Livet i Rampelyset | l.t | 2

Vi fortsætter i Louisas liv kort efter, hvor vi forlod hende. Over det sidste halve år har hun fået sin karriere godt op at køre, og hun lever det gode liv med sin tvillingebror og bedste venner.
Alt er dog ikke guld og grønne skove. I skyggerne gemmer der sig nogle hemmeligheder og nogle problemer som meget snart vil få Louisa til at vil løbe skrigende væk.
Er det nok til at hun vil vende ryggen til alt, hun kender og elsker, eller vil det blot vække nogle ting inden i hende? Det vil meget snart stå klart for det unge søskende par. || Advarsel: indeholder selvhad og selvskade ||

10Likes
0Kommentarer
3549Visninger
AA

8. VIII

”Du kan ikke være seriøs?” Jeg kigger forfærdet på Simon med Harry ved min side. Louis, Niall og Liam står ovre i hjørnet.

”Jeg vil have, at I to optager et offentligt forhold. Kald det arrangeret, hvis I får det bedre med det. Jeg vil ikke hører nogen protester. Jeg vil have, at I skal gøre det her – det kommer til at gøre nogle gode ting for begge jeres karrierer.”

”Skal jeg være tæt på det der?” Spørger jeg og peger på Harry

”Jeg har altså et navn.”

”Og jeg vælger at lade være med at bruge det.” Jeg giver ham et ondt blik, som han hurtigt gengælder.

”Jeg vil have, at I skal gøre det her, ingen ’men’, og det er min endelige beslutning.” Jeg stønner opgivende og falder tilbage i den stol, jeg rejste mig forfærdet fra for få minutter siden. Simon bruger de næste ti minutter på at forklarer os, hvad vi skal gøre, hvor vi skal gøre det, hvor tit vi skal gøre det, og hvorfor vi skal gøre det.

”En single?” Spørger Louis fra den anden ende af lokalet, hvor han ikke hører efter, hvad der bliver sagt. Tydeligvis var der noget i Simons ord, som fik os alle til at reagerer. Jeg har ikke hørt efter, hvad Simon har sagt, før det sekund han nævnte noget med en single.

Simon sukker opgivende og giver sig til at forklarer det forfra.

”One Direction og Louisa skal skrive en sang, optage den, udgive den og optræde med den inden for de næste halve år. Offentligheden skal tro, at I alle sammen er gode venner, og at Louis og Louisa har det tætte bror-søster bånd som andre kun drømmer om at have. Ingen diskussion. I vil alle få nærmere information inde for de næste par dage. I kan nu gå.” Og det er lige præcis det, vi gør. Vi går alle ud af bygningen og forsvinder i hver vores retninger uden at kigge på hinanden to gange. Det er i hvert fald det, jeg gør.

Simon ringede til mig tideligere i dag og fortalte mig, at jeg skal mødes med drengene i studiet klokken to i eftermiddag. Men før det skal jeg bruge et par timer sammen med Harry i offentligheden, hvor vi holder i hånden og går tæt op ad hinanden - Simons ord ikke mine.

Det er sådan, jeg befinder mig på givende tidspunkt.

”Det her betyder ikke noget,” kommentere jeg og smiler falskt op til ham. Han sender mig et bittert smil, og jeg griner som om, han har sagt noget sjovt. Jeg kan mærke øjne på os, og jeg ved, at nogen har kameraet rettet mod os.

”Kan vi ikke godt snart tage hen til studiet, så jeg ikke behøver at ved i nærheden af dig?” Jeg løfter på skulderne.

”Så let slipper du ikke fra mig.” Jeg blinker til ham med ét øje og trækker ham med mig ind på en tøjbutik. Harry stønner irriteret men følger med uden at sige noget.

Et par timer senere sidder vi os ind i en taxa og kører mod studiet. Det er første gang, jeg ikke kan beklage mig over, at der er en sort varevogn som følger efter os. I det sekund døren lukker i, slipper jeg hans hånd og laver en frastødende lyd.

”Du skal ikke tro, at jeg nyder det her mere end dig,” siger Harry og kigger ud ad vinduet. Jeg ruller med øjnene og finder mig telefon frem fra min pung, som er begravet et sted mellem mine tre shopping poser. Chaufføren kører os mod studiet.

”Hvorfor skriver Louis til mig? Jeg troede ikke engang, at han stadig har mit nummer,” mumler jeg for mig selv.

”Han skal måske bare være sikker på, at jeg stadig er i live.” Jeg ruller med øjnene.

”Som om han bekymrer sig nok til at gøre sådan noget.” Harry siger ikke mere resten af turen. Louis havde bare skrevet og spurgt, hvornår jeg er der, så han kan komme hjem igen. Sikke en nar.

 

”Endelig er I her - det var på tide,” kommenterer Louis idet, Harry og jeg træder ind ad døren.

”Wow, brormand, jeg vidste ikke, at du var så spændt på at se mig,” svarer jeg og sætter mig på en af stolene ved det store bord.

”Ha-ha-ha,” siger Louis humorløst og sætter sig på en stol så langt væk fra mig som muligt. Jeg ruller med øjnene og tager min notesbog ud af min taske.

”Hvad er det?” Spørger Niall der sidder nogle pladser væk fra mig på den anden side af bordet. Jeg kigger op på ham og ser, at han er oprigtigt nysgerrig. Jeg smiler et lille smil til ham og viser den til ham. Jeg har altid godt kunne lige Niall. Liam og ham har forholdt sig næsten neutralt i hele den her situation. Lige ud over det der skete på hospitalet for et par uger siden.

”Wow, Louisa, de her er virkelig gode - har du selv skrevet dem?” Jeg nikker bare med et lille smil. Jeg tager min bog fyldt med sange tilbage og slår op på en ny side.

”Er der så nogen der har nogle gode idéer?” Spørger Liam og kigger rundt på os. Nu hvor det bare og drengene og jeg, er jeg i total undertal.

”Louisa har nogle gode idéer,” pipper Niall. Alle øjne bliver vendt mod mig. Jeg sidder alene i det ene hjørne af bordet med min bog og kuglepen.

”Nej, jeg har ej,” svarer jeg koldt og laver kruseduller i hjørnet af papiret.

”Jo, du har nogle virkelig gode tekster.”

”Som om jeg har tænkt mig at dele dem med jer.” Størstedelen af teksterne og idéerne er virkelig personlige, men dem Niall så er overfladiske tekster som ikke betyder meget for mig. Jeg har haft den her bog siden, jeg var nitten år gammel, og Louis forlod mig. Jeg har nogle tekster, hvor det er meningen, at de aldrig skal vises til andre.

”Kom nu, Louisa, vis os nogen,” kommenterer Louis med et meget lille, men oprigtigt, smil. Jeg sender ham et ondt blik.

”Nej,” svarer jeg koldt og smækker bogen i for nysgerrige øjne. Der bliver helt stille.

”Hvorfor deler vi os ikke op, som vi plejer at gøre?” Spørger Liam ud i det åbne. Han modtager mumlende, enige svar, og de fire drenge splitter sig op i to-mands-grupper og forsvinder fra rummet, og jeg sidder alene tilbage. Jeg sukker og bladre igennem siderne. Måske kan jeg alligevel finde noget, jeg kan bruge som ikke afslører alt for meget. Jeg finder en tekst fra omkring seks måneder tilbage som er mere tilegnet Louis end nogen anden. Jeg læser den højt for mig selv.

“All of the rumours, all of the fights, but we always find a way to make it out alive. Thought we were going strong, thought we were holding on. Aren't we?” Det sidste er et sarkastisk spørgsmål til Louis, som jeg allerede kender svarer på. Det følte rigtigt på det tidspunkt.

”Du sagde, at du ikke har nogen gode tekster,” kommenterer en stemme fra døråbningen. Jeg kigger forskrækket op men ånder lettet op, da jeg ser, at det bare er Liam og Niall.

”Jeg troede ikke, Harry og Louis snakkede sammen mere.” Liam og Niall kommer hen og sætter sig overfor mig.

”Vi har tvunget dem til at snakke sammen,” svarer Liam og smiler til mig. Jeg griner og ryster på hovedet.

”Held og lykke med det.”

”Hvad skal det betyde?” Spørger Niall.

”Jeg kender min bror bedre end nogen anden. Uanset hvor meget jeg hader at indrømme det, så minder vi utrolig meget om hinanden. Jeg er rigtig godt til at bære nag.” Jeg smiler bare til dem og fortsætter med at lave kruseduller oven på andre kruseduller over teksten, jeg har kaldt ’History’. Den handler basalt bare om Louis’ og min historie i en måde der ikke giver mening for andre end mig.

”I har også den samme humor,” kommenterer Niall. Jeg nikker én enkel gang og griner humorløst.

”Mon ikke.”

 

”Hvad har I så fundet ud af?” Spørger jeg tre timer senere, da vi igen samles inde ved det store bord. Louis og Harry deler et blik.

”Louis, Harry, I må have noget,” kommenterer jeg og kigger ned på den blok de har foran sig med en masse tekst skrevet på. De rejser sig begge uden et ord og sætter sig ved hvert deres instrument. Louis ved klaveret og Harry med den guitar.

Harry starter med at synge: “You and me have got a whole lot of history. We could be the greatest team that the world has ever seen. You and me got a whole lot of history, so don't let it go, we can make some more, we can live forever.”

Bagefter synger Louis: “Minibars, expensive cars, hotel rooms, and new tattoos, and good champagne, and private planes, but that don’t mean anything. 'Cause the truth is out, I realise that without you here life is just a lie. This is not the end, this is not the end. We can make it you know it, you know.” I alt den tid Louis synger, kigger han direkte på mig som om, det er mig, der er skyld i vores skænderier og uenigheder.

Jeg er lam for ord. Det er som om, de har kigget direkte ind i mit hoved. Harry og Louis sætter sig tilbage på deres pladser og kigger hen på mig.

”Hvad har du?” Spørger Louis. Jeg ryster bare på hovedet og smækker min bog i. Jeg putter den ned i min taske igen og samler mine ting sammen. Jeg rejser mig fra bordet og styrter ud af lokalet. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...