Jeg er ikke bange

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 12 maj 2017
  • Opdateret: 12 maj 2017
  • Status: Færdig
En kort historie om livets rejse, de højde- og lavpunkter som man går igennem.

0Likes
0Kommentarer
92Visninger
AA

1. Jeg er ikke bange

 

Hendes røde hår ligner ild i lyset fra solen, hendes spinkle, hvide hænder holder fat om en smuk buket blomster. Hendes elfenbensfarvet kjole får hendes kinder til at se rosa ud. Hun kigger op på mig, samtidig med at hun smiler og siger højt og tydeligt JA. Jeg læner mig ned og kysser hende.

 

”DET GØR ONDT” skriger hun, mens hun ligger i hospitalssengen. Jeg holder hendes hånd og prøver, at gøre alt hvad jeg kan for at hjælpe hende, men jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre. Efter flere timer hvor jeg har følt mig ubrugelig, sker det. Jeg hører vores barn græde og drejer mit hoved. Hendes lille krop er lyserød, med korte lyse dun på toppen, hvor er hun smuk. Det er som kærlighed ved første blik.

 

Hendes før så livlige røde hår, hænger nu helt livløst og uden sin sædvanlige glans, ned over hendes kridhvide skuldre. Hendes grønne øjne er tågede, pga. alt den morfin hun får. Børnene sidder på hver sin side af sengen, og holder hendes hænder. En sygeplejerske kommer ind og siger at besøgstiden er ovre, børnene og jeg går ud, men så spørger min elskede, om jeg ikke lige kan blive et øjeblik længere. Sygeplejersken nikker i godkendelse. Jeg sætter mig ved siden af hende igen, efter et øjeblik tager hun min hånd og siger Jeg elsker dig, du vil altid leve videre i mit hjerte og jeg i dit, jeg vil altid give dig og børnene styrke.”

Jeg begynder at græde, alt det som jeg har prøvet at benægte gennem de sidste uger, kommer til mig. Jeg elsker jo også hende og ville ønske, at der var noget jeg kunne gøre for, at hun blev rask.

 

Jeg putter hendes lille fod ned i den lyserøde sko, rejser mig op og krammer alle mine børn og børnebørn farvel. De går ud af døren, og lidt efter hører jeg bilerne køre væk. Jeg børster mine tænder, slukker lyset og lægger mig ind i min seng. I dag er det 40 år siden hun døde, men jeg husker hende som var det i går. Jeg er ikke bange for døden, det har jeg ikke være siden gik bort, jeg glæder mig nærmest til den, for jeg ved hun venter på mig. Så kan vi endelig blive genforenet, og være sammen for altid. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...