Gyngetræet

En kort novelle om rejsen gennem kærlighed og sorg.
Novellen er et bidrag til konkurrencen: Døde piger lyver ikke, Skriv om at bearbejde sorg og depression.

0Likes
0Kommentarer
77Visninger

1. Gyngetræet

Gyngetræet

Jeg var gået hen til gyngetræets plads, som Caleb og jeg havde døbt det.

Da jeg først mødte Caleb, var jeg 8 år gammel, jeg havde gået i 2 klasse, og Jakob skolens ”bølle” havde taget min madpakke og væltet mig ned på jorden. Caleb havde strakt lappen frem med et kækt smil, og spurgt, om jeg havde brug for en hånd, dagen efter var han min bedste-ste-ven. Vi plejede at tilbringe frikvarteret oppe i gyngetræet, mens vi byttede madpakker.

Jeg havde medbragt et tæppe til at sidde på, det var lørdag, så der var ikke et øje.

Vores venskab var blevet lidt underligt, da jeg var 11 og han 12. Vi talte sammen, ikke så meget som da vi var små, men vi talte. Det blev forår- cirka 16 grader, og Caleb ville mødes. I øjeblikket efter var jeg løbet op til skabet og hevet min nye Bohemen kjole ud: Græsgrøn med et blåligt skær ligesom mine øjne, med mit lange brune hår sat i en hollandsk fletning. I mine blonde ballerinaer havde jeg hastet op af skrænten, mens jeg hoppede imellem hvert skridt. Vi mødes ved gyngetræet stod der på sedlen. Da jeg kom der op, var der intet at se, jeg skænkede det dog ikke en tanke, men kravlede bare derop og ventede. Efter 10 minutters kjolerettelser og hårsnurren, vendte aprilvejret, og regnen begyndte at øse ned, som gjaldt det dens liv. Efter 30 minutter havde jeg frysende trukket benene ind under min krop. Min drivvåde kjole klistrede sig ind til min iskolde krop, og mit hårs frisurer fungerede som en slags glidebane til det resterende vand, så det fik en mulighed for at vælte ned i min nakke. To minutter inden klokken ringede, kravlede jeg synderknust ned, men min glatte sko gled, og jeg faldt ned på jorden. Dækket af mudder gik jeg rystende tilbage mod klassen, men da jeg hev døren op, så jeg ham komme løbende. Ingen af os sagde noget, han omfavnede bare min sølle krop og lovede aldrig at svigte mig igen, så jeg tilgav ham. Alt var tilbage til normen, vi var altid sammen, uadskillelige.

Det var forår, udsigten var smuk ligesom altid.

To et halvt år senere på en lørdag, havde Caleb sagt, at han havde en overraskelse. Han gav mig et tørklæde for øjnene, og tog min hånd. Jeg var bange for at snuble, så han endte med at bære mig på ryggen, og løb som om han ikke ænsede den ekstra vægt. Da han tog tørklædet af, stod jeg lige foran gyngetræet nu pyntet med lys og lanterner. Eftermiddagen fløj afsted, før jeg havde set mig om, sad vi og kiggede på stjerner nattemørkets lysende kontrast. Efter det, skar Caleb vores navne ind i træet, det var en kliche, men vi var ligeglade. Et år senere rejste Caleb, den dag gyngetræet blev revet ned.

Jeg satte mig på tæppet og holdt Caleb sidste gave. Et agern, så jeg hvert år kunne mindes ham, når gyngetræet igen spirede. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...