Til døden skilte dem ad

En del af Pretty Little Liars konkurrencen, i del 2, som skal handle om Stalking.

2Likes
2Kommentarer
136Visninger
AA

1. Til døden skilte dem ad

Ham

Postkassen hang på muren. Rød, og som en fangevogter. Han dumpede brevet i, og skyndte sig væk fra stedet. 

Nu måtte det briste eller bære.

-

Ham

Hun var på sit værelse, der var stille som graven. Tyst, som skove der gemte på hemmeligheder. Lydløst som en leopard, der gemmer sig i mørket, og venter på sit bytte. Han kiggede ind, ind i hendes verden, der var farvestrålende og glimtende udenpå, men farveløs og mat indeni. Ligesom ham. De var som skabt for hinanden

De var ens.

-

Hende

Hun lå på sin seng. Der var tyst og mørkt, og hele verden var lukket ude. Det eneste hun kunne koncentrere sig om, var brevet. Det fine brev, med blomsteranker i kanten, og det lyriske digt, med yndige ord. Budskabet var ikke til at tage fejl af. Han vidste alt, om hende.

Han overvågede hende.

Ham

Hans hænder rystede stadig, selvom han var varmet op. Det var ikke hans fejl, det var ikke hans skyld. Hans ord forsvandt i vinden, der susede omkring ham. Han løb afsted, væk fra virkeligheden. Den barske, knuste virkelighed. Den virkelighed der skubbede ham væk, og ikke så ham. Han var bare en flue på væggen. Ingen lagde mærke til ham.

Han var usynlig ligesom vinden.

-

Hende

Dagene fløj forbi som en tåge, der aldrig lettede. En tyk tåge man ikke kunne skimte igennem, ikke se hvad der var bagved. Han havde ikke sendt flere yndigfine breve, med mørke budskaber til hende. Det eneste han havde givet, var en tomhed inde i hendes krop.

Hvor var, hvem var han, og hvornår ville han vise sig?

-

Ham

Hvorfor gik han for tæt på. Hvorfor? Han kunne ikke nøjes med at betragte hende på afstand, hun skulle se ham, som den han var, den han ville være, og den han altid havde været. Og nu havde han skræmt hende væk. Hans hoved var fuld af sprængfarligt materiale, til at overbevise hende om at han var hendes, og hun var hans.

De skulle være sammen for evigt og altid.

 

Hendes

Hendes hænder rystede, og vokalerne blev flade. Ordene blev formet i hendes hoved, men nåede ikke frem til destinationen. Hendes sagte vejrtrækning, var den eneste lyd, der kunne fortælle hvor hun var. Sætningerne på papiret, var det eneste våben hun havde mod ham.

Hendes modvilje

-

Ham

Brevkniven lå på bordet, ved siden af den sorte kuvert. Kuverten var i hans hånd. De skrevne ord, mod hans fingertip. De hårde ord, der bad ham lade hende være. Der bad ham slukke lyset, lyset i hans hjerte. Den gnist der var opstået, da han så hende, rigtigt så hende for første gang. I det spæde sollys, på den første dag, efter ferien. Med hendes kornglimtende hår, hendes sørgmodige blik, der sagte fortalte hendes historie, og den undskyldende gang. Hun var hans usynlige et og alt.

De skulle være sammen til døden skilte dem ad.

 

 

Hende

Hans øjne var som pile, hun ikke vidste hvor kom fra. Hans breve var som modstand, hun ikke kunne fjerne. Kampen mellem dem blev mere og mere ophedet, uden at hun vidste hvem han var. Hun prøvede at gemme sig, men kunne ikke, hun prøvede at gå alene, men han var ude af syne. Hvem var denne person, hvem?

Hun gik ud på marken, solen hang som en lyspære over hende.

Skriget kom.

-

Ham

Hans hjerte hamrede derudaf, som zebraer der løb over savannen, væk fra løverne. Men han flygtede ikke, han gemte sig fra hende. Skriget rev i hans øre, jorden var våd, og kornene rev hans hud. Han var ligeglad. Hun stod der, det var det, der betød noget.

Hun vendte sig mod ham.

-

Hende

Kornene blafrede i vinden. Ligesom de altid gjorde. Lyden var der ikke mere. Det pustende åndedræt, der kom bagfra. Hun følte øjnene i nakken, men intet var at se, men hun var sikker.

Hun var ikke alene.

Ham

Han sad foran hende. Foran hende, hans et og alt. Hendes lyse hår havde blafret da hun trådte ind, der hun troede at hun var sikker. Hendes smil var falsk, og hendes øjne sørgmodige.

Nu.

Hende

Dørene gik op. Hun trådte ud af bussen. Alt blev skimmet, af hendes årvågne øjne. Dørene lukkede bag hende. Mennesketomt. Mørket kom snart. Fodtrin lød bagved hende…

En hurtig drejning

’’ Dig?! ’’

 

Ham

Han lagde hånden over hendes mund, og trak hende med. Nu kunne de være sammen.

Til døden skilte dem ad. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...