Gudernes spil

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 11 maj 2017
  • Opdateret: 18 jun. 2017
  • Status: Igang
Siden tidernes morgen har guderne haft deres ynglinge blandt verdens befolkning. Hos mange guder har ynglingene altid været elverne, på grund af deres synspunkter med naturen og dyrerigets skabninger.

Denne fortælling foregår i Miagiras fjerde alder. Året er 1240, og endnu engang er gang er gudernes udkårende et halvelverbarn, hvis liv er splittet imellem to racer, menneskenes og elvernes. Men dette barn vokser op til lidt andre forventninger end guderne regnede med. Oplevelsen af mordet på begge sine forældre, hvilket mærker halvelveren for livet.
Men gudernes spil forsætter...

0Likes
0Kommentarer
228Visninger
AA

2. 2. Afsløringen

Kort efter at Joss var gået over til sine stamgæster, vinkede den fremmede Bell hen til sig. Bell gik hen til gæsten og spurgte efter hvad gæsten ønskede.
"I har vel ikke et ledigt værelse for natten?" Efter at have hørt stemmen og set de smukke brune øjne under den store hætte, rødmede Bell lidt, da det gik op for hende, at det var en ung mand som gemte sig under den gamle kappe.
"Jo, naturligvis har vi det. Der er et oppe på første sal. Nu skal jeg vise Dem det." Undervejs op mod værelset kikkede Bell lidt nærmere på den fremmede. Han gik yndefuldt og lydløst op ad trappen, og nærmest fløj hen over ganggulvet til det værelse, hun viste ham. Her gik han ind og uden at tænke over det, tog han kappen af og lagde den på en stol, som om han var hjemme.
Pludselig lød der en gispen bag ham, og ved en naturlig refleks snurede han rundt og stirrede Bell lige ind i øjnene. Hun var nærmest i chok over den overraskelse, hun så.
"Du... Du er en elver...", hviskede hun, på et sprog som kun meget få mennesker kendte til. Det sprog Bell lige havde talt, var meget kendt blandt elverne, da det var deres modersmål. På tros af chokket, strålede hendes blå øjne af glæde. 
*Så var mors historier sande. Der findes andre elvere.* Bell var så lykkelig, hun havde været bange for at elverne kun fandtes i hendes drømme, men nu viste hun at de var et virkeligt folk.
I samme øjeblik han hørte hendes ord, viste han at han var afsløret. Hurtigt, som kun en fuldblods elver kunne reagere, fik han trukket Bell ind på værelset, lukket og låst døren. Derefter hjalp han hende ned på en stol overfor ham selv.
"Hvad vil du så vide, min smukke?" Det sidste sagde han med et smil. Da hun stadig hverken turde svare eller se på ham, satte han sig længere frem på stolen.
"Hvad er der i vejen? Du skal ikke være bange, jeg gør dig ikke noget." Hun kikkede nervøst op på ham, uden at svare. Selv om det glædede hende at se at der fandtes elvere, som hendes mor, så var Bell bange for at afsløre at hun kun var en halvelver, eftersom hun ikke viste hvad denne elver ville gøre ved hende, hvis han fik det at vide.
"Jeg lover, at du intet har at frygte. Vi elver er sjældent voltige, og ja... du må undskylde den måde, jeg hev dig ind på, men jeg vil helst ikke afsløres." Han slog sig let på hovedet og så undskyldende på hende.
"Sikke et sludrehoved jeg er. Jeg glemmer at præsentere mig. Ja, det plejer ikke at ligne mig. Nå men..." Han bukkede siddende.
"Mit navn er Teehais Hjortejæger, men kald mig bare Teehais, og må jeg have den fornøjelse at spørge efter Jeres navn, skønne jomfru?"
Skønt Bell stadig var lidt nervøs, kunne hun ikke lade vær med at smile, da han talte om sig selv. Og da han tiltalte hendes så smukt, rødmede hun, så hun troede at han ville le, men det gjorde han ikke. Bell var stadig ikke sikker på om hun skulle svare ham eller løbe sin vej. Hun kom i tanke om at han havde låst døren og sukkede indvendigt.
"Blandt min faders folk hedder jeg Bell. Men min moder gav mig navnet Larlii. Men det var kun hende som brugte det fordi.."
"Forkynderens barnebarn!" udbrød Teehais pludselig, og de gjorde begge store øjne. Bell viste ikke, om hun havde hørt rigtigt.
"Hv... Hvad mener du?" Hendes stemme var nervøs.
"Larlii Sommerløv var det navn, Forkynderens datter, Leetinia Sommerrose gav sin datter. Ganskevist gik der rygter, om at barnet kun var halvelver, men efter navnet blev offentliggjort, stoppede de." Udtrykket i Bells ansigt var spørgende, og Teehais forsatte.
"Ser du, navnet var blevet holdt hemmeligt, indtil barnet blev døbt foran alle elvere i vort elskede Ainadôr, som betyder Helligdal. Uheldigvis blussede rygterne op igen, da Leetinia og hendes datter blev bortført af mennesker. Hvordan de kom uset ind og ud, er der stadig ingen der ved. Siden har vi ikke hørt fra hende, og hendes far, Ainadôrs Forkynder, Kethranan er meget urolig for sin datter og barnebarn. Det er nemlig Leetinia, der skal blive solens forkynder en skønne dag. Men hvis hun er død, bliver det hendes datter, det vil sige dig, som skal overtage..." 
Mens Teehais fortalte videre om, hvordan forkynderens datter og barnebarn havde levet i Ainadôr indtil bortførelen, var det som om Bell kunne se det hele for sig. Da Teehais nåede dertil, hvor bortførelsen fandt sted, gispede hun da et flashback fyldte hendes sind.

Hun var seks år, da hun og hendes moder var på udflugt nær bjergpasset ved den vestlige grænse. De havde hygget sig med at samle blomster, da en gruppe mennesker kom ind igennem passet. Først var hendes moder nervøs, men kort efter genkendte hun gruppen og kastede sig om halsen på en af mændene, samtidig med at hun kyssede ham lidenskabeligt. Selv blev Bell stående og så nysgerrigt til. Hendes moder kaldte hende over og præsenterede hende for manden Jake Merlyn, som var hendes fader. Jake så først overrasket på Bell og derefter på Leetetinia. Derefter knælede han smilende og rakte armene frem. Bell kunne se kærligheden lyse i hans øjne og var gået hen til ham. De var taget derfra sammen og havde levet lykkeligt i hans hytte nær Helford igennem to år. Synet af sine forældre, der begge var som ny-forelsket, glædede hende og hun nød hvert minut som de havde sammen. Hun lærte at leve med at hun og hendes moder havde nye navne i denne verden, da hendes moder sagde at det var bedst at gemme deres elviske udseende, eftersom nogle mennesker ikke kunne lide elvere. Derfor lagde hendes moder en besværgelse på oldelvisk over dem begge, så deres elviske udseende forsvandt. Moderen lærte også Bell de ord som kunne ophæve besværgelsen og Bell lovede kun at gør det i yderste nødsituation eller hvis moderen bad om det.
En dag, kort efter Bells otte års fødselsdag, havde de havde været på marked i nabo byen og var på vej hjem igennem skoven ved sen aftentid, da de blev overfaldet af røvere. Bell sad gemt i vognen lige bagved sine forældre, der sad på kuskesæddet. Hendes moder hviskede meget lavt på elvisk at hun skulle gemme sig i skoven, men samtidig være forsigtigt når hun forlod vognen. Bell skyndte sig at gøre som moderen bad om, hun havde lige nået buskene da hun hørte sin moders skrig og hende faders råben og banden, som kort efter blev afbrudt. Derefter var det kun lyden af røverne, som bandede over at kvinden var en elver. Moderens besværgelse var opløst i samme øjeblik, som hun døde. Denne uventede situation gjorde røverne nervøse, så de valgte at sætte ild på vognen for at få det til at se ud som en ulykke istedet for et overfald. De kastede hendes forældre ind i den brændende vogn, inden de stak af med hesten, som havde trukket vognen. Bell havde krummet sig sammen og grædt i stilhed, bange for at blive hørt af nogle. 
Da hun vågnede, lå hun i en seng og hendes tante Mary sad i en stol ved siden af og vågede over hende. Bell rejste sig fra sengen og kastede sig grædende i sin tantes favn.

Da Bell så på Teehais med de våde øjne, sad han med åben mund og stirrede overrasket på hende. Mere skulle der ikke til. Bell begyndte at smile, og skulle passe meget på at hun ikke begyndte at le. Teehais viste ikke hvad han skulle sige eller tænke. Han havde fundet den forsvundne tronarvings datter, hvilket han ikke havde regnet med. 
Selv da forkynderen havde sendt ham ud, i håb om at bare en af dem var i live, havde forkynderen tydeligt sagt, at hvis han ikke fandt Leetinia eller hendes datter inden fuldmånen, som markerede 'Årsskiftet', som var om otte dage, skulle han vende hjem.
Teehais var også på vej hjem, da vinteren havde snydt ham, så han var nødtil at søge læ i denne kro. Skønt han havde været lidt sur over, at det nu tog ham et par dage mere at vende tilbage, var han nu så glad for at han havde fundet forkynderens barnebarn. Nu var spørgsmålet bare, om hun var, hvad menneskerne kaldte myndig, når de var enogtyve år gammel, så hun selv kunne bestemme hvor hun ville være eller bo.
"Bell, jeg ved godt, at man helst ikke spørger om en kvindes alder... Men hvor gammel er du?" Bell svarede rimelig hurtigt på hans spørgsmål, da hun gættede hvorfor han spurgte.
"Jeg fylder nitten til sommer. Så nej, jeg kan ikke selv bestemme her hos min faders folk. Men derfor vil jeg gerne tage med dig, hjem til min moders og dit folk i Ainadôr. Det eneste der kan blive et problem er at min onkel tror at han ejer mig."

Igen kom Bells svar bag på Teehais, som havde forventet, at hun skulle have lidt tid til at tænke i, så han sad igen med åben mund og gloede nu åbenlyst på hende. Nu kunne Bell ikke holde sig tilbage længere. Med ét begyndte Bell at le, så tårende trillede ned over hendes kinder. Efter som Bells latterudbrud kom pludseligt og, efter Teehais' mening, uden nogen grund, blev han blot mere forvirret.
"Du skulle se dig selv..." Et nyt latterudbrud startede, så Bell måtte forsætte i små sætninger, for at Teehais kunne forstå det.
"Du ligner en... en kendar, der..." Bell tog et par dybe vejrtrækninger, og fik rimelig styr på sin latter, og kunne forsætte uden at afbryde sig selv.
"Du ligner en kendar, der er blevet opdaget, i at stjæle æbler, hos en krammer." Med ét forstod Teehais ordenes mening. Bell havde ret i, at han var blevet overrasket over hendes hurtige svar. Først smilede han bare, men så blev smilet bredere, til sidst brød de begge ud i en høj latter.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...