Amuletten

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 27 maj 2017
  • Opdateret: 18 jul. 2017
  • Status: Igang
Olivia Brandt på 17 år, er sammen med hendes efterskole på rejse til England, hvor de én af dagene bliver vist rundt i ruinerne på et gammelt slot. Alt historie er naturligvis ret interessant i Olivias øjne, men nysgerrigheden tager også over, da hun som den eneste falder over en svagt glimtende genstand, der stikker op fra jorden blandt ruinerne, og i ren diskretion samler hun genstanden op, hvor det afslører en ret smuk og interessant amulet med en dragelignende fabeldyr, der snor sig smukt. Og i første øjekast ser den ikke ud af meget og kunne ifølge Olivia ligne noget, som en typisk rollespiller kunne have tabt. Derfor vælger hun at beholde amuletten, da hun finder den ret sjov, og på den anden side, er det jo også en slags souvenir fra England og hun mistænker, at den næppe kan have så meget betydning for nogen anden, da den allermest bare kunne ligne noget taget ud af et eventyr, og eventyrer findes jo ligesom ikke - Eller gør de?

45Likes
44Kommentarer
7335Visninger
AA

4. Kapitel 3.

"En kætter!"


Olivias synsvinkel:

På gulvet i foyeren på Arundel Castle

Jeg pustede tungt ud, og glippede langsomt mine øjne op, som jeg lå her på det ret hårde gulv. Jeg forstod ikke hvad der havde været sket med mig, men jeg måtte bestemt have besvimet på en mærkværdig måde.

Jeg lå og orienterede mig og pludseligt så jeg en frodig kvinde komme ud fra en døråbning nede fra den lange slotsgang, hvor hun havde en lang råhvid og florlet kjole på, der gik hende til anklerne og hendes sko var brune og ret mærkværdige. I det hele taget var hun mærkværdig med en florlet hovedbeklædning, der matchede hendes lange kjole, mens hun bar på en stabel klæder eller det der lignede, så jeg løftede mit hoved fra gulvet og så flygtigt ned på gulvet. Sig mig, var det ikke sorte og hvide fliser, der ellers havde ligget her, og nu var det bare brune og lettere grove murstensfliser i flere forskellige brune nuancer?

Måske havde jeg bare taget fejl?

"Miss.. What on earth are you doing here? Get out of here! Shoosh!", blev jeg afbrudt min stirren nede på gulvet, og jeg så forskrækket op opdagede selvsamme kvinde, som jeg så før nede i den lange slotsgang, som nu stod foran mig, hvor hun så med et olmt blik nede på mig.

Jeg rejste mig med besvær op fra gulvet og følte mig temmelig ør i hovedet over faldet fra før og jeg betragtede kvinden med en klump i halsen og smilede undskyldende, "I.. i.. i'm really sorry for that, but I fainted so suddenly a.. a..and the door is locked..", forklarede jeg på bedste vis, selvom situationen gjorde mig forvirret og utilpas, mens jeg pegede bagud med tommelen mod døren.

Kvinden så meget mærkeligt på mig og hun gav mig tydeligvis elevatorblikket. Ja, hun skulle da nødigt se mærkelig på mig, for hun så selv mærkelig ud, og jeg mistænkte hende straks for at være en rollespiller med det tøj, for tøjet så slet ikke ud til at være fra det her århundrede - Ja, slet ikke i nærheden. Hun lignede faktisk en kvinde eller en lignende tjener på slottet, som var hun taget ud fra middelalderen, og så lugtede hun underligt af saltet læder, som sikkert stammede fra hendes mærkværdige sko, som hun havde på fødderne.

"Who . are . you?", spurgte hun med et chokeret blik på mig og hendes blik endte ved min hals, hvor hun pegede på min amulet og så med en o-mund på mig igen, hvor på hun tog sig til munden, "Whitch..", hviskede hun med et chokeret blik på mig, så jeg selv så mærkeligt på hende, og hun vendte sig straks omkring, mens hun tabte stablen med klæder på gulvet foran mig, og hun begyndte at løbe ned ad den lange slotsgang og ind mod de andre værelser på slottet.

"Witch! There is a witch at the castle! Wiiiiitch!", råbte hun som en sindssyg, som om hun havde set et spøgelse - eller rettere påstod hun at jeg var en heks? Hun var sgu underlig.. Hvorfor kunne hun ikke bare hjælpe mig ud af slottet i stedet, så jeg kunne komme væk fra det her underlige rollespil og komme tilbage til de andre fra efterskolen?

Men tingene tog endnu en ny drejning, da jeg pludseligt opdagede tre kappeklædte mænd komme løbende ned ad slotsgangen med sværd løftende i hænderne, så jeg skreg op forskrækket kun fordi de skræmte mig lidt og ikke for noget vel? Men de sværd så ret autentiske ud. Febrilsk vendte jeg mig omkring mod døren og hev i håndtaget, der synes at se anderledes ud og endelig åbnede den perfekt uden at binde det mindste, så jeg straks rev døren helt op og løb ud af døren, men gispede chokeret, da jeg i farten, pludseligt kom til at sparke en skræppende høne, der fløj videre henover slotspladsen og jeg stoppede stivnende op, da jeg opdagede en helt anden slotsplads end den jeg ellers havde entreret tidligere, da jeg skulle ind på dametoilettet for at vaske mine hænder og amuletten.

Slotspladsen var fyldt med mennesker, der var som taget ud fra middelalderen efter deres tøj at bedømme og der var en masse boder oppe med alverdens ting og mad. Der gik ridderklædte mænd med heste efter dem, og børn i slidt tøj løb rundt og legede med et ødelagt hestevognshjul eller jagtede en lille grisebasse. Der lugtede af landbrug efter grise, køer, heste og en mand, der lignede en bonde i middelaldertøj, trak på en lille trækvogn i træ, hvor han stoppede op midt i det hele og skovlede hestepærer op fra det støvede grus på slotspladsen og op i vognen, der sikkert mere hed en kærre.

Jeg gned mine øjne, for jeg troede virkelig at jeg drømte lige nu, men da jeg fjernede mine hænder fra øjnene, så var synet der stadigt. Alt var så unormalt for mig, og lod jeg blikket søge hen mod retningen af hvor togstationen skulle ligge, og hvor togene kunne anes, så var der intet ud over landskaber, marker, kvæg og en masse små stråtækte bondehuse, som var det taget ud af et landligt maleri.

Jeg gispede højt, da en hånd greb fat om min højre overarm bagfra og tvang mig omkring, så jeg mødte en olm mands blå øjne med buskede øjenbryn, så han hurtigt kunne vurderes at være omkring de 50 år ca. Jeg bemærkede hurtigt, at han havde en skinnende ringbrynje på og nogle brune stramme trikotlignende bukser på og samme underlige brune sko som den hysteriske kvinde fra før og han havde en rød kappe på ryggen og et sværd siddende i siden i et bredt læderbælte der sad udenpå ringbrynjen.

"Er du en kætter?!", spurgte han vredt på engelsk, mens han ruskede let i mig og hans greb om min arm føltes hårdt.

Jeg rystede chokeret og forvirret på hovedet, "Kætter?", gentog jeg spørgende på engelsk med dirrende stemme, så manden skulede ondt på mig, og jeg gispede højt, da han tvang mig ind på slottet igen, og jeg blev overrumplet af endnu en mand i samme mundering, der også greb fat om min anden arm og netop nu gik det op for mig, at alt så meget anderledes ud her på slottet. Informationsskranken var pist væk, de sorte og hvide fliser på gulvet var skiftet ud med murstensfliser i mange brunlige nuancer, og de ellers flotte tapetdekorerede vægge var udskiftet med kolde og gammeldags murvægge, så jeg endelig vidste at jeg drømte, og bare ventede på at vågne op fra det her mareridt.

Ja, jeg måtte bestemt stadigt ligge i foyeren på slottet eller også var jeg bevidstløs og nogle prøvede at genoplive mig, men lige nu var jeg fanget i en drøm, der virkede så virkelig, at den berørte alle mine sanser på alle tænkelige måder, for jeg følte virkelig at jeg virkelig var røget tilbage til riddertiden eller rettere middelalderen, og jeg var stiv af chok, mens mændene, der hovedsagligt var kongelige vagter slæbte afsted med mig gennem de lange kolde slotsgange, og jeg gispede da de satte kursen ned ad en hel del trapper, så jeg dårligt kunne følge med ned ad trinnene med mine fødder i mine hvide Jordan Air sko, der allerede var blevet rødstøvet på grund af grusset ude fra slotspladsen. Og havde vagterne sluppet mine arme, var jeg med garanti faldet så lang jeg var på trappetrinnene, kun fordi jeg ikke kunne følge med deres heftige tempo.

Hvem fanden troede de lige de var, at de kunne tillade at behandle en 17 årig uskyldig pige på denne hæslige måde?

Jeg gispede over den pludselige kølighed, der mødte mig, da vi nåede ned ad trappen, så der tydeligt var tale om en kold og fugtig kælder, og jeg opdagede flere vagter siddende ved et rundt træbord, hvor de sad og drak af nogle store brune trækrus, hvor der var et stort jerngitter bag ryggen på dem, så det straks gik op for mig, at der var tale om slottets fangekælder her.

Jeg skreg op, som en sindssyg og prøvede at stoppe vagterne ved mine sider, ved at bremse hælene i med mine elskede Jordans såler, men intet hjalp!

Jeg prøvede yderligere at sprælle og vriste mig fri, men deres faste greb var alt for stærkt for stakkels mig, "Det kan i ikke gøre mod mig! Jeg er kun en uskyldig syttenårig pige og jeg er altså ingen heks!", skreg jeg skrækslagent op, men det hjalp slet ikke.

Disse mænd var alt for robuste og stærke og de troede ikke mine sandfærdige ord!

"Det er kun op til greven at vurdere, heks! Kom så, ind med dig!", svarede den ene vagt surt og mens én af de andre vagter åbnede først det ene jerngitter, hvor jeg med vold og magt blev trukket igennem , mens jeg prøvede at bide den enes hånd, der holdte stramt om min arm, men jeg kom slet ikke fri og jeg fik en syngende lussing af den anden vagt ved min anden side.

"Så er det godt ondskabsfulde tøs!", skældte vagten til min højre.

"Av!", skreg jeg over lussingen og så mig rasende på vagten til min højre side, "Det er ikke mig, der er ondskabsfuld, men dig!", skældte jeg hulkende, eftersom det var gået op for mig, at alt det der foregik omkring mig var en tand for autentisk for mit vedkommende, og mere end jeg kunne holde til, og allerede nu ønskede jeg bare at vågne op fra det her middelalderlige mareridt.

"Nååååde! Slip mig fri! Jeg er uskyldig!", skreg jeg grådkvalt og skrækslagent op, og opdagede i det næste vagten foran os åbne endnu et jerngitter, som viste sig at være ind til et fangehul.

"Det kan du prøve at overbevise Grev de Montgomery om senere - Ind med dig din heks!", snerrede vagten, der holdte om min højre arm og straks slap han og den anden vagt mig, og én af vagterne tvang mig bukkende forover og de skubbede mig ind i fangehullet, der var fugtigt, koldt og mørkt, og der lå kun et leje af en masse fugtigt og lugtende halm med et hvidt slidt lagen ovenpå.

De smækkede jerngitteret i og låste den med en stor hængelås, og langsomt satte jeg mig ned i skrædderstilling på lejet på gulvet og tog mine hænder for øjnene og brød hulkende sammen, og lige nu ønskede jeg at jeg vågnede op fra denne skrækkelige drøm, men intet skete - overhovedet...

~

På gulvet i et mørkt og koldt fangehul på Arundel Castle, det gamle England, en forårsdag år 1415 hen ad aftenstid.

En raslende lyd, vækkede mig fra min søvn med hovedet og ryggen hvilende op ad den kolde og fugtige brostensmur bag mig. Min røv sov ærligt talt, for jeg havde ikke haft lysten til at ligge helt nede på det fugtige og ildelugtende leje.

Alt der før havde været meget dunkelt og kun havde været lyst op af det lille halvrunde vindue med tremmer for, så jeg havde kunnet ane livet derude fra mange menneskers fødder og hestes ben passere forbi det lille vindue og hvirvlende støv, der havde fløjet ind til mig, var erstattet af et ret dunkelt lys, fordi jeg fornemmede en solnedgang på vej. Ja, de havde jo ingen vinduer i dette århundrede, så jeg turde ikke tænke på natten, hvis den blev isnende kold og fugtig for mig, for det var jo lige til at blive syg af.

Jeg havde yderligere siddet og holdt mig for blæren, fordi jeg ikke kunne få mig selv til at gå hen til den i forvejen ildelugtende og ulækre træspand, der var placeret ovre i det modsatte hjørne i fangehullet, som jeg selvfølgelig godt kunne regne mig til var som et fungerende das til fangen her - ergo mig, der var fangen, men indtil videre nægtede jeg, at sætte mig over den spand der.

Lyset fra en tændt fakkel nærmede sig mit fangehul ude fra mellemgangen, og faklen lyste så meget op, at det skar mig i øjnene med det skarpe lys, men den anelse varme fra faklen omgav mig med en smule varme herinde i det fugtige fangehul.

En af fangevagterne åbnede hængelåsen, mens de to selvsamme vagter fra tidligere stod og skulede ind mod mig, "Op med dig kætter! Greven vil se dig nu!", lød det brutalt fra den ene robuste vagt, så jeg kæmpede mig op at stå lettere foroverbøjet, kun fordi jeg mistænkte fangehullet til at være maks 1,50 m højt, mens jeg selv var 1,67 høj, så der havde ligesom været en grund til, at jeg ikke havde gået rundt herinde. Ja, det var virkelig ethvert menneskes værste mareridt! Og jeg turde ikke tænke på, hvad der ville ske med mig, hvis jeg blev dømt for kætteri.

Jeg vidste trods alt, at middelalderfolk så meget skævt på kætteri og straffene kunne være galgen, halshugning, brændt på bålet, eller sænket bundet i vandet, så de kunne finde ud af om man var en heks eller troldkarl, hvis man flød ovenpå vandet, og de mildere straffe var, gabestokken og piskeslag. Ja tænk, skulle jeg ønske at være i et fængsel, så hellere Vestre fængsel i Danmark i min egen tid, hvor man bare fængslede den og fik en ordenlig seng, elektricitet og mad, og der var et toilet og håndvask og man blev kun straffet ved døden, hvis man f.eks boede i USA og havde været en brutal morder, hvad jeg slet ikke var!

Hellere sådan et fængsel og straf, som i Vestre fængsel, end det her i middelalderen, og vågnede jeg ikke snart op fra mit ret så autentiske mareridt, så var jeg bange for, at jeg ville dø af hjertestop, hvis jeg blev straffet til tortur eller direkte døden, hvis ingen genoplivede mig fra den her komatilstand jeg pt var i, siden jeg skulle have denne her forfærdelige drøm?

Og jeg som ellers havde dagdrømt mig til tider tilbage om hvor romantisk og anderledes det måtte være, at leve engang i middelalderen..

Der var absolut intet romantisk i det her! Det var koldblodigt og skrækfremkaldende, og bestemt ikke scenarier, som jeg ligefrem drømte om og heller ikke ønskede for andre uskyldige mennesker!

Vagterne lagde en sort fangelænke om mine håndled, der føltes ret tung, så det var tydeligt, at der var tale om jern, for håndlænken tvang mine arme mod gulvet, og igen greb de fat om mine arme, og mens en tredje vagt gik foran os med faklen i den ene hånd, så brød tårerne igen frem hos mig og rendte som en flod ned ad mine kinder.

"Stop det der ynk lille dame - Du skal til audiens hos greven!", snerrede den ene vagt, mens alt jeg kunne var at se ned på mine fødder, der modvilligt fulgte med vagterne ved mine sider og foran mig, og den kolde og fugtige kulde forsvandt lidt efter lidt, da vi igen begav os op ad trapperne igen mod slottets underetage, og lyset blev skarpere for mig, da jeg bemærkede en masse tændte fakler, der nu prydede de lange slotsgange, så de omgav mig med en masse velsignede varme, der lidt efter lidt varmede min ellers nedkølede og fugtige krop op.

Den fryd var mere end velkommen for mig!

Som vi nærmede os den retning, hvor jeg huskede svagt tronsalen lå, blev vi mødt af en del mennesker, der passerede os, og jeg så flere kvinder i både yngre og ældre aldre, og en lille flok unge piger, der rendte i ret fine kjoler passerede mig yderligere, så jeg mistænkte dem lidt for at være en del af hoffet, og jeg bemærkede at de skulede af mig og hviskede fnisende til hinanden, inden jeg og vagterne kom helt forbi pigerne.

Se, det var sådan en romantisk forestilling jeg rettere havde haft om skønjomfruer på et slot i fine kjoler med fine middelalderlige smykker, for det var aldeles ikke tanken om at blive dømt som kætter og proppet i et usselt fangehul, der tiltalte mig.

Vi stoppede op foran to store døre, som jeg straks vidste var tronsalen, der gemte sig bag, og vagten med faklen i hånden, bankede på den ene dør, hvorefter han satte faklen op på en fakkelholder i sort jern, der var oppe på væggen ved siden af den ene dør.

"Kom ind!", lød det fra en ru mandestemme inde fra tronsalen af, og straks åbnede vagten foran os dørene til siden, som var det et par franske døre, og det gik op for mig, at tronsalen ikke lignede tronsalen længere, men i stedet var en blanding af et par mindre og knap så prangende tronstole, som der ellers havde været her fra min egen tid, mens et langbord med tolv træstole på begge sider af bordet var placeret og for den ene ende sad der en mand og spiste løs af overdådige frugtskåle, overdådige fade med det der kunne ligne kyllingelår eller lignende, og en stor skål med kartofler og andre grøntsager og flere karafler med vin og vand, så min mave straks rumlede over det overdådige syn af mad.

Manden for enden af bordet viftede med den ene hånd mod os, "Lad os være alene..", udbrød han tørt, så vagterne åbnede min lænke og tog den af mig.

"Knæl for Grev de Montgomery..", lød det spidst fra én af vagterne og tvang mine knæ i det hårde gulv, hvorefter de atter forlod mig hos greven, selvom vi ikke var helt alene, for der stod to andre mænd herinde ikke langt fra hvor greven sad og spiste, og der sad en udklædt ung fyr henne på trappeafsatsen til tronstolene, så det straks gik op for mig, at han vidst nok var en hofnar, der sad og så ret kedsommelig ud.

Jeg kunne høre dørene lukke bag mig og jeg tillod mig at se flygtigt hen på greven, som jeg mistænkte var et sted i halvtredserne, og jeg kom straks i tanke om det billede af ham ridderen, der mindede om Justin Bieber, der var tænkt som en del af klanen de Montgomery, men det var bestemt ikke ham, der var manden - eller... Det kunne jeg jo ikke vide? Måske var billedet af den unge ridder netop et portræt af greven her som ung, men jeg kunne alligevel ikke helt se en svag lighed mellem greven og den unge ridder på billedet.

"Så du er altså en heks?", brød greven stilheden, så jeg så chokeret op hen på ham, hvor han sad og nærmest åd løs af den lækre mad, der stadigt duftede lækkert for mig.

"Nej! Dine vag..." "Hvad behager! Kan du straks titulere mig korrekt usle tøs!", afbrød han mig lettere vredt, så jeg bed mig forskrækket i underlæben og det gik op for mig, at jeg blev set meget ned på, så jeg nok måtte indordne mig lidt efter deres normer og rang.

Jeg sank blikket mod gulvet, "Jeg undskylder ærbødigst min herre..", svarede jeg roligt, mens jeg så ned på gulvet og mine knæ, eftersom jeg sad på hug på det kolde flisegulv.

"Undskyldningen er godtaget.. Forsæt endelig din forklaring træl..", svarede greven så jeg atter så op og hen på ham, hvor han nu sad og tørrede sine fingre med et hvidt klæde, der selvfølgelig var en serviet i stof, og han rejste sig fra sin stol, og greb ud efter et kyllingelår og gik hen mod mig mens han gyngede med kyllingelåret mellem fingrene, som om han lokkede mig med maden, som var jeg en tiggende hund, og jeg måtte desværre erkende, at det virkede, for jeg var rockersulten.

Jeg fugtede sultent mine læber med blikket på kyllingelåret.

"Hvorfor modargumenterer du mig træl?", spurgte han lavt mens han stod et par meter foran mig.

Jeg sank en klump, "Deres vagter beskylder mig på tomt grundlag høje herre... Jeg er hverken heks eller besidder magi.. Jeg er kun ganske simpel og lige så meget et menneske som alle andre...", forklarede jeg med et nervøst ræsende hjerte, der nærmest sad i halsen på mig.

Greven så mistroisk ned på mig, hvorefter han bukkede sig lettere og greb fat om amuletten om min hals, "Javel.. Du påstår, at du ikke er heks? Hvad er så det her? Den tyder meget på magi og kætteri..", forklarede han spidst, så jeg så chokeret ind i hans mørkeblå øjne og jeg gispede forskrækket, da han i et hårdt ryk hev amuletten og min guldhalskæde fra min hals - den guldhalskæde, som jeg for flere år siden havde fået i konfirmationsgave af min farmor og farfar.

"Av!", jamrede jeg mig lettere over, at få hevet min halskæde af, der selvfølgelig var knækket, og selv det lille marguerittevedhæng, der havde gemt sig bag amuletten, var røget med i rykket og hvilede nu i grevens hånd.

"Interessant forklaring træl.. Dette smykke foruden denne kraftfulde amulet, er faktisk et utroligt stykke håndværk.. Hvor har du stjålet det henne?", skældte han, så jeg gispede og rystede skrækslagent på hovedet.

"Min guldkæde er ikke stjålet høje herre, for det er mit høje herre!", forklarede jeg panikslagent.

Greven rettede sig op med et blik ned på mig, der virkede som om, at han ikke var decideret overbevist om min forklaring.

"Og din beklædning træl? Jeg har kun set kvinder i benklæder, hvis de ønsker at klæde dem ud som en mand!", fortsatte han skrapt, hvorefter han smed kyllingelåret ned på gulvet foran mig, hvor jeg havde så meget lyst til at tage det, men hvad hvis han blev rasende?

Han greb hårdt fat om hagen på mig og så skeptisk ned på mig, "Åben munden træl!"

Jeg åbnede modvilligt min mund svagt, "Helt op, sagde jeg!", råbte han op, så jeg gabede helt op for ham og han stirrede ned i munden på mig.

"Du har et utroligt smukt tandsæt.. Så blændende og hvidt og ingen huller?", udbrød han med en overrasket stemme og slap mig igen, hvorpå han sparkede kyllingelåret hen til mig på gulvet.

"Spis, hvis du vil!", lød det surt fra ham, og selv om kyllingelåret sikkert var beskidt, så tænkte jeg slet ikke på det, for jeg mistænkte meget for, at jeg nok ikke kunne få mad, når jeg ville, så jeg tog til takke med det lille kyllingelår og straks samlede jeg det op og børstede det værste skidt væk fra det fedtede kyllingeskind, og som om jeg ikke havde fået mad i dagevis, begyndte jeg straks at bide løs af låret, der viste sig at smage mere af and end kylling, men det var ligegyldigt, for kødet smagte dejligt i munden på mig.

Greven gik lettere i cirkel foran mig med hænderne på ryggen, "Forklar mig venligst, hvordan du overhovedet kan have sådan et smukt tandsæt, uden at besidde de mindste magiske kræfter?", spurgte han med et stålfast blik nede på mig.

Jeg sank en klump med blikket oppe på ham, "Eh.. God mundhygiejne?", svarede jeg lettere i vejret med et akavet smil. Ja, jeg kunne ligesom ikke forklare, at jeg kom fra en anden tid med adgang til tandpasta, tandbørste, mundskyl og alverdens dejlige hygiejneprodukter, for så ville greven da først påstå at jeg var en heks, at jeg bare sådan kunne rejse tilbage i tiden.

Og nu gik det op for mig, at der måske alligevel fandtes magiske kræfter i verden, for måske var magien ikke kun tiltænkt dygtige tryllekunstnere, og hvad med f.eks ham den vilde amerikaner Chris Angel, der besad uanede kræfter, som virkede så uforklarlige, når man så ham i tv'et, at han kunne gå på vandet, gemme kort under huden på menneskers isser, sidde lodret på en husmur uden at sidde fast i sele eller lignende eller på en vindueskarm og bryde ud af en isblok på ingen tid, mens han var lænket fast på hænder og fødder. Ja, ham Chris Angel havde lavet så mange uforklarlige numre i tv'et, som man, som tilskuer ikke kunne finde nogen logisk forklaring på. Enten klippede folkene det hele sammen, så det så magisk ud, eller også besad manden virkelig magi og overnaturlige kræfter?

Så ja, jeg valgte at holde mig til det mere logiske..

Greven så ikke vildt overbevist ud, hvor ved han så hen mod mændene der havde stået som tavse under forhøret, "Send bud efter min nevø, straks! Og bed ham træde op hos mig omgående!", bad greven bestemt, hvor straks én af mændene nikkede og gik hen til døren, eftersom jeg fulgte manden med blikket.

"Træl?!", brød greven ind, så jeg straks så frem for mig igen og op på ham med et spørgende blik.

"Hvad hedder du?", spurgte han med et skulende blik ned på mig.

Jeg tyggede mig om munden og tørrede flygtigt fedtet væk fra mine mundvige og kinder med min ene håndryg og sank bidden, "Olivia min herre..", svarede jeg roligt, så greven så på mig med et løftet øjenbryn.

"Olivia? Smukt navn.. Det indrømmer jeg.. Dine forældre har bestemt set dem stolte på dig, da de navngav dig, men du er bestemt også en smuk pige, og derfor må du nok forstå, at jeg stadigt mistænker dig for en kætter, for det viser sig faktisk at mange hekse har ret smukke udseender..", forklarede han bestemt.

Jeg sukkede trist og sank blikket mod gulvet, "Men jeg er ikke nogen kætter min herre.. Jeg kan ikke engang en trylleremse..", forklarede jeg med et suk, selvom jeg kunne nævne "Abra kadabra", men ikke engang de ord ville jeg nævne, hvis greven virkelig kendte til de ord.

Greven så skeptisk ned på mig og rystede lettere på hovedet, "Det kan jeg så ikke tro helt på, og derfor vil jeg ikke stå til ansvar for en straf, der måske kan vise sig, at være helt forkert, så derfor mener jeg, at det må være op til kongen af Camelot, der vurderer, om du skal straffes..", forklarede greven, så jeg så målløs op på ham.

"Findes Camelot?!", udbrød jeg chokeret, eftersom jeg kun troede at Camelot var et historisk sagn.

Greven så spydigt ned på mig, "Ikke næsvis træl.. Camelot er ikke faldet endnu, og det skulle den helst heller ikke gøre..", svarede greven mig, med et skarpt blik på mig, men han afbrød blikket og så op bag mig, eftersom jeg kunne høre dørene blive åbnet uden banken på, så jeg så mig tilbage over skulderen, og et sug gik gennem min krop, da han trådte ind i salen med et følge af to andre unge riddere lige efter sig.

"Så var det jo..", tænkte jeg målløst, og jeg kunne sagtens se, at han kunne være Justins Biebers tvillingebror, for han lignede ham på en prik, bortset fra han ikke havde en eneste tattoo på kroppen hvad jeg kunne se af, og han havde meget vel ingen skjult andre steder under hans tøj og rustning, kunne jeg forestille mig, eftersom de nok ikke havde opfundet tatoveringer i dette her århundrede.

Den unge ridder og hans følge af to andre unge følgesvende gik luks forbi mig, uden at værdige mig et mindste blik, kun fordi ridderen havde øje for greven, som han gav et mandekram med klap på skuldren med og luftkys ved kinderne.

"Godt, at du kom Justin..", smilede greven til ridderen, så jeg spærrede øjnene op yderligere.

Han hed kraftedeme Justin?!

Ej, så måtte jeg sgu da drømme? Måske lå jeg faktisk på hotelværelset i London og drømte alt det her? Måske, havde jeg ikke været vågen endnu og efterskolen havde måske ikke været på nogen tur til Arundel Castle endnu? Og måske skulle vi slet ikke på tur til slottet. Måske var vores guidet rundtur med skolen på slottet også drøm? For det virkede da helt ude i skoven nu, at selveste Justin Bieber skulle optræde i denne her ret autentiske drøm.

Det hele virkede lidt for godt til at være sandt..

~


Justins synsvinkel:

Tron og spisesalen, Arundel Castle, lørdag d. 4/4-1415, aftenstid.

"Jeg afbrød vel ikke noget vigtigt?", spurgte min onkel med et lille smil, så jeg smilede skævt og rystede på hovedet, "Nej onkel, jeg var kun netop blevet færdig med dagens træning, eftersom vi jo snart nærmer os ringdysten..", forklarede jeg roligt, så min onkel nikkede med et lille smil og klappede mig endnu engang på skulderen.

"Sandt nok knægt, men jeg må desværre konstatere, at det ikke er sikkert, at du når at deltage i ringdysten..", forklarede min onkel, så jeg så med rynkede bryn på ham, "Hvad?! Det kan du virkelig ikke mene? Jeg har brugt blod og uanede kræfter på at træne op til dysten, og så sig..." "Fald ned Justin! Jeg må desværre skuffe dig.", afbrød min onkel mig, hvor ved han flygtigt så hen på Leander og Marcus, hvorefter han så på mig igen, "Og dine venner med, for den sags skyld, for jeg har en vigtig opgave til jer tre..", fortsatte min onkel.

"Altså helt ærligt onkel! Du ved udmærket godt hvor vigtig ringdysten er for mig! Det er der jeg kan vise vores folk, hvor dygtig jeg er i kamp og udholdenhed! Kan Becket eller Noah ikke ordne den opgave for dig i stedet - eller dem begge to for den sags skyld?", spurgte jeg irriteret, så min onkel sukkede med et træt blik på mig.

"Det kan jeg ikke kære Justin.. Det omhandler en rejse til Camelot, og der ønsker jeg, at du præsenterer dig og Arundel for Arthur, så der kan jeg ikke være det bekendt at sende hverken Becket, Noah eller nogen anden ud over du, Leander og Marcus til Camelots kongerige - Forstår du mig nu Justin?", forklarede min onkel, så jeg pustede opgivende ud og nikkede kort, "Jeg forstår onkel..", svarede jeg med et suk og så flygtigt over min skulder hen på Marcus og Leander, der sendte mig et svagt medfølende smil. Ja, jeg havde virkelig set frem til ringdysten, og så viste det sig, at der var en stor risiko for, at jeg ikke ville nå at kunne deltage i den.

Jeg vendte atter mit blik tilbage på min onkel, "Så hvilken opgave ønsker du vi skal ud på kære onkel?", spurgte jeg stadigt svagt opgivende.

Min onkel nikkede med et svagt smil og så forbi mig ned på gulvet og rakte hånden visende mod gulvet, "Dette er Olivia.. Hun bærer en mystik over sig, og vi tror meget på, at hun er en kætter...", forklarede min onkel og jeg vendte mig omkring, mens mine venner også gjorde, og lige der bemærkede jeg endelig pigen, der havde siddet på gulvet, da jeg og vennerne ellers var kommet ind i salen før. For jeg havde da bemærket en pige siddende på gulvet da jeg kom ind, men jeg havde ærligt ikke taget notits af hende, i alt fald ikke før nu, og hvor var hun dog smuk at betragte.

Hun kunne umuligt være ældre end mine knap 21 år, eftersom jeg først fyldte år til juni.

Uanset hvad, så var hende Olivia virkelig smuk med hendes lange brune og bølgende hår, der skinnede smukt og så ud til at gå hende til lænden. Hun havde kønne brune øjne og perfekte røde læber, der virkede malet. Dog havde hun en ret spøjs kropsbeklædning med stramme lyseblå benklæder i noget stof jeg aldrig havde set før og yderligere havde hun en sort stram overdel, der både afslørede hendes maveskind og en fyldig barm, der fik enhver ungkarl til at tænke på meget urene tanker.

Ja, jeg ville helst være ærbar over for min gud, men hun var virkelig en fristerinde og med hendes ynde og seksuelle udstråling, kunne hun sikkert gå for at være en nymfe, gudinde eller en heks, som min onkel mistænkte hende for at være?

Mit hjerte slog med kraftige slag i brystet over hendes fristende væsen, der desværre fristede mig enormt meget og jeg pustede tungt ud, og så atter væk fra det ret smukke og perfekte pigebarn, og lukkede flygtigt mine øjenlåg for at fjerne mine meget urene tanker om hende nøgen, og havde jeg ikke haft min ringbrynje på nu, som dækkede over mit underliv, så ville både min onkel, pigen og mine venner kunne se min erektion, som var opstået i mine benklæder - Pinligt..

Jeg åbnede mine øjne igen og så hen på min onkel, "Så hvorfor skal vi til Camelot kære onkel?", spurgte jeg og prøvede at abstrahere mig fra det alt for dejlige syn af Olivia siddende på gulvet.

Min onkel gik rundt i halvcirkel med hænderne på ryggen, som han ofte havde en tendens til at gøre, når han skulle forklare noget.

"Du, Leander og Marcus, skal drage til Arthur i Camelot, og i skal eskortere Olivia her, og stille hende i audiens hos Arthur, hvor han så skal vurdere, om hvorvidt hun er kætter og om hvilken straf hun skal have, for jeg kan ikke vurdere noget på nuværende tidspunkt, eftersom Camelot er mere vandte med magi og den slags overnaturlige fænomener i deres rige, så Arthur må kunne vurdere, om Olivia her er kætter... " "Men herre, det er jeg ikke!", afbrød Olivia med en dirrende stemme, så både min onkel, jeg og mine venner straks  så ned på hende.

Hun sad og græd stille, "I må altså tro mig.. Jeg er ingen kætter... Jeg fandt amuletten i jorden et sted ude i slotshaven, og jeg syntes at den var så flot og speciel, at jeg valgte at bære den... Andet ved jeg ikke om den amulet! Jeg beder dem herre, beskyld mig ikke for noget, der slet ikke er sandt - hører de? Jeg er et ganske almindeligt menneske og har ingen intentioner om at ville andre ondt!", forklarede Olivia med en grædende stemme, så det ærligt talt rørte mig.

Jeg havde et eller andet sted ondt af pigen, for hvad hvis hun talte sandt? Hvad hvis min onkel fejlbedømte hende?

"Se Justin.. Det er det jeg mener.. Hun er muligvis god til at manipulere os andre, så jeg ikke kan vide mig sikker på, om hun overhovedet taler sandt..", forklarede min onkel ved min side, så jeg flygtigt så op fra den grædende Olivia og så på min onkel, "Hvordan kan du overhovedet vide dig sikker på, at hun overhovedet er en kætter, onkel? Hun virker jo ganske harmløs, bortset fra hendes ret så vulgære og mærkværdige beklædning..", forklarede jeg med et alvorligt blik på ham, så min onkel sukkede opgivende.

"Justin.. Der er noget du ikke forstår her..", sukkede min onkel og han trak mig væk og helt hen til trinet til tronforhøjningen og han lagde begge sine hænder om mine overarme lige under min skulderbrynje, "Det er netop her, at du skal slå koldt vand i blodet... At hun sidder og græder utrøsteligt lige nu, er fordi hun ønsker medlidenhed..", forklarede min onkel lavt, mens han flygtigt så hen på Olivia, så jeg flygtigt selv så hen på hende, hvor hun så helt grædefærdig ud.

"Stakkel pigebarn..", tænkte jeg flygtigt.

Min onkel flyttede min opmærksomhed på den smukke Olivia, og han greb fat i min venstre hånd og proppede en amulet og en smuk skinnende guldkæde med en lille smuk marguerit siddende i kæden i hånden på mig.

"Hun bar denne amulet om halsen, og den besidder nok en masse kræfter og magi.. Det mistænker jeg i alt fald, og så længe hun ikke bærer amuletten på sig, så er hun helt sikkert sårbar og kan ikke bruge hendes kræfter... Derfor ønsker jeg, at Arthur finder frem til hvem og hvad hun præcist er, og han kan så besegle hendes skæbne.. Forstår du nu?", forklarede min onkel lavt i en bestemt tone, så jeg atter så flygtigt ned på den ret slidte og ødelagte amulet, "Jeg forstår...", mumlede jeg med et svagt suk og så op på min onkel, der nikkede med et tilfredst smil.

"Godt Justin.. I og Olivia drager afsted efter morgengry - Jeg får Beatrice og Claire til at pakke alle jeres fornødenheder, så i kan klare rejsen til Camelot...", forklarede min onkel med et tilfredst smil til mig, så jeg nikkede svagt uden rigtigt at smile.

Jeg var både skuffet over, at jeg skulle gå glip af ringdysten, men mest af alt havde jeg virkelig ondt af Olivia.

"VAGTER!", råbte min onkel op, så jeg så lettere forskrækket op og straks åbnede dørene sig, hvor ved Noah og Victor dukkede op og stillede dem i audiens hos min onkel.

Min onkel nærmede sig Leander, Marcus og den stadigt knælende Olivia på gulvet og så hen på Victor og Noah, "Før pigen tilbage til fangehul..." "Nej nådige herre! Ikke fangehullet!", afbrød den stakkels grædende Olivia, hvorpå Victor og Noah greb fat om hendes arme, så hun blev løftet op fra gulvet.

"Giv mig en mudret stald eller en kølig sø - Alt andet end det frygtelige fangehul! J..jeg b..beder dem nådige herre! Skån mig fra det skrækkelige fangehul!", hulkede Olivia, så jeg stod og fik frygteligt ondt i maven over stakkels Olivia.

Men min onkel var kold og stålfast, som jeg kendte ham bedst.

"Ignorer hendes anmodning og før hende tilbage til fangehullet.. Hun skal eskorteres til Camelot af min nevø og hans følgesvende ved daggry, så sørg for at hun er ansvarligt anbragt i en fangevogn i morgen tidligt!", forklarede min onkel bestemt.

"Javel herre!", svarede Victor nikkende mod min onkel, hvorefter både Leander, Marcus og jeg desværre skulle stå og overvære Victor og Noah, der slæbte afsted med stakkels hulkende Olivia ud fra tronsalen og ned ad de lange slotsgange, hvorefter dørene blev lukket i igen, og jeg kunne stadigt høre Olivias hjerteskærende gråd og skrig, selvom det ikke var højlydt længere, men det satte virkelig dybe spor i hjertet på mig, og så jeg hen på mine venner, så virkede de mindst lige så berørte over stakkels Olivia som jeg var.

Ja, jeg kendte dem ligesom ret godt..

De var ligesom jeg var, og ønskede som jeg kun fred og lykke i vores land og ikke al den had, hungersnød, død, jagten på kætterne og krig. Alt vi ønskede var fred og kærlighed, men det var der ikke meget plads til her i landet.

Stilheden sænkede sig over os alle i flere øjeblikke, mens jeg stod på afstand og betragtede min onkel sætte sig for at spise videre, som om intet var sket før.

Jeg rystede på hovedet med en knude i maven over min onkel, hvordan han kunne få sig selv til, at være så forbandet ligeglad med en stakkels pige. Han var godt nok min onkel og min eneste familie, eftersom både min fader døde for et par år tilbage så pludseligt af noget uforklarligt, eftersom vores tjenestepige havde set ham tage sig til brystet, hvorefter han drattede op på stedet, og min moder døde i barselssengen efter hun havde født mig, og derfor tog min moders bror, altså min onkel Grev John de Montgomery mig under hans vinger. Og jeg var skam virkelig taknemmelig og jeg elskede min onkel, men jeg delte bestemt ikke hans kolde og kyniske holdninger, som han fra tid til anden havde.

Jeg mente at han tog alt for mange forkerte beslutninger..

Det eneste positive jeg kunne øjne i nuet, var at han i det mindste ikke havde dømt stakkels Olivia sin straf allerede, så hun trods alt havde håbet i sig lidt endnu, men jeg frygtede kong Arthurs dømmekraft over Olivia. Jeg frygtede, at han ville dømme hende dødsstraf og dømme hende som kætter, for hvad hvis Olivia faktisk talte sandt og slet ikke besad overnaturlige kræfter? Hvad hvis hun bare var en stakkels vildfaren pige, der blev bedømt forkert?

Jeg kunne virkelig ikke holde til tanken om at se hende blive brændt på bålet, hvis hun faktisk var helt uskyldig. Hendes skæbne var meget usikker og farefuld, og tankerne styrede mine indebrændte følelser, så et par tårer flugtede sig ned ad min kinder, og mine venner bemærkede det tydeligvis, men selvfølgelig ville de ikke kommentere og gøre min onkel opmærksom omkring det, for han skulle ikke vide, at jeg besad en overflod af kærlighed og medfølelse til uskyldige mennesker uanset deres rang.

"Stop jeres grublen og kom og del brødet med mig!", brød min onkel pludseligt stilheden, så jeg bemærkede Leander og Marcus sætte dem til bords, hvorefter de tog sig for maden, men jeg kunne ikke!

Nok var min mave sulten, men mit hjerte begræd stakkels Olivia og hendes usikre skæbne, så jeg kunne ikke klemme en bid ned, men jeg kunne være sikker på, at stakkels Olivia ikke fik noget mad i fangekælderen andet end muggent og tørt brød og vand, så jeg gik hen til min onkel og vennerne ved bordet og jeg greb fat i en tallerken og jeg stod og langede ud efter flere andelår, grøntsager og kartofler og brækkede et godt stykke majsbrød af og lagde det hele på tallerkenen, hvorefter jeg greb fat om den ene vinkaraffel, mens jeg stadigt stod, så jeg bemærkede et smørret smil fra min onkel.

"Godt Justin, masser af mad giver hår på brystet hos en tapper ridder, og sæt dig så ned!", udbrød min onkel med et tilfreds smil, mens han drak en tår vin af hans messingbæger.

Jeg strammede mine kæber med et stramt smil, og så derefter træt hen på ham, "Jeg stiller min sult i mine gemakker onkel og går tidligt til ro, så godnat..", svarede jeg målbevist, så jeg bemærkede Leanders og Marcus' målløse blikke op på mig ud fra begge mine øjenkroge.

Min onkel rynkede målløst panden og tørrede sig flygtigt om munden og hans brunrøde fuldskæg med hans hvide serviet, "Er du sikker?!", lød det målløst fra ham, så jeg nikkede med et svagt smil og så flygtigt på skift ned på mine venner, "Ja, jeg er ret træt efter træningen i dag.. Vi ses til daggry..", svarede jeg behersket med et lille knæk i stemmen, men gjorde det bedste for at holde min medlidenhed over for det stakkels pigebarn inde, så min onkel ikke skulle bemærke det.

Han nikkede med et svagt smil, "Javel.. Jamen, så godnat Justin.. Vi mødes ved morgenbordet..", svarede min onkel roligt, så jeg nikkede med et stramt og lettere falsk smil til ham.

"Det gør vi..", mumlede jeg og så på skift ned på Leander og Marcus med et skævt smil til dem, "Godnat venner..", tilføjede jeg roligt, så Leander klappede mig let på min underarm med et lille smil, "Godnat Justin..", tilføjede Leander lavt, så jeg nikkede med et svagt smil og jeg samlede den fyldte tallerken med mad på og tog karaflen i den anden hånd og jeg begav mig væk, og straks åbnede den ene vagt henne ved dørene den ene dør for mig og jeg begav mig ned ad de lange slotsgange, der var lyst godt op af de tændte fakler og begav mig først og fremmest mod mine egne gemakker.

"Jonas!", råbte jeg fra mine lunger fulde, så min mandelige træl Jonas, straks dukkede op fra køkkengemakkerne af og han nikkede.

"Herren kaldte?"

Jeg nikkede med et stramt smil til ham, hvor han helt bevendt tog imod maden og vinkaraflen i mine hænder, "Det skal op til mine gemakker og du må gerne hjælpe mig ud af min brynje!", befalede jeg, så Jonas nikkede indforstået og gik lige bag mig, mens vi begav os det sidste stykke vej mod mine gemakker...

~

Puha, sikke en slem redelighed Olivia er end ud i. Mon hun formår at få frisag og slippe for sådan en slem straf?

Mon Justin ærligt vil hjælpe Olivia og give hende lidt mad - Og hvad med rejsen til Camelot? Vil han tro mere på Olivias sandfærdige ord, end den beskyldning som Olivia får af Justins onkel?

Alt det finder vi nok med tiden ud af. ;)

~

Ida

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...