Life on the inside | 2

Vi fortsætter i Louisas liv kort efter, hvor vi forlod hende. Over det sidste halve år har hun fået sin karriere godt op at køre, og hun lever det gode liv med sin tvillingebror og bedste venner.
Alt er dog ikke guld og grønne skove. I skyggerne gemmer der sig nogle hemmeligheder og nogle problemer som meget snart vil få Louisa til at vil løbe skrigende væk.
Er det nok til at hun vil vende ryggen til alt, hun kender og elsker, eller vil det blot vække nogle ting inden i hende? Det vil meget snart stå klart for det unge søskende par. || Advarsel: indeholder selvhad og selvskade ||

10Likes
0Kommentarer
3566Visninger
AA

6. VI

I morges så jeg det særeste syn, jeg nogensinde har set i mine fireogtyve år som Louis’ søster.

Alle fire One Direction drenge lå spredt ud over stuegulvet som om, de aldrig var gået i seng. Harry og Liam lå og sov på sofaerne; Niall sad med sin telefon med trætte øjne og rodet hår; og Louis sad på gulvet og læste en bog.

Jeg var ved at falde sammen af grin, da jeg så hvilken bog, han læste. Niall kiggede op på mig med et skævt smil. Louis ikke så meget som bevægede sig.

”Twilight? Er du virkelig så tøset?” Louis blinkede og kiggede op på mig med et uforstående blik.

”Undskyld, sagde du noget?” Jeg fnøs hånligt, rullede med øjnene og vente mig om for at gå.

”Hvad skal du?” Jeg vendte mig ikke om for at kigge på ham.

”Arbejde. Nogle skal jo tjene pengene i det her hus.”

Selvom jeg godt vidste, at de alle individuelt tjener flere penge end jeg nogensinde kommer til.

 

Hvad Louis ikke ved er, at jeg tog kontakt til Danielle Campbell i går aften.

Og jeg har tænkt mig at røbe hans forkærlighed for overnaturlige væsner.

”Er det sandt?” Jeg nikker, og jeg griner sammen med hende. Vores grin falmer, og vi sidder tilbage i en tilpas stilhed, før Danielle åbner munden for at sige noget.  

”Louis er bekymret for dig, Louisa.” Jeg kigger på hende med store øjne. Noget i mit blik fik hende til at reagere hurtigt. ”Bare rolig! Jeg spurgte ind til det, men han ville ikke fortælle mig det.” Jeg slapper visuelt af. Danielle smiler et varmt og roligt smil. ”Jeg respekterer dit privatliv og dit forhold til Louis.”

Jeg prøver at smile til hende, men jeg ved, at det ikke lykkedes ret godt. Danielle rynker panden af mig og kigger lidt bekymret på mig.

”Hvad så?” Jeg sukker tungt. Jeg fortæller hende om i går aftes, da jeg snakkede med Louis. Jeg fortæller hende om episoderne mellem Harry og jeg.

”… men han kan bare ikke forstå mig! Han er så ung – for ung. Ikke fordi jeg har noget i mod de yngre – jeg ved, at du kun er enogtyve – men jeg skal bare have en der er mindst ligeså gammel som mig.” Danielle smiler bare til mig og nikker.

”Jeg forstår dig udmærket godt. Jeg ville heller ikke personligt kunne gøre det.” Jeg nikker og smiler taknemmeligt til hende.

”Det er så dejligt at snakke med en pige!” Danielle griner. ”Jeg har været for meget sammen med de drenge.” Jeg griner med hende.

 

”Var du seriøst sammen med Danielle? Uden at fortælle mig det?” Louis kan ikke forstå mine ord, da jeg fortælle ham om min dag ude foran huset senere selv samme dag. Jeg tænder min smøg og indhalere nikotinen.

”Hun er en virkelig dejlig person.” Louis smiler et helt specielt smil, imens han bare kigger ud i luften. Jeg betragter ham et kort øjeblik, og jeg smiler for mig selv. Jeg håber en dag, at jeg kommer til at elske en person på dem måde, jeg ved, Louis og Danielle elsker hinanden.

”Hvad har I så lavet i dag?” Louis trækker på skulderne.

”For første gang i lang tid, har vi faktisk ikke lavet noget. Det er rart.” Jeg nikker.

”Er du nået videre med din bog?” Spørger jeg drillende med et skævt smil. Louis kigger uskyldigt på mig og prøvet at lave et flabet, tøset ’hårflip’.

”Ja, det er jeg faktisk, at du ved det. Jeg må indrømme, at jeg synes, at det er noget opblæst sludder.” Han starter godt ud med en piget, skinger stemme, men ender ud i et uinteresseret, hånligt tonefald.

Jeg kan ikke lade være med at grine, og Louis kigger ganske u-fornøjet på mig.

”Du er så tøset.”

Jeg slukker min smøg, og vi rejser os op for at gå ind i huset igen.

”Ja ja, du er bare jaloux over, at jeg er mere feminin end dig – det har du altid været.” Jeg prøvet at holde masken, men Louis gør det umuligt, da han forsvinder ind i stuen med dansende hofter og løse håndled. Jeg eksploderer med latter og følger efter ham ind i den tomme stue.

”Hvor er de andre?” Spørger jeg, imens jeg sunder mig efter mit hysteriske anfald. Louis trækker på skulderne og smider sig på sofaen. Jeg kigger på ham et kort øjeblik og trækker så på skulderne. Jeg går hen og sidder mig på hans mave, så luften bliver slået ud af ham. Louis trækker vejret dybt et par gange, men han siger ikke noget.

”Danielle fortalte mig, at du er bekymret for mig.” Der er helt stille imellem os.

Jeg kigger ned på Louis og ser, at han allerede kigger på mig med et bekymret blik. Jeg sukker.

”Jeg vil ikke have, at du er bekymret for mig.”

”Men det er jeg alligevel, Isa, jeg kan ikke lade være. I de tre år jeg ikke snakkede med dig, spurgt jeg ind til dig hos mor.” Jeg rejser mig og sætter mig i den anden ende af sofaen med fronten mod Louis. Han efterligner min stilling. ”Du har aldrig givet mig en grund til ikke at være bekymret for dig. Slagsmål? Skænderier? Jeg hadede – det gør jeg stadig – at jeg ikke kunne være der for dig i den tid. –”

”Du var grunden til det,” hvisker jeg. Jeg er ikke sikker på, om han overhovedet hørte mig.

”Hvad?”

”Du var grunden til det,” gentager jeg lidt højere den her gang. ”Hvorfor tror du, at det vendte 180 grader for mig, efter du skred?” Jeg lader ikke Louis svarer, før jeg fortsætter helt rolig og nådesløs. ”Jeg var rasende, jeg var forvirret. Hvorfor forlod du mig, Louis, hvorfor? Hvordan kunne du få dig selv til bare at opgive din familie på den måde?

”Jeg vidste ikke, at du stadig holdte kontakten med mor. Du holdte kontakten med Félicité. Jeg blev rasende på hende, da jeg faldt ud af det. Jeg kunne ikke forstå, hvordan du kunne glemme din egen tvillingesøster på den måde.” Jeg griner en kort, humorløs latter. Jeg kigger op på Louis og ryster på hovedet.

”Jeg fik en grund fra dig den ene aften sidste år, men da jeg siden hen prøver at bringe det på banen, ender jeg med at råbe af dig. Jeg er træt af skænderierne, jeg er træt af ikke at kunne kontrollere mit temperament. Men jeg må bare lære at leve med det, ikke sandt?

”Jeg er fjollet, det har du sagt før, men jeg har stadig ret. Uanset om du vil indrømme det eller ej, ved jeg, at du ved, jeg har ret. Din manager forbød dig at ses med mig offentligt, og det er fint, men han forbød dig ikke at besøge din familie og bruge noget tid på dem uden for kameraerne og de sociale medier. Du troede måske, at du gjorde mig en tjeneste ved at holde mig udenfor rampelyset. Men kan det virkelig være en god ting, hvis det resulterer i, at personen ændre sig?” Louis kan ikke engang se mig i øjnene mere.

”Louis, jeg bliver aldrig den Louisa, jeg var, før du rejste. Jeg er stadig mig, men jeg har ændret mig, og det må du finde dig i.” Louis siger ikke noget, men jeg ved, at jeg ikke behøver at sige mere.

”Jeg forstår, hvad du siger, Louisa, og jeg ved, at meget af det er min skyld.”

”Jeg mistænker et ’men’?” Louis sukker.

”Men jeg er ikke ked af min opførsel den seneste tid. Du overreagerede med hensyn til mine fans. Jeg synes stadig ikke, at det er deres skyld, og jeg kan heller ikke se, hvordan det overhovedet kan være deres skyld.” Jeg sukker tungt og rejser mig fra sofaen. Jeg tager mine sko og åbner hoveddøren.

”Hvor skal du hen?” Spørger Louis og tager fat i min overarm. Jeg hiver min arm til mig og smiler sødt til ham.

”Jeg skal væk fra dig, før jeg rive dit dyrebare hår ud af dit kranie.” Jeg smiler sukkersødt til ham og fniser, før jeg forsvinder ud af hoveddøren og smækker dem efter mig med et brag.

Jeg ved godt, at det er meningen, at søskende skal drive en til vanvid, men jeg ved snart ikke, hvad jeg skal gøre ved Louis.

Har Louis ret? Overreagere jeg bare? Jeg er fjollet, så hvorfor skulle jeg ikke også kunne overreagere.

Er det bare mig der er helt ved siden af?

 

Jeg går rundt i mine egne tanker uden at vide, hvor jeg egentligt er på vej hen.

Før jeg ved af det, er jeg i byens centrum, tyve minutter fra mit hjem, hvor der er en million mennesker hele tiden. Jeg når ikke engang at tænke mig om eller tager den næste bus hjem, før jeg er omringet af mennesker. Jeg får både kameraer, notesbøger og kuglepenne stukket helt op i mit ansigt på samme tid. Ej at forglemme de råbende og skrigende stemmer der skære igennem mine ører som en kniv.

”Louisa – hvad har du at sige til 1D’s pause?”

”Ingen kommentar.” Mit svare sender bare flere spørgsmål afsted.

”Snakker du stadig med Louis?”

”Er det rigtigt, at du har været sammen med Harry Styles?” Jeg kigger mærkeligt på kvinden der spørger, og hun smider skummelt. Jeg har en fornemmelse om, at hun skriver om det alligevel. Min stilhed er nok svar for hende, selvom det er forkert.

”Undskyld mig. Jeg har travlt. Jeg har et sted, jeg skal være.” Min forespørgsel falder for døve ører, og jeg er fanget i råbene og de blinkende lys, der er nok til at få en person til at besvime.

Og det er præcis, det jeg gør.

Da jeg vågner igen, ligger jeg i et hvidt rum med en irriterende ’bip’ lyd ved mit højre øre. Jeg prøver at sidde mig op i sengen, men opdagelsen af ledningen i min hånd er nok til, at jeg fortryder.

Jeg bruger min anden hånd til at trykke på den røde knap over mit hoved.

Få minutter efter dukker en sygeplejeske op i døren med et kæmpe smil.

”Ah, Miss Tomlinson, De er endelig vågnet.” Jeg kigger forvirret på hende med rynket pande og åben mund.

”Hvad laver jeg her?”

”Husker De det ikke?” Hun fortsætter, da jeg ryster på hovedet. ”De besvimede på gade for nogle timer siden, og De endte her.” Jeg husker pludselig hændelsen tideligere med de hvide blink og de øredøvende lyde i mit hoved. Jeg sukker og smider mig fladt tilbage på sengen. Jeg stirrer op på loftet.

”Åh, ja, imens jeg husker det.” Jeg kigger hen på hende. Hun kigger på mig med et smil. ”De har besøg, skal jeg sender dem ind?” Jeg nikker uden at sige noget og kigger tilbage på loftet. Jeg vil ud herfra så hurtigt som muligt, og hvis det involverer at udstå Louis’ endeløse bekymringer, så er det sådan, det må være.

”Du må ikke skræmme mig på den måde, Louisa!” Og her kommer det. Jeg sukker tungt. Jeg kigger ikke engang på ham, da jeg svarer. Jeg behøver ikke et ansigt for at vide, hvem det er.

”Jeg er ikke interesseret i din bekymringer, Louis William Tomlinson,” fastlægger jeg i en monoton og rolig stemme.

”Du giver mig aldrig en grund til ikke at være bekymret for dig, Louisa!” Jeg ruller med øjnene og udånder tungt. Tydeligvis er han ved at miste hovedet.

”Tag hjem Louis. Jeg har ikke brug for dig her.”

”Hvad går der af dig, Isa? Hvorfor er du sådan her?” For første gang sidder jeg mig op i sengen og kigger jeg op på ham. Der indser jeg, at vi ikke er alene.

One Direction genforening. Lige hvad jeg har brug for.

”Hvis du ikke kan huske det, så skal jeg med glæde oplyse dig med alle de saftige detaljer.” Louis krymper sig ved mine ord. ”Jeg er et overreagerende, lille, fjollet pigebarn. Hvorfor skulle du nogensinde gide at geskæftige dig med sådan en som mig? Jeg er en led, manipulerende kælling – det er i hvert fald det alle andre sige, har jeg ret?” Jeg smider sarkastisk med et skummelt glimt i øjnet.

Harry, Liam og Niall ser alle tre til med store øjne. Jeg kan se, at Harry skal til at bryde ind, men Liam holder ham tilbage og gider ham et advarende blik. Han er altid været den kloge af de fem drenge.

”Nå, Louis? Har du tænkt dig at sige noget? Har du ikke tænkt dig at give dem ret? Jeg ved, du gerne vil.” Jeg ved, at mine drillerier virker, da Louis knytter sine fingre sammen til knytnæver langs hans sider, og hans ansigt fortrænger sig i vrede.

”Du er syg – det er hvad, du er!” Louis råber endelig af mig, og jeg kan se vreden bluse sig op i hans blågrå øjne. Jeg griner en kort, hånlig latter.

”Syg – nej. Sindssyg – helt klart. Jeg bliver sindssyg af din trang til at kontrollere mig!” Råber jeg ad ham og knytter mine egne hænder på dynen. Jeg er pludselig alt for opmærksom på, at jeg har en kortærmet hospitalskjole på.

”Jeg kontrollerer dig da ikke?!” Den forhenværende tanker forlader mine tanker ligeså hurtigt som den kom, da jeg rejser mig fra sengen – ledningerne bliver trykket ud, og maskinen kører en flad linje. Den bryder den tunge stilhed i rummet.

”Du gør ikke andet end at kontrollere mig. Du vil ikke lade mig være i fred! Jeg må ikke bo alene; jeg må ikke besøge min egen familie uden din tilladelse; og jeg har absolut ingen privatliv, fordi du roder i mine ting. Hvis det ikke indbefattes som kontrollerende, skal jeg have mine skolepenge tilbage.” Louis siger ikke noget. Han kigger på mig med et fortabt og trist blik.

”Jeg vil jo bare beskytte dig.”

”Jeg har ikke brug for din beskyttelse, Louis,” svarer jeg ligeledes i en blød stemme.

”Jo, du har.” Før jeg kan protestere, fortsætter Louis med at sige noget. ”Mor kender måske ikke til det, men det betyder ikke, at hun ikke er bekymret for dig. Hun har bedt mig om at passe på dig og sørge for, at du ikke før noget dumt. Det er det, jeg har gjort, og hvis det betyder at kontrollere dig, så er jeg villig til, at det skal være sådan. Du kan hade mig så meget, du vil, men det ændre ikke på noget. Jeg vil stadig gøre alt i min magt for at beskytte dig fra dig selv.” 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...