Life on the inside | 2

Vi fortsætter i Louisas liv kort efter, hvor vi forlod hende. Over det sidste halve år har hun fået sin karriere godt op at køre, og hun lever det gode liv med sin tvillingebror og bedste venner.
Alt er dog ikke guld og grønne skove. I skyggerne gemmer der sig nogle hemmeligheder og nogle problemer som meget snart vil få Louisa til at vil løbe skrigende væk.
Er det nok til at hun vil vende ryggen til alt, hun kender og elsker, eller vil det blot vække nogle ting inden i hende? Det vil meget snart stå klart for det unge søskende par. || Advarsel: indeholder selvhad og selvskade ||

10Likes
0Kommentarer
3568Visninger
AA

9. IX

De fire 1D-drenge sidder forvirret tilbage, efter Louisa har smækket døren i efter sig. Hun efterlod dem i en stilhed, hvor alle drengene tænker det samme, ”Hvad skete der lige der?” Selvom Louis nok er den af dem alle sammen som sidder tilbage med blandede følelser, så er han alligevel den første til at bryde stilheden.

”Sagde jeg noget forkert?” Ingen af drengene svarer deres kammerat med det samme. Niall og Liam kigger på hinanden. Tekniske set havde de ikke lovet Louisa ikke at fortælle nogen om deres samtale og hendes sangtekst. De to drenge deler en ikke-verbal samtale og til sidst nikker de begge én gang.  

Liam starter ud, ”Vi ville ikke have fortalt jer om det her, men Niall og jeg overhørte Louisa læse sin tekst højt for sig selv. Efter vi har hørt jeres tekster forstår vi, hvorfor hun gik.” Drengen trækker på skulderne.

”Hvorfor?” Spørger Lous forvirret.

Niall fortsætter, ”Jeres tekster minder meget om hinanden. Vi kender ikke den rigtige historie bag teksten, men jeres tekst kunne lige så godt have kommet fra Louisas hoved. Jeg havde fornøjelsen af at kigge igennem nogle af Louisa tekster, og da hun ikke kigger, så jeg en tekst som blev skrevet for omkring et halvt år siden. Hun kiggede på den i den tid, vi havde til at skrive, og Liam og jeg overhørte hende læse den op. Hun må være forvirret, måske endda såret, over, at de to tekster minder så meget om hinanden, fordi jeg ved, at det er en meget personlig tekst.”

Hverken Louis eller Harry ved, hvad de skal sige til det, Niall lige har sagt.

Harry har givet udtryk for, at han hader hende, og alt hun står for, men han må alligevel indrømme, at han også havde reageret sådan, hvis han var i Louisas sko.

Louis vil aldrig indrømme det, heller ikke for Harry, men han skrev hans tekst for omkring et halvt år siden, også. Mere end noget andet er det en hadesang til ham selv. Louis bliver endnu engang mindet om, hvor meget de to tvillinger minder om hinanden.

De fire drenge beslutter sig derefter at skilles. De bor i det samme hus, med de finder alligevel tid til at være væk fra hinanden. Selvom de har offentliggjort for hele verden, at de er på pause, så kommer det alligevel ikke til at ske ret meget inden for de næste halve år på grund af den nye idé Simon har fået. Lave en sang og optræde med Louisa? Det er ikke noget, som hverken Louis, Harry, Liam eller Niall har noget i mod.

Det eneste Harry har noget i mod er, at han bliver tvunget til at være i et ”forhold” med Louisa. I sær når han ved, at hun ikke har det på sammen måde med ham, som han har det med hende.

 

Jeg sidder i stuen derhjemme, da Louis og Niall kommer ind ad døren.

”Hvor er de andre to?” Spørger jeg uden at kigge op på dem. Jeg lader som om, at der ikke skete noget tideligere, og at jeg har det fint.

”Louisa, kan jeg lige snakke med dig?” Spørger Louis. Jeg kigger på ham med et løftet øjenbryn for at se, at han kigger på mig med et fortvivlet ansigtsudtryk. Jeg kan se skylden svømme rundt i hans blå øjne.

”Øh, ja, selvfølgelig,” stammer jeg og rejser mig fra sofaen. Niall tager min plads og begynder at spise løs af mine popcorn. Jeg ruller med øjnene og følger med Louis ud ad hoveddøren for at sidde på trapperne, som vi plejer. Jeg tager mine smøger frem og tænder en af dem. Jeg indhalere og udånder tungt.

”Hvad så, brormand?” Louis ruller med øjnene. Jeg kalder ham det kun, fordi jeg ved, at han ikke kan lide, at jeg kalder ham det.

”Hvad skete der tideligere?” Spørger han og tænder sin egen smøg. Jeg svarer ikke med det samme, så vi sidder og ryger i stilhed et øjeblik. Jeg bemærker et blink imellem træerne lidt længerer væk, og jeg smiler et humorforladt smil.

”Jeg skete ikke noget, Louis,” svarer jeg. Som om jeg har tænkt mig at fortælle ham det.

”Hvorfor er du så fjendtligt overfor mig?” Spørger han med hævet stemme og et irriteret tonefald. Jeg griner humorløst en enkel gang og ryster på hovedet.

”Hvorfor jeg er sådan, som jeg er? Hvorfor skulle jeg fortælle dig det, hvis det er noget, som du virkelig burde vide?” Louis svarer ikke med det samme. Jeg kigger på ham og ser, at han kigger fortvivlet ud i horisonten som om, han tænker med hårdt over noget.

”Er det på grund af den tekst Harry og jeg sang tideligere?” Spørger han endelig. Jeg fryser i min bevægelse lige i det, jeg skulle til at tage et sug af min smøg.

”Hvad med det?” Spørger jeg, selvom jeg godt ved, hvad det er.

”Liam og Niall fortalte os, at det minder om din tekst.” Jeg fnyser hånligt og ryster på hovedet. ”Du må ikke bebrejde dem, de ville ikke have fortalt os det.”

Jeg trækker på skulderne, ”Jeg bad dem ikke om at holde det hemmeligt.” Måske burde jeg have gjort det, det er alle bedste venner, selvfølgelig fortælle de hinanden ting.

”Så det er rigtigt?” Spørger Louis overrasket.

”Hvad fortalte de jer præcist?” Louis fortæller mig, hvad de sagde, og jeg vælger blot at nikke.

”Ja, noget i den retning.” Hvorfor benægte det, når det han siger er rigtigt?” Det er stille imellem os i et øjeblik.

”Jeg kommer om lidt,” siger Louis og går ind i huset igen. Jeg slukker min smøg og tænder en ny. Det er som om Louis’ og mig forhold er for altid ødelagt på grund af det der skete for omkring en uge siden. Jeg lader ubevidst min hånd, som ikke holder min smøg, kører langsomt over min underarm som i en trance.

Få minutter efter kommer Louis tilbage med en lille bog på størrelse med min. Min første tanke er frygten ved, at det er min, men da han åbner den, ser jeg, at det ikke er min. Min skrift er pænere.

”Læs den her,” siger han og giver mig sin bog som er åben på en bestem side. Jeg lader mine øjne løber over ordene, og jeg får næsten lyst til at græde over det, jeg læser. Det er en tekst, han sang tideligere i dag.

”Hvorfor viser du mig det her?” Spørger jeg i en lav hvisken, smøgen glemt på jorden.

”Se på datoen,” siger han og peget øverst i hjørnet. Jeg lader en enkel tåre undslippe mit øje, og dråben lander på papiret. Jeg snøfter og giver ham sin bog tilbage.

”Undskyld,” svarer jeg bare og begynder at rejse mig op. Louis tager fat i min arm og beder mig om at sidder mig ned igen.

”Det er mig som burde sige undskyld. Jeg er ked af, at jeg reagerede på den måde, som jeg gjorde på hospitalet den dag. Jeg elsker dig, og jeg vil ikke miste dig på grund af noget som er min egen skyld.” Jeg kigger på ham med tårer i øjnene.

”Du elsker mig?” Spørger jeg i en lav, overrasket hvisken. Louis kigger på mig med et hjerteknust blik.

”Du er min søster, Louisa, selvfølgelig elsker jeg dig - du er min bedsteveninde, min tætteste familie. Du er min tvillingesøster, Isa, du vil altid have en helt speciel plads i mit hjerte, uanset hvad det sker, og hvor meget du end stritter i mod. Jeg troede, at du vidste det.” Jeg griner en lille, tårefyldt latter og prøver at tørre mine tårer væk, men der dukker blot nye op.

”Du ved, hvordan jeg har det, Lou, og hvordan mit hoved fungerer lige for tiden. Jeg vidste det nok inderste inde, men det er rart at hører det.” Louis rejser sig fra trappen og tager mig med sig om. Han trækker mig ind i et tæt, søskende kram som er fyldt med kærlighed. Og jeg lader ham gøre det. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...