød Justin tydeligvis, og jeg kunne nu igen høre hestene skridte hen ad skovstien og vognen begyndte at køre...

~

Nå nå, hvad var lige det der skete mellem Olivia og Justin? Er det noget, som er helt seriøst? Og hvad med Merlin? Vil Justin kunne stole på ham?

Og hvordan takler Olivia, at Merlin bare trænger ind i hendes hoved?

Måske finder vi ud af det med tiden?

~

Ida

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...