Gudernes spil

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 11 maj 2017
  • Opdateret: 18 jun. 2017
  • Status: Igang
Siden tidernes morgen har guderne haft deres ynglinge blandt verdens befolkning. Hos mange guder har ynglingene altid været elverne, på grund af deres synspunkter med naturen og dyrerigets skabninger.

Denne fortælling foregår i Miagiras fjerde alder. Året er 1240, og endnu engang er gang er gudernes udkårende et halvelverbarn, hvis liv er splittet imellem to racer, menneskenes og elvernes. Men dette barn vokser op til lidt andre forventninger end guderne regnede med. Oplevelsen af mordet på begge sine forældre, hvilket mærker halvelveren for livet.
Men gudernes spil forsætter...

0Likes
0Kommentarer
253Visninger
AA

3. 3. Afskeden

Nede i krostuen serverede Mary aftensmad for sin mand og stamgæsterne, da det store og pludselige latterudbrud startede. Mary blev så overrasket, at hun tabte en skefuld varm grønsagsstuvning ned i Joss' skød, så han lettede med et hyl og en masse efterfølgende skældsord, og samtlige stamgæster lettede et par centimeter fra stolene i krostuen, af bare overraskelse. Ikke nok med det, så fik et par af stamgæsterne også maden i den gale hals, da de lettede, så de sad og hostede og hakkede.
"Nej, nu er det sku nok! Bell! Kan du så komme her ned og passe dine pligter! Og det skal sku være NU!" Joss var virkelig rasende. Han råbte samtidig med, at han nærmest løb hen over gulvet, op af trappen og hen over ganggulvet, hen til det værelse hvor latteren kom fra, med den hensigt at hente hende ned. Da han kom hen til værelset, tog han i håndtaget, og ville være gået over tærsklen ind til værelset, hvis døren ikke havde været låst.
Med et ordenligt "BANG", gik Joss ind i den låste dør. Han bandede og svovlede over den meget store og 'flotte' bule, han havde reddet sig i panden. Med ét stoppede latteren inde fra værelset, og før Teehais nåede at sige noget, havde Bell rejst sig fra stolen, smidt Teehais' kappe i hovedet på ham og stod klar henne ved døren. 
Også dette overraskede Teehais, da han ikke havde ventet en sådan hurtighed fra en halvelver, og slet ikke fra Bell, da hun ikke havde være sammen med andre elvere, siden hendes moders død. Efter at have sikret sig at Teehais havde fået kappen på, låste Bell døren op og åbnede den, inden hendes onkel nåede at sige alt for mange bandeord.
"Ville du noget onkel?" Den eneste reaktion, der kom fra Joss, var at han greb ud efter hendes arm, som han fik fat i og begyndte at 'slæbe' hende hen ad gangen og ned af trappen. Naturligvis gjorde hun modstand, men det fik blot Joss til at stramme sit greb endnu mere. I næste øjeblik var Teehais ude på gangen, stadig med kappen omkring sig.
"Hvad er det, De laver, krovært? Hun var igang med at ordne værelset for mig." Joss standsede næsten nede af trappen, og kikkede undernede op på Teehais.
"I gang med at ordne...? Det værelse var i orden! Og normalt er det et arbejde, der ikke kræver latter, men..."
"Det var fordi vi udvekslede muntre minder, fra vores barndom. Jeg er en af Bells gamle legekammerater, fra den gang hun og hendes moder boede i deres rigtige land! Jeg blev sendt ud af vores hersker, for at hente hende hjem, hvis hun vil." Samtlige personer i krostuen stirrede på Teehais.
Bell smilede op til Teehais. Nu hvor han nævnte det, så kunne hun meget svagt huske noget om en dreng, som hun havde leget meget sammen med. Hun blev virkelig glad for at høre, at hun nu skulle med Teehais til hendes moders land, om hendes onkel ville have det eller ej.
"Hente hende hjem? Hva' fanden er meningen? Hendes hjem er her, så tag og hold..." Inden Joss nåede at sige mere, havde Bell revet sig løs eftersom han var kommet til at løsne sit greb, da han blev overrasket over Teehais's ord. 
"Mit hjem er hos min moders folk, og ikke her i denne kro." Joss stod og så måbende på sin niece, som nu stod nok så trodsigt med begge arme i siden og så irriteret på sin onkel. Da Joss havde fået samlet sig igen, brølede han, så hele huset rystede:
"Din moder var ikke andet end en lille betydelig luder, som havde forhek..."
SLAM!
Dette havde ingen forventet. At Bell kunne finde på at sige sin onkel imod var en ting. Men at hun ligefrem kunne finde på at slå sin onkel, var en overraskelse i sig selv. Slaget ramte Joss med sådan en kraft, der fik ham ud af balance. Han tumlede ned af de sidste femten trin på trappen, og landede på gulvet med et bump, hvor Mary kom sin mand til hjælp, selv om han skubbede hende til side.
Nu var alles opmærksomhed rettet mod Bell, som stod og dirrede af raseri, som havde været gemt i alle de år, hun havde boet her. Efter et par minutters ro, tog Teehais chancen. Han gik ned til hende og lagde sin højre hånd på Bells venstre skulder.
"Kom..."
Mary gispede stille og tænkte: 
*Nu vender hun sig rundt, og klapper den fremmede en også.* Men til Marys store overraskelse vendte Bell sig stille og roligt rundt, hvorefter hun så op på ham. Han smilede svagt.
"Jeg tror det er bedst at vi går op og får hvilet, inden vi skal afsted imorgen. Vi har en lang tur foran os, så vi får brug for alle kræfter. Er det i orden med dig?" Det eneste svar Bell gav, var et nik, hvorefter hun sagde godnat til sin tante og gik hen til sit værelse for enden af gangen. Her standsede hun og begyndte at dirre igen. Før Bell nåede at åbne døren, var Teehais henne hos hende og tog hende i sine arme. Hvor han lod hende stå og græde ud. Han glemte helt at hætten var faldet tilbage, så hans øre nu var synlige. Det eneste han tænkte på var at trøste hende, da han ikke kunne lide at hun var ked af det.
Nede i stuen var Joss ved at komme sig over overraskelses angrebet. Trods hans øjne lyste af had, lod han Mary overtale sig til at vente med at straffe Bell til næste dag. Derefter gik han over og spiste sin mad, som var ved at blive kold.
Mary skulle lige til at gå hen til bordet og sætte sig, da hun svagt hørte Bell bryde ud i gråd. Mary skyndte sig på af trappen og stoppede midt på gangen, da hun så Bell stå og græde i den fremmedes favn.
Overrasket blev Mary i hvert fald, da hun så hvad det var hætten havde gemt. Et par spidse elverører tittede frem mellem det lange, lyse hår som var samlet i en hestehale. Mary gispede still, og et par lidt skrå, men venlige brune øjne mødte hendes.
Med et nik fra den fremmede turde Mary godt rykke lidt nærmere, og med hviskende stemme, der var lidt nervøs, spurgte Mary:
"Er de en rigtig elver?" Han nikkede.
"Ja, det er jeg. Og jeg blev sendt ud for at finde Bell og hendes moder. Men nu kan jeg kun komme tilbage med hende, og det er også bedre en ingen." Teehais så lidt bekymret på Bell, som stadig græd.
"Jeg troede aldrig, jeg skulle se hende mere, da de blev bortført. Nu er jeg bare glad for, at hun er uskadt." Nu blev Mary nysgerrig.
"Vil det sige? At de og Bell...?" Teehais kunne ikke skjule et lille smil, da Mary antydede, at de var kærester.
"Vi var meget gode venner før hun og hendes moder blev bortført, og havde det ikke fundet sted, var vi aldrig blevet splittet ad." Mary nikkede anerkendende til det Teehais fortalte, imens hun åbnede døren ind til Bells værelse. Teehais hjalp Bell hen til sengen, hvor han lagde et tæppe over hende, og gav hende et kys på panden, herefter sagde han nogle få ord på elvernes sprog. Mary kunne ikke gøre andet end at se på, imens Teehais fik løsrevet sig fra Bell og gik ud, hvorefter Mary lukkede døren. Endelig fik Mary taget sig sammen.
"Undskyld jeg spørger, men hvad var det, de sagde til Bell inden vi gik ud?" Teehais smilede til Mary.
"Sov godt min ven. Om fire dage er vi hjemme. Hjemme i Aninalad, elvernes land."

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...