Life on the inside | 2

Vi fortsætter i Louisas liv kort efter, hvor vi forlod hende. Over det sidste halve år har hun fået sin karriere godt op at køre, og hun lever det gode liv med sin tvillingebror og bedste venner.
Alt er dog ikke guld og grønne skove. I skyggerne gemmer der sig nogle hemmeligheder og nogle problemer som meget snart vil få Louisa til at vil løbe skrigende væk.
Er det nok til at hun vil vende ryggen til alt, hun kender og elsker, eller vil det blot vække nogle ting inden i hende? Det vil meget snart stå klart for det unge søskende par. || Advarsel: indeholder selvhad og selvskade ||

10Likes
0Kommentarer
3565Visninger
AA

5. V

Harry har undgået mig hele ugen. Siden den dag jeg var rimelig ude af den, hvor jeg afviste ham, og han opdagede min dybeste hemmelighed, har han ikke engang villet kigge på mig.

Louis fortalte mig den anden dag, at Harry var kommet til ham for at spørge ind til det. Men fordi Louis er loyal over for mig – selvom jeg er en kælling over for ham – fortalte han ham ikke noget. Det har så resulteret i, at de ikke har snakket sammen i de seneste dage lige bortset fra, når de er tvunget til det.

Skyldfølelsen er værre end nogensinde før, da jeg igen har brudt mit løfte til Louis. Jeg lovede ham, at jeg vil passe på mig selv.

”Louisa!” Råber en fan fra den store menneskemængde. Jeg ved ikke hvorfor, men jeg følger stemmen og får øje på én, som jeg ikke har set længe. Jeg går hen til hende og ignorer alle andre omkring os.

”Simone! Hvordan har du det?” Spørger jeg med kunstig glæde og et falskt smil. Simone kigger mistroisk på mig, men smiler stort til mig få sekunder efter.

”Hvorfor har du altid langærmet tøj på?” Spørger hun og hentyder til min påklædning. Mit smil falmer et kort øjeblik, men jeg tager mig hurtigt sammen. Jeg kigger ned på mit tøj som om, at det er et mærkeligt spørgsmål. En mørkegrøn, langærmet, tætsiddende trøje med en åben sort vinterjakke og et stort, bordeauxrødt halstørklæde.

”Det er vinter,” svarer jeg bare og smiler til hende. Jeg går videre, før hun kan nå at sige andet. Jeg føler efter mine sikkerhedsvagter ind i den store bygning foran mig. Mit første album kommer ud i dag, og jeg er virkelig nervøs for, hvad folk kommer til at synes om det. Som Simon sagde til mig, så kan jeg ikke undgå, at nogle One Direction fans vil hører min musik bare, fordi Louis er min bror.

”Frøken Tomlinson! Åh, hvor er det dejligt at se Dem!” Jeg giver hånden og smiler til den fremmede dame. Jeg følger efter hende og bliver ført ind i et mødelokale med både bekendte og fremmede.

Mødet slæber sig ud i en evighed, før det endelig er færdig, og jeg kan tage hjem.

Jeg sidder i bilen på vej hjem med min mobil åben på min Twitter applikation.

Jeg smiler, imens jeg kigger igennem alt det positive feedback på mit album.

Jeg ruller med øjnene af det negative, men jeg kan alligevel ikke lade være med at tage det personligt. Det er bare den person, jeg er.

Louis sender mig en besked, hvor han lykønsker mig på mit nye album. Han skriver samtidigt, at han er nødt til at snakke med mig om noget. Han vil åbenbart fortælle det, før jeg ser det på nettet. Hvad skal det betyde?

Resten af turen tilbage til mit nye hjem er stille, alt imens jeg tænker over alle de skrækscenarier, jeg kan komme i tanker om.

 

”Hvad mener du med, at I tager en pause?” Spørger jeg lamslået. De fire medlemmer af One Direction står foran mig, hvor af kun tre af dem kigger på mig.

”Det er en fælles beslutningen mellem drengene og jeg. Det er arrangeret – jeg ville selv fortælle dig det, så du ikke skulle finde ud af det i bladene i morgen.”

Jeg ved ikke, hvad jeg skal tænke. Jeg kigger på dem med tabt kæbe og en blank tankegang.

”Jeg-jeg ved ikke, hvad jeg skal sige…” Min stemme falder ud, og vi er alle efterladt i en øre døvende stilhed.

Louis trækker på skulderne og tilbyde mig et betryggende smil. Jeg reagerer ikke.

”Der er ikke så meget at sige. Det tager i kraft fra i morgen.”

”Hvad har I så tænkt jer at lave?” Spørger jeg og tænker to gange over min egen karriere. Når det kommer til stykket, så gjorde jeg det for at være mere sammen med Louis. De fire drenge trækker bare på skulderne og smiler ubekymret og fredfyldt. Jeg misunder dem næsten en lille smule.

De fortælle mig alle sammen om deres planer indtil videre. Der er ikke rigtigt nogen af dem, som har dissideret, fastlagte planer.

Liam vil bruge noget mere tid på sin kæreste.

Niall vil nok bruge lidt mere tid på sin golf.

Harry siger, at han ikke har nogen planer, men hvis jeg kender ham rigtigt, så har man nogle tricks op i ærmet.

Louis indrømmer blankt, at han skal genoverveje sin plads i livet og i samfundet. Så med andre ord skal han genoverveje om musikkens vej er hans vej. Jeg holder øjenkontakten med ham længere end de andre, og jeg kan se, at han er følelsesmæssigt og mentalt udkørt.

Jeg vil lyve, hvis jeg siger, at jeg ikke er bekymret for ham. Jeg har set de mørke render, når han ikke har makeup eller solbriller til at dække dem.

Jeg savner ham. Jeg savner min frygtløse lillebror som er ligeglad med, hvad andre siger til hans opførsel.

Det er mange år siden, han har opførte sig som det legebarn, jeg ved, han er.

Jeg indser også pludseligt, at jeg ikke har snakket med ham om hans problemer. I det meste af vores barndom og i de seneste år har det kun være mig og mine selvviske problemer.

Jeg er så dybt begravet i min ynk og skyldfølelse, at jeg ikke ligger mærke til, at der er helt stille – eller at en enkel tåre løber ned ad min kind – før Louis placerer sin hånd på min skulder. Bekymringen i hans blå øjne får endnu en tåre til at løbe ned ad min kind efterfuldt af en mere. Jeg rejser mig fra sofaen og løber ud af lokalet og ind på mit værelse. Da vi flyttede ind, fik jeg installeret en lås på døren til situationer som disse, hvor jeg gerne vil være alene.

Jeg glider ned ad døren og græder ind i mine arme for mig selv. Ingen af dem kommer og banker på for at spørge ind til mig. Jeg fortjener det.

 

”Har du hørt, at One Direction er gået på pause?”

”Mind mig ikke om det! Jeg tror, jeg begynder at græde igen!”

 

”Jeg kan ikke holde op med at græde efter 1D’s nyhed. En pause? Hvordan kan de gøre det imod os?”

 

”Jeg hader One Direction! De er ligeglade med deres fans!”

 

Snart trender det over hele Twitter, og det er kun én time siden, de offentlig gjorde det i deres sidste interview som One Direction. Jeg var med til interviewet, og jeg fældede selv en enkel tåre.

Jeg bliver mere og mere sur jo flere af dem, jeg læser.

Hvordan kan de få sig selv til at hade dem over så svær en beslutning? Jeg ved, at det har været utrolig svært for dem.

Måske er det fordi de ikke kender til presset og livsstilen på den anden side af kameraet og de falske smil.

Jeg ved, at de elsker deres karriere og deres fans, – måske bedre end de fleste – og jeg ved, at de ikke vil skuffe deres fans. At skuffe deres fans er ligesom at skuffe sine forældre eller sig selv.

Jeg går ud af mit værelse og ned i stuen, hvor alle fire drenge sidder og ser tv.

”Jamen er det her ikke bare overraskende.” De kigger op på mig, og jeg smiler et uskyldigt smil. De rulle med øjnene eller ryster på hovedet, før de kigger tilbage på genudsendelsen af Friends. Harry bliver ved med at kigge på mig – selv da jeg står ved siden af Louis. Jeg ignorer ham og kigger ned på Louis, hvis øjne er som klistret til fjernsynet.

”Louis?” Jeg prikker til ham og siger hans navn, indtil han kigger op på mig med et irriteret blik.

”Louisa?” Han prøver at efterligne min stemme. Jeg ruller med øjnene.

”Jeg lyder ikke sådan.” Jeg giver ham et blik, da han skal til at komme med en spydig eller sarkastisk kommentar. ”Jeg skal lige snakke med dig,” siger jeg stille og vender mig om for at gå. Louis følger efter mig ud foran og lukker hoveddøren efter sig.

”Hvorfor er vi her?” Spørger han og sætter sig ned ved siden af mig på trappen. Jeg trækker mine cigaretter ud af min lomme sammen med min lighter.

”Vil du have en?” Jeg ved, at Louis stadig ryger. Louis tager imod den og fortsætter med at kigger mærkeligt på mig.

”Siden hvornår er du begyndt at ryge?” Jeg smiler tørt og tænder min smøg. Jeg tror det er tid til, at verden lære mig lidt bedre at kende.

”Et år måske,” svarer jeg. Jeg indhalere og ånder tungt ud. Jeg mærker med det samme roen falder over mig. Jeg kigger hen på Louis og løfter et øjenbryn.

”Ild?” Jeg rækker ham lighteren, og han tager imod den. Stilheden ligger sig over os med en tungt tæppe, imens vi fortsætter med at ryge.

Endelig åbner jeg munden for at sige det, som jeg har tænkt over de sidste dage.

”Du må virkelig undskylde, Louis.” Jeg tager et sug af min smøg og slukker den med min fod.

”Hvorfor?”

”Jeg har indset, at jeg virkelig er det selvviske, uduelige, sort får i familien.” Jeg tænder en smøg mere og kigger på scenariet. Jeg tør ikke at kigge på ham i frygt for det dømmende blik.

”Er det virkelig det, du tror?” Jeg snøfter hånligt og blinker tårerne væk.

”Det er det, jeg ved.” Jeg hviler mine hænder på mine bøjede knæ og kigger på dem.

”Det er ikke rigtigt –”

”Jo, det er, Louis!” Jeg kigger endelig på ham med våde øjne. ”Det er rigtigt – det har det alt været. Jeg har altid være uduelig. Du ved ikke, hvordan det har været derhjemme i det tre år, du ikke var der! Alle ud over mig arbejdede og levede et godt liv. Selv Phoebe og Daisy var vigtige for omverden.” Jeg kigger bitteret tilbage på mine hænder. ”Så er der lille Louis Lily Tomlinson, det sorte får i familien som ikke kan udrette noget stort.”

”Isa…” Jeg holder en hånd op og stopper ham.

”Det var ikke meningen det skulle handle om mig. Det her handler om dig.” Jeg vender mig mod ham og tager et sug af min smøg. Han øjenbryn skyder op mod himlen.

”Mig?” Jeg ruller med øjnene og nikker.

”De seneste mange år har jeg været frygtlig selvvisk, og jeg ved slet ikke, hvad der foregår i dit liv. Så spyt ud.” Louis stammer og ved ikke, hvor han skal starte. Han udånder røgen ud tungt med løftet øjenbryn. Jeg ruller med øjnene.

”Har du en kæreste?” Spørger jeg drillende og sender ham et stort smil. Han rødmer, og jeg gisper. ”Det har du!”

”Hun hedder Danielle. Vi har været sammen i nogle måneder nu.”

”Hvorfor har jeg ikke vidst det?” Louis trækker på skulderne.

”Jeg havde troet, at du så det i nyhederne eller på nettet.” Jeg løfter et øjenbryn.

”Du overvurderer min interesse i de sociale medier.” Vi griner sammen.

”Måske kender du hende. Hendes efternavn er Campbell.” Mine øjne bliver store.

”Oh, my god – hende fra StarStruck?” Louis nikker, og jeg hviner. ”Hun er så smuk! Jeg forlanger at møde hende.”

”Jaaa, det kommer ikke til at ske…” Jeg løfter et udfordrende øjenbryn af min tvillingebror.

”Hvem spurgte dig om lov? Du undervurderer de sociale medier.” Louis griner.

”Sagde du ikke lige, at du ikke interesserer dig for de sociale medier?”

”Jo, men det betyder ikke, at jeg ikke ved, hvordan det fungerer.” Louis ryster bare hovedet af mig.

Vi sidder der i de næste timer og snakker indtil solen begynder at gå ned.

Det føles rart at snakke om min brors liv for en gangs skyld, så spotlightet ikke er på mig og mine problemer og fejl. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...