Nattens Nattergal

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 11 maj 2017
  • Opdateret: 18 jun. 2017
  • Status: Igang
En ung halvblods vampyr kvinde, som lever livet på egen hånd efter sin mors død. Hun har kun sløret minder om sin korte barndom sammen med sin far og bror, samt de historier hendes mor fortalte imens hun levede. Samtid med at hun passer sin hverdag, er hun på byens gamle bibliotek og søger ny viden om vampyrenes verden og slægter. Et smykke, en dåbsgave fra hendes far, historier fra hendes mor og hendes forskning på biblioteket, har givet hende mistanke om at hun født ind i en af fuldblods slægterne i vampyrernes rige. Noget hendes elsker, en fuldblods vampyr, har bekræftet overfor hende. Nu mangler hun blot at finde ud af hvilken familie. Og om hun og hendes elsker kan blive sammen...

0Likes
0Kommentarer
192Visninger
AA

5. ⑤ Mórehína

Dagene gik med arbejde og afslapning uden at Kira mærkede mere til de fire vampyrer, som hun havde mødt for omkring en uge siden. Hun havde ikke været heldig, da dagen, hvor hun skulle have sin blodration, kom. Klinikken havde været ude for et overfald fra en gruppe unge halv- og kvartblods vampyrer, som havde ryddet hele depotet for blod. Alt dette var sket for fem dage siden, hvilket ville sige at Kiras øjne nu havde et rød skær som overtog det meste af hendes øjenfarve. Da Tano, tre aftener tidligere, havde set hende, gav han hende omgående fri den næste uges tid, så hun havde mulighed for at finde en bloddonor. Elena havde taget hende med til Mórehína, samme nat. Og Kira nød virkelig besøget i vampyrernes by. Den var opført på en sådan måde, at en særlig kuppel dækkede hele byen og holdte alt sollys ude. Til gengæld var kuppelen fyldt med et kunstfærdigt hav af lys som lignede en stjerne besat nattehimmel. Gaderne var belyst med forskellige former for lamper og levende lys. Selv træer og buske var pyntet med lyskæder, som gav dem et mere levende skær. Blomster af forskellige arter og farvevel var smukt anrettet under særlige lamper, og blev passet efter bedste vis. De første par dage havde Kira tilbragt i byens mindste bibliotek, som lå i den sydlige del af byen og kun nogle få gader fra deres lejlighed. Elena havde brugt tiden på besøg hos byens forskellige blodklinikker for at finde den hurtigste tid til Kira, indtil videre uden held. Her på besøgets tredje formiddag, gik Elena og Kira afslappet ned af Rosen gaden, der ligesom navnet antyder, var fyldt med roser. Ind imellem stoppede Kira op og duftede til de forskellige roser, imens hun højlydt beundrede deres skønhed og den måde de var velholdt på. De folk, for det meste lav-klasses vampyrer, både fuldblods og blandet blod, som hørte hende rankede sig stolt og nikkede til hende som tak. Elena så lidt bekymret på Kira, hvilket hun mærkede og så tilbage på Elena med et lidt spørgende blik. ”Du mangler stadig at drikke. Dine øjne bliver mere røde for hver dag.” Kira nikkede. Hun viste hvad der kunne ske, hvis der gik meget længere. Så risikerede hun at gøre andre fortræd, hvilket hun var stor modstander af. Elena havde været heldig på en klinik i området nogle få timer før og fået en afbudstid til Kira, så det var deres mål for dagens udflugt. Kira sank et par gange, da hun opfangede duften af blod. Hendes øjne søgte imellem de forskellige samlingspunkter langs gaden og fik øje på et par, som sad ved et cafébord en halv meter til venstre for dem og var lige begyndt at drikke af hinanden som et nyforelsket par. Hun sank endnu nogle gange, rev blikket til sig og skyndte sig videre med Elena småløbende ved siden af. Kira var så optaget af at komme væk fra den lokkende blodduft, at hun ikke så de tre mandlige vampyrer, som trådte ud foran hende. Elena stoppede op bagved Kira og så sig nervøst omkring, i håb om at der var nogen hun kendte i nærheden, men fandt i første omgang ingen. ”Jamen, hvad har vi her? En skønjomfru som løber lige i armene på os.” Kira så forskrækket op på den talende, der var omkring en meter og halvfems høj, muskuløs og fuldblod. Kira sank igen, ikke kun fordi hun var nervøs, men mere fordi hans halspulsåre trådte tydeligt frem på grund af hans bluses store halsåbning. Et eller andet strøg sig blidt forbi hendes sinds barriere, som et svagt bank på døren. Noget hun ikke tænkte mange sekunder over. Hendes bevidsthed var rettet imod mændene foran hende. Og hun prøvede at komme i tanke om noget, som kunne hjælpe hende med at komme forbi dem, uden at det gik galt. De tre mænd snakkede fornøjet sammen om hvad de kunne bruge sådan en dejlig pige til, men Kira forsøgte at lade det løbe hen over sig, som vand over en sten. Da den muskuløse rakte ud efter hende, kaldte en stemme bagved ham. ”Kira.” De tre mænd drejede hovederne og så i den retning stemmen var kommet fra. Selv Kira, som blev rykket ud af sin koncentration, så i samme retning. Og fik øje på den gyldenblonde fuldblods, som hun havde set en uge tidligere på ”Den Skæve Skade”. Hun huskede ham tydeligt ud fra deres korte øjenkontakt, og kom i tanke om at Elena havde fortalt hans navn, men Kira kunne ikke komme i tanke om det. Han sad ved et cafébord, knap en meter og vinkede til hende. Hun bøjede hovedet og lagde højre hånd over hjertet i en ærefuld hilsen, inden hun så på ham igen. Nu havde han rejst sig og kom gående over til dem. ”Vil du og din veninde gør mig den ære at slutte jer til mit selskab?” De tre mænd havde trukket sig væk fra Valda, som om han var farlig. De gloede fra Valda til Kira og tilbage igen, som om de overvejede deres næste træk. Kira nejede elegant med ærbødigt bøjet hoved. ”Det vil være os en ære, min herre.” Valda grinede og rakte armen frem som en indbydelse. Kira tog et par hurtige indåndinger, inden hun lagde sin hånd på hans arm og fulgte med tilbage til hans bord. Elena havde ligeledes nejet med ærbødigt bøjet hoved, og fulgte tavst med bagved dem. De tre mænd valgte at gå deres vej, da Valda havde sendt dem et bestemt blik. Efter at have hjulpet Kira ned og sidde, så han på Elena og nikkede til stolen ved siden af Kira. Elena nejede igen og satte sig. Kira fulde med i det hele og kom i tanke om hvad Elena havde fortalt hende den morgen, for næsten en uge siden, om at Elena skulle tjene familien Valkyriel, som var en af de fire ædleste familier i vampyrernes rige. Kira så over på sin redningsmand, som nu præsenterede sig: Valda Valkyriel. Derefter fik han et bekymret blik, da han så hende i øjnene. ”Lad mig gætte, du har ikke fået blod i et stykke tid. Og sulten har meldt sin trang.” Kira slog øjnene ned i skam og drejede hovedet væk fra Valda. ”Elena har fået en tid til mig på en klinik her i nærheden. Vi var faktisk på vej der hen lige nu.” Et par fingere lagde sig blidt om hendes hage og bad hende om at følge dem. Hun lod sit hoved følge med og endte med at se Valda i øjnene. Han havde stadig fingrene blidt om hendes hage, imens han så hende i øjnene. ”Blodtrangen kan være svær at styre, når først den melder sig. Jeg så godt hvordan du måtte rive dit blik løs fra det par længere henne. Jeg kunne fornemme hvordan du kæmpede med blodtrangen, og det kan jeg stadig.” Han lod sine ord trænge ind, inden han forsatte. ”Jeg ved godt det ikke kommer mig ved. Men det smykke du bære viser at du har et forhold til en mand. Hvorfor opsøger du ikke ham for at slukke din tørst?” Kira blinkede overrasket ved hans ord. Hun måtte synke nogle gange for at kunne svare ham. Hun vidste at han havde ret, hvorfor havde hun ikke tænkt på at kontakte sin elsker. Ganske simpelt. ”Han er på rejse, efter familiens ønske, og uden for min rækkevidde hvad tankekontakt angår. Og selv om jeg kunne sende et brev, så ved jeg ikke hvor jeg skal sende det til.” En tåre sneg sig ned af hendes kind uden at hun havde bemærket det. Det var først da Valda blidt tørrede den væk med sin anden hånd, at hun blev klar over det. Han nikkede stille uden at sige noget, og Kira gættede på at han muligvis tænkte på hvem hendes elsker var. Han slap hendes hage og skubbede ærmet på sin højre arm op, så håndleddet blev blottet, hvorefter han flyttede stolen lidt tættere på hendes og rakte håndleddet frem imod hende. Kira gispede og trak sig lidt tilbage i stolen. Hun havde aldrig i sin vildeste fantasi tænkt på at han ville tilbyde hende sit blod. Valda flyttede sig ikke, men blev siddende og så afventende på hende. Men da hun stadig ikke gjorde mine til at ville tage hans håndled, blev hans ansigt en smule mere alvorlig. ”Kira. Stol på mig, når jeg siger at du ikke når hen på den klinik inden blodtrangen igen melder sig og risikere at overmande dig. Jeg kan se og mærke på dig, hvor kraftig trangen er. Jeg ønsker at hjælpe og kræver intet til gengæld. Elena ved at jeg taler sandt og er til at stole på.” Kira så hurtigt på sin veninde, som smilede og nikkede. Hun så igen på Valda, som hurtigt bed i sit håndled og rakte det til hende igen. Endnu engang sank hun et par gange da blodduften nåede hendes næse. Hun tøvede nogle sekunder, inden hun med skælvende hænder blidt tog fat om Valdas arm og begravede sin mund over de to huller i håndleddet. Imens hun drak strøg Valda hende blidt og beroligende ned over ryggen, hvilket sammen med blodet, fik hende til at slappe af. Og alligevel slap hun hans håndled efter nogle få mundfulde. Hun skulle til at takke ham, da han rystede på hovedet og nikkede imod håndleddet igen. Igen mærkede hun et blid strøg imod sin barriere, denne gang var hun klar over at det var ham, så hun lod ham komme igennem. Hans tankestemme var fast, bestemt og dog venlig. *Du er ikke mæt. Vær sød at drikke til du ikke føler tørst mere. Vil skal jeg til at tvinge dig til det?* Det sidste blev efterfulgt af et skævt smil fra ham. Kira sukkede og tog igen fat om håndleddet. Da hun slap hans håndled efter noget som føltes som ti-tyve minutter, var hendes øjne atter blå med et svagt strejf af lyslilla. Hun smilede taknemlig til Valda, imens han kort strejfede de to huller med sin tunge. Et blik på Elena fortalte Kira at hun havde gjort det rigtige. Valdas blik havde nu fået et nysgerrigt og drillende glimt. ”Nu bliver det så spændende at se hvor længe der går, før du igen skal drikke.” Kira forstod og smilede. ”Hvis jeg er heldig er det først om fire uger.” Hun så sig nysgerrigt rundt og opdagede mange små detaljer, som hun før havde overset grundet sin blodtrang. Valda nævnte at folk var ved at gøre klar til en festival, som ville starte næste dag og vare godt og vel fem dage. Han ville gerne vise hende rundt under festlighederne, hvis hun havde lyst. Kira bøjede hovedet og takkede ja til invitationen. Valda flyttede sig en smule i stolen inden han fik taget sig sammen til at spørge om hun havde en kjole med. Kira så undrende på Valda og skulle til at svare ham, da Elena kom hende i forkøbet. ”Ja, min herre, hun har en kjole og hvis De tillader det, skal jeg gerne sørge for at hun er klar til festivallen.” Valda nikkede smilende, hvorefter han rejste sig og gik indenfor for at betale. Kira og Elena sad fordybet i samtale, da han kom hen til døren, hvor han stansede og så på Kira. Hun var noget af en speciel kvinde, halvblods eller ej. Han var så glad for at hun havde taget imod hans invitation også selv om det kun kunne blive til et venskab imellem dem.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...