Nu

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 16 maj 2017
  • Opdateret: 16 maj 2017
  • Status: Færdig
"Nu. Nu kan jeg mærke det."

Deltager i konkurrencen "Døde piger lyver ikke" valgmulighed nummer 1.

0Likes
0Kommentarer
103Visninger

1. Nu

Boblerne stiger op til overfladen, og laver små kugler der bliver skudt afsted. Det brænder allerede i mine lunger, men min tidsfornemmelse er et slør for min hjerne. 2 sekunder? 3 minutter? De fletter sig ind over hinanden, og det går op for mig, at jeg ikke ved hvornår det sker. Det burde ikke betyde noget, men tanken får mine dæmoniske tanker til at skabe et indre ur. I mit hoved begynder jeg at tælle. 1. 2. 3. 4. 5. 6. Det er ikke sådan her det burde være, det skal være smukt, og fredfyldt. 9. 10. 11. Dybet svøber mig som et tæppe, og tager kontrollen over hver en fiber i min krop. Jeg vil overgive mig til det, men min krop ryster for meget, og mine lunger gør alt for ondt. Men jeg burde ikke mærke nogen smerte. Det er slet ikke meningen, jeg skulle kæmpe endnu mere. 12. 13.

En flamme holdes ind mod min venstre lunge, og får min hud til at smelte i protest, det fortsætter, men jeg kan ikke bevæge mig. Vandet slukker flammen, men den brænder stadig, med ild der er stærkere.

Rebet gnaver i min hud, og hudafskrabningerne protesterer ved hver en bevægelse jeg skaber med mit ben. 14. 15. 16. Min krop bliver ved med at blive trukket længere ned, solen som før var så tydelig, er kun en lille mørk plet.

overfladen er for langt væk, til at kunne huske livet. Og døden er for tæt på, til at jeg kan forholde mig til tanken om det. Man husker alle tingene. Ansigterne. Mine forældres skuffede ansigter, når jeg ikke tør se på dem. Min søsters tårefyldte øjne, når jeg fortæller hende at jeg ikke magter at lege med hende. Mit eget ansigt som spejlet reflekterer, som er fuldstændig udtryksløst. Selvom jeg forsøger at rive i min kind, og vil se smerten i øjnene, ser jeg kun tomheden der kommer mig i møde. Men det er ikke de ansigter, jeg ikke kan få mit hoved fri for.

Jeg kan kun se deres ansigter. Deres smilende munde, der er opstået af at få mig ned. Blikkene der brænder i min ryg, når mine øjne ikke kan rettes mod dem. Følelsen af at være fuldstændig værdiløs, og ligegyldig, som nu er en definition. Jeg er ligegyldig, jeg fortjener ikke bedre. Jeg har selv bedt om det.

Fuck. Jeg har glemt at tælle. Med panikken i min hals, starter jeg forfra. 1. 2. 3. De lydløse ord der har sat sig fast på min krop, har gjort min krop tungere, og jeg kan ikke længere gå på mine ben. Grinene der har banet sig rundt om mig, har brændt mine knogler og mit flæsk. Mine tanker jeg ikke kan flygte fra, har skabt kødfulde streger op af hele min hvide arm. 4. 5. 6. 7. Intetheden er truende, og larmen får stilheden til at fylde alt for meget. Jeg gør det for deres skyld. Lader mit lig blive opløst af saltvandet, og mit ensomme skelet, vil blive på bunden af havet. Det er min skæbne, og det er hvad jeg fortjener. Jeg forsøger at finde freden, men jeg kan jeg ikke stoppe menneskets indre dyr. Det vil overleve. Mit hjerte bliver tungt, for alt hvad jeg ønskede, var at dø fredeligt. Men dyret vil leve. Med alle de kræfter jeg ikke har, kaster jeg kroppen mod overfladen. Selvom det er så langt væk, at alt er blevet kulsort. Rebet på min ankel har et trofast greb på mig, og jeg kommer ingen vegne. Jeg skriger. Det får bobler til at stige op mod overfladen, og der kommer ikke en lyd. Jeg har glemt at tælle igen. Men min hjerne er for træt, til at skabe tallene for mit indre blik. Min trætte krop bruger den sidste rest af energi på at vride, svømme og overleve. Dyret opgiver ikke, men inderst inde græder jeg, for ikke at kunne nyde mine sidste sekunder. Endnu engang kaster jeg et lydløst skrig op mod himlen, mens jeg mærker min krop blive slappere. Men min hjerne panikker stadig, forsøger at få kræfter. Men jeg har ikke flere. De er forsvundet. Nu. Nu kan jeg mærke det.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...