En malers verden

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 22 maj 2017
  • Opdateret: 12 maj 2017
  • Status: Igang
Året er 1616, og det er sommer på Kronborg slot. Kongen har sendt bud efter en ung maler, til at male de kongelige portrætter. Men denne unge mand, har meget at tumle rundt med, før at malerierne kan males.

Fordi selvom det er renæssancen, så prøver de unge mennesker stadig at finde deres plads i verden, og blive personer de kan leve med at være.

Bidrag til Skriv dig ind i historien.

1Likes
0Kommentarer
149Visninger
AA

1. En malers verden, er ikke så speciel endda

Landskabet rullede forbi ham som droschen bumlede ned af vejen. Det var sommeren 1616 i Danmark, og Michael Stormskjold, var på vej mod Kronborg slot, i en lille drosche, med alt hans malergrej samlet i en taske ved fødderne. Kusken var ikke specielt dygtig, og Michael følte at hans morgenmad, var på vej op den anden vej igen. Han stak hovedet ud af vognen, og prøvede at råbe til kusken.

"Hr." råbte han. "Kunne de måske sætte farten ned-". De ramte et bump, og han var lige ved at ryge ud af vognen. Rødmende, skyndte han sig at trække hovedet ind igen, for forlegen til at spørge igen. For at distrahere kvalmen, og for at nyde den smukke natur, kiggede han ud, og efter et par minutter, tårnede Kronborg slot sig frem. Tårnene, og det røde murværk, fik ham næsten til at smile over dets skønhed, men han tog sig selv i det, og kiggede ned på brevet, som mindede ham om hvorfor han ikke havde lyst til at være der.

"Kære Mikael Stomskjold"  stod der. "Jeg har længe været en stor beundrer af dine værker, og din store inspiration fra italienske kunstnere. Da der i år skal males nye kongelige portrætter, vil jeg anmode dem om at komme til Kronborg Slot, den femtende juli, hvor du vil overnatte indtil portrætterne er færdigmalede.

Fra din beundrer, Kong Christian fjerde af Oldenborg"

Han sukkede. Han burde føle sig beæret, men det gjorde han ikke. Måske ville han være blevet det før. Men siden slutningen af sin dannelsesrejsen, hvor han havde set de fattige børn på gaderne i Italien, havde alting vært anderledes. Alting.

Droschen standsede foran voldgraven, hvor Mikael tog sig sammen til at råbe til at kusken, at det var fint at standse her. Kusken råbte desværre tilbage, at 'han alligevel skulle aflevere hestene i stalden', og da Mikael måtte igen genert sætte ´sig tilbage i vognen igen.

De kørte over broen, og ind i slotsgården, som var overdænget med folk på den tid af dagen. Mikael takkede overfladisk kusken, og tog sit malergrej og omfattende baggage, imens han lavede grimasser når kusken ikke kiggede. "Jeg vil finde nogle folk til at tage deres baggage, hr." sagde kusken og bukkede kort. Mikael havde ikke mere høflig tilbage indeni i sig, end til at snerpe læberne sammen og nikke kort. Han stod rank med sin taske over den ene skulder og en bylt over den anden, men lige så snart kusken var ude af syne, sank han atter sammen i ryggen og sukkede dybt. Han følte sig akavet tilpas på en åben plads med så mange mennesker, fordi han havde aldrig været glad for store mængder.

"I det mindste er det ikke et bal" tænkte han, og kiggede med gru tilbage på de baller han havde været tvunget til at deltage i, den gang før han var startet på Sorø Akademi, og med endnu større gru på de der havde været mens han gik der. Kvalmen som den konstante varme i salene havde givet ham, vendte tilbage ovenpå kvalmen fra køreturen, imens stemmerne rundt om ham gjorde ham søsyg, fordi han blandede dem sammen med minderne om salene dengang. Det varme tøj, pigerne, pudder, unge mænd der snakkede om jagt. Han så for sig i tankerne en kvinde i adeligt tøj, der skreg efter hjælp, imens en mand løb efter hende, og indså at det var den prostituerede han havde set i Italien, hendes skrig rungede, og han kunne ikke længere mærke pladsen omkring sig-

Så kom en tjener ud, og han rettede ryggen som om intet var hændt.

Tjeneren sagde ikke noget, bukkede bare og tog hans baggage. Han gjorde tegn til at Mikael skulle følge med ham, og sammen gik de op af trapperne til øverste etage. På vejen kiggede Mikael ligeud i stedet for at beundre omgivelserne som han normalt ville have gjort, fortabt i sine egne tanker.

--------------------------------------------------------------------------

Da de kom op på øverste etage, stod kongen lige foran ham. Han skyndte sig at bukke dybt, hvorefter kongen også bukkede en anelse, for høflighedens skyld. Mikael havde aldrig før mødt kongen, men det havde hans fader som havde gået på Sorø Akademi, dengang kongen også gjorde det. Selvom hans fader var gået på en ældre årgang, havde de været "så tætte som brødre" hvilket havde givet faderen en plads i rigsrådet, nogle år efter, selvom han ikke var den ældste søn. Mikael vidste hvad han burde føle da han tog kongens hånd. En flig af ærefrygt, måske. Han hørte sin fars stemme i sit hoved.

"Kongen er det tætteste på gud. Han er guds budbringer"

Han prøvede at tro. Prøvede virkelig at føle ærefrygten i ham.

Men han følte bare afsky.

Fordi han kunne stadig høre præceptorens stemme, da de havde set kvinden.

Mikael havde spurgt ham med frygt i stemmen: "Det er ikke også sådan i Danmark, vel?". Først havde præceptoren kigget forvirret på ham. Mikael havde med en rystende finger peget på kvinden, som nu var et par meter væk. Det var imod ham at vise frygt overfor mænd han ikke kunne lide, men det var en af den slags situationer hvor han ikke kunne gøre andet.

Præceptoren havde ikke set bange ud. Han havde bare grint.

"Tja selv imellem guds hænder, er der parasitter"

Parasitter

Parasitter

Parasit

Ordet havde runget i hans hoved siden sammen med spørgsmålet:

"Hvorfor er jeg født som guds ridder, når kvinden er født parasit?"

Efter at have rystet kongens hånd, vendte den største bekymring tilbage.

Han skulle male.

Men til hans lettelse sagde kongen noget andet:

"Jeg tænker at de har brug for en smule tid til at falde til på slottet. Det har jeg før haft mange kunstnere fortælle mig"

En opfindsom måde at strække besøget på slottet, tænkte Mikael.

"Ja, det er fint. Tjeneren vil før dig til et værelse de kan sove i, og i aften bedes de komme til ballet"

Aldrig havde Mikael været så lykkelig, over at skulle til et bal.

---------------------------------------------------------------------------

Selvom Mikael ikke var meget for store rum med mange mennesker, så måtte han indrømme at Kronborg slots balsal, var fænomenal. Den var kæmpestor, med højt til loftet, en smuk lysekrone, og lys der strømmede ind fra vinduerne. Ungmøer der snakkede og fnisede, mænd der bød damer op, og dronningen omgivet af kammerpiger, var strøet indover billedet. Han havde set dronningen før, og lagde igen mærke til at hun var usædvanligt smuk. Hendes lange lyse hår var sat op i en kompliceret frisure, som blot fremhævede hendes slanke ansigt, og hendes positur var rank. Han huskede at hun havde haft mange beundrere dengang hun stadig var ugift, men alligevel havde det været en overraskelse da kongen giftede sig med en kvinde af så lav adel, selvom han allerede havde en tronarving. Rygterne sagde at han var helt forgabt i hende, og at han igennem breve havde lovet hende alt sin kærlighed og troskab. Om det ville holde kunne kun tiden sige, men Mikael troede det. Hans fader havde sagt at kongen var en mand der altid holdt sit ord.

Ved siden af hende var hendes kammerpiger. Nogle af dem var af en ældre generation, imens andre var en anelse yngre. Kun en skilte sig ud hos ham, fordi hun så ud til at være samme alder ham. Men hun var ikke specielt køn; grove træk, og brunt hår sat op stramt i en knold. Men hendes smil var ganske indtagende, og der var en ægte glæde bag det, som han ikke rigtig kunne sætte en finger på. Han fangede sig selv i at kigge en anelse for længe på hende, og da hun fangede hans blik, skyndte han sig rødmende at kigge væk.

Festen fik også en følelse af nostalgi til at vælde op i ham. Han huskede dengang hvor hans største bekymringer havde været, hvordan han hurtigst muligt kunne slippe væk fra de baller han var tvunget til at tage med til, og hvordan han så vidt muligt kunne undgå at byde nogen op. Dengang hvor problemet ikke havde været en tvivl på hans egne evner, men for få muligheder til at bruge dem, og for lidt frihed. Hvor han havde glædet sig til den dag han blev en mand, uden overhovedet at tænke på alle de byrder og tanker som kom med i pakken.

Hvor han havde vidst hvornår han blev en mand.

Fordi at ærlig talt vidste han ikke om det var sket endnu.

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...