Angel J

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 12 maj 2017
  • Opdateret: 21 maj 2017
  • Status: Igang
Gud sender Jessie ned på jorden for at passe på Agnes, med håb om at han lære at tage ansvar.
Jessie foragter jorden og alt hvad den står for. Følelser, sårbarhed og alt derimellem. Er han i stand til at hjælpe Agnes, og gøre sig fortjent til at vende tilbage til himlen eller ender hans opgave i en helt anden retning? Er det Agnes eller ham selv, der har brug for en hjælpende hånd?

0Likes
0Kommentarer
95Visninger
AA

1. Mødet

Kapitel 1

– Jessie –

 

Jeg gik ind på kontoret, som var domineret af mørkt egetræ. I den anden ende af lokalet stod Pete. Det tætteste man kommer på en bedste ven her. Han så hen på mig med sine klare og lyseblå øjne. Jeg himlede med mine egne mørke.

 

”Hvad vil han nu?”, sagde jeg og gned mig i ansigtet. Pete smilede kort og trak på skuldrene. Han gik hen foran mig for enden af det store bord, der var placeret midt i rummet.

 

”Hvem ved, han er trods alt Gud”, svarede han. Jeg sukkede og mumlede:

 

”Mind mig ikke om det”.

 

”JESSIE”. En dyb rungende stemme lød bag os, og jeg vidste, hvem den tilhørte, før han overhovedet var synlig i rummet. Gud. En høj mørk mand i formelt jakkesæt og sorte solbriller. Jeg har aldrig haft øjenkontakt med ham. Heldigvis. Jeg nikkede kort som hilsen og så ned i gulvet.

 

”Pete”, hilste han og Pete smilede anerkendende. De to havde en forbindelse, jeg aldrig rigtig havde lært at forstå. Ikke at jeg misundede Pete. Jeg foretrak at være i baggrunden, når det kom til Guds søgelys. Det var desværre ikke lykkedes ret godt.

 

”Du ser ud ad helvedes til”, konstaterede Gud og rynkede på næsen, idet hans skjulte øjne studerede mig. Jeg slog ud med armene:

 

”Tak…jeg kommer trods alt også lige derfra. Sat-”

 

”Jeg vil ikke høre navnet på min nemesis i mit eget kontor!”, afbrød han, og jeg sukkede. Men jeg havde været på besøg i helvede. Det var sket et par gange før. Ikke at jeg er specielt velkommen der, men det er jeg heller ikke i himlen. Jeg kløede mig i håret.


”Hvad sker der? Hvorfor kaldte du os ind?”, spurgte jeg og trippede. Det var som om, Gud var for stor til sit eget kontor, i sin åndelige facon, og jeg blev langsomt kvalt. Petes tilstedeværelse gjorde det ikke bedre. Med de to alene sammen med mig, er der ingen tvivl om, hvem det sorte får er.

 

”Jeg har en opgave til jer. Eller rettere sagt til Jessie”. Forklarede Gud. Jeg sank hurtigt.

 

”Jeg har gjort, hvad jeg fik besked på, hvad mere vil du have?”, spurgte jeg. Gud hævede en formanende pegefinger mod mig.

 

”Jeg vil have, at du rent faktisk udfører dine opgaver på tilfredsstillende vis, så dine synder kan blive tilgivet, og du kan vende tilbage ren”. Jeg sukkede og krydsede armene over mit bryst. Mine synder havde altid været interessante heroppe.

”Jessie, jeg sender dig ned til menneskene”, sagde Gud udtryksløst. Jeg måbede og mærkede noget koldt løbe ned ad min ryg. Jeg ville hellere tilbringe mere tid med Satan, end jeg ville ned til menneskene. Pete kom med et begyndende grin.

 

”Gud…du ved hvordan det gik, da han selv var menneske”. De grinede begge to. Guds latter rungende og indtrængende.

 

”Ja, mind mig ikke om det sørgelige eksemplar han udgjorde”.

 

Jeg himlede med øjnene og rømmede mig:

 

”I ved godt, at jeg stadig er her ikke?”, tilføjede jeg skeptisk.

 

”Ja hvordan kan vi nogensinde glemme det”, svarede Gud. Han kiggede på Pete:

 

”Pete, du kommer til at fungere som vagt. Du tager ned til Jessie i ny og næ og tjekker op på ham og hans opgave”. Pete nikkede og blinkede til mig. Jeg forbandede ham i mine tanker, og håbede at Satan måske kunne opfange det.

 

”For det første har jeg ikke brug for en fucking baby-sitter, og for det andet, hvad skal jeg så hos menneskene?”, spurgte jeg irriteret. Gud rynkede panden.

 

”Du skal passe på en pige. Agnes hedder hun. Jeg håber, at du ved at kan tage ansvar for hende, kan lære at tage ansvar for dig selv en dag. Jeg håber, at det kan fjerne dine synder”. Jeg slog hænderne ud mod ham og kunne mærke mine øjne blive større end jeg ønskede:

 

”Jeg skal ikke passe på noget menneske! Jeg nægter at skal derned og-”

 

Gud løftede sin håndflade mod mig, inden jeg nåede at færdiggøre min sætning, og han slyngede mig ud af himmelportene, der slog i bag mig med et højt brag. Det næste jeg mærkede var et hårdt underlag, der kolliderede med min krop.

Jeg stønnede. Jeg havde glemt, at man kunne mærke alting på Jorden. Mit ansigt gjorde ondt, og jeg forsøgte at rejse mig. Jeg børstede mit tøj af, og så at jeg var landet på en fodboldbane. I baggrunden lå en skole, og et par elever løb indenfor, idet klokken ringede.

 

”Jeg hader ham”, mumlede jeg og stønnede kort, da jeg forsøgte at gå. Han havde virkelig gjort et ihærdigt forsøg på at dræbe mig.  

 

- Agnes –

 

”Hvad laver du? Du vækkede mig”. Jeg rejste mig irriteret fra græsset, hvor jeg havde slikket sol kort forinden et højt bump havde vækket mig fra min lur. Mine øjne tilpassede sig solen, og jeg fik øje på en fyr jeg umiddelbart ikke havde set på skolen før. Han var høj og klædt i sort fra top til tå. Sorte jeans med huller, sort t-shirt med læderjakke udover. Mine øjne hvilede på hans ansigt. Det var skarpt markeret, som om han var lavet i marmor. Tydelige kindben og mørke øjne. Hans halvlange og tykke mørke hår faldt ned i hans pande. Hans væsen udsendte noget, som jeg ikke kunne sætte finger på. Det var ikke fare, men langt fra tryghed. Jeg rynkede panden.

”Hvem er du?”, spurgte jeg, idet han ingenting havde sagt. Han kiggede på mig et kort øjeblik, inden han svarede.

 

”Jeg uh…jeg hedder Jessie”, sagde han og hilste kort med hånden. Der var et par meter mellem os, og det virkede ikke som om, han havde tænkt sig at komme tættere på. Han så skeptisk på mig. Som om han ikke helt stolede på mine intentioner. Ikke at jeg havde nogle. Det var trods alt ham, der havde forstyrret mig.

 

”Agnes”, svarede jeg kort og efterlignede hans hilsen. Hans mørke øjne udvidede sig et kort sekund, inden de genfandt deres mistroiske blik. Han gav et nik med hovedet. Jeg kneb øjnene sammen og tog et par hurtige skridt hen imod ham. Han gik instinktivt tilbage og holdt en hånd ud.

 

”Du bløder i panden”, sagde jeg og pegede på hans pande, hvor en rift var begyndt at bløde ned i et af hans mørke øjenbryn. Han rynkede panden.

 

”Hvad?”, spurgte han forvirret. Jeg sukkede.

 

”Din pande. Du bløder?”, gentog jeg og pegede denne gang på min egen pande. Det gav et lille sæt i ham.

 

”Årh, ja det. Det uh, det er ingenting”, svarede han og smilede kort. Det nåede ikke hans øjne, som stadig var skulende. Jeg bakkede lidt væk, idet jeg fik en besked. Det var Ellis. Jeg tog min rygsæk og svingede den bag på ryggen.

 

”Jeg bliver nødt til at gå" mumlede jeg og løb hen mod skolen.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...