Nabopigen

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 29 jun. 2017
  • Opdateret: 29 jun. 2017
  • Status: Færdig
". . . og selvom mine tynde arme har svært ved at bære mere end to halvfyldte Nettoposer, så tager jeg alligevel en papkasse med ordene ’TUNG VÆGT’ på, bare for at imponere pigen hvis øjne blænder mig mere end solen."
// konkurrencebidrag, emnet køn & seksualitet

7Likes
8Kommentarer
425Visninger
AA

2. n a b o p i g e n

”Olivia, gider du bære den gule lampe indenfor, inden jeg kommer til at vælte den?”

 


”Marius, hjælp mig lige med at bære sofabordet.”

 

 

”Kan i ikke hjælpes ad med den sorte kasse?”

 

Der er ikke noget jeg hader mere end at blive vækket, før jeg selv vil stå op. Og selvom det nok er min egen skyld, da jeg efterlod vinduet åbent inden jeg lagde mig til at sove, så kan jeg ikke undgå at blive irriteret på de mennesker, som råber til hinanden ude på gaden. Jeg slæber derfor min krop ud af min komfortable seng, for at lukke mit vindue i. Et af mine gule gardiner rammer mig i hovedet, da vinden får fat i det, hvilket bare lægger mere vægt oveni min allerede voksende irritation. Da jeg skal til at lukke vinduet i, får jeg øje på en flyttelastbil, som holder foran mit nabohus. Jeg bliver faktisk ret imponeret over at det er blevet solgt, eftersom det har stået til salg i små syv måneder.

 

Mit blik lander derefter på en pige, som render rundt i en ternet blå sommerkjole. Af en eller anden grund, så er mit blik fæstnet på hende. Hendes store brune krøller danser legende rundt, når den varme brise får fat i dem, men det får hende bare til at se uskyldig ud.
Efter jeg har stået i små fem minutter og betragtet min nye nabofamilie, så kan jeg godt mærke at min irritation er blevet opfanget af sommerluften, og jeg står egentlig bare tilbage med en god følelse i min mave, som kun vokser da nabopigen pludselig kigger op mod mit vindue. Hendes øjne stirrer direkte ind i mine, og jeg kan mærke panikken rejser sig i mig, samtidig med at varmen stiger i mine kinder. Jeg føler nærmest, at jeg er blevet fanget med hånden i kagedåsen, men pigen smiler bare til mig og løfter sin hånd for at vinke. Jeg vinker tilbage.

 

Jeg ved ikke hvad der får mig til det, men pludselig finder jeg mig selv foran lastbilen, med et stort smil på mine læber og et simpelt; ’har i brug for hjælp?’.
Og selvom mine tynde arme har svært ved at bære mere end to halvfyldte Nettoposer, så tager jeg alligevel en papkasse med ordene ’TUNG VÆGT’ på, bare for at imponere pigen hvis øjne blænder mig mere end solen.

 

Efter at jeg har hjulpet med at bære tre kasser mere ind, så tilbyder nabopigen, hvis navn jeg stadigvæk ikke har fået fat i, at vi holder en pause. Jeg takker ja med det samme, for selvom jeg prøver at virke stærk, så føler jeg mine arme er ved at brække af. Hun guider mig ud i hendes nye have, som er meget identisk med min, bortset fra at min have har en fiskedam, fem havenisser og hvad der føles som ti tusind blomsterbede. Vi sætter os ned på græsset, da hun ikke har nogen havemøbler endnu, og jeg sætter mig bevidst sådan, at vores ben rører hinanden.

 

”Tak for at du gerne ville hjælpe mig, og min familie, med at flytte ind. Det var rigtig sødt gjort.”

”Det var så lidt.”
 

Hun kigger på mig med sine brune øjne, som får den smukkeste karmelfarve i sollyset, mens hun smiler på den sødeste måde. Jeg kan mærke min mave vender og drejer sig.
Jeg vender mit hoved op mod solen og lader dens varme slikke mig i ansigtet, mens jeg prøver at tage mod til mig, for at starte en samtale. Hvorfor fanden er det pludselig så svært at snakke med en pige? Jeg har massere af gode veninder, hvor det aldrig er et problem, hvorfor er nabopigen anderledes?

 

”Jeg tror aldrig jeg fangede dit navn.”


Min stemme er i hvert fald to toner lysere end normalt, og jeg bander indvendigt over, at jeg ikke bare kan opføre mig normalt. Det ville ikke være unaturligt for mig at skræmme folk væk, men jeg vil på ingen måde skræmme hende her væk.

 

”Olivia,” hun smiler stort. ”Hvad med dig selv?”

”Emma.”

 

Selv hendes navn har en smukkere klang til det, end mit eget. Jeg har altid gerne ville have et lidt uoriginalt navn, især fordi hele mit liv er bygget på originalitet. Bor på en villavej, med min kernefamilie og har 7 som min gennemsnitskarakter, kan det blive mindre anderledes?

 

”Jeg elsker dit navn, min farmor hed også Emma.”

Jeg rødmer.

 

 

 

 

”Olivia, gider du ikke komme ind og hjælpe?”
 

Det er hendes mor som kalder på hende, hvilket er forståeligt for vi har siddet og dovent den af i to timer, men jeg havde alligevel håbet, at vi kunne sidde her resten af dagen.
Hun sukker og smiler undskyldende til mig, inden hun rejser sig op fra det grønne græs. Hun stikker derefter sin hånd ned til mig, som en hjælp til at komme op. Jeg tager med glæde i mod den.

”Skal jeg hjælpe med noget? Jeg har alligevel ikke nogen planer i dag.”

”Ellers tak, jeg tror vi har styr på det. Desuden har du hjulpet massere i dag.”

Jeg kan mærke et stik af sorgmodig, da jeg allerede bare føler at hendes nærvær giver mig tryghed, og jeg vil hellere end gerne være sammen med hende. Men det siger jeg selvfølgelig ikke, i stedet nikker jeg bare, siger hurtigt farvel og begynder at gå mod udgangen af haven.

 

”Emma, vent lige,” jeg kan høre hun kommer løbende mod mig, så jeg stopper op og vender mig om mod hende. ”Hvis det er, så kan du jo vise mig din have i morgen, når nu du har pralet med hvor hæslig den er. Det vil jeg gerne se.”

Jeg kan mærke mit smil vokser sig større, og jeg bliver nødt til at stoppe det, for ikke at virke som en tosse over for hende.

”Det vil jeg meget gerne.”

Hun smiler stort.

”Det en date, vi ses i morgen.”

Hun skynder sig ind i sit hus, inden jeg når at svare. Jeg kan ikke ryste smilet af mine læber, eller slukke glæden som bobler i min mave, som jeg går tilbage mod mit hus. Og da jeg igen smider mig i min seng, så kan jeg tydeligt mærke, at nabohuset blev solgt til den helt rigtige nabopige.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...