Gudernes spil

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 11 maj 2017
  • Opdateret: 18 jun. 2017
  • Status: Igang
Siden tidernes morgen har guderne haft deres ynglinge blandt verdens befolkning. Hos mange guder har ynglingene altid været elverne, på grund af deres synspunkter med naturen og dyrerigets skabninger.

Denne fortælling foregår i Miagiras fjerde alder. Året er 1240, og endnu engang er gang er gudernes udkårende et halvelverbarn, hvis liv er splittet imellem to racer, menneskenes og elvernes. Men dette barn vokser op til lidt andre forventninger end guderne regnede med. Oplevelsen af mordet på begge sine forældre, hvilket mærker halvelveren for livet.
Men gudernes spil forsætter...

0Likes
0Kommentarer
153Visninger
AA

5. 5. Genforeningen

Samtlige elvere, undtagen Larlii, gav et hyl fra sig, som tegn på glæde over at være hjemme igen. De vagter, som havde hørt hylet, kom løbende for at modtage gruppen. Da de genkendte Teehais, overvældede de ham med spørgsmål om hvorvidt han overholde forkynderens befaling. Han svarede roligt, at guderne havde hjulpet ham, for hvis vinteren ikke var kommet med den lille 'snestorm', så havde han aldrig fundet forkynderens barnebarn. 
Da vagterne fik at vide at Larlii var det forsvundne barnebarn, som forkynderen savnede, bukkede de for hende og bad om lov til at eskortere dem resten af vejen op til paladset. Dette godkendte Larlii, da hun nu kunne slappe mere af og nyde resten af turen op til forkynderens palads. Hun var beæret over hvor smukt og fredeligt, der var i Ainalad. I sit stille sind gav hun sin moder ret i at navnet passede godt til elvernes land: Ainalad, Helligdal.

Efter et par timer, gjorde de holdt foran paladsets port. Larlii var for overvældet til at lægge mærke til at de var stoppet. Det var først da Teehais rørte hendes hånd, at hun blev klar over at hun var den eneste, der stadig var i sadlen.
"Sving dit højre ben om på denne side og glid ned." Larlii gjorde som han sagde, med det resultat at hun ente i hans arme. Rød i hovedet af den generthed, der skød op i hovedet på hende, skubbede hun sig fri af Teehais, og gik halvvejs hen til paladsets store dør, før Teehais igen var ved hendes side. Igen skød rødmen op i ansigtet på hende, hun kunne lide ham mere end hun selv ville være ved. Inden Larlii tænkte mere på det, lød en mands stemme fra et sted foran hende, og hun så op. Oppe for enden af hovedtrappen stod en høj, tynd mand.
"Teehais Hjortejæger! Er det virkelig dig? Og hvem er det, du har med?" Teehais bukkede for manden, inden han præsenterede manden for Larlii.
"Deres Excellence, dette er Larlii. Larlii, dette er Hans Excellence, Xeendar, forkynderens rådgiver." Larlii nejede høfligt og rådgiveren studerede Larlii grundigt. 
"Det må jeg sige, Teehais." Han gjorde tegn om at de skulle følge med og gik ind igennem døren. "Du spilder sandelig ikke tiden, hva? Nu skal jeg sørge for en audiens hos forkynderen. Det vare lige et lille stykke tid, så hvis I vil være så venlige at vente her." Samtidig med at rådgiveren havde talt, havde han ført Teehais og Larlii hen til den dør, som 'gemte' tronsalen. Nu skulle rådgiveren ind og fortælle forkynderen den gode nyhed, så de kunne komme ind. 
Larlii syndes det gik ret hurtigt, knap fem minutter efter at rådgiveren var gået ind, kom en vagt ud og fulgte dem ind i tronsalen. Larlii så sig forsigtigt rundt i den store sal, mens hun fulgte efter Teehais, som gik målbevidst frem og stoppede først, da han stod et par meter fra den forhøjning, hvor Solens Forkynder sad.
Mens de gik igennem salen, var hoffolkets øjne rettet mod Teehais og Larlii, da det i deres øjne, var lidt underligt at 'slæbe' et menneske med her ind.
Skønt det var omkring tyve år siden, at Larliis moder, Leettinia, havde præsenteret sin livsledsager, som elverne kalder det, stod det klart i alles sind, hvor uønsket Larliis fader var den gang. Da ingen elver kunne lide menneskerne efter flere tusinde års stridighed.
"Vær hilset, Teehais Hjortejæger! Hvilke nyheder har du med dig?" Teehais bukkede og Larlii nejede, ganske vidst lidt usikker, men ellers med en ynde, der kun fantes hos elverne. 
"Høje forkynder! Som alle her i Ainalad ved, blev jeg sendt ud for at finde Eders datter og Eders barnebarn. Dertil bringer jeg både en sørgelig og en glædelig nyhed." Forkynderen sad og så lidt bekymret på Teehais, som forsatte sin beretning om hvordan turen var gået. Imens viste Larlii ikke hvad hun skulle gøre, og blev derfor stående ved siden af Teehais. Dette var til stor overraskelse for de unge mænd, som stod og beundrede hende for hendes skønhed, skønt hun lignede et menneske.
Specielt var der en ung mand, som stod ved højre side af forhøjningen og kiggede mere indtrængende på Larlii end hun brød sig om. For at få en ende på dette, vendte Larlii alt sin opmærksomhed mod Teehais, som nu var nået til det sørgelige.
"...Den sørgelige nyhed er at Eders datter, Leetinia Sommerrose fandt fred hos guderne, for omkring elleve vintre siden..." Alt støj døde ud, og stilheden herskede nogle sekunder før forkynderen brød den.
"Forsæt."
"Men den glædelig nyhed er, at jeg har haft den store ære, at finde Eders barnebarn, Larlii Sommerløv og har bragt hende med tilbage efter hendes eget ønske! Og nu står hun her foran Eder, i håb om at den familie hun har tilbage, vil tage imod hende."
Teehais havde vendt sig halvt og strakt højre arm ud imod Larlii, som trådte et skridt frem. Endnu engang rettede alle deres blik mod Larlii.
"Er det sandt? Er du Larlii?" Hun var ikke et øjeblik i tvivl om svaret. Drømmen fra natten før stod tydeligt i hendes sind. Så derfor svarede hun højt og tydeligt.
"Det er sandt, Høje forkynder. Og som bevis på sandheden, overrækker jeg Dem, Solens Forkynder, den medaljon som blev givet til min moder." Hun fandt medaljonen frem fra lommen på sine bukser og rakte den til rådgiveren, da han kom hen for at modtage den. Rådgiveren gav den videre til forkynderen, som med det samme genkendte den. Den var gået i arv, fra generation til generation. I tidernes morgen blev den medet af elver, som havde den evne at 'tale' med metallet de arbejdede med. Den blev skænket til den første af elvernes mange forkyndere for flere tusinde år siden. Siden den dag havde det været en tradition, at når arvingen fik overrakt medaljonen den dag han eller hun trådte ind i de voksnes rækker. Det skete når elveren fyldte femoghalvfjerds år. 
Udsmykningen var et billede af Ainalads palads med den hvide og røde måne, ved sin venstre og højre side. Under paladset var der det store bogstav A, som var af old-elvisk. Kun få elvere beherskede det endnu, deriblandt den kongelige familie, men ellers var det gået tabt. På det nuværende elversprog betyder bogstavet A, en forkortelse af Ainalad. Sådan var det hos alle elversmykker, elversmedene graverede altid det første bogstav i deres håndværk. Enten stod det bagpå eller, som hos de kongelige smykker, foran. Dog var det sjældent at det blev beordret foran.
"Og som endnu et bevis, vil jeg ophæve den besværgelse, min moder lagde over mig. Thi nu ligner jeg et menneske. Takket været den, overlevede jeg i menneskernes verden, så jeg en dag kunne vende tilbage til mit fødeland; Ainalad." Herefter sagde hun tre ord på old-elvisk, hvilket fik en hvirvelvind af glimtende sølvregn til at rejse sig omkring hende. Og efter et minuts tid begyndte den at smuldre, og frem fra den kom en ung halvelverpige. Selv tøjet havde forandret sig en smule. Et par bukser af hjorteskind, en skjorte af elvernes silke, en ærmeløs kofte og støvler af kaninskind. Alt sammen det rene elverhåndværk. Forvandlingen sås mest ved ørene som nu var lidt spidser, og håret som før var sort, nu var blondt med lidt mørke nuancer. Larlii så sig rundt i salen, for at se hvilken reaktion det gav. Hun glædede sig over, at de fleste kunne nikke genkendende til hende. Efter besværgelsen var hævet, var der et par minutters stilhed. 
"Du har i sandhed arvet din moders magiske evner, og hendes skønhed har du også." De rosende ord kom fra Larliis morfar, forkynderen. Hvortil Larlii svarede.
"Jeg takker, min herre forkynder, for de velsignede ord. Og beder Eder om lov til at bosætte mig her, thi jeg ønsker at blive i elvernes fredelige og smukke land, hvis det kan bevilges." Nu lød hele salen af stille mumlen. Mange roste hende for hendes holdning og beslutning om at blive. Andre syndes at forkynderen skulle sende hende bort, eller gøre hende arveløs, fordi hun var halvelver. Men før nogen fik snakket færdig, brød forkynderen ind.
"Naturligvis skal du have lov til at bosætte dig her. Jeg havde tænkt på at du skulle have din moders gemakker her i paladset. Ud over alt dette, havde jeg også indgået en pagt med en af de højtstående familier, om at du skulle troloves med deres ældste søn." Larlii holde vejret og tænkte.
*Bare det ikke er ham, der står der og stirre på mig.* Hun skævede hurtigt til Teehais ud af øjenkrogen.
"Hans navn er Venatus Ørneridder." Nu bukkede den unge elver, som netop havde stået og stirrede på hende. Og da han igen så op, lyste hans øjne af glæde. Larlii vidste ikke hvad hun skulle sige. Mest af alt havde hun lyst til at løbe skrigende ud af salen, men da dette kun ville skade hendes morfar, forkynderen, droppede hun det. Ud af øjenkrogen fornemmede Larlii, at Teehais's humør sank og et lille næsten uhørligt suk forlod ham. Kort efter var audiensen færdig, og de fleste hoffolk forlod salen. Rådgiveren vinkede Teehais over og talte kort med ham. Teehais bukkede for rådgiveren og gik over til Larlii som stadig stod og ventede midt i salen. 
"Forkynderen ønsker at tale med dem i sine private gemakker. Og han vil have at jeg skal følge dem der hen, så de ikke fare vild." Efter at have talt, bukkede han for hende og førte hende hen til forkynderens gemakker. Undervejs tænkte hun på den måde han havde reageret, da hun var blevet præsenteret for sin tilkommende.
"Teehais. Vil du svare mig ærligt på noget?" Hun var stoppet, da hun var begyndt at tale og han stoppede kort efter, vente sig og så på hende.
"Ja, hvad ønsker de?" Hun tøvede, da han tiltalte hende på den måde.
"Hvordan kan du lide mig? Jeg mener... i tronsalen sukkede du, da jeg fik at vide at jeg var trolovet." Et lille smil bredte sig over hans læber og han gik tilbage til hende. Han lagde sine hænder på begge hendes skulder.
"Jeg ved godt det er et umuligt ønske, men jeg elsker dig alligevel og har altid gjort det. Uanset om jeg kan få dig eller ej." Og med de ord gav han hende et kys på kinden, inden han vente sig om og gik videre. Hun smilede.
*Så han har de samme følelser for mig, som jeg har for ham. Jeg håber bare at morfar vil godkende ham, i stedet for den pyntesyge dukke til Venatus*, tænkte hun, mens hun fulde efter Teehais til forkynderens gemakker.
Man skulle næsten tro at han kunne læse hendes tanker. For han stoppede op og tog fat i hende, hvorefter, han forklarede hviskende, at selv om de elskede hinanden kunne de ikke få hinanden, da hun både var lovet bort og fordi hun var tronarving, og han kun var en ubetydelig jæger. Derefter førte han hende det sidste stykke i tavshed, indtil de stod foran døren til forkynderens gemakker. Inden Teehais nåede udenfor hendes rækkevidde, greb hun fat i ham. Et langt og lidenskabeligt kys var hendes sidste ord. Han rev sig løb, og så på hende en sidste gang. Da opdagede hun at han havde tåre i øjnene. Hun rakte ud for at trøste ham, men han trådte væk og løb ned af gangen uden at se sig tilbage. Hun ventede indtil hun ikke kunne høre hans fodtrin mere, og først da bankede hun på døren. Inde fra værelset lød et:
"Kom ind." 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...