The Bro-Code | One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 13 maj 2017
  • Opdateret: 5 aug. 2017
  • Status: Igang
Venus Windsor er ikke bare hadet på Chesterfield High for musikalske talenter, men også den nederste del i den populære rang. Hvorfor er hun så upopulær tænker du nok? Som den eneste pige på hele skolen der ikke holder af One Direction, så er det lidt svært at skaffe sig en vennegruppe.

Så hvad skal der ske når 4 drenge, hun ikke er de største fans af, redder hende fra en lidt akavet situation? Når hun finder ud af at disse 4 drenge er One Direction, og en enkelt af dem er hendes bror. Svære bliver det når Venus og hendes bror begge får følelser for det samme band-medlem.

41Likes
15Kommentarer
5047Visninger
AA

2. 2 - Stranger & shit


 

Det først Venus havde lagt mærke til da hendes bevidsthed begyndte at snige sig tilbage, det var den buldrende hovedpine. Hun havde forvirret holdt en hånd mod sin pande, og gennemgik hurtigt den sidste episode i hendes minder. Hun spærrede øjnene op og skyndte sig op på to ben. Det fortrød hun hurtigt.

"Forhelvedet. Jeg rejste mig for hurtigt, alt, alt for hurtigt. Hvorfor fuck gør jeg det hver eneste gang?" Mumlede hun svagt til sig selv, og betragtede det mørke rum. Venus sad ikke mere end et par metre fra det nærmeste vindue, og hun kunne se at himlen næsten var sort. Lampen i klassens loft var stadig tændt. Hvordan havde ingen bemærket at lyset var tændt? Havde de ignoreret det med vilje, fordi hun var herinde? Hendes fornærmede tanker hvirvlede rundt. Fuck dem også, fnyste hun.

Hun rejste sig langsomt op denne gang, og børstede støvet fra gulvet af sig. Hun himlede med øjnene; Selvfølgelig havde ingen overvejet at feje klassens gulv. Hun bevægede sig i forsøgende skridt mod egetræsdøren der var et par skridt fra katederet, hvor hun havde siddet tæt på selv. Da døren var åbnet og hun havde sniget sig ud på gangen, med hendes mega seje Ninja kicks må hun tilføje, så løb hun så hurtigt hun kunne gennem skolen. Da hun nåede sit lyseblå metal skab skrev hun hastigt sin kode ind. 1-3-0-4, fire klik og hun var inde. Så hørte hun en stemme.

"Hvem der? Du kan lige så godt lade være med at løbe." En lygte lyste hende lige ind i ansigtet fra den anden side af gangen. Heldigvis var hoveddøren i den anden retning. Venus svarede ikke, men hviskede blot fuck for sig selv. Hun hev sin sorte rygsæk ud af skabet, smækkede i og løb. "De løber kraftedeme hver gang!" Kunne hun hører at vagten hvæsede.

Venus styrtede mod hoveddøren, som var det fanden der var efter hende; Hvor i realiteten var det bare Chesterfield High's tykke vagt. Hun kastede sig nærmest over glasdøren, hvorefter hun kunne hører alarmen gik i gang. Hvorfor hoveddøren var låst op i første omgang undrede hende, men lige dengang var ikke tiden til at stoppe op og gruble. Så hun løb videre. Venus stoppede ikke op før hun nåede udkanten af sit nabolag. Hun trak vejret ind i hårde stød, og satte sig forsigtigt ned på hug. Hun smed sin taske ved siden af sig, og begyndte at fokusere på at kontrollere sin vejrtrækning.

Hun betragtede den mørkeblå himmel, der langsomt beroligede hende. Da hun endelig havde fået sin vejrtrækning på plads stod der en mørk skygge bøjet over hende.

".. Er du okay?" Hviskede en stemme tæt på hendes øre. Forskrækket væltede Venus bagover, heldigvis ned på en græsplæne. Hun sukkede dybt og blev bare liggende. Den dag var alt for lang til at kunne falde i hendes smag. Hun kunne høre en drengs latter, og hun kiggede op. Hun fandt de smukkeste blå øjne, og hun kunne ikke lade være med at stirre.

"Jeg ved godt, at jeg ser godt ud." Grinede drengen ned til hende, og rakte en hånd ud så hun kunne komme op. Venus rystede kort på hovedet af forvirring, tog drengens hånd og blev hjulpet op på benene igen. Hun blev ved med at stirre ind i de krystal blå øjne. Drengene kløede sig akavet i nakken, og Venus snappede ud af hendes dagdrømmeri.

"Du er ikke amerikansk." Sagde Venus som et fakta, og samlede hendes taske op fra jorden, og smed den så hen over hendes højre skulder. Drengen sendte hende et skævt smil. "Nej, jeg er ikke amerikansk." Grinede han let. "Jeg er skam britisk, darling."

Venus himlede, for en fjerde gang den dag, med øjnene. Britere. Dem havde hun ikke en speciel god historie med. Især ikke den mobning hun havde modtaget gennem årene, fordi hun ikke var så forfærdelig interesseret i One Direction. Typisk at amerikanske piger skulle dåne over de der 'smukke' drenge fra England, pænt nej tak herfra. Selvom denne her brite var ret så charmerende.

"Aha, og jeg er ligeglad. Farvel pretty-boy." Sagde hun, sendte ham et skævt smil og smuttede uden om ham for at finde vejen hjem. Hun blev dog stoppet at en hånd på sin skulder. Af vane trak hun sig hurtigt og hårdt væk, og vendte sig om. Hun blev mødt af ansigtet af den forvirrede brite.

"Er du altid så uvelkommen? Du vil ikke have en autograf af mig eller noget?" Spurgte han forvirret, og kiggede undersøgende på hende. Venus løftede det ene øjenbryn. Altså hvem troede han lige at han var, tænkte hun irriteret.

"Er du måske kongelig? Er alle briter så opblæst at de tror de skal give autograffer, eller hvad?" Sagde hun spydigt og vendte sig igen væk. Hun havde forventet en spydig kommentar tilbage, men blev i stedet mødt med latter. Hun vendte sig for en tredje gang rund og begyndte at bryde ud i et smil. Drengen var knækket sammen om latter. "K-k-kongelig! Opblæst!" Grinede drengen.

"Okay hr. grinebidder. Du har min interesse. Hvad hedder du?" Spurgte Venus, og trådte et par skridt nærmere drengen. Han tørrede et par tårer væk fra øjnene. Han skulle lige til at svare, og så knækkede han sammen af latter igen. "Okay, så går jeg." Sagde jeg.

"Nej, nej! Vent, stop! Jeg skal nok stoppe." Grinede han færdig, og så samlede han sig selv så han kunne svare Venus ordenligt. Han tog sig ordenlig tid til at kigge på hende, og bemærkede hvordan hun havde en gennemslående lighed til hans bedsteven Harry. Det var bemærkelsesværdigt.

"Mit navn er Louis.. og du er?"

"Jeg er Venus."

"Som planeten?"

"Ja, har du et problem med det, huh?"

"Nej, nej. Det er et flot navn." Sagde Louis og trådte et par skridt bagud med hænderne skyldigt op foran sig. Venus brød ud i endnu et smil. Det var ikke tit hun fik at vide at hendes navn var pænt. Det var mere ordene kikset og ynkeligt, som hun fik smidt efter sig i dagligdagen. Louis bemærkede igen hvordan hun lignede Harry; Selv når hun smilede mindede hun om ham.

"Kan jeg få dit nummer inden jeg går hjem?" Hendes ord havde skræmt hende selv. Hun plejede ikke at have modet til at kunne spørge om en hun fandt interessant's nummer. Louis så også lidt tilbagetaget ud, men han fik hurtigt sig selv på banen og grinede til hende. "Kun hvis du ikke er en stalker."

"Selvfølgelig er jeg det." Jokede hun. Heldigvis kunne Louis se på hende at det bare var for sjov. Han tog sin mobil ud af sin mørkerøde hoodie og holdte den fem mod Venus. "Tast dit nummer ind."

Hun tog i mod den spritnye Iphone 7 med store øjne, for selv havde hun kun en forældet sony. Hun fandt til sidst vejen frem til kontakter og indtastede sit nummer. Hun rakte Louis hans telefon tilbage og han tog imod den. Som han så hendes kontaktnavn begyndte han at grine. Venus havde taget mod til sig til at kalde sig 'Stalker-queen', som et kælenavn i stedet for hendes normale navn.

Så vendte hun sig om og begyndte at gå ned af den mørke vej for at finde sig sit hus. Hun vinkede over sin skuldre, hvorefter briten råbte efter hende. "Vi ses, dronning!"

Hvis bare hun var en dronning, tænkte hun, og ikke en undersåt.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...