Den hjemsøgte gård

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 13 maj 2017
  • Opdateret: 29 jun. 2017
  • Status: Igang
*historien er 100% fiktion. Men det sted hvor historien forgår findes i virkeligheden* Sally Johansen led en tragisk død da hun kun var 18 år , hun var slet ikke færdig med sit liv da " ulykken" skete og hun blev et spøgelse. Sally hjemsøger det sted hvor hun døde . Hvad var det der skete den juni aften​ for så længe siden? Hvorfor har Sally ikke fået fred og ønsker hun vikkelig det ? Har de mennesker der kommer her nogen grund til at frygte Sally ? Kan mennesker og spøgelser leve sammen som venner ? Er spøgelser nødvendigvis onde ?

1Likes
8Kommentarer
345Visninger
AA

2. Spøgelse

Jeg stod oppe på førstesalen​ lige ved dødstrappen. Jeg kiggede på den : der var ingen synlige spor efter min død , det hele lingede sig selv og stedet lingede ikke gerningssted selvom det på en måde var det.Jeg havde svært ved at forstå at der kunne ske noget som havde så stor betydning , som ændrede livet for så mange og stadig se ud som ingenting var sket ... Entlig var det en helt almindelig trappe der blev min død og hvis man ikke lige vidste det ville man ikke tro der noget specielt ved den. Men det var der!  Jeg trængte til frisk luft så jeg gik udenfor. Jeg kunne ikke mærke kulde men jeg tog alligevel min jakke på ,for jeg havde fået det så meget ind under huden da jeg jeg levde. Jeg savnede at være et levde menneske: jeg savnede at mærke viden mod mit ansigt , spise pizza , at føle mig levede , at mærke græsset under mine ter når jeg gik på bare føder om sommeren,  men det jeg svarede allermest var en ven. Jeg var så ensom at det gjorde ondt. Jeg havde ingen venner for alle var bange for mig og jeg var det eneste spøgelse her på stedet. I starten hadede jeg det jeg var blevet til, jeg kunne ikke acceptere det. Jeg vidste ikke så meget om spøgelser og det jeg vidste havde​ jeg fra gyserfilm. Men gyserfilmene viste spøgelser på en helt anden måde end jeg så mig selv. I de gysere jeg havde set var spøgelser nogen onde vænser der skadede og skarmte menneskerne væk fra stederne de hjemsøgte. Jeg ville ikke have at menneskene der kom her skulle forsvinde herfra. De var mine venner da jeg levede. Det var længe siden at mit liv sluttede men det var stadig meget smertefuldt at tænke på det åndsvage skænderi med Eric, der var blevet sagt mange dumme ting som ikke skulle være sagt   , ting også ting jeg fortryder. Jeg er i  dårligst humør når der ikke var nogen mennesker her for så var her så tomt , stille og så ensomt. Og så havde jeg alt for god til at tænke ...  Efterhånden  havde jeg vænnet mig til at gå rundt her på stedet uden menneskeligt selvskab men det betød jo  ikke at jeg ikke følte mig ensom. Jeg frygtede ikke stedet som jeg døde på og som jeg nu hjemsøgte , jeg kunne fartisk godt lide det. Jeg havde havde altid følt mig tryg og glad her. Jeg var kommet her meget da jeg levede.  Jeg trængte til at få noget frisk luft , så jeg gik ud og stod ved indgangen . Jeg kunne ikke mærke kulde men jeg havde fået så meget ind under huden at man havde jakke på udenfor at jeg slet ikke tænkte over det.  Sådan var det med mange ting: jeg havde lært så meget her og mange ting havde jeg så meget på rygraden at det var helt mærkeligt ikke at gøre det. Jeg havde vikkelig mange minder her , heldigvis mange gode minder ellers er jeg ikke sikker på at jeg kunne holde det ud. 

 

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...