Livet i Rampelyset | l.t | 2

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 11 maj 2017
  • Opdateret: 15 aug. 2017
  • Status: Igang
Vi fortsætter i Louisas liv kort efter, hvor vi forlod hende. Over det sidste halve år har hun fået sin karriere godt op at køre, og hun lever det gode liv med sin tvillingebror og bedste venner.
Alt er dog ikke guld og grønne skove. I skyggerne gemmer der sig nogle hemmeligheder og nogle problemer som meget snart vil få Louisa til at vil løbe skrigende væk.
Er det nok til at hun vil vende ryggen til alt, hun kender og elsker, eller vil det blot vække nogle uforudsete ting inden i hende? Det hele vil meget snart stå klart for det unge søskende par. || Advarsel: indeholder selvhad og selvskade ||

8Likes
0Kommentarer
898Visninger

3. III

Nogle dage senere står jeg ude foran mit barndomshjem i Doncaster, og jeg føler mig både spændt og skyldigt. Begge fordi jeg ikke har været hjemme i seks måneder. Jeg går op til hoveddøren, men før jeg kan ringe på, så åbner døren og min lillesøster står i døren.

”Louisa!” Hviner hun og hopper op til mig i et kram. Jeg griner sammen med hende.

”Daisy! Oh, my, hvor er du blevet stor!” Siger jeg og gisper, da vi begge falder ned på gulvet.

”Louisa!” Hviner Phoebe. Jeg griner og krammer den begge ind til mig. Vi kommer op på benene igen, og jeg kigger på in små søskende.

”Ih, altså. Der går ikke ret lang tid, så er I lige så høje som mig,” siger jeg og forfalsker en trist mine. De griner begge af mig.

”Vi er altså tretten!” Siger de i kor. Jeg gisper og lader som om, jeg skal til at besvime.

”Åh, allerede,” sukker jeg. De griner bare af mig og går væk. Jeg smiler og går ind i køkkenet hvor min mor står og laver mad.

”Hej, mor,” siger jeg og krammer hende bagfra. Hun hopper og smider alt fra sig. Jeg bider mig i læben for ikke at komme til at grine.

”Louisa! Åh, min skat!” Siger hun og vender sig om for at kramme mig til ind til sig. Jeg smiler stort med tårer i øjnene. Hun trækker mig væk fra sig og kigger grundigt på mig. Så trækker hun mig ind i et kram igen. ”Åh, hvor er jeg glad for at se dig igen!” Siger hun.

”Jeg har også savnet dig,” svarer jeg.

”Louisa? Er det dig?” Spørger en lille overrasket stemme fra døren. Jeg slipper min mor og kigger på min lillesøster i døren.

”Fizzy!” Siger jeg og krammer hende tæt ind til mig.

”Jeg har savnet dig!” Siger jeg i en lille stemme. Jeg har selvfølgelig savnet alle i min familie utrolig meget – ud over Louis – men jeg har savnet min mor og Félicité mest. De er de eneste som altid har været der for mig.

”Jeg har også savnet dig, Isa,” svarer hun. Jeg kan mærke hendes smil imod min skulder. Jeg ved, at hun afprøver kælenavnet, og da jeg ikke reagerer, som jeg plejer, kan jeg mærke, at hun slapper lidt mere af.

”Du reagerede slet ikke, som du plejer,” kommenterer min mor og smiler til mig, da jeg trækker mig fra krammet med Félicité. Jeg trækker bare på skulderne.

”Der er sket meget det sidste halve år,” svarer jeg og mærker skyldfølelsen i min mave.

”Louisa?” Spørger en stemme fra døren til stuen. Jeg kigger der hen og ser den eneste af mine søskende som tydeligvis ikke er glad for at se mig.

”Hey, Charlotte,” svarer jeg og smiler prøvende til hende. Hun ruller med øjnene og forsvinder op ad trapperne. ”Av,” kommenterer jeg og sætter mig ved spisebordet. Min mor kommer hen til mig og sætter sig ned foran mig. Fizzy sætter sig i stolen ved siden af mig.

”Bare rolig, skat, hun kommer til dig på et tidspunkt.” Jeg kigger bare tilbage på mig mor og ryster på hovedet.

”Jamen, jeg har ikke flere måneder ligesom sidste gang. Jeg er her i to uger, mor,” svarer jeg og sukker. Hun svarer ikke men smiler bare til mig.

Sekunder går forbi, og hun siger endelig noget igen.

”Jeg er stolt af dig, det ved du godt, ikke?” Siger hun med et stort smil. Jeg kigger på hende med et chokeret blik.

”Det har du ikke sagt til mig før,” kommenterer jeg med vand i øjnene. Jeg blinker dem væk og synker klumpen i min hals.

”Det har jeg altid været.” Jeg smiler og giver hendes hånd et klem.

”Jeg er vild med dit album, Isa,” piber Félicité begejstret. Jeg smiler halvhjertet tilbage til hende.

”Det har også være sjovt at lave,” svarer jeg og begynder at fortæller historier om det, jeg har oplevet i det sidste seks måneder.

 

Senere den aften kommer min mor ind på mit gamle værelse.

”Jeg er blevet ringet op af min søn flere gange inden for den sidste time. Har du tænkt dig at fortæller mig, hvad der foregår?” Jeg trækker på skulderne

”Det er ikke så meget at fortælle.” Hun kommer hen og sætter sig på sengen ved siden af mig. Hu, ligger sin hånd på min skulder.

”Jeg kender mine børn, også selv om det aldrig er hjemme mere,” siger hun bare og venter på, at jeg fortæller hende alt.

”Louis ved ikke, at jeg er her,” svarer jeg uden at kigge på hende.

”Hvorfor dog ikke det?” Spørger hun overrasket. ”Hvad er der sket mellem jer?” Spørger hun. Jeg sukker og begynder at forklare.

”… så jeg fortalte ham, og han ikke skulle snakke til mig.” Efter jeg har fortalt hende den korte historie, kigger hun på mig.

”Det nytter ikke noget at give ham den kolde skulder, Louisa,” siger hun og forlader mit værelse. Jeg løfter et øjenbryn af min lukket dør. Var det det eneste hun havde at sige? Sikke en peptalk.

Min telefon fortæller mig, at jeg har fået en besked, og da jeg ser, at det bare er Louis som spørger, hvor jeg er, så ruller jeg med øjnene.

”Hjemme,” skriver jeg tilbage til ham og slukker min telefon. Jeg ligger den på bordet ved siden af min gamle seng og ligger mig under mine tæpper. Da jeg ikke kan falde i søvn, rejser jeg fra min seng og sætter mig over i min brede vindueskarm med min håndtaske. Jeg finder min smøger og åbner vinduet. Der sidder jeg i en god halv time og ryger, mens jeg kigger ud på de stjerner, som man ikke kan se inde i byen. Nogen gang undrer jeg mig over, hvorfor jeg dog nogen sinde har villet have den her karriere og livstil. Sandheden er vel, at jeg bare altid gerne har villet være tæt med min bror igen; at hvis jeg får den samme karriere som ham, så vil jeg se ham mere; at jeg ikke vil være alene mere. Men tværtimod så har jeg aldrig følt mig så alene, som jeg gør i et rum fyldt med mange mennesker; som jeg gør i et rum med min egen bror. Mine gamle minder og følelser haler ind på mig, og der er ikke noget, som jeg kan gøre, fordi jeg ikke har nogen at snakke med det om.

Jeg tænder endnu en cigaret, og jeg ser røgen forsvinde ud i nattens mørke. Jeg tænker tit over meningen med min eksistens og hver gang ender jeg ud med en mindre ide, end da jeg startede. Jeg lader ubevidst mine fingre kører over arene på min arm.

Jeg er min egen værste fjende.

 

Jeg har været her i en uge, at jeg har lavet absolut ingenting. Det føles så rart bare at rende dovent rundt i huset hele dagen – jeg skal ikke noget, og der er ikke nogen som forventer noget af mig. Jeg har fundet endnu en ting der understøtter mit spørgsmål til, hvorfor er overhovedet sagde ja til det liv, jeg har nu. Jeg har stadig hun én ting som giver mening til, hvorfor jeg sagde ja.

”Lottie – kan jeg snakke med dig?” Spørger jeg ved morgenbordet. ”Under fire øjne.” Hun ruller bare med øjnene og rejser sig fra bordet. Jeg kigger hen på mor, og hun nikker bare til mig. Jeg smiler og rejser mig for at følger efter hende. Jeg finder hende overraskende nok faktisk inde på mit gamle værelse. Der er ikke meget i rummet ud over nogle møbler, min kuffert og nogle billeder på én af væggene.

”Hvorfor har du ikke taget dem med dig?” Spørger hun og lader sine lange negle køre over mine barndomsbilleder. Der er billeder fra da Louis og jeg var små bare os to og med vores mindre søskende. Jeg har også nogle billeder med Charlotte; nogle med Félicité; nogle med Daisy; og nogle med Phoebe.

”Fordi de hører til her,” svarer jeg. Hun svarer mig ikke, og hun kigger ikke på mig – hun kigger bare fortsat på billederne af hende fra, da hun var yngre. Jeg går op ved siden af hende.

”Kan du huske den dag?” Spørger jeg og peger på et specifikt billede. Hun nikker kun med et lille smil, men hun siger ikke noget.

”Det er et af mine ynglings minder,” svarer jeg. Jeg kan ikke lade være med at grine lidt, da jeg tænker tilbage på den dag. Jeg var lige fyldt atten, og hun var tolv. Det var juledag, og vi var ude i sneen. Charlotte og jeg havde sneboldt kamp, før Louis kom og ødelagde det hele. Jeg får tårer i øjnene over at tænke tilbage til det, men stadig med et stort smil på læben.

”Og ved du hvad jeg bedst kan lide ved den dag?” Spørger jeg og synker klumpen i min hals. Hun svarer mig ikke, og hun kigger stadig ikke på mig. ”Der var ikke ét sekund, hvor du var andet end dig selv. Du lod alle dine vægge falde for at have det sjovt som et hvert andet barn – du var ikke model eller børneskuespiller, du var Charlotte, min bedsteveninde.”

”Jeg har fattet det,” siger Lottie endeligt. Hendes stemme er tyk, og da jeg kigger på hende, kan jeg se, at hun har tårer i øjnene. ”Du hader den person, som jeg er blevet.” Hun lader en tåre falder, og jeg krammer hende tæt ind til mig. Hun hulker ind i min skulder, og jeg lader hende. Det er vidst noget, hun har haft brug for i lang tid.

”Jeg hader ikke den, du er,” svarer jeg og holder hende en armslængde fra mig, så jeg kan kigge ordentligt på hende. ”Jeg hader, at du ikke tør at være dig selv!” Tilføjer jeg og rusker let i hende for at få hende til at kigge på mig. Hun kigger på mig med tårer fyldt øjne og for at være ærligt, så ligner hun en panda. Jeg smiler til hende og tørrer hendes tårer væk med ærmet af min sorte sweater. Jeg krammer hende én gang mere og fører hende hen til min seng. For første gang i tre år har jeg en ordentlig samtale med min sytten årige lillesøster. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...