Amuletten

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 27 maj 2017
  • Opdateret: 18 jul. 2017
  • Status: Igang
Olivia Brandt på 17 år, er sammen med hendes efterskole på rejse til England, hvor de én af dagene bliver vist rundt i ruinerne på et gammelt slot. Alt historie er naturligvis ret interessant i Olivias øjne, men nysgerrigheden tager også over, da hun som den eneste falder over en svagt glimtende genstand, der stikker op fra jorden blandt ruinerne, og i ren diskretion samler hun genstanden op, hvor det afslører en ret smuk og interessant amulet med en dragelignende fabeldyr, der snor sig smukt. Og i første øjekast ser den ikke ud af meget og kunne ifølge Olivia ligne noget, som en typisk rollespiller kunne have tabt. Derfor vælger hun at beholde amuletten, da hun finder den ret sjov, og på den anden side, er det jo også en slags souvenir fra England og hun mistænker, at den næppe kan have så meget betydning for nogen anden, da den allermest bare kunne ligne noget taget ud af et eventyr, og eventyrer findes jo ligesom ikke - Eller gør de?

45Likes
45Kommentarer
7465Visninger
AA

5. Kapitel 4.

 

"Den barmhjertige samaritaner"


Olivias synsvinkel:

Fangekælderen, Arundel Castle, lørdag d. 4/4-1415, sen aftenstid.

Mørket havde efterhånden sænket sig helt, eftersom jeg kunne fornemme solen var så godt som forsvundet, og det eneste liv jeg registrerede udefra var mennesker, der stadigt rendte frem og tilbage forbi det lille vindue oppe under loftet, men jeg mistænkte mest, at der var tale om riddere eller vagter, der gik deres runder om slottet.

Jeg ønskede inderligt, at jeg lige nu i det mindste havde et varmt tæppe om mig, for dette her klamme, fugtige og stinkende slidte lagen, var virkelig ikke fedt at putte mig med, men jeg havde jo ligesom ikke andet. Brostenene der omgav mig i det her lille afskyelige fangehul kunne mærkes tydeligt på hele min efterhånden ødelagte krop.

Jeg var sulten, træt og frøs..

Og jeg var nærmest ret sikker på, at jeg ikke ville få noget søvn i nat, selvom jeg var blevet enormt træt, men jeg kunne umuligt finde hvile på de hårde og kolde brosten, der omgav mig både i ryggen og under mig - alt var ubehagelige bulende brosten. Ja, så langt hellere de brune flade murstensfliser, der omgav slottets slotsgange og værelser. Jeg var ret sikker på, at de med vilje havde bygget fangehullerne i brosten, for at spare på materialerne og 100% på, at brostenene skulle fungere som en yderligere tortur for de indsatte.

Jeg gav næsten op..

Kunne jeg ikke bare slippe for det her voldsomme og alt for autentiske mareridt?

Jeg pustede tungt og magtesløst ud og nøj, hvor jeg savnede min egen seng hjemme hos min elskede familie i Danmark, og hvis det her var et mareridt midt i en koma, mon så min familie var blevet underrettet?

Jeg lagde min hånd til mine læber og forsigtigt gabte jeg munden over min hånd og jeg lukkede øjnene og bed hårdt til, men smerten var for ulidelig, så jeg stoppede brat, og ømheden i hånden fortog sig ikke. Hvis det her havde været en drøm, så havde jeg næppe følt smerte.

Var den amulet virkelig magisk og var jeg så virkelig endt i middelalderen?

Hvis alt det jeg oplevede omkring mig, faktisk var virkeligheden for mig, så ønskede jeg slet ikke at være her mere, så hellere få et hjertestop på stedet uden smerter, så jeg kunne slippe for det her mareridt.

Jeg kæmpede søvnigt med mine øjne, mens min krop føltes tungere og tungere og jeg fandt hvile med mit baghoved i en fordybning mellem de runde og glatte brosten, og selv om det slet ikke gav mening for mig lige nu, så kunne jeg slet ikke slippe Justin Biebers intense brune øjne.. eller.. Han hed vel ikke Bieber her, vel?

Jeg hørte pludseligt snakken udefra hvor fangevogterne sad, men jeg kunne slet ikke høre hvad de snakkede om, kun fordi jeg sad i et fangehul cirka halvtreds meter væk fra vagtposten, og pludseligt lød den raslende og knirkende lyd af lås og den yderste jernlåge, der formentligt åbnede sig.

Kunne det være mad, der var på vej til mig fra vagten?

Lyden af skridt fra mellemgangen udenfor fangehullerne lød, og lyset fra en tændt fakkel nærmede sig mit fangehul, så hullet blev mere og mere oplyst, og jeg gispede overrasket, da jeg så fangevogteren og ved hans side stod Justin med faklen i hånden, men denne gang var han ikke i hans ringbrynje og kappe, men noget så simpelt som en mørkerød løs skjortebluse med dyb v-udskæring, så jeg kunne ane en smule af hans nøgne brystkasse og han havde dog stadigt hans samme brune bukser på, så han var ikke helt afklædt.

"Luk hende ud Roam..", lød det bestemt i en lav tone fra Justin, mens fangevogteren nikkede svagt.

"Jeg er altså stadig ikke sikker på hvad greven vil tænk..." "Nu ingen vrøvl Roam.. Bare gør som jeg befaler og luk hende ud nu!", lød det i en hårdere tone fra Justin, og fangevogteren nikkede, og han låste hængelåsen op, hvorefter gitteret blev åbnet.

Jeg vidste ikke hvad der skulle ske nu, men jeg var ikke sen til at smide det fugtige lagen fra mig, og jeg rejste mig foroverbøjet og gik ud, men knælede straks på gulvet foran Justin og greb fat om hans venstre hånd med begge mine hænder og kyssede hans fingre, og sank ærbødigt mit hoved, kun fordi jeg var så taknemmelig nu, "T..tak min gode he.." "Bare rejs dig Olivia.. Det her skal gå tjept!", afbrød Justin bestemt, så jeg så op på ham og nikkede nervøst til ham og rejste mig.

"Følg mig..", sagde Justin lavt uden at fortrække en mine, så jeg nikkede og han gik i hastige skridt lige foran mig og vi nåede  videre ud til vagtposten, hvor vi blev mødt af én af Justins følgesvende fra tidligere. Justin modtog det der lignede et rustrødt uldtæppe af hans følgesvend, som han straks foldede ud, og det føltes som mere end en velsignelse, da Justin lagde tæppet over mine meget nedkølede nøgne skuldre og arme, og jeg var ikke sen til at putte uldtæppet godt om mig. Det lugtede meget af fåreuld, men det rørte mig slet ikke, for bare det at jeg endelig kunne putte mig i noget varmt betød mere end alverdens ting, og jeg var så tæt på at græde af taknemmelighed over for Justin, der tydeligvis havde bevist over for mig, at der gemte sig en barmhjertig samaritaner i ham.

"Olivia.. Det her er Leander min bedste ven.. Du skal følge med ham, så vil han sørge for husly for natten, men du må love mig, at opføre dig pænt over for Leander og os andre, og prøver du på nogen måde at stikke af, så har jeg givet Leander fuld rettighed til, at han godt må slå alarm over for min onkel og resten af hoffet, og så kan det godt ende ud i ret ubehagelige konsekvenser, så jeg råder dig til at gøre præcist hvad vi befaler dig om Olivia - Det er alvor det her! Jeg og Marcus dukker op lige efter daggryet hos Leander og dig, og derfra må du tage til takke med at blive anbragt i en fangevogn - Mere kan jeg ikke gøre for dig endnu Olivia.", forklarede Justin bestemt, så jeg nikkede ængsteligt.

"T..tak... De er alt for god af dem høje herre, eller hvordan skal jeg titulere dem?", spurgte jeg nervøst, så Justin trak en minimal anelse på smilebåndet, så det ikke var et decideret smil, men alligevel kunne jeg mærke på ham, at han bestemt måtte bære på et godt hjerte, og til en vis del forstod jeg godt hans kølige facade, for han var jo kongelig, eller det vidste jeg faktisk ikke?

"Sire de Montgomery eller herre, er helt fint Olivia..", svarede Justin med et alvorligt blik på mig, så jeg nikkede med en klump i halsen.

"Herre.. Må jeg spørge dem om noget?", spurgte jeg forsigtigt, så Justin så på mig med løftet øjenbryn på mig, "Ja?", svarede han spørgende, så jeg nikkede og fugtede mine læber, "Jeg håber ikke, at det gør noget, at jeg spørger, men er de en.. prins?", spurgte jeg roligt og trækkende på de sidste ord, så Leander og Justin slet ikke kunne holde deres grin tilbage, og det kom virkelig bag på mig.

"Haha, du må virkelig spøge Olivia? Sig mig, har du levet under en sten?", spurgte Justin med et smørret grin, så jeg spærrede øjnene lettere op og nikkede med et nervøst smil, "Det har jeg vidst nok herre?", svarede jeg usikkert, for ja, jeg anede faktisk ikke om han var kongelig ud over at være ridder?

Justin rystede på hovedet med et lille smil, "Nej.. Jeg er greve og er nummer syv i arvefølgen.. Kong Arthur er foreløbig regenten, og yderligere reagerer kong Henry i det nordlige England og så reagerer kong Simon i Irland, så sådan fungerer vores rige, men jeg er som sagt nummer syv i arvefølgen.. Andre spørgsmål?", forklarede Justin, så jeg nikkede med et undskyldende lille smil.

"Det kunne vel ikke tænkes, at jeg kunne bede om en bid brød, ell..." "Du kan være ganske rolig Olivia... Jeg har gemt noget mad til dig, som du får med hjem til Leanders hus..", afbrød Justin mig, så jeg nikkede med et roligt smil.

"Tak gode herre..", takkede jeg og kunne mærke min mave rumle voldsomt, med bare tanken om at jeg snart ville kunne få noget at spise.

Han klappede blidt på min skulder, "Og så foreslår jeg, at du får skiftet klæder hjemme hos Leander, for de klæder du bærer nu er virkelig fremmedartet, og det er de færreste der finder de klæder der anstændige Olivia..", tilføjede Justin bestemt, så jeg nikkede med et målløst blik på ham.

Justin så hen på Leander, "Jeg går til ro nu.. Brug kælderudgangen Leander..", forklarede Justin bestemt, så Leander nikkede.

"Godnat Justin... Vi ses.", svarede Leander roligt og Justin smilede skævt til ham og så flygtigt på mig med et alvorligt blik.

"Bare gør som Leander siger, så slipper du for ubehagelige overraskelser Olivia.. Godnat..", forklarede Justin yderligere, så jeg nikkede forsigtigt, mens jeg puttede uldtæppet godt op ved mine læber.

"Det lover jeg gode herre.. Og sov godt..", mumlede jeg roligt, så Justin nikkede med et svagt smil og han vendte sig omkring og begav sig i et roligt tempo op ad trapperne, som jeg vidste førte op til selve slotsgangene på slottet.

"Følg med Olivia..", lød det afbrydende fra Leander, så jeg så væk fra trappen, hvor Justin var forsvundet op ad.

Jeg så nikkende på Leander og han gik hen og greb fat om en fakkel fra jernholderen på væggen, hvor efter han så afventende hen på mig, "Vi skal den her vej..", forklarede han med et hint med hovedet mod en mørk gang længst væk fra trappen, så jeg nikkede og fulgte lige efter ham...

~

Leanders hus ikke langt fra Arundel Castle, søndag d. 5/4-1415, tidligt morgen før daggry.

"Olivia..."

"Olivia, vågn op..", hørte jeg en lille pigestemme sige, mens en lille hånd ruskede mig blidt på min underarm, og jeg slog søvnigt mine øjne op og blev mødt af et lille fnis og nogle store kønne blå øjne fra en blond pige med lange sidefletninger, "Godmorgen Olivia, der er morgenmad klar..", fnes pigen, som jeg slet ikke kendte, men mistænkte for at være Leanders lillesøster Laura på seks år, som han havde fortalt om. Ja, Leander var åbenbart 22 år og boede sammen med hans mor på 49 år og fire mindre søskende Liam på 16, Loren og Laura, der var tvillinger men dreng og pige på 6 år, og så den mindste Lulu på 3 år, mens han havde en storebror, der ikke boede her, der hed Lancelot, som var 32 år, så jeg straks mistænkte hans bror Lancelot var pågældende ridder for kong Arthur, men jeg kunne jo tage fejl, for jeg havde ikke spurgt ind til det yderligere.

Jeg gabte træt og følte mig ret afbrækket, men jeg havde i det mindste fået lov til at sove i en lille seng på fyld af en masse  tørt halm under mig og lagen, men med tæpper og jeg havde delt sengen med tvillingerne, så pladsen havde været trang, men havde i sidste ende været mere end perfekt for mig.

Langt hellere her i en varm og blød lille seng, end et ubarmhjertigt, koldt, fugtigt og torturende fangehul..

Jeg kunne høre alle deres stemmer inde fra deres fællesstue af, for det her lille bondehus havde kun to rum, selvom de var så mange mennesker. Der var tre senge i værelset jeg lå, hvor Leander delte seng med Liam, og så var der tvillingerne, som jeg havde delt seng med, og så deres mor, der delte seng med den mindste, for deres far var hovedsagligt død for flere år tilbage.

Ja, det var lidt uhyggeligt at tænke på, at det var ret almindeligt, at mange kunne falde om og dø i en tidlig alder. Det var selvfølgelig ikke alle det gjaldt, men det var vidst mere end tydeligt, at der ikke fandtes mange borgere, der var over halvtreds år.

Jeg satte mig træt op og skubbede sovegardinet fra åbningen til sengen og jeg så hen mod vinduet, hvor skodderne var skubbet fra, så en del frisk morgenluft trængte ind

Jeg skubbede tæpperne til siden og jeg kravlede ud af sengen med lettere besvær og trådte ned på den lille blåmalet træskammel, der var dekoreret med små malet hvide blomster på, så den virkelig skabte hygge i bondehuset. Ja, jeg kunne lige så godt indrømme det her. Men dette lille hyggelige bondehus bragte minderne tilbage på en sommer, hvor jeg sammen med min familie som otteårig holdte en anderledes lille sommerferie i Lejre forsøgscenter og boede i bondehus, og gik klædt som i gamle dage, og jeg fandt det ret morsomt dengang med ingen tv, ingen badeværelse og hvor vandet skulle pumpes op med en vandpumpe fra en brønd nede i jorden.

Jeg havde nydt at ride på bar hesteryg og havde hygget mig over at male korn til mel, så vi kunne spise fladbrød lige fra bålstedet af og det havde skabt ret meget hygge dengang, men der var ingen kolde fangekælder og magtskab, som nu her, men jeg måtte indrømme, at det var en smule sjovt, at jeg igen stod i en lang hvid underkjole, der sad ret løst om mine spinkle skuldre, og jeg havde også fået et undrende blik af Leanders mor Gertrude, da hun i aftes havde hjulpet mig med underkjolen, mens jeg havde smidt mit eget tøj foran hende, og hun havde set mit ret moderne sorte blondeundertøj, som vidst overhovedet ikke var set før i middelalderen, men Gertrude havde slet ikke kommenteret på mit spøjse tøj i hendes øjne, blot set meget mærkeligt på min bh og trusse, som jeg valgte at beholde på, hvor ved jeg havde fået den lange hvide underkjole på, som jeg kunne sove i.

Og nu lå der de klæder på en gyngestol i værelset, som jeg skulle have på, og jeg samlede den rustrøde lange kjole i tyk vævet uld op, som slet ikke var min farve og stil og den emmede virkelig langt væk af bondestil, men jeg måtte hellere tage den på, for jeg ville ikke risikere for meget ubehageligt opmærksomhed af alle mulige fremmede mennesker fra middelalderen.

Jeg stak armene og hovedet igennem den og den sad rimelig løs, eftersom det var én af Gertrudes kjoler. Yderligere lå der et et bælte, der mest af alt mindede om et stykke smalt tov, men jeg valgte at binde den om mine hofter, så kjolen straks sad en hel del bedre på min spinkle krop. Sidst lå der nogle lange råhvide benklæder, der mindede om lange overknees, som jeg på skift tog på mine ben, hvor de skulle snøres stramt med en lille snor lige over knæene, så strømperne ikke røg ned ad benene igen, og til sidst stak jeg fødderne ned i et par brune sko, der mindede lidt om ballerinaer, men de skulle lukkes med et lille spænde, der i det her tilfælde var tale om en lille lykke og en lille knyttet knude på siden af skoene, og de var faktisk søde på mine fødder, selv om de klemte en smule om tæerne, eftersom jeg nok havde en anelse større fødder end Gertrude, der var en anelse lavere end mig, men skoene gik da an og de skulle nok give sig lidt mere, når jeg fik gået dem til.

Alt i alt, følte jeg mig endelig som én fra middelalderen, hvis jeg lige så bort fra mit eget undertøj under underkjolen og den rustrøde uldkjole jeg nu bar.

Mit eget tøj, var blevet pakket ind i et brunt sækkelærred i en lille bylt, som jeg kunne tage med mig, når vi skulle rejse til Camelot. Ja, det var klart spændende med en rejse foran mig til Camelot, men jeg frygtede for at blive dømt som heks.

Jeg gik roligt ud af sovekammeret og kom i det næste ind i fællesrummet, hvor jeg stoppede op i den lave døråbningen så jeg skulle bøje mit hoved, for at gå igennem, og en dyb stilhed lagde sig på sekundet, hvor hele Leanders familie sad om det rustikke træbord på bænkene på begge sider og bare stirrede hen på mig.

Jeg nærmede mig dem med et nikkende smil, "Godmorgen..", indledede jeg roligt, så Leander smilede med et nik og rejste sig fra den ene bænk ved siden af Liam.

"Du kan sætte dig ned ved siden af Liam, for jeg er færdig med at spise..", forklarede Leander roligt, så jeg nikkede roligt og følte mig virkelig taknemmelig.

Med et smil på læben, satte mig ned ved siden af Liam, der sendte mig et smørret smil, der virkede flirtende, så det slet ikke kom bag på mig. Han var ligesom seksten år gammel, men kendte ikke til mine sytten år, men Liam interesserede mig slet ikke på den måde.

Gertrude kom hen fra essen af og placerede en skål med det der lignede havregrød med bær i foran mig og lagde en træske ved siden af skålen med grøden i, så jeg nikkede med et taknemmelig smil til hende, "Tak..", mumlede jeg og samlede skeen op i min højre hånd og begyndte roligt at spise, mens alle sad og var helt stille, og jeg følte bare at de alle sad og stirrede på mig, mens jeg spiste.

Jeg hørte et lille fnis og så op og fandt blikket på Laura, der smilede skævt.

"Takker du aldrig gud, før du bryder brødet?", spurgte hun ærligt, så jeg slap skeen ned i skålen og så på skift på dem alle og smilede undskyldende til dem alle.

"Det har jeg egentligt aldrig tænkt på..", svarede jeg med et undskyldende smil. Ja, jeg havde jo aldrig været vildt religiøs anlagt, men jeg troede da på mere mellem himmel og jord og jeg var ligesom konfirmeret, men mere var der ikke i det!

"Hvor i alverden kommer du dog fra? Har i ingen tro på gud, der hvor du kommer fra?", lød det tydeligvis i en undrende tone fra Liam til højre for mig, så jeg så med et svagt smil på ham.

"Jo eh altså.. Jeg tror skam på gud, men jeg må da indrømme, at jeg nok ikke har tænkt så meget over det at skulle takke gud før maden?", forklarede jeg lettere hen i vejret.

"Sikke noget sludder Olivia!", brød Laura ind, så jeg igen så hen på hende, hvor Lulu og Loren sad inderst ved bordet til Lauras side.

Hun smilede frejdigt og foldede hænderne over bordet, "Fold dine hænder Olivia, så skal jeg lære dig at takke gud..", forklarede Laura, så jeg nikkede med et lille smil og foldede selv mine hænder. Ja, jeg måtte hellere gøre det, så de forhåbentligt ikke ville begynde at kalde mig for én der ikke troede på gud, for det kunne formentligt skabe konsekvenser for mig, hvis de mistænkte mig for at have en pagt med djævlen eller lignende, så de og alle andre ville tro endnu mere på, at jeg skulle være en heks.

"Kære almægtige herre i det høje! Vi takker dig for at give os dette føde, som vi nu skal indtage, amen!", takkede Laura rimelig simpelt og hurtigt, så det kom lidt bag på mig, "Amen..", gentog jeg efter Laura, der fnes og nikkede, "Så simpelt kan det gøres Olivia, og nu må du godt spise..", forklarede hun nærmest voksent, selv om hun kun var seks år.

Jeg nikkede med et fnis og spiste videre af min lune grød, hvor ved alle endelig slappede mere af og spiste, mens der blev skabt en stemning af hjemlig og familiær hygge.

Det var virkelig noget jeg satte pris på lige nu midt i al den gru for min fremtid...

~

Lige ude foran Leanders families hus ikke langt fra Arundel Castle, søndag d. 5/4-1415, en lille times tid senere ved daggry.

Børnene var smuttet ud på deres pligter til gården, mens Lulu legede med en lille gedebuk i deres lille fold, der var placeret ikke lagt fra deres hus og Gertrude var tydeligvis i gang med vasketøjet ved siden af huset, mens sad jeg med knugende følelser i maven og ventede tålmodigt på en træbænk foran husets gavl, og prøvede mest muligt på at nyde den smukke solskinsmorgen, men tankerne for rundt i mig, for jeg gruede for at jeg snart skulle gå min rettergang, hvis jeg ikke snart på én eller anden måde formåede at vende tilbage til min egen tid, for amuletten måtte bestemt have bragt mig tilbage til tiden, og derfor kunne det kun være den, der kunne få mig tilbage til min egen tid igen, men Grev de Montgomery havde både amuletten og min guldhalskæde med marguerit-vedhænget, som jeg fik i konfirmationsgave af min farmor og farfar, så jeg var virkelig på skideren lige nu.

Leander var selv fuld påklædt, så man ikke kunne tage fejl af at han var ridder, mens han gik i små rolige skridt på gårdspladsen og holdte udkig efter Justin og hans anden ledsager skulle ankomme. Hvad var det nu den anden hed? Hmm, det huskede jeg slet ikke endnu? Men det var vel også fair nok, eftersom der var sket alt for meget for mig i al den tid jeg havde været her, og det eneste gode som jeg havde oplevet indtil videre var det her moment hos Leanders familie, som jeg virkelig ønskede jeg kunne blive hos, men nej..

Lyden af hestehove og kørende hjul i det knitrende grus på gårdspladsen, vakte min opmærksomhed, så jeg flyttede mit blik helt mod venstre, hvor Leander selv gik hen mod, og der så jeg dem.

Justin så virkelig smuk og magtfuld ud i fuld ridderrustning og højt til hans brune og robuste hest, mens hans følgesvend sad på en smal bænk lige foran en sort hestevogn med tremmer for åbningerne og med to heste spændt foran, så jeg sukkede over den sorte hestevogn med tremmerne for de åbne vinduer, for jeg skulle være over ordenlig dum, hvis jeg ikke selv godt vidste, at den hestevogn var fangevognen, som jeg skulle transporteres i.

De stoppede op med hestene og Justin hoppede ned fra sin hest og gik Leander i møde, hvor de gav hinanden et flygtigt mandekram, som der i mine øjne slet ikke havde ændret sig det mindste siden tidernes morgen, for det var nøjagtigt det samme man blev mødt af i sin egen tid.

Jeg kunne høre dem tale, men ikke om hvad, fordi de talte så lavt, og mens Leander tydeligvis gik hen bag hestevognen og sekunder efter dukkede op med endnu en saddelparat hest, som åbenbart havde været blevet trukket efter vognen, så kom Justin gående hen mod mig med spændte kæber og en smal streg om læberne, så jeg så med et ængsteligt blik op på ham, for jeg gruede allerede langt mere for hvad der ventede mig i Camelot.

"Det er tid Olivia..", sagde han roligt med et nærmest forstenet blik, så jeg kunne mærke på ham, at han helt sikkert heller ikke brød sig om situationen om at bringe mig for rettergang i Camelot.

Jeg nikkede med et trist blik og greb fat om den lille rejsesæk med mit eget tøj indeni og rejste mig med en knude i maven og uden at gøre nogen form for modstand fulgtes jeg side og side med Justin hen mod hestevognen, der slet ikke var noget nær romantisk.

"Beklædningen klæder dig Olivia..", brød han den flygtige tavshed mellem os, mens vi nærmede os hestene og vognen, så jeg så lettere målløs på Justin og kunne alligevel komme med et meget svagt smil på grund af hans kompliment.

"Synes de virkelig det?", spurgte jeg med et hjerte, der sprang flere glædelige oktaver over, så Justin nikkede roligt med et smil, der virkede varmt i flygtige sekunder, "Selvfølgelig mener jeg det Olivia, ellers ville jeg ikke bare sige det... Du ser knap så mærkværdig ud nu og har ret gode chancer for ikke at se skævt på af andre mennesker, så det er en god ting..", forklarede Justin med endnu et lille flygtigt smil, så jeg nikkede svagt med et lille smil, der varmede flygtigt, men forsvandt hurtigt, da Justin med et bemærkelsesværdigt tungt og dybt suk åbnede døren bag vognen for mig og jeg mødte hans smukke brune øjne, der emmede af bekymring, mens han hintede med hovedet ind mod den dystre vogn, "Du må hellere... Vi har flere dages ridt foran os..", forklarede han roligt med et tungt suk, så jeg nikkede med et trist smil til ham og jeg lagde min lærredsæk med mit tøj i ind på gulvet i vognen, hvorefter jeg løftede lettere op i den lange kjole med min venstre hånd, så jeg ikke skulle træde i den, når jeg trådte op på trinbrættet, og Justin greb hurtigt fat om min højre hånd og hjalp mig resten af vejen op og ind i vognen, som var han den mest galante gentleman og det klædte ham virkelig.

Jeg vendte mig omkring og så ned på Justin, der stod lige udenfor åbningen, og han sendte mig et varmt smil, "En beklædning, der klæder en meget smuk pige...", tilføjede han, så mit hjerte skippede yderligere flere oktaver, hvorefter Justin lukkede døren til vognen og jeg kunne høre, at han raslede ude ved døren, så den med garanti blev låst udefra.

Jeg sukkede opgivende og kunne godt se herinde på grund af solen skinnede ind ad de tremmebærende vinduer, men vognen føltes kold, dyster og trist, og der var bænke på begge langsider, så det var tydeligt, at der kunne sidde flere fanger herinde.

"Ja, vi er klar!", kunne jeg høre Justin kommandere udefor vognen, og jeg mærkede et lille ryk i vognen, eftersom ridtet var i gang, og jeg satte mig ned på den ene langbænk i vognen, mens jeg kiggede ud af det ene tremmevindue, hvor jeg kunne se den smukke blå himmel og en fugleflok passere flygtigt og jeg kunne mærke vognen dreje skarpt, så det var mere end tydeligt, at vi ændrede retning.

Mange minutter gik og det rykkede godt i vognen, men den væltede ikke og ikke længe efter overvældede en frisk skovduft mig, så jeg bemærkede flere grene fyldt med lysegrønne blade og knopper på grenene fejede hen over tremmerne på ydersiden af vognen.

Jeg rejste mig hurtigt op og dansede lettere fra side til side på grund af rykkene vognen kom med, så jeg kunne forestille mig at landevejen var gruset og bumlende. Ja, der fandtes jo ingen asfalterede veje her i middelalderen.

Jeg fik balanceret mig hen til vinduet og jeg stak armen ud og jamrede mig en anelse over de små piskeslag fra de fejende grene fra træer og buske, men hurtigt fik jeg fat i nogle fine grønne blade, der viste sig at være friske bøgeblade.

Jeg satte mig ned igen med et smil over bladene og duftede til dem med lukkede mine øjne og nød det i fulde drag, og fandt en vis tilfredshed for naturen på denne måde, nu jeg ikke selv rigtigt kunne betragte den.

- Rejsen var begyndt...

~

Et sted ude på ridtet i fangevognen, søndag d. 5/4-1415, omkring middagstid.

"Whooo!"

Et godt ryk i vognen, vækkede mig fra min søvnige tilstand, så jeg gned mig lettere forvirret i øjnene. Jeg havde måttet været faldet i søvn tidligere på grund den lange og ret kedsommelige rejse, eftersom det eneste jeg kunne koncentrere mig om var himmelen, trækronerne og fuglene, som vi passerede, for jeg kunne slet ikke se ud på landskaber og vejen.

"Ja, vi holder hvil her for en stund og får os en bid mad!", hørte jeg Justins stemme udefra, så jeg sukkede over at mærke min mave knurre enormt over at høre ordet "mad", og mest af alt, som jeg troede, at jeg skulle blive siddende herinde, mens de muntrede dem udenfor, så viste det sig, at det heldigvis ikke hang sådan sammen, for sekunder efter, hørte jeg raslen udenfor døren og en masse sollys fandt vej ind i den dunkle og dystre vogn, og der stod Justin med et virkelig dejligt smil, "Du kunne vidst også trænge til luft og mad, kunne jeg forestille mig?", smilede han med et blink med øjet, så jeg umuligt kunne tørre mit lettede grin af mine læber.

Jeg rejste mig straks fra langbænken og gik de få skridt hen til døråbningen og Justin rakte sin højre hånd op mod mig, så han igen viste sig fra sin galante side, og det var vel sikkert noget, som han var blevet opdraget i.

"Milady..", indskød han med et smørret smil, så mit hjerte skippede flere oktaver igen over hvor pokkers galant han var - ligesom i de romantiske ridderfilm..

Jeg fnes, da jeg lagde min venstre hånd let i hans og jeg løftede igen kjolen med min anden hånd og trådte ned på trinbrættet, og nåede som det næste ned på den jordede vej med blade og grene, og jeg så mig straks omkring og blev mødt af det smukkeste skovsyn, som var det taget ud fra et flot maleri. Solens stråler fandt vej ned på den smukke grønne skovbund mellem de store smukke trækroner over os, og da jeg slap Justins hånd, kunne jeg ikke dy mig for at se lige op i trækronerne og jeg bredte armene og drejede omkring mig selv, mens jeg flygtigt lukkede øjnene og sugede alt til mig.

Se, det var det her jeg elskede mere end noget andet, at opleve den mest rene luft, som jeg nogensinde havde mulighed for at indånde. Og det var så tydeligt, at jeg kunne lugte og mærke en tydelig forskel, fordi menneskeheden endnu ikke havde forurenet verden fuldstændigt.

Det var som et paradis på jorden..

Nå ja, indtil jeg med et dybt suk kom tilbage til mig selv og indså, at jeg stadigt havde en ubestemt skæbne i møde.

"Nå, det var vidst lige hvad der skulle til?", grinede Justin bag mig og jeg fik hans flygtige øjenkontakt, da han med dejligt smil gik forbi mig og gik hen til de andre, der sad på en stor træstamme, der var væltet op med rødderne, så noget sagde mig, at der kunne være tale om en storm engang havde væltet det træ eller tydede det på magi?

Jeg sukkede svagt med et lille smil og gik over til Justin og de andre og jeg kunne ærligt mærke, at jeg ikke kunne holde mig meget længere, for ellers ville min blære da sprænge.

"Må jeg gerne få tilladelse til at træde af på naturens vegne?", spurgte jeg med et lille smil til Justin, så både han, Leander og Marcus så mærkeligt op på mig.

"Eh, ikke for noget Olivia, men du står midt i skoven, så hvad mener du med at træde af på naturens vegne? Der er langt til udgangen af skoven..", forklarede Leander og Justin og Marcus nikkede dem enige.

Jeg grinede svagt akavet. Sig mig, kendte de slet ikke til det udtryk, som jeg lige var kommet med? Javel ja!

"Altså, det var heller ikke lige det jeg mente med at træde af på naturens vegne, for derfra jeg kommer fra, betyder det, om man må få tilladelse til at gå på toilettet..", forklarede jeg yderligere, og nu sad de da alle tre og lignede spørgsmålstegn, så jeg lukkede øjnene i  splitsekunder, til det gik op for mig, at de med garanti ikke kendte til ordet "toilet". Hvad sagde englændere ellers?

"Dasset?", tilføjede jeg med et akavet og usikkert smil, så de skraldgrinede alle tre, og jeg stod bare og så uforstående ned på dem.

Justin fik grinet lettere af, "Nårh, du mener at du gerne vil besørge et sted?", spurgte Justin, så jeg følte varmen stige i mine kinder og jeg nikkede pinligt berørt.

Justin nikkede med et smil, og rejste sig fra stammen, "Selvfølgelig.. Nu skal jeg følge med dig..", svarede han, så jeg så målløs på ham, "Men.. Jeg behøver ikke at blive beluret, mens j..." "Rolig nu.. Jeg går kun med dig, for at sikre dig sikkerhed, for man ved aldrig om der lurer farer omkring her i skoven og jeg skal nok vende mig pænt den anden vej og ikke belure dig..", forklarede Justin med et svagt smil.

Jeg så undrende på ham og lod mit blik vaje hen over dele af skoven, der så pokkers fredsommelig ud, hvorefter jeg så på ham igen, "Men der ser ikke specielt farefuldt ud her herre?", svarede jeg undrende.

Justin smilede slet ikke denne gang og han rettede på sit store sværd  i bæltet i hoften på ham, "Tro mig, når jeg siger det her milady, så kan du ikke stole på denne skov her. Det siges, at heksen Ismelda holder til herude i skoven og vi kan muligvis også møde andre kættere og mystiske væsner, så hvor meget jeg end gerne ville give dig frit lejde til at besørge privat, så kan jeg ikke tillade det i fare for, at der vil ske dig noget..", forklarede Justin bestemt, så jeg så nærmest chokeret på ham.

"Hvilke væsner?!", udbrød jeg chokeret, som om det ikke havde sagt sig selv, at når der fandtes magi, så fandtes der sikkert også mere end bare det, men det var slet ikke gået op for mig endnu, eftersom jeg hverken havde mødt fremmede væsner eller magi endnu, end den undtagelse med amuletten.

Justin så med et stålfast blik på mig og han flyttede blikket i en retning i skoven og så på mig igen, "Trolde, orker, nymfer, eller værre endnu en griff, eller...", forklarede han nærmest hviskende og så på mig med opspærrede øjne, "Drager..", tilføjede han med en tyssende finger ved hans mund og han kiggede flygtigt op mod trækronerne, hvorefter han igen så på mig, "Ja, faktisk hvad som helst.. Verden er ikke sort og hvid og menneskeheden er absolut ikke alene - så tag dig i agt Olivia..", slog Justin fast, men smilede slesk, "Jo mindre, du vil beskytte dig selv med din mulige magi?", tilføjede han med et skeptisk blik på mig, så jeg følte mig ret utilpas over hans konstatering.

"De tror da ikke på hvad deres onkel tror om mig?", udbrød jeg med en kvalmende følelse i kroppen.

Justin stod blot og så på mig med et forstenet blik og fugtede hans læber med tungespidsen, "Nej.. Selvfølgelig ikke, men forstå mig ret, at jeg og mine venner også må tage os i agt for dig, hvis det skulle vise sig, at du smider dig om med løgn.. Du bar trods alt på en meget magtfuld amulet, som jeg dog ikke kender kræfterne på, men noget kunne tyde på, at den kan skabe tidsspring...", forklarede Justin bestemt med et skulende blik på mig, så jeg nikkede febrilsk og sank en klump.

"Så derfor Olivia.. Jeg gør mit bedste i at stole på dig, men viser det sig, at du har ledet mig bag lyset, så kommer du til at fortryde..", forklarede Justin med et ret koldt blik på mig, hvor ved han nærmede sit ansigt helt op ad mit, så jeg kunne mærke hans varme ånden tæt ved mine læber, så jeg i de flygtige sekunder både følte rædsel, men også en lyst til mere end bare hans varme ånden og duft tæt på mig.

"Og viser det sig, at min onkel har ret i, at du er en kætter, så tøver jeg ikke det mindste med at gennembore mit sværd i dig.. Forstået?", hviskede han med et koldt blik tæt på mig, så jeg sank endnu en klump og nikkede svagt, "J.. ja... D.. det er forst...", svarede jeg og kunne ikke fuldføre hele sætningen.

Justin nikkede og hans ansigt blev igen mildere at se på, mens han atter trak sig fra mig og smilede roligt, "Godt.. Så har vi det på det rene og så behøver jeg ikke at advare dig igen.. Nå, skal vi gå afsides, så du kan besørge?", spurgte han roligt og hans emneskift kom helt bag på mig, så jeg nikkede forvirret over den kolde samtale, som vi lige havde haft imellem os.

Justin gik hen til hans hest og bandt hans skjold fri fra remmen på sadlen på hesten og han tog det åbenbart med sig, hvor han kom hen til mig og de andre igen og så ned på Leander og Marcus, "Vi er straks tilbage..", sagde Justin bestemt til dem, så de begge nikkede, mens Leander sad og skar bidder med hans lille kniv i æblet, som han sad og spiste af.


Justin førte an, og jeg gik lige bag ham, mens vi bevægede os et stykke ind i skoven der føltes en smule tykkere, og han stoppede op ikke langt fra en stort træ og så sig flygtigt omkring og endte sit blik ved mig, "Godt, der virker sikkert her.. Du kan besørge derhenne, så skal jeg nok sørge for at stå med ryggen til dig, jo mindre du beder mig om andet..", forklarede Justin roligt, så jeg nikkede med et svagt smil og gik lige forbi ham og lige hen til det store brede og gamle og ret tårnhøje træ, og mens Justin stod godt og vel fire meter væk fra mig, så vendte han sig med ryggen til og jeg kunne fornemme at han stod nærmest krigsparat med skjoldet langs hans højre arm og sværdet løftet parat i luften med den venstre hånd, mens han stod og søgte med blikket andre steder i skoven.

Jeg måtte erkende, at det her med, at jeg ikke engang kunne få lov til at sidde helt i fred for mig selv, uden det krævede beskyttelse, huede mig ikke specielt, men hvis han mente, at det var for mit eget bedste, så måtte jeg vel vænne mig til det.

Jeg løftede godt op i kjolen og luften fandt hurtigt vej op ad mine nøgne lår eftersom de lange strømper jeg havde på, kun gik mig til over knæene, og med mit blik fokuseret godt på Justin, der stod med ryggen til og hele tiden så sig fra side til side, for at sikre os, så bed jeg i underlæben og jeg krængede mine sorte blondehipsters helt ned til mine ankler, hvor ved jeg smuttede dem helt af fødderne på skift, så jeg ikke skulle komme til at tisse på dem, og så satte jeg mig næsten helt ned til skovbunden, mens jeg spredte mine ben hvad jeg kunne.

"Er du snart færdig?", lød det lettere utålmodigt i en træt tone fra Justin med ryggen til, så jeg ærligt talt blev en anelse irriteret over hans stressende spørgsmål, der brød ind i min psyke, så jeg nu havde sværere ved at tisse - Så typisk altså!

"Nej, rolig nu!", svarede jeg lettere irriteret og endelig begyndte jeg at tisse stille og roligt, men jeg gispede forlegent, da Justin tilfældigt så tilbage mod mig, men hurtigt så væk fra mig igen.

"Jeg sagde jo at jeg ikke var færdig!", kom jeg til at snerre ad ham, og selvom det var risikabelt, så var det fandeme ikke i orden, at han tillod sig at belure mig, mens jeg sad forsvarsløs og tissede.

"Jeg beder om forladelse Olivia.. Kan du tilgive mig?", spurgte Justin højt i en forlegen tone med ryggen til, så min irritation forsvandt som dug for solen, og jeg kunne ikke lade være med at fremkomme med et lille fnis over at Justin nok havde nået at se mit nøgne underliv i splitsekunder.

"De er lovligt tilgivet, og for at kommentere yderligere, så er jeg altså ikke færdig endnu, men er der lige straks..", forklarede jeg roligt og kunne se Justin nikke med blikket til siden i skoven, "Tak.. Det sætter jeg pris på...", svarede han selv roligt, og jeg kunne fornemme et smil fra ham, selvom han slet ikke havde blikket i nærheden af min retning.

Jeg fik tisset af, og jeg havde jo intet at tørre mig med, så jeg greb ud efter en masse højt græs i nærheden og gned det let langs mit underliv, selvom det kildede lidt, og jeg sørgede for, at jeg ikke fik tis på min hånd.

Med et vrængende udtryk dumpede jeg det ulækre græs ned på jorden og jeg rejste mig fra stedet jeg havde tisset og rykkede mig væk for derefter at få mine trusser på igen.

Jeg sukkede lettet, da jeg fik kjolen rettet ned over mine ben igen og jeg flyttede blikket hen på Justin, der stadigt stod med ryggen til, "Så, må de godt kigge igen!", slog jeg fast og Justin vendte sit smilende blik hen mod mig, mens jeg nærmede ham, og jeg smilede igen, "Det lettede, tak...", tilføjede jeg med et lille fnis i det øjeblik jeg gik forbi ham.

- Det skulle nu gøre godt med lidt mad...

~

Så vil jeg gerne have lov til at påpege, at der ikke kommer noget herfra i morgen, men nok rettere nogle dage fremad - Vi får se? For der skal ligesom også være plads til de andre historier, ikke? ;)

~

Ida

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...