Angel J

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 12 maj 2017
  • Opdateret: 21 maj 2017
  • Status: Igang
Gud sender Jessie ned på jorden for at passe på Agnes, med håb om at han lære at tage ansvar.
Jessie foragter jorden og alt hvad den står for. Følelser, sårbarhed og alt derimellem. Er han i stand til at hjælpe Agnes, og gøre sig fortjent til at vende tilbage til himlen eller ender hans opgave i en helt anden retning? Er det Agnes eller ham selv, der har brug for en hjælpende hånd?

0Likes
0Kommentarer
98Visninger
AA

2. Første skoledag

JESSIE 

 

Jeg stønnede i smerte, da jeg rensede såret i min pande. Jeg rynkede brynene, da jeg betragtede mig selv i spejlet. Livet som menneske havde aldrig klædt mig ret godt. En stribe blod løb ned i en af mine mørke øjenbryn.

 

”Lort”, mumlede jeg, idet jeg skyllede en vaskeklud under den kolde hane. Jeg satte mig på kanten af badekaret med kluden mod panden. Jeg sukkede.

 

”Hvad så Jes?”, lød en alt for lys stemme, der overhovedet ikke matchede min sindsstemning. Pete lænede sig mod dørkarmen med et smørret grin. Jeg skulede hen på ham, inden jeg besluttede mig for at ignorere ham. Han gik hen foran mig og betragtede mit ansigt med et skeptisk blik.

 

”Allerede? Din første dag hernede og du har allerede fucket up..”. Han lød uimponeret. Jeg himlede med øjnene.

 

”Ja ikke alle har den luksus at få en blød landing, når de bliver smidt ud”, mumlede jeg og undgik hans blik kort efter. Jeg hørte et halvkvalt grin over mit hoved.

 

”Er du snart færdig med at checke op på mig, så du kan flyve hjem?”, spurgte jeg irriteret, idet Pete blev ved med at kigge vurderende på mig. Han lo.

 

”Nogen har vidst ikke flere cigaretter tilbage huh?”, bemærkede han.

Jeg stivnede og kiggede op på ham gennem mit hår, der delvist skjulte min pande. Jeg plejede at ryge, da jeg var menneske. Det forklarede min indre uro og trang til at vride alt, hvad jeg så på. Ja jeg var dybt afhængig. Pete stak til min skulder og rakte en rød pakke til mig. Jeg tog tvivlende imod den, men da den lå velkendt og godt i min hånd, flåede jeg den åben, hev den første og den bedste cigaret ud og -
Jeg havde ingen lighter.

 

”Her”, sukkede Pete og rakte den frem mod mig med et opgivende udtryk i ansigtet, da han så min tydelige desperation. Jeg tog den hurtigt og tændte cigaretten. Mine fingre skælvede. Jeg tog et langt sug og pustede røgen ud i rummet. Jeg vidste godt, at jeg skulle være gået udenfor. Men jeg vidste også godt, at jeg var ligeglad. Jeg hostede kort, inden jeg tog det næste sug, og mine hænder faldt til ro.

 

”Har du mødt Agnes endnu?”, spurgte Pete pludselig. Jeg tabte cigaretten, der brændte min arm, da den landede.

 

”Pis!”, udbrød jeg og fór op. Så meget for den sindsro. Jeg tværede skoddet ud med spidsen af min sko og lod det ligge. Jeg krydsede armene over mit bryst og betragtede Pete.

 

”Du er lidt jumpy, er du ikke?”, spurgte han og samlede skoddet op mellem sine fingre. Han hævede et irettesættende øjenbryn mod mig, inden han smed det i toilettet. Jeg sukkede irriteret.

 

”Jeg mødte hende kort i dag”, svarede jeg uden intentioner om at uddybe. Der var heller ikke mere at sige.

 

”Pæn?”, fiskede Pete og blinkede med et blåt øje. Jeg bed mig ufrivilligt i underlæben og bad til Satan om, at Pete ikke så det. Hun var pæn. Mange ting ville jeg benægte, og mange ting ville jeg lyve om, men hun var pæn. Flot. Mørkblond hår med bølgede krøller og fyldige røde læber. Store grønne øjne og lange ben. Jeg rystede det af mig og trak på skuldrene.

 

”Jae, hun er vel et pænt menneske”, sagde jeg toneløst og kiggede forbi Pete. Han lo.

 

”Er vi færdige her?”, spurgte jeg og gik med hurtige skridt ud af badeværelset, inden han begyndte. Pete fulgte efter.

 

”Næsten. Du ved godt, at du skal i skole i morgen ikke?”, spurgte Pete. Jeg stod lænet op ad spisebordet.

 

”Jeg ved godt, hvordan det fungerer Pete. Jeg er, hvor Agnes er”, svarede jeg køligt, og lod ham ikke se gåsehuden der spredte sig ned over mine arme, da han nævnte skolen. Han nikkede kort.

 

”Godt nok. Jeg vil ikke forstyrre dig længere Jes. Vi ses senere”. Han gav mig et klap på skulderen, inden han forsvandt ud af hoveddøren. Jeg gned mig i panden, imens jeg forsøgte at planlægge, hvordan jeg skulle komme igennem dagen i morgen.

 

AGNES 

 

Det blev morgen alt for tidligt. Jeg svingede mine ben ud af sengen og gned mine øjne. Jeg krammede mit tykke hår og besluttede, at et bad var overvurderet. Jeg trak i mine sorte afklippede jeans, en rød top der stoppede lige over navlen og begav mig af sted. Jeg bor hos min far, som arbejder meget. Han er sjældent hjemme, så mine timer hjemme bliver ofte brugt alene. Jeg stødte på Poppy tæt ved skolen.

 

”Hey”, hilste hun og gik hen til mig. Jeg smilede og hilste igen.


”Klar på det her?”, spurgte hun, og jeg lagde hovedet tilbage og stønnede teatralsk.

 

”Aldrig”, svarede jeg og Poppy lo med sin lyse, smittende latter.

Solen skinnede, og det summede af stemmer fra elever på vej ind i den store og intimiderende hovedbygning. Poppy fik øje på en fyr, som hun havde været sammen med i weekenden og løb over mod ham. Jeg kiggede på dem, imens jeg lo og fortsatte over den travle vej, der førte ind til skolens parkeringsplads. Det næste jeg hørte var et højt dyt, og jeg mærkede noget hårdt imod min krop. Jeg landede i det høje græs og så forvirret op i to opspilede mørke øjne. De stirrede ind i mine, og jeg kunne høre et anstrengt åndedræt. Jeg kunne mærke en brystkasse hæve og sænke sig imod min egen. Vi stirrede på hinanden et uendeligt øjeblik, inden han rejste sig. Han rakte en hånd ned imod mig og hev mig op at stå med et ryk. Jeg havde nær mistet balancen i ren og skær overraskelse. Jessie – fyren fra i går – stod foran mig med et mørkt udtryk i ansigtet.

 

”Øhm, tak”, fremstammede jeg usikkert og skævede op på ham. Han stod med armene over kors og gav mig et dybt suk som svar, inden han gik ind mod skolen med hastige skridt.

 

”Underlig type”, mumlede jeg og samlede mine ting sammen, som lå spredt rundt i græsset. Klokken ringede og jeg løb ind mod hovedindgangen.

 

Fire timer senere sad Poppy og jeg i engelsktimen og snakkede om en fest, som hendes nyerhvervede fyr holdte. Overfor mig, i den anden side af lokalet, sad Jessie. Han betragtede mig af og til, men når han ikke gjorde, lignede han én, der hellere ville være alle andre steder. Det gjorde vi selvfølgelig alle sammen, men han var i en helt anden liga. Han så ubekvem og anspændt ud. Hans kæber var spændte, idet han sad og bed tænderne sammen. Poppy havde heldigvis for travlt med at snakke om festen, til at bemærke ham og de blikke han sendte vores vej.

 

Da skoledagen var omme havde Jessie formået at ”redde” mig endnu to gange, og for hver gang var han mere irriteret. Jeg havde lyst til at påpege utallige ting, men nåede det aldrig, før han vendte mig ryggen og forsvandt ind i menneskemængden på gangen. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...