Gudernes spil

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 11 maj 2017
  • Opdateret: 18 jun. 2017
  • Status: Igang
Siden tidernes morgen har guderne haft deres ynglinge blandt verdens befolkning. Hos mange guder har ynglingene altid været elverne, på grund af deres synspunkter med naturen og dyrerigets skabninger.

Denne fortælling foregår i Miagiras fjerde alder. Året er 1240, og endnu engang er gang er gudernes udkårende et halvelverbarn, hvis liv er splittet imellem to racer, menneskenes og elvernes. Men dette barn vokser op til lidt andre forventninger end guderne regnede med. Oplevelsen af mordet på begge sine forældre, hvilket mærker halvelveren for livet.
Men gudernes spil forsætter...

0Likes
0Kommentarer
250Visninger
AA

1. 1. En uventet gæst

Det var en frost og sne fyldt vinteraften i Helford, da en fremmede trådte over tærsklen til Den Dansende Due. Skønt dette var byens bedste kro, var krostuen langt fra fyldt op, men de få stamgæster der var i stuen, kikkede nysgerrigt efter den fremmede, da denne person gik lydløst gennem stuen og satte sig ved det bagerste bord i det mørkeste hjørne.
"Tror du ikke, at du er for ung til at gå på kro, hva' knægt?" Det var krofatter Joss Merlyn, der havde slynget dette spørgsmål ud til den fremmede. Efter Joss' mening var den fremmede ikke andet end en høj knægt, omkring de 19 år, som bare havde en stor kappe med hætte omkring sig. Da den fremmede endnu ikke svarede i de par minutter, der var ham til rådighed, mistede Joss den rolige tone. Han havde aldrig haft megen tålmodighed tilovers for fremmede. Han nærmest råbte.
"Så svar mig dog, din lille hvalp!" Da gloede stamgæsterne. At den fremmede var ny her på egnen var tydeligt, men at den fremmede ligefrem valgte ikke at svare Joss Merlyn, der både var kendt for sin gode kro og sit hidsige temperament, var virkelig uklogt.
På tros af de hviskende ord, der kom fra stamgæsterne, løftede den fremmede kun sit blik ganske langsomt og rettede det på Joss med de smalle og lidt skrå øjne under hætten. Efter den fremmedes mening var Kroejer Joss Merlyn ikke særlig skræmmende, sådan som han stod der, med armene over kors og stirrede på ham med sit meget stramme ansigt. Den fremmede syndes snare at Joss så komisk ud, sådan som han stod.

Ude i køkkenet var kromutter Mary Merlyn og hendes niece Bell optaget af forberedelserne med maden, der både var til stamgæsterne og dem selv. Mary fortalte nogle sladderhistorier, som begge kvinder gik og lo stille af. 
Selv herude kunne de høre Joss' hidsige udbrud:
"Så svar mig dog, din hvalp!" Det var nok til, at latteren stoppede hos dem. Bell kikkede nervøs over på sin tante, hvor hun mødte et par øjene, der fortalte mere end ord. Derefter skyndte de sig begge ind i krostuen for at hjælpe den gæst, vreden gik ud over.
"Sig mig er du døv og stum, eller er du bare dum?" Stamgæsterne sad og snakkede lavmælt, om hvor vidt det var klogt af den fremmede ikke at svare, når Joss var i det humør. Den fremmede sad bare og lyttede, mens han skældte ud over, at den fremmede ikke ville svare. Henne ved døren til køkkenet rykkede Mary tætter på Bell og hviskede:
"Om lidt er han så hidsig, at han tager fat i den nye og.." Inden Mary nåede at tale færdig, gik Bell igennem krostuen og brød ind i onkelens 'samtale' med den fremmede.
"Kaldte du, onkel?" Med et overrasket udtryk over denne pludselige afbrydelse vendte Joss sig og den fremmede drejede hovedet for at se hvem der havde stillet spørgsmålet. Den eneste, som stod i nærheden var Bell.
"Kaldte du, onkel?"
Joss var stadig overrasket og viste ikke hvad han skulle sige. Der imod vidste den fremmede præcis, hvilke ord der beskrev krofatters broderdatter bedst: smuk, yndefuld, modig, blid og venlig. Alt dette kunne godt minde om en elverpige, den fremmede havde kendt for en del år siden. Men problemet var bare, at alt den skønhed tog helt pippet fra den fremmede.
"Øh... Øh. Jo, ja jeg kaldte" Da Bell havde afbrudt Joss og spurgt efter noget helt andet, havde han fuldstændig glemt, hvorfor han var vred.
"Du kan tage imod bestilling fra denne gæst." Samtidig med at Joss snakkede med Bell, pegede han på den fremmede, som stadig sad og betragtede den unge skønhed.
*Det må jeg nok sige*, tænkte den fremmede, *hun forstår at afvæbne sin onkel, når han er ved at hidse sig op. Og det er kun med et par ord. Imponerende.*

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...