Livet i Rampelyset | l.t | 2

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 11 maj 2017
  • Opdateret: 28 okt. 2017
  • Status: Igang
Vi fortsætter i Louisas liv kort efter, hvor vi forlod hende. Over det sidste halve år har hun fået sin karriere godt op at køre, og hun lever det gode liv med sin tvillingebror og bedste venner.
Alt er dog ikke guld og grønne skove. I skyggerne gemmer der sig nogle hemmeligheder og nogle problemer som meget snart vil få Louisa til at vil løbe skrigende væk.
Er det nok til at hun vil vende ryggen til alt, hun kender og elsker, eller vil det blot vække nogle uforudsete ting inden i hende? Det hele vil meget snart stå klart for det unge søskende par. || Advarsel: indeholder selvhad og selvskade ||

9Likes
0Kommentarer
2260Visninger
AA

1. I

Jeg ved ikke, hvad jeg synes mindst om i mit liv lige nu. Er det de konstante beskeder fra min familie og venner? Jeg elsker dem, men jeg ved virkelig ikke lige hvad der går af dem på det sidste. Er det de fans som har fået drengenes og min adresse og spredt på hele internettet? Er det fordi jeg skal flytte? Eller er det bare den mørke fornemmelse jeg har i min mave? Bare-og-bare, ikk?

Jeg kan virkelig ikke lide det faktum, at vi alle er nødt til at flytte til en hemmelig adresse bare fordi nogle One Direction fans synes, at det er skide sjovt at gå total FBI. Jeg mener, de fandt vores adresse, hvilken ville være utroligt godt klaret hvis det ikke gjorde jeg rimelig muggen.

”Louisa, kom nu! Vi kan virkelig ikke vente hele dagen! Du af alle mennesker burde vide, at vi har en tidsplan at overholde!” Råber Louis da den anden side af min værelsesdør. Jeg ruller med øjnene men nikker for mig selv. Det har virkelig været nogle hektiske måneder. Lige siden jeg skrev kontrakt med Syco music har der ikke været en dag, hvor jeg har kunnet slappe af, ligesom jeg kunne før. Der har været møder i studiet om hvilken slags musik, jeg gerne vil lave, og hvilket budskab jeg gerne vil have ud. Det første vi blev enige om var målgruppen; det skulle afgjort være for min aldersgruppe og ned efter. Jeg vil helst personligt ikke have, at det skulle gå så langt ned i alder som nogle af One Direction fans er, men jeg har ikke rigtigt noget valg om, hvem der lytter til min musik. Simon var meget ærlig med mig, da han fortalte mig at mange af dem som vil lytte til min musik vil være fans af One Direction. Han sagde; ”Din tvillingebror er med i One Direction,” hvilket jeg med det samme forstod. Ergo, så kan jeg ikke undgå Directioners i min hverdag uanset, hvad jeg gør, så jeg må lære at elske dem. Jeg er ikke selv total hip på One Direction’s lyd, men det er min bror, så jeg skal elske det.

Nogen gange vil jeg ønske, at jeg havde brugt et andet efternavn end Tomlinson. Så kunne det være, at jeg var sluppet for noget af det her. Men nu hvor jeg har fået en smagsprøve på fansenes evner, så er jeg sikker på, at der ikke ville gå lang tid, før de fandt ud af det alligevel. Nu hvor jeg tænker over det, så har jeg også tit være i nyhederne på grund af mit temperament, så mon ikke den mindst erfarende ville kunne sætte to-og-to sammen.

”Louisa, hvad fanden laver du der inde? Slår du rødder?” Råber Louis og afbryder min dagdrømme åh så uhøfligt. Jeg fnyser og lukker den sidste af mine flyttekasser. Jeg bærer den hen til de andre og går tilbage for at lyne den sidste af mine kufferter. Jeg bærer også den hen til de andre to og klapper mine hænder sammen. Tænkt at jeg på kun et halvt år har skrappet så meget lort sammen. Jeg ryster på hovedet af mig selv og låser endelig min dør op. Louis åbner den med det samme og kommer vadende ind på mit værelse, som om han ejer stedet. Det gør han jo teknisk set også…

”Endelig!” Siger han og ånder lettet op. ”Endelig kan vi kommet videre,” tilføjer han og kigger mistroisk over på de mange flyttekasser.

”Jeg fatter ikke, at du har så mange ting,” kommentere han med et løftet øjenbryn. Jeg trækker på skulderne.

”Det er kun fire kasser, Lou. Hvor mange kasser er det ikke lige du har?” Spørger jeg med retorisk. Louis kigger ikke på mig men bakker blot ud af mit værelse, alt imens han fløjter uskyldigt. Selvom det er mig der er pigen, så ved jeg, at Louis har flere flyttekasser end mig, da jeg har pakket det meste af det for ham. Han skal ikke komme her og belære mig med, at jeg er langsom.

”Vær nede om fem minutter,” siger han højt over sin skulder. Jeg ryster bare på hovedet og griner for mig selv. Drenge er og forbliver bare drenge.

 

Fem minutter efter hopper jeg ned af trapperne én sidste gang og møder drengen inde i den store, tomme stue.

”Det tog dig lang nok tid,” kommentere Louis flabet. Jeg laver en flabet håndbevægelse og ruller med øjnene.

”Jeg ville have været færdig for to dage siden, hvis du ikke havde fået mig til at pakke dine ting for dig,” svarer jeg og vifter flabet mit lange hår over min skulder. Harry og Liam kvæler et grin, imens Niall griner åbent. Louis ruller sine blågrå øjne af mig og efterligner min hår bevægelse bare uden håret. Derefter forlader han lokalet med dansende hofter. Harry pifter efter ham, og jeg kan ikke lade være med at grine. Man kan være ikke andet end at elske ham.

Turen til det nye hus Simon har fundet til os bestod hovedsaligt af skønsang. Med det mener jeg, at man placere fem professionelle sangere i sin lille bil med radio, og du har dig selv et sandt karaoke mareridt. Vi skråler alle med på et hit af Avril Lavigne, da Louis parkerer foran en stor hvid port.

”Wooow,” kommenterer jeg, da jeg ser hvad der gemmer sig på den anden side af den store port. Jeg ser den smukkeste, hvide, tre etagers bygning. Den minder meget om det andet hus, men det er også fantastisk så det er ikke noget nyt. Det nye ved dette hus er alle de detaljer man ser, når man kommer tættere på. Helt fra murstenenes form og struktur over vinduerne til dørhåndtagets skruktur. Louis parkerer bilen parkeringskælderen under huset, og vi træder alle ud af bilen. Vi finder en elevator ved siden af et sæt af trapper, og vi bliver hurtigt enige om, at vi tager elevatoren. Det er måske hun én etage, men vi er ikke alle i fysisk god form. Det skulle da kun lige være Liam der er det. Jeg finder den nøgle frem Simon gav mig og stikker den ind i det eneste hold i elevatoren. Simon har givet os én nøgle hver, så hvis vi mister den, så er det bare ærgerligt. Det ser også ud til, at den eneste måde at komme ind i huset ved hjælp af elevatoren er, hvis man har en nøgle.

Det sekund vi trådte ud af elevatoren kiggede os omkring i det store hvide rum. Deres møbler er kommet op plads i stuen og køkkenet, så der ser næsten hjemmeligt ud. Der mangler bare alle de små ting, der plejer at være der, men det er pakket sammen i kasserne der er på vej.

Jeg er glad over, at vi har et nyt sted, selvfølgelig, men jeg er stadig træt af, at jeg skulle flytte på hurtigt igen. Jeg har boet i det andet hus i et halvt år, og fordi nogle fans holder meget af ikke at have et liv, så er jeg nødt til at flytte igen.

”Det her er så spændende,” svarer jeg i en kedelig stemme, så de andre drenge kan opfatte min irritation.

”Det skal nok blive godt, Louisa,” svarer Liam og sætter sig i en af barstolene i køkkenet. Jeg ruller med øjnene.

”Ja, Louisa op med humøret!” Siger Louis og ligger en arm om mine skuldre. Jeg ryster den af og gå ud i køkkenet til de andre.

”Ja, Louisa, hvorfor så pessimistisk over alt det her?” Spørger Niall fra hvor han sidder ved spisebordet. Jeg trækker vejret dybt.

”Fordi det altid er jeres fans der laver rag i det,” svarer jeg spydigt med armene over kors.

”Hvad skal det lige betyde?” Spørger Harry med en rynket pande som gav genskær i de tre andre drenge. Jeg sukker tungt og dumper ned i barstolen ved siden af Liam.

”Hvad jeg mener er, at One Direction fans ikke er til at styre,” starter jeg. ”De har ikke noget filter eller en morale; de har såret Jer alt for mange gange; de har skyld i mange af de ting, som er sket for mig de sidste halve år; og de har skylden i at Louis og jeg blev skubbet fra hinanden,” tilføjer jeg og trækker på skulderne.

”Du skal ikke give fansene skylden for, at vi ikke snakkede sammen mere,” siger Louis og forsvarer sine fans. Jeg ville også synes, at det ville være mærkelig, hvis han ikke tog dem i forsvar.

”Og hvorfor skal jeg ikke det?” Spørger jeg og rejser mig fra stolen. Jeg kigger på ham og træder et par skridt tættere på ham. Er han overhovedet klar over, hvad han siger?

”Fordi de ikke har gjort noget?” Svarer han som et spørgsmål som om, jeg er dum. Jeg griner humorløst, og jeg kan høre, at de tre andre drenge langsomt forlader rummet; de kan godt mærke, hvad der kommer til at ske. Jeg mærker en opbygget vrede som er meget tæt på at flyde over kanterne.

”Har de ikke gjort noget?” – Louis ryster på hovedet – ”Seriøst? Hvad har de ikke gjort? Har du aldrig tænkt på, hvad der fik din manager til at forbyde kontakten?” Spørger jeg med armene over kors. Han kigger uforstående på mig.

”Hvor vil du hen med det her?” Spørger han irriteret og forvirret.

Jeg har tænkt meget over, hvorfor din manager forbød os at snakke samme,” siger jeg. ”Det er på grund af dine fans!” Tilføjer jeg og prikker Louis i brystet hver gang, jeg ligger tryk på ét ord. Louis skal lige til at sige mig i mod, men jeg stopper ham. ”Jeg ved, at de ikke kan lide mig, så det er klart at din manager ønsker det bedst for din karriere, fordi så tjener han flere penge,” kommentere jeg.

”Nu er du fjollet, Louisa,” svarer Louis. Han har tydeligvis ikke forstået, hvad jeg mener.

”Er jeg fjollet?” Svarer jeg, imens jeg griner humorløst. Louis sukker.

”Det var ikke ment på den måde,” svarer han. Jeg holder en hånd op og stopper ham.

”Jeg ved godt, hvordan du mente det,” svarer jeg og trækker på skulderne. ”Kald mig så fjollet som du overhovedet vil, men lad være med at snakke til mig,” svarer jeg og forlader huset ud af hoveddøren. Louis kalder på mig, men jeg ignorerer ham og fortsætter min vej. Jeg håber bare ikke, at jeg møder nogen fans den her gang. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...