Gudernes spil

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 11 maj 2017
  • Opdateret: 18 jun. 2017
  • Status: Igang
Siden tidernes morgen har guderne haft deres ynglinge blandt verdens befolkning. Hos mange guder har ynglingene altid været elverne, på grund af deres synspunkter med naturen og dyrerigets skabninger.

Denne fortælling foregår i Miagiras fjerde alder. Året er 1240, og endnu engang er gang er gudernes udkårende et halvelverbarn, hvis liv er splittet imellem to racer, menneskenes og elvernes. Men dette barn vokser op til lidt andre forventninger end guderne regnede med. Oplevelsen af mordet på begge sine forældre, hvilket mærker halvelveren for livet.
Men gudernes spil forsætter...

0Likes
0Kommentarer
214Visninger
AA

4. 4. Rejsen

Nu var der kun syv dage tilbage til 'Årsskiftet', og om fire dage ville Bell og Teehais ride ind i elvernes land: Ainalad, hvis alt gik vel. 
Det havde været hårdt for Bell, da hun skulle tage afsked med sin tante, så tidligt om morgenen. Og det skulle helst være så stille at hendes onkel ikke vågnede, fordi han huskede ualmindeligt godt, hvad Bell havde gjort ved ham. Han havde stadig den røde kind og den store bule i panden.
Mary havde sørget for, at de havde fået ekstra tæpper og proviant med, så hun var sikker på, at de kunne klare turen. Hun havde også sørget for at Bell havde fået bukser, skjorte, kofte og kappe, som var nemmere at rejse i.
Lige nu sad Belle og tænkte på, hvordan det gik med tanten, og hvor sur onkelen gik rundt og var.
"Er du okay, min ven?" Det fik Bell til at blive nærværende med det samme. Hun sad stadig i sadlen på sin hest; Måneskind, en hvid hoppe, Bell havde haft siden hun var to år. Nu huskede Bell, at det var nogle timer siden, de havde sat sig i sadlen, og det så ud til at de ville nå en lysning, kort før mørkets frembrud, hvor de kunne slå lejer for natten.
"Hvad? Åh, ja, jo, jeg har det fint." Teehais skimtede nervøst over mod Bell, hans blik fortalte hende, at han var bekymret for hende. Hun smilede til ham.
"Jeg har det fint. Jeg sad bare og tænkte på, hvordan min tante klare det nu hvor jeg ikke er der til at hjælpe hende med onkels hidsige temperament. Du så jo selv, hvor lidt der skal til, før han bliver hidsig." Det nikkede Teehais smilende ja til. De fik for alvor øjenkontakt, og uden et ord standsede han begge heste, lagde den ene arm omkring Bells liv, mens de endnu sad på hestene. De lænede sig langsomt tættere sammen og skulle lige til at...
Knas! Kvas!
Teehais slap omgående Bell og greb sit sværd, sin bue og koggeret med pilene, som hang ved sadlen.
"Kan du stadig huske, hvordan man bruger en langbue?" spurgte han hviskende. Da hun nikkede, gav han hende buen og koggeret. Hun havde i alt hemmelighed, efter sin morders død, smugtrænet med sin moders våben bag ved kroen, uden nogen viste det. Det galte blandt andet langbuen og dolkene, som hun havde arvet fra sin mor. Desværre havde hun ikke fået våbenene med, da det gik så hurtigt. Ganske vist havde hun ikke trænet den sidste måneds tid, da hendes onkel havde en mistanke om at hun lavede noget, som efter hans mening kun vedrørte mænd.
Herefter var de på vagt overfor alt, hvad der rørte sig. Sådan red det de meste af dagen, de turde først at falde rigtig til ro og slappe af i sadlen sidst på eftermiddagen. Da solen begyndte at gå ned, nåede de til den lille lysning Teehais havde udtænkt sig.
Her slog de lejer for natten med et muntert smil på læben, over de glade minder han fortalte fra deres barndom. Bell begyndte at kunne huske en smule efterhånden som Teehais fortalte.
Da der var sørget for hestene, og bålet brændte lystigt, fik de igen øjenkontakt. De ukendte lyster fra formiddagen blussede op på ny, og de satte sig tæt sammen. Men de viste ikke om de turde give efter. De lænede sig igen imod hinanden, men blev igen forstyrret før de nåede noget.
"Men hvad har vi her? En elver og et menneske! Har I set noget ligende?", lød det fra et sted i skyggerne uden for lysningen. Igen greb de til våben og ventede nærmest at blive overfaldet.
"De to er virkelig parat til at forsvare hinanden. Hvor sødt!", lød en anden stemme, fra et andet sted. Teehais og Bell kunne ikke se, hvem der talte, men de kunne høre, at der var flere fremmede personer i skyggerne. De listede sig rundt omkring lejren og larmede hist og her, for at skræmme deres ofre, som i dette tilfælde var Teehais og Bell.
"Det ligner Teehais Hjortejægers våben, så må det jo være ham." Det var den første stemme igen, og nu viste Teehais hvem 'angriberene' var. 
"Men hvem er den unge jomfru, der er med ham?", kom det fra den anden.
"Ja, hvem er hun?", kom det i kor fra de andre. Bell kikkede tøvende på Teehais, hvorefter hun hviskede på elvernes sprog.
"Ved du hvem de er?" Inden Teehais kunne når at svare, lød det fra den første stemmen igen:
"Drop det, smukke! Vi forstår godt hvad du siger." Bells blik flakkede rundt omkring, tydeligt utryg over denne situation og skræmt af de forskellige lyde de lavede. Teehais kunne se på Bell, at hun var klar til at fyre en pil af i den retning, den næste stemme kom fra.
"Så er det nok, Pondus! Hvis du eller en af dine venner ikke vil miste livet, så stop, inden hun bliver mere nervøs. Tro mig! Hun er vokset op med en langbue og rammer bedre end jeg!" Med ét blev der stille. Grene stoppede med at rasle og knække, også dyre lydene stoppede.
"Mener du det virkelig, Teehais?" Nu lød stemmen mere alvorlig.
Zzip! Bell havde drejet sig og sluppet buestrengen. Pilen styrrede imod det sted, hvor stemmen kom fra. Kort efter lød et 'dok', da pilen ramte et træs stamme. Først troede Bell, at hun havde dræbt 'stemmen', men da den samme stemme svarede, var hun lettet.
"OKAY!! Jeg har fattet det!", råbte Pondus, "Teehais, tag venligst buen fra hende inden hun sender flere pile afsted! Havde hun blot være mere sikker, havde jeg været død nu. Leess! Kom og hjælp mig fri fra dette træ, uden at ødelægge min nye kofte. Den fandens pil sidder så fast, at jeg ikke kan få den ud alene." 
I det pilen kom flyvende, havde Pondus heldigvis rykket sig til side, og alligevel havde pilen fået fat i kofteærmet.
Bell afleverede frivilligt buen og ville være sunket sammen af nervøsitet, hvis ikke Teehais havde grebet hende. Less hjalp Pondus fri ved at knække pilen, da den sad så hårdt i træet, og resten af gruppen kom forsigtigt ind i lysningen. Bange for at blive 'sat fast' ligesom deres leder.
Kort efter var alle samlet, undtagen Bell. Hun havde undskyldt sig med at hun lige skulle tjekke til hestene. Svaret bagved dette påskud var, at Bell ikke ar tryk ved disse 'fremmede'. Og inden nogen kunne nå at advare hende, hørte man et skrig fra det sted, hvor hestene stod. Teehais stormede derhen, hvor han fandt Bell liggende på jorden og en anden elver, som sigtet på Bell med sin bue.
"Er du gået fra forstanden, Heler?", råbte Teehais, "Kan du ikke genkende forkynderens barnebarn, når du ser hende?", nu var Teehais henne ved Bell.
"Er du kommet noget til, Larlii?", og hjalp hende op på benene igen.
"Nej, jeg har det fint, men jeg hedder altså Bell." Hun så kort på ham, men turde ikke få øjenkontakt.
"Da vi forlod din faders folk, lod vi 'Bell' blive der. Så der er kun Larlii Sommerløv tilbage. Det er dit fødenavn, og det skal du være stolt af. Du fortalte mig selv at du kun fik navnet Bell, for at kunne overleve i din faders land." Hun nikkede lidt, da hun genkendte sine egne ord fra dagen før. Heler så måbende fra Teehais til Bell, nu Larlii, og tilbage på Teehais igen, da de gik tilbage til de andre, som havde fundet sig til rette omkring bålet.
"Pondus!?! Fatter du et ord af det hele?!? For det gør jeg ikke. Teehais siger, at pigebarnet her er forkynderens barnebarn, Larlii Sommerløv."
Nu spærrede alle øjnene op, og gloede på Larlii, som ihærdigt prøvede på at gemme sig bag ved Teehais. Pondus så undersøgende på Teehais.
"Er du sikker, Teehais? Der er jo omkring tolv år siden, at min søster og hendes datter blev bortført." 
"Jeg er sikker i min sag, Pondus. Hvad end du siger, så kan jeg ikke blive mere sikker. Larlii er forkynderens barnebarn, og jeg har lovet at være tilbage inden 'årsskiftet'." Imens Teehais svarede Pondus, holde han sit hoved højt, som tegn på sandhed og værdighed.
Larlii viste ikke helt, hvor meget hun troede på Teehais om det med at hun var tronarving. Hun kunne heller ikke forklarer, hvorfor hun blev så 'underlig' hver gang hun så på ham. Hun havde jo kun kendt ham en dags tid. Før hun nåede at tænke nærmere over sagen, blev spørgsmålet taget op.
"Du siger at hun er forkynderens barnebarn. Men Teehais. Hvordan kan du være så sikker? Hun kunne jo lyve for dig. Hvad med at hun selv svare på det spørgsmål?" Leess så over på hende, men inden han nåede at spørge hende, havde Teehais et svar klar.
"Det kan vi få svar på en anden gang. Hun har redet langt og er træt. Lad hende få fred, så kan du altid spørge hende, når hun er genforenet med sin morfar i Ainalad." Det var det sidste der blev sagt den aften. Pondus gjorde et tegn, som fik Leess til at droppe emnet, og de fordelte vagten imellem dem. Teehais og Larlii fik lov til at sove hele natten.
De efterfølgende to dage red den lille gruppe i østlig retning. Pondus, som viste sig at være hendes onkel, fortalte hende om hans minder fra da hun boede i landet, hvilket hjalp hendes sind til at åbne sig op og genhuske ting, som det havde gemt for hende. Hun overraskede Pondus og hans gruppe, da hun fortalte om en udflugt som hun havde været på da hun var omkring fire år. Pondus kendte udflugten, han og gruppen havde selv været med, sammen med hans søster og niece. 
Efterhånden som de nærmede sig elvernes land, var Larlii tryk i deres selvskab og nød turen.
Den sidste nat havde hun en drøm, hvor hendes moder fortalte hende hvordan hun fjernede den fortryllelse, som gjorde at hun lignede et menneske. Denne drøm holde hun for sig selv, og brugte noget af rideturen til at gentage ramsen, så hun kunne huske den.
På tredje dagen morgen red de igennem det lille bjergpas, der markerede Ainalads grænse.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...