Samtaler i mørket - Uendelighedens skygge

Et essay med emnet “samtaler I mørket”.
Essayet handler om vores indre skygger, den dybe uendelighed, kaos, kærlighed, og altings endeligt.
Dette er meget personligt essay skrevet ud fra egne oplevelser og meninger.
Håber på en smule respons 

1Likes
3Kommentarer
171Visninger
AA

3. Samtalen i mørket

 

Tæt omkring mig hviler der et mørke. En skyggedans af sorte fjer, et tåget slør fint som silke. En altid ændrende form, fyldt med vores tanker, fyldt med fantasi.

Det er mørkt, og det er dybt.

                      Det er i mørket, den dybeste samtale finder sted. Man er enten alene, eller også er man sammen med en person, som rent faktisk betyder noget for en.  Personen man kan snakke med. Og ikke bare den samme kedelige samtale - sort snak, smalltalk.

Noget ægte.

                      Det føles lidt som en drøm, når man tænker eller taler sammen i mørket. Man bevæger sig ud af tankernes spind i et uendeligt tomrum. Man griber chancen og tager fat om de mørkeste emner DØD, LIV, OPRINDELSE, UNDERGANG eller hvad?

Bare fordi samtalen er dyb, så behøver den jo ikke at handle om livets store spørgsmål eller om død og ødelæggelse! Det må den gerne, men ikke altid.

Nogen gange har man bare brug for, at snakke om alle de sjove og ligegyldige detaljer man ser i sit liv (Ikke så ligegyldige endda). Det er detaljerne som man møder i sin hverdag. Små dybe detaljer.

Som mandens hænder der rystede under en fremlæggelse om letbaner.  Som den klareste stjerne der lyste på himlen, man opdagede den ved et tilfælde, men alligevel blev man forelsket.

Det var smukt.

Måske prøver man at finde begrundelser for disse hændelser, at retfærdiggøre dem, at søge efter svar, måske gør man ikke. Måske siger man ikke mere.

For hvad er der tilbage i deres lille liv, noget som er værd at snakke om? Næ.

                      Jeg lukker mine øjne, tager mine skygger i hænderne. Holder dem fast. Holder dem trygt. Jeg flyder ind i tomrummet. En underlig verden der svæver mellem søvn og vågen. Drøm og fantasi.

Jeg sætter mig ned, og så snakker vi lidt om livet

Livet er mærkeligt lige for tiden. Jeg går rundt i min egen tomme boks af skygger og tanker, jeg føler intet. Jeg er her bare.

Tilværelsen er som et lille glasbur. Jeg sidder inden i det, kigger ud på alle mennesker. De ser mig ikke. De ser aldrig noget.

                      Det er som om, at vores samfund har mistet evnen til at skabe og inspirere.

Folk ved ikke, hvem de er længere. De kan ikke fortælle deres børn, hvem de er. For de ved det ikke.

Alting handler om, at vi skal have godt. Vi skal arbejde. Elske.

Men jeg synes ikke, at det er godt nok.

For hvor er kunsten henne? Hvor er åndeligheden mellem mennesker gået hen? Hvor er dybden, meningen med en tilværelse. Let eller tung, jeg er ligeglad. Jeg savner et nærvær i de ansigter, som nu er så tomme. Et nærvær i samtaler. Noget af mening. Noget af mørke….

                      Samtalen stopper kort efter. Jeg falder i søvn, mens mine skygger våger over sengen. Deres lange sorte kroppe falder sammen i en masse, og alting bliver endnu mørkere. Jeg sover.

 

Tankerne er underlige i mørket, de er generaliserende, bruger ord som alle og os, de er ikke velovervejet, de er bare hvad de er. Frit strømmende. Altid ændrende. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...