ΑΝΑΓΚΗ

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 16 maj 2017
  • Opdateret: 16 maj 2017
  • Status: Igang
Døde piger lyver ikke, valgmulighed 1.

1Likes
2Kommentarer
89Visninger

1. ΑΝΑΓΚΗ

Har du nogen siden tænkt over at nogle mennesker er bestemt til at blive onde? At nogle mennesker aldrig har en chance for at blive anderledes en det deres skæbne bestemmer? Det har jeg tænkt over, tit.

”Jens, hvordan har din dag været?” Vi sidder ved aftenbordet, mor spørger mig altid hvad jeg har lavet. Min søster, Line, sidder og stikker til sin broccoli. Jeg tænker tilbage på dagen:

 

Vi kommer hen ad gangen. Os, os som alle på hele skolen frygter, os som alle piger elsker, os der ikke har nogen form for respekt. Der er pause. Jeg kan se Billy sidde over på den anden side af skolegården. Han LÆSER i en bog. Den lille stræber. Jeg peger over på ham og slænget går der over. Vi stiller os i en halvcirkel omkring ham, han lægger ikke mærke til os. Han er dybt optaget af sin bog. Jeg tager den ud af hænderne på ham. Jeg læser tilfældigt op fra bogen:

”’ΑΝΑΓΚΗ’ sagde Claude Frollo. ’Det er græsk og betyder ’skæbne’’” Jeg vender bogen om så jeg kan se forsiden. Der står ’Klokkeren fra Notre Dame’ på forsiden. Jeg viser de andre drenge den og de begynder at grine. ”Hvorfor læser du en pigebog? Hva’ Billy?” Jeg går til den, det gør vi alle sammen.

”Det er ikke en pigebog…” Billy når ikke længere før en af drengen giver ham et skub så han vælter bag over og lander i det våde græs. Jeg kan se at alt luften bliver slået ud af lungerne på ham.

”Jo det er.” Jeg smider bogen ned i en lille vandpyt lige ved siden af ham, han tager den hurtigt op og begynder at tørre den med sit i forvejen våde ærme. Jeg kan se hans øjne fyldes af tåre og han er lige ved at rejse sig for at komme væk. En af drengen griber ham i kraven og løfter ham op at stå. Nu står han i midten af vores rundkreds. Vi er ti drenge der alle råber grimme ting til den lille forvirrede dreng i midten.

”Nørd…” En af drengene skubber til Billy.

”Tykke…” En anden prikker ham hårdt i maven.

”Fattigrøv…” En tredje hiver i hans bluse, en lidt for stor lang ærmet trøje der virker falmet og gammel.

”Tøs…” Jeg rykker ham i det pjuskede hår og alle andre omkring mig griner.

”Pigebog…” En eller anden slår bogen ud af hans favn, han prøver at samle den op.

”Svin…” En giver Billy et spark så han vælter omkuld på den hård jord.

Der er ingen der gør noget, selv ikke læren der kommer forbi med en kop kaffe i hånden. Lærerne har heller aldrig gjort noget. De er ligeglade. Det har de altid været.

”Tykke dyr.” Råber jeg, jeg spytter ham i ansigtet, han fortjener det, ikke fordi han har gjort mig noget. Men han er bare så irriterende. Han er så klog, han laver altid sine lektier, lærerne elsker ham…

 

Jeg går hen ad gangen på skolen. Der er helt stille omkring mig. Alle andre er til time, men ikke mig. Sundhedsplejersken havde sendt mig et brev om at jeg skulle komme der hen. De andre havde været der, men ikke mig, jeg var ’syg’ den dag. Jeg hader det her.  Jeg banker på den blå dør og der er en venlig stemme der siger kom ind. Jeg åbner døren og går ind. Den venlige dame beder mig stille mig op på vægten. Den viser 88,3 kg. Jeg bider mig i læben, damen nikker bare og beder mig stille mig over til væggen hvor målebåndet hænger. Jeg stiller mig op af væggen og kan se at hun noter 1,74. Hun nikker og siger at jeg kan gå.

Jeg går hen ad gangen på skolen, alene. Jeg går ud til min cykel, jeg tager hjem nu. Jeg kan høre kirkeuret bag mig slå 12. Skolen slutter først om tre timer.

 

”Det gik fint.” Jeg rejser mig og tager min tallerken og stiller den over på køkkenbordet. ”Tak for mad. Jeg skal lave lektier.” Jeg ved godt at jeg ikke har tænkt mig at lave nogen lektier, det er bare en undskyldning for at forlade bordet og den pinlige stemning. Mens jeg går op af trappen kan jeg høre min mor sige lavt til min far:

”Sagde jeg noget forkert? Tror du ikke han har det bedre her end på den gamle skole?” Jeg ønsker at råbe at det går fint, at det er meget bedre end min gamle skole, men jeg tror ikke det er en god ide. Så begynder de bare at stille spørgsmål.

 

Jeg går ind på mit værelse og lukker døren bag mig. Jeg tager min Nokia op som ligger på bordet og ser på den. Først sidder jeg bare og stirrer på den, så kaster jeg den ind i væggen. Der kommer et hak i tapetet, men telefonen holder til alt. Jeg vil allerhelst skrige. Jeg vil gerne have en ny mobil. En lidt sejere, en lidt bedre. Jeg rejser mig og samler den op og ser på den igen. Der er en ny besked.

’Hey man. Laver du noget i aften? Vi er nogle stykker der tager ned på legepladsen og tyraniser de små børn. Kommer du?’

Det er Jonas, jeg smiler, ikke et godt smil, jeg elsker de her aftner. Jeg skal bare lige finde på en undskyldning for at gå ud. Mor vil gerne vide hvor jeg er. Jeg har ikke planer om at hun skal vide det. Ikke lige denne gang.

’Jep, er der om 10.’

Jeg sender den korte SMS til Jonas. Jeg er lederen, så selvfølgelig skal jeg være der når vi går ud, ellers bliver jeg måske betegnet som svag. Jeg vil ikke være svag, ikke lige som Billy, han er svag. Da jeg gik forbi lærerværelset hørte jeg at de snakkede om at han vil flytte skole. Han er svag, fordi han ikke kan klare det. Man bliver nødt til at slå igen. Sådan er livet, det har jeg lært.

Jeg rejser mig og lægger min telefon på bordet. I skyndingen kommer jeg til skubbe til en bog der ligger på kanten. Den falder ned, den lander åben med ryggen opad. Jeg kan se at det er en gammel biblioteksbog. Den er fra min gamle skole, jeg fik den aldrig afleveret. Det var min yndlingsbog førhen. Jeg samler den op og ser at der på den side den landene på lå et bogmærke. Bogmærket ligger på gulvet med forsiden ned af. Jeg samler det op og kigger på det.

Det er et gammelt klassebillede. Der sidder ti børn på en række, og bag dem står der ti mere. Det er min gamle klasse. Der står 7. B på et skilt en af de midterste drenge holder. Jeg kan sætte navne på dem alle sammen. Der, helt ude i den ene side står jeg. Jeg står et skridt væk fra de andre, tyk og i mit lidt lurvede tøj som mor har købt i genbrug. Mit hår er lidt for langt og jeg er ikke den kønneste. Der var ingen af de andre der opdagede at jeg stod lidt væk fra dem. Og lærerne gjorder ikke noget ved det, det gjorder de aldrig. Jeg tænker tilbage på dengang:

 

’Jeg sidder på en bænk helt over i det ene hjørne af skolegården. Det er mit nye gemmested. De to sidste frikvarterer har de ikke kunnet finde mig. Jeg sidder helt op af muren og læser i min bog, den er virkelige spændene, faktisk er den så spændene at jeg slet ikke ligger mærke til noget af det der sker omkring mig. Lige pludselig er der en stor hånd der river bogen fra mig. Det er Jan, skolens bølle og mobber, bag ham kan jeg se hele hans slæng, de fandt mig. Jeg rækker ud efter min bog. Men Jan løfter den bare højre op i luften så jeg ikke kan nå den.

”Hvorfor læser du en pigebog Jens?” Jans stemme er kold og drevende. Han begynder at læse op fra bogen, det er så pinligt, men det er sådan en god bog: ” ’ΑΝΑΓΚΗ’ sagde Claude Frollo. ’Det er græsk og betyder ’skæbne’’” En af drengene skubber hårdt til mig så jeg falder lige på rumpen ned i en vandpyt, mine bukser er gennemblødte. De andre griner bare. Jeg kan se Lise stå der over sammen med sine veninder og fnise. Jeg kan ellers godt lide Lise. Jan kaster bogen i hovedet på mig, det gør ondt, jeg ved at jeg kommer til at kunne mærke det en hel uge efter. Jeg prøver at rejse mig, til at starte med er der ingen der gør noget. Så tager Jens fat i mit lidt for lange hår og river mig ud midt i deres cirkel. Det går ondt. De begynder at skubbe og sparke mig. De råber grimme ting efter mig.

”Nørd…” Jeg får et slag over nakken.

”Tykke…” En eller anden giver mig et knæ i maven, al luft forlader mine lunger.

”Fattigrøv…” Der er en der river i min T-shirt så den går i stykker fordi stoffet er så mørt. Jeg kan mærke en tåre er ved at trille ned af min kind, jeg håber at de ikke ser den.

”Tøs…” Jan rykker mig i håret så mit hoved ryger ned af med et ryk, og alle andre omkring mig griner. Jeg glæder mig bare til det ringer ind.

”Pigebog…” En slår til min bog og den ryger på jorden. Da jeg prøver at bukke mig ned for at samle den op er der en der giver den og min hånd et spark. Det resulterer i at bogen ryger nogle meter hen af asfalten og at min finger begynder at dunke.

”Svin…” Jeg før et spark bag i og jeg tumler om på jorden. Nu orker jeg ikke at rejse mig. Jeg kan høre klokken i det fjerne, men den er meget langt væk. De andre går, de lader mig bare ligge. En dag vil jeg hævne mig. Jeg lader hovedet falde tilbage på jorden og lukker øjnene.

”Tykke dyr.” Det er Jans stemme, jeg kan mærke noget vådt og klamt ramme mit ansigt. Idioten har lige spyttet mig i ansigtet.’

 

Jeg kigger ned på bogen i min hånd. Jeg læser den sætning der har ændret mit liv. Jeg har ikke åbnet bogen siden den dag i skolegården.

ΑΝΑΓΚΗ’ sagde Claude Frollo. ’Det er græsk og betyder ’skæbne’’

Det var min yndlingsbog, jeg følte med alle i den bog: Quasimodo, udskuddet ingen ville have. Esmaralda, dræbt for at være sig selv. Claude Frollo, manden der deler min skæbne.

Jeg ser på det gamle klassebillede igen. Had stiger op i mig. Jeg lovede at jeg ville hævne mig. Jeg krøller billedet sammen og smider det i papirkurven. Jeg tager min mobil frem og skriver en hurtig besked til Jonas.

’jeg kommer ikke alligevel, forælder.’

Jeg rammer send og smider telefonen samme vej som billedet. Jeg lægger mig ned i min seng og stirre op i loftet.

I morgen skal Billy have bank.

I morgen…

Har du nogen siden tænkt over at nogle mennesker er bestemt til at blive onde? At nogle mennesker aldrig har en chance for at blive anderledes en det deres skæbne bestemmer? Det har jeg tænkt over,

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...