Livet i Rampelyset | l.t | 2

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 11 maj 2017
  • Opdateret: 15 aug. 2017
  • Status: Igang
Vi fortsætter i Louisas liv kort efter, hvor vi forlod hende. Over det sidste halve år har hun fået sin karriere godt op at køre, og hun lever det gode liv med sin tvillingebror og bedste venner.
Alt er dog ikke guld og grønne skove. I skyggerne gemmer der sig nogle hemmeligheder og nogle problemer som meget snart vil få Louisa til at vil løbe skrigende væk.
Er det nok til at hun vil vende ryggen til alt, hun kender og elsker, eller vil det blot vække nogle uforudsete ting inden i hende? Det hele vil meget snart stå klart for det unge søskende par. || Advarsel: indeholder selvhad og selvskade ||

8Likes
0Kommentarer
929Visninger

2. II

Jeg træder ind i huset nogle timer senere. Der er utrolig stille taget i betragtning af at klokken kun er fem om eftermiddagen på en lørdag. Jeg havde håbet, at de ville være i fuld gang med at pakke ud i stuen og køkkenet, men hvem prøver jeg at narrer? De er og forbliver bare drenge. De er sikkert taget ned i byen, eller så er de på hver deres værelser.

Jeg trækker på skulderne og finder en trådløs højtaler frem fra en af kasserne. Jeg slutter den til min iPhone og skruer op for volumen. Jeg åbner en af kasserne i køkkenet og begynder at sætte på plads alt imens, jeg skråler med på den nuværende sang i radioen.

”And live while we’re young!” synger jeg og griner. Jeg kan ikke lade være med at synge med, når den sang spiller i radioen. Selvfølgelig støtter jeg min brors musik, men siden de offentliggjorde den første single til deres næste album Take Me Home, har den været min ynglings sang.

Jeg går rundt i min helt egen verden, alt imens jeg pakker tallerkener, glas og service ud og smider papiret ud på gulvet. Noget skal drengene da lave.

”Hvad laver du?” Spørger en stemme bag mig højt nok til at det kan høres over musikken. Jeg skriger og taber næsten et meget dyrt vinglas. Jeg griber et fast greb om det og vender mig op i én hurtig bevægelse.

”Prøver du at slå mig ihjel?” Råber jeg og trækker vejret tungt. Jeg sætter glasset på plads og går over for at skrue ned for musikken.

”Hvad laver du?” Spørger Niall igen og kigger rundt i alt papiret på gulvet.

”Jeg sætter ting på plads, hvad ser det ellers ud til, at jeg laver?” Spørger jeg sarkastisk. Niall trækker på skulderne.

”Jeg troede du var syg eller sådan noget,” svarer han og sætter mig ved køkkenbordet. Jeg løfter et øjenbryn af han. Han trækker bare på skulderne. ”Glem det. Du er i hvert fald ikke blevet bedre til at danse,” tilføjer han med et foruroliget ansigtsudtryk, som om han husker tilbage på noget. Jeg ruller papiret sammen i min hånd i til kugle og kaster den i hovedet på ham. Han hviner og falder næsten ned fra stolen. Jeg griner.

”Jeg er stadig lige så godt til at kaste med ting,” kommenterer jeg og smiler triumferende. ”Hvad laver du overhovedet her? Har du ikke andet at give dig til?” Spørger jeg og folder en tom flyttekasse sammen. Niall svarer, imens jeg ligger den over til de andre.

”Nah, jeg gad ikke være sammen med de andre drenge mere,” svarer han og trækker på skulderne, da jeg kigger mærkelig på ham.

”Hvad har de nu gjort?” Spørger jeg og griner. Han trækker bare på skulderne igen, men han svarer ikke. Jeg stopper med det, jeg laver og kigger på ham. ”Hvad så?” Spørger jeg sætter mig ned på stolen foran ham. Han kigger ikke på mig, imens han snakker.

”Hvad er der gået galt mellem Louis og dig?” Spørger han og kigger på med sine blå øjne efter, han er færdig med at sige det. Jeg sukker.

”Det skal du ikke tænke over Nialler. Vi er begge voksne mennesker, så vi skal nok finde ud af det,” svarer jeg og klapper ham let på hånden. Niall er ligesom en lillebror for mig. Jeg vil så gerne beskytte ham for alt ondt i den verden, vi lever i som om, det var en af mine egne små søskende. Hvilket minder mig om, at jeg skal have ringet til min mor.

”Kan jeg dig til fortsætte her, Niall? Jeg er virkelig nødt til lige at ringe til min mor,” spørger jeg og kigger håbefuldt på ham. Han nikker og rejser sig fra bordet uden at sige noget. Han fortsætter hvor jeg slap uden så meget som at kigge tilbage på mig én gang. Jeg sukker og går op på mit værelse. Jeg lukker døren efter mig og kigger mig omkring. Her er fyldt med flyttekasser, som jeg ikke vidste var her endnu. Jeg sukker igen og sætter mig på min uredte seng. Jeg gemmer mit ansigt i min hænder og sukker igen. Jeg troede at det hele ville gå godt nu; jeg troede at jeg ville kunne starte på en frisk uden at skulle kigge tilbage på fortiden. Jeg kigger op fra mine hænder og kigger her på min åbnet toilettaske. Jeg må have glemt at lukke den, da jeg tog hjemmefra. Jeg rejser mig fra sengen og går hen til den. Jeg tager den op fra gulvet og sætter den på en stabel af flyttekasser i min højde. Jeg lyner en meget bekendt lomme op og gisper. Jeg ser ingenting. Hvem har været herinde? Hvad har fjernet det? Jeg bliver mere og mere sur, og jeg skriger, da jeg indser, hvad der har taget den.

”Louis!” Skriger jeg af mine lungers fulde kraft og løber ud af mit værelse. Jeg går med hurtige skridt hen til Louis’ værelsesdør som åbner før, jeg når hen til den. Det gør de tre andre døre også, og jeg hører Niall komme op ad trapperne.

”Jeg troede ikke, at du snakkede til mig,” siger Louis og kigger ned på mig. Jeg skubber ham, så han må træde et skridt tilbage.

”Jeg troede ikke, at vi kiggede igennem hinandens ting!” Svarer jeg rasende. Det virker måske fjollet for noget, at jeg reagerer på den her måde, men jeg kan tydeligvis ikke styre mit temperament, når det kommer til den ting, jeg ved, at han har taget.

”Hvad snakker du om?” Spørger han med hævet stemme. Skal vi til at råbe af hinanden nu?

”Du ved udmærket godt, hvad jeg snakker om. Du har taget noget inde fra mit værelse som ikke et dit, og jeg vil have det tilbage!” Råber jeg og slår ham ind på brystet. Han tager fat i mine hænder, før jeg kan slå ham igen og tvinger mig til at kigge på ham.

”Er du sikker på, at du vil tage den her diskussion her?” Spørger han blødt i kigger hen på fire andre dreng som kigger på os. Jeg behøver ikke at kigge, før jeg ved, at de er der, og at de alle kigger forvirret på os. Jeg kan godt forstå dem. For dem har Louis’ og mit forhold vendt 180 grader fra den ene dag til den anden.

Jeg kigger på ham med mine mest onde øjne, og som sædvaneligt får de ham til at slippe mig. Jeg udstøder en fornærmet lyd og marcherer ind på mit værelse, hvor jeg smækker døren i så hårdt, at væggen ryster.

 

Jeg har ligget på gulvet og stirret på loftet i hvad der føles som et par timer, da min telefon ringer fra et sted i huset. Jeg sukker tungt og rejser mig endelig fra gulvet. Jeg kigger rundt efter lyden og husker, at jeg har lagt den i køkkenet for at hører musik. Jeg bander og skynder mig ned i køkkenet. Jeg når lige hen til den, da den holder op med at ringe. Jeg bander og ringer tilbage til mig mor. Jeg går op ad trapperne men stopper, da hun svarer på opkaldet.

”Louisa! Åh jeg så glad for, at du ringede tilbage til mig!” Siger min mor.

”Hej mor,” svarer jeg med et smil og alt forhenværende vrede er væk som et ved fingerknips.

”Hvor er det godt at hører din stemme igen, når det ikke er i radioen eller i Tv’et,” svarer hun med et latter. Jeg griner sammen med hende, men jeg kan mærke tårerne bag mine øjne. Jeg trækker vejret dybt og blinker dem væk. Jeg sætter mig ned midt på trappen. Det er så mange måneder siden, jeg har snakket med hende, og jeg savner hende helt vildt.

”I lige måde, mor. Jeg savner dig helt vildt,” svarer jeg og en tåre løber ned ad min kind.

”Åh, jeg savner også dig, skat, hver dag,” svarer hun med følelser i stemmen.

”Hvordan har pigerne det?” Spørger jeg og tørre min tåre væk. Jeg hører nogle stemme i baggrunden og smiler.

”Åh, det går godt her hjemme, Louisa, det skal du ikke tænke på,” svarer hun. Jeg smiler, men jeg kan ikke lade være med at tro, at der er noget galt. ”Piger! Louisa vil lige sige hej!” Råber hun væk fra telefonen, og jeg smiler stort, da jeg omsider hører min yngre søskendes stemmer igen.

”Hej, Louisa!” Hører jeg af flere opgange fra tre forskellige stemmer.

”Hej piger, er I søde ved mor?” Spørger jeg men jeg får ikke et svar. Jeg hører min mor kommenterer i baggrunden, at jeg ikke kan se dem, og jeg griner.

”Det er godt piger. Lad mig snakke med mor igen,” siger jeg. De siger farvel til mig igen og løber væk.

”Hvor er Charlotte?” Spørger jeg, da jeg får min mor i røret igen. Min mor sukker men siger ikke noget. ”Fortæl mig det, mor!”

”Okay, okay,” siger hun endelig. Hun fortæller mig hele historien fra den dag vi tog af sted. Min mor er taknemmelig over, at jeg havde snakket med Lottie, men allerede dagen efter jeg tog afsted var hun tilbage til den, hun var før som om der slet ikke var sket nogen åbenbaring. Jeg må indrømme, at jeg er skuffet over hende, men jeg er nok mest sur lige nu.

”Okay, hør her; jeg kommer hjem senere på ugen. Jeg har alligevel to ugers ferie fra i morgen,” svarer jeg.

”Åh, nej det behøver du ikke, skat, jeg kan sagtens klare hende,” svarer hun. Hun prøver at overtale mig til at bliver væk, men jeg nægter at lytte efter, hvad hun siger.

”Vi ses på torsdag,” svarer jeg og ligger på.

”Hvem skal du se på torsdag?” Spørger Harry fra toppen af trapperne. Jeg er ved at falde forover af skræk, men jeg når lige at hænge fast i rælingen.

”Hvad fanden laver du?” Råber jeg af skræk og trækker vejret dybt. Jeg rejser mig fra trappen og kigger op på ham. Han holder hænderne op foran sig i selvforsvar.

”Var det din mor?” Spørger han bare. Jeg sukker og sætter mig tilbage på trappetrinet. Harry kommer ned og sætter sig ved siden af mig. ”Hvad er der los?” Spørger han og kigger på mig. Jeg kigger ikke tilbage på ham; jeg kigger bare ned på mine hænder i mit skød.

”Det er lige meget,” svarer jeg bare.

”Nej, jeg ved, at der er noget som går dig på. Fortæl mig det,” presser han og puffer lidt min skulder med hans.

”Nej,” svarer jeg bestemt og rejser mig fra trappen.

”Hvor skal du hen?” Råber han efter mig. Jeg føler, – ved at forlade huset – at det er min måde at få fred på. Jeg synes altid, det er efter, jeg har skændes med nogen.

”Jeg skal ud og ødelægge mit liv,” svarer jeg bare og skynder mig hen til den nærmest hjørnebutik. Jeg betaler for mine smøger, og jeg betaler damen for, at du hun holder sin mund lukket til pressen. Jeg har virkelig ikke brug for omtalen. Det er bare endnu et sted, hvor jeg ikke gider at blive sammenlignet med Louis.

Jeg går igennem skoven, og jeg sætter mig under et træ. Jeg har røget i smug i nogle måneder nu. Det er min måde at stresse ned på. Jeg har også forstået Louis, når han siger, at han ryger på grund af presset på sine skuldre. Der ikke noget som ved det ud over den dame, hvor jeg køber min pakke hver gang, jeg skal bruge dem, og jeg har tænkt mig at beholde det på den måde. Jeg tænder en cigaret, når jeg er sikker på, at jeg er alene, og jeg inhalerer. Jeg læner mig tilbage med lukket øjne og puster røgen ud af min mund sammen med alle mine problemer og bekymringer. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...