Livet i Rampelyset | l.t | 2

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 11 maj 2017
  • Opdateret: 20 aug. 2017
  • Status: Igang
Vi fortsætter i Louisas liv kort efter, hvor vi forlod hende. Over det sidste halve år har hun fået sin karriere godt op at køre, og hun lever det gode liv med sin tvillingebror og bedste venner.
Alt er dog ikke guld og grønne skove. I skyggerne gemmer der sig nogle hemmeligheder og nogle problemer som meget snart vil få Louisa til at vil løbe skrigende væk.
Er det nok til at hun vil vende ryggen til alt, hun kender og elsker, eller vil det blot vække nogle uforudsete ting inden i hende? Det hele vil meget snart stå klart for det unge søskende par. || Advarsel: indeholder selvhad og selvskade ||

8Likes
0Kommentarer
1097Visninger

4. IV

Mine to ugers ferie er slut, og jeg starter i min normale rutine fra i morgen tidelig. Det betyder jo så, at jeg er nødt til at rejse tilbage til London i dag. De sidste to uger har været en ren fornøjelse – jeg har lavet absolut ingenting.

”Jeg lover, at jeg kommer hjem igen snart,” siger jeg til min mor søndag formiddag. Hun giver mig et blik, og jeg ruller med øjnene. ”Og jeg skal nok tage Louis med.” Hun smiler til mig og giver mig et sidste kram. Mine søskende står bag hende – dem har jeg allerede sagt farvel til. Jeg kigger hen på Lottie og ser, at hun ser ud, som hun plejer at gøre. Jeg smiler og tænker; det er ligegyldigt, så længe jeg ved, at hun har hjertet med i det, hun laver. Hun smiler ikke til mig – hun kigger ikke engang på mig. Jeg bebrejder hende ikke; ikke efter hvad skete den anden dag.

 

”Louisa, Louisa, jeg troede ikke, at jeg ville have fornøjelsen af at se dig igen,” siger Charlottes irriterende bedste veninde, Britney Samuels. Hun er virkelig et sandt mareridt.

”Åh, søde, jeg havde helt glemt dig,” kommenterer jeg og smiler kunstigt til hende. Jeg kan ikke bare gå rundt og kalde de folk, som jeg ikke kan lide kællinger. Jeg har et omdømme, som jeg er nødt til at opretholde. For at være helt ærligt var det ikke for at være ond ved siden, at jeg sagde det. Jeg havde seriøst glemt hende. Men det behøver hun ikke at vide.

Hvis jeg har lært én ting gennem alle de år, hvor hun har været veninder med Lottie, så er det ikke at fortælle hende, at man har glemt, at hun eksisterer. Åbenbart så er det en form for traumatiserende barndomsminde.

”Hvis du skulle være i tvivl, så er det heller ikke en fornøjelse at se dig,” svarer hun tilbage og smiler smørret, fordi hun tror, at hun rigtig har fornærmet mig. Jeg spiller med i hendes lille leg.

”Åh, nej, jeg er såret! Mit hjerte brister!” Siger jeg og knuger min hånd mod det sted, hvor mit hjerte er. Britney ruller med øjnene.

”Du tror rigtigt, at du er noget, var?” Spørger hun. Jeg trækker på skulderne og fortsætter med at folde mit tøj sammen.

”Jeg ved, at jeg er noget,” svarer jeg uden at kigger på hende. Jeg hører to sæt stilletter på mit lyse trægulv, så jeg kigger op og ser Britney med Charlotte bag hende. Jeg løfter et øjenbryn af hende, men hun kigger bare væk. Jeg ryster på hovedet. Jeg ved ikke, og jeg er sur eller bare skuffet.

Britney kommer helt ned i mit ansigt, og jeg kigger op på hende. Jeg er ikke særlig høj, og hun har stilletter på som nærmest er femten centimeter høje.

”Hvad prøver du at bevise, Tomlinson? Du er ikke bedre end en snegl; en slimet, langsomt, ubrugelig snegl.” Hun tror virkelig, at hun er blevet bedre til at fornærme mig? Helt ærligt, jeg bor med fire drenge som er eftertragt af samtlige teenagetøser. Der skal jo være nogen til at fortælle dem, at de ikke er bedre end nogen anden almindelig person.

”I modsætning til dig så har jeg ikke noget at bevise. Se, jeg ved, at jeg har en familie som holder af mig, hvad har du? Når ja, det er rigtigt; ikke nogen,” siger jeg og smiler smørret. Det var måske et slag under bæltestedet, men hvad kan jeg sige? – jeg kan bare ikke kontrollere mig.

”Åh, ja, det rigtigt. Hvordan går det med din lille tvillingebror? Har han endelig fundet ud af hvor stor er taber, du virkelig er?” Spørger hun retorisk. Jeg mærker den bekendte brændende følelse i min mave, og jeg går fluks til angreb på hende. Jeg har måske selv været med til at starte det, men jeg er den som slutte det. Jeg får et pludseligt flashback til den gang, hvor jeg tævede Camilla, fordi hun nævnet min bror. Jeg kigger ned på Britney, og jeg ser Camilla for mig, som hun så ud, da jeg var færdig med hende. Jeg bliver slip med det samme og vender ryggen til det, men ikke før jeg ser Charlottes blik.

”Din psykotiske ko!” Skriger hun og går hen til sin bedste veninde. Hun får hende ud af rummet og smækker den bag hende.

 

Min mor blev så sur på mig den dag. Jeg har set hende sur og skuffet før men ikke så slemt. Hun troede ligeså meget som mig, og jeg havde fået styr på det. Det har jeg tydeligvis ikke. Jeg vinker én sidste gang og starter min tur til London. Jeg tænder for radioen og omkvædet til min første single spiller på fuld blæs. Jeg skruer ned så det bare er en baggrundslyd.

Tre og en halv time efter parkerer jeg under huset i parkeringskælderen i London. Jeg slukker motoren og stiger ud af bilen. Jeg hiver min kuffert ud af baggagerummet og går ind i elevatoren. Jeg stikker nøglen ind, og elevatoren går op til første etage. Den giver et meget højt ”ding” fra sig, og jeg sukker, da jeg hører fodtrin mod gulvet.

”Hvor fanden har du været?” Spørger Louis febrilsk. Han virker næsten rasende. Jeg ruller med øjnene og går forbi ham uden at svarer han. Han løber om foran mig og stopper mig i mine stridt. Jeg sukker irriterende og opgivende.

”Du ved udmærket godt, hvor jeg var henne,” svarer jeg og går forbi ham. Jeg ved, at han har snakket med mor. Det går ud over mine fatning, hvorfor pokker han ikke bare kom hjem, nu hvor han vidste, at jeg var der. Jeg ved, at han i hvert fald har haft én uges ferie. Louis svarer mig ikke, så jeg smækker døren til mit værelse lukket.

”Det var på tide, at du kom hjem.” Jeg gisper og falder næsten bagover. Jeg kigger hen på min seng, hvor Harry sidder i alt sin pragt og glorie. Jeg trækker bare på skulderne og slæber min kuffert efter mig ind i mit klædeskab. Jeg smider den op på bordet og begynder at pakke mine ting ud. Min mor har vasket alt det beskidte tøj, som jeg har haft på i løbet af den tid, jeg var hjemme, så jeg har kun et enkelt sæt og så det, jeg har på som skal vaskes. Jeg begynder at hænge mit tøj op.

”Helt ærligt, Harry, så kan jeg ikke se, hvorfor du skulle være så bekymret,” kommenterer jeg og ignorerer, at han står lige ved siden af min kuffert.

”Jeg holder af dig,” siger han. Jeg stopper og vender mig om mod ham med en sweater i hænderne. Han kigger mig lige ind i øjnene, og jeg ved, at jeg ser noget andet end, det jeg plejer at se, men jeg ved ikke, hvad det er. Det er næsten… kærlig?

”Jamen, jeg holder da også af dig, Harry, men det betyder ikke, at jeg bekymre mig over, hvad du laver hele tiden,” svarer jeg og ser til, mens han kigger væk fra mig. Jeg sukker og folder min sweater sammen og ligger den ved siden af de andre. Jeg har meget vintertøj, men jeg har også noget summer tøj. Jeg bruger det også kun så længe, at jeg kan have en cardigan uden over, så det dækker mine arme.

”Det ved jeg, Louisa, det er bare…” han afslutter ikke sin sætning. Han sukker og løber sine fingre igennem sit krøllet hår.

”Hvad er det bare, Harry?” Spørger jeg irriteret og frustreret over hans opførsel. Han kigger på mig, og før jeg kan gøre noget, kommer han gående hen mod mig fast besluttet. ”Harry…” siger jeg for at få ham til at stoppe, men han tager fat i mit hoved og placerer sin læber hårdt og beslutsomt på mine. Mine øjne bliver store, og jeg står som frosset fast til gulvet. Harry trækker sig fra kysset, men han giver ikke slip på mig. Han har lukket øjne, og hans pande hviler på min, mens han trækker vejret tungt. Jeg lukker mine egne øjne og kæmper for at holde mine tårer tilbage. Jeg tænker tilbage til den dag, hvor han kyssede mig; den dag jeg var flyttet hjemmefra for første gang – en ting jeg endnu ikke har tilgivet ham for.

”Harry…” kvækker jeg. Jeg synker og åbner mine øjne. Én tåre løber ned ad min kind, og det er det eneste, jeg mangler før, jeg ikke kan styrer dem. Min tårer løber ned ad mine kinder i to fede stråler. Jeg trækker vejret dybt og fjerne Harrys hænder fra mig. Jeg vender ryggen til ham og tørrer mine tårer væk.

”Louisa… I de sidste to år har jeg ikke kunnet lade være med at tænke på dig. Jeg tænker på dig hver dag, og det gør det ikke bedre, at jeg har set dig hver dag det sidste halve år. Siden jeg kyssede dig i din lejlighed for så lang tid siden har min forelskelse for dig vokset. Jeg er forelsket i dig, Louisa Lily, og jeg er ligeglad med, hvem der ved det.” Jeg holder en hånd op foran min mund, og jeg sluger et hulk der bare venter på at kunne ud. Jeg trækker vejret og stopper mine tårer. Døde hundehvalpe, døde hundehvalpe… Jeg tørrer min tårer bort og vender mig om for at kigge på ham.

”Jeg var rasende på dig, fordi du kyssede mig den gang – det er jeg stadig. Jeg har ikke kunnet finde det i mig til at tilgive dig eller stole på dig igen, og det håber jeg, at du forstår,” siger jeg og bider mig i læben. Jeg kan stadig mærke hans på mine, og jeg synker klumpen i min hals. Jeg griner svagt med tårer i øjnene. ”Jeg har altid været ”hende der ikke kan styre sit temperament”,” siger jeg og smiler trist. ”Det var jeg igen for to dage siden,” fortæller jeg ham. Han kigger på mig med forvirring i sine grønne øjne, men jeg ser også, at han er føler sig forrådt og såret. Jeg kigger væk fra ham og snøfter. Jeg trækker vejret dybt og fortsætter med at ligge mit tøj på plads.

”Jeg sendte Charlottes bedste veninde på hospitalet, og jeg har det ikke dårligt over det,” siger jeg og trækker på skulderne. Det er sandt. Jeg er måske et ondt menneske, men jeg fortryder ikke, det jeg gjorde. ”Jeg er ikke sur på dig, Harry – ikke over det her. Jeg er så træt af at være sur hele tiden; jeg er træt af at være ked af det; og jeg er træt af at være den onde.” Jeg lukker min tomme kuffert og lyner den. Jeg ligger den ind på den hylde, hvor den hører til og vender mig om mod Harry igen. Han kigger på mig – det er tydeligt, at han har grædt, imens jeg ikke har kigget på ham. ”Jeg er færdig med at græde over det her,” siger jeg.

”Hvad skal alt det her betyde?” Spørger han og kigger endelig på mig. Jeg smiler til ham.

”Det skal betyde, at jeg ikke er pigen for dig,” siger jeg og går ud over mit klædeskab. Harry følger efter mig, og jeg lukker stille døren efter os.

”Men det er du!” Siger han og tager begge mine hænder i sine. Jeg griner svagt og fjerner dem.

”Det er jeg ikke, okay? Forstår du det ikke?” Råber jeg ad ham. ”Jeg er ikke den, du gerne vil have, det er noget, du tror! Du er overhovedet ikke klar over, hvor mange problemer jeg har,” siger jeg i en stille og knækket stemme. ”Personlige problemer,” tilføjer jeg, så han ved, at jeg ikke har tænkt mig at fortælle ham det.

”Jamen, –”

”Nej, Harry! Ingen ”Jamen”! Det er slut, før det overhovedet er begyndt,” siger jeg og åbner døren for ham. Han kigger på mig med dømmende øjne, så jeg kigger væk. Jeg lukker døren efter ham og sukker. Jeg ligger mig på sengen og dækker mine øjne med mine arme.

”Hvorfor gør jeg det hele så kompliceret?” Spørger jeg højt for mig selv. Jeg vil ønske, at Louis ikke havde rodet i mine ting.

”Det er bare sådan, du er,” siger en stemme fra min dørkarm. Jeg stønner opgivende, men jeg bevæger mig ikke.

”Ikke nu, Louis,” siger jeg stadig med mine arme over mine øjne. Sengen bevæger sig ved siden af mig, og jeg ved, at Louis sidder lige ved siden af mig.

”Jeg er bekymret for dig, Isa,” siger han og ligger en hånd på min arm. Jeg fjerner min arme og kigger op på ham. Jeg sætter mig op med benene over kors.

”Lad vær med det,” siger jeg og begynder instinktivt at lade mine fingre kører over min underarm. ”Jeg kan tage mig af mig selv,” tilføjer mig og kigger alvorligt og koldt på ham. Han skal ikke tro, at jeg ikke stadig er sur på ham. Louis tager fat i min hånd og ruller ærmet på min langarmet bluse op. Jeg kigger væk i afsky. Jeg kan mærke hans fingre kører over mine ar, og jeg trækker min arm tilbage med det samme. Jeg ruller mit ærme ned igen, men det er for sent – Harry har allerede set det. Jeg kigger op på ham, men han møder ikke mit øjne. Han forsvinder fra døren, men jeg gør ikke noget, for at han ikke skal gå.

”Hvornår har du sidst gjort det?” Spørger Louis som stadig sidder ved siden af mig. Jeg ved, at han lagde mærke til Harry, men han valgte vel at ignorere ham, ligesom jeg gør.

”Ikke siden du tog det fra mig,” svarer jeg i en lille hvisken og kigger skyldigt væk.

”Har du lyst til det?” Spørger han lige så stille. Jeg trækker vejret dybt og kæmper med tårerne. Jeg hader at snakke med ham om det, men han var den eneste, som kender til det. Ingen andre; specielt ikke min familie. Jeg nikker bare en enkelt gang, og det er eneste svar, Louis har brug for.

”Jeg har ikke tænkt mig at lade dig skade dig selv igen,” siger han efter noget tid. Jeg kigger blot på væggen foran mig. Tiden går go Louis siger ikke andet – jeg ved, at han ikke engang kigger på mig. Jeg mærker en sær lettende følelse, en jeg ikke har mærket i så længe og smiler lidt for mig selv.

”Louisa! Hvad fanden laver du?” Spørger Louis forfærdet og tager fat i begge mine hænder. Jeg kigger forvirret på ham.

”Hvad snakker du om?” Spørger jeg, mens han hiver mig op fra sengen og mod badeværelset. Jeg kigger ned på min arm og sukker tungt. Jeg må have kradset mig selv igen.

”Jeg kan ikke lade være,” hvisker jeg. Louis tager min bluse af, og jeg lader ham gør det. Han har gjort det nogle gange før, så det er mærkeligt på den måde mere. Men bare det at jeg ved, at han har set mig på mit laveste op til flere gange gør mig bare endnu mere sur på mig selv. Louis har aldrig sagt det til mor, men jeg ved, at han har haft lyst til det op til flere gange. Han elsker mig nok bare for meget til, at han kan få sig selv til at såre mig på dem måde. Louis hiver forsigtigt min arm ind under vandhanen og skyller blodet væk. Jeg viger væk, men han har fat i min arm, så den bliver inde under vandet. En tåre løber ved ad min kind, og jeg sukker. Jeg har grædt for meget i dag – jeg er ved at få en slem hovedpine. Han tørrer forsigtigt min arm og går over til mine skabe. Jeg kigger på mig selv i spejlet, men jeg kigger hurtigt væk igen. Rødt og blåt går ikke godt sammen. Louis renser mine åbne sår og vikler det ind i gaze. Da han endelig er færdig er hele in højre underarm dækket af gazebind. Jeg går ud af mit badeværelse og går ind i mit klædeskab for at finde en sweater. Da jeg går i på mit værelse igen, så er Louis væk. Jeg sukker og ligger min under mine tæpper. Selvom klokken ikke er ret meget endnu, falder jeg hurtigt i søvn. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...