Dragerytternes Profeti

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 9 maj 2017
  • Opdateret: 24 sep. 2017
  • Status: Igang
Verden Nigira har igennem fire tidsaldre været vidne til mange problemer. Først her i begyndelsen af den femte alder, har Nigira haft nogenlunde fred. Dette gjorde at de legendariske Drage- og Mearaerryttere kunne leve et tilbageholdent liv. Da folket skrev år 1120, femte alder, var det en sjældenhed at se en af disse ryttere. Medførte at folk med tiden glemte deres eksistens. Firehundrede år efter begyndte orker og goblinger at tyrannisere små landsbyer som lå i udkanten af riget. Menneskernes konger gjorde ikke noget synderligt for at kontakte elverne og rytterne. Ligeledes den konge som nu reagere i hovedstaden Ronak, havde de to forrige konger kun landets velstand i tankerne. Samt at ignorer to racers eksistens. Dette førte til De vandrendes opstandelse i år 1445. En gruppe bestående af mennesker og halvelver stod sammen og svor at beskytte Nigiras befolkning mod ondskab og fjender. Selv femoghalvfjerds år senere rejser de stadig riget rundt, hjælper alle som mangler hjælp.

1Likes
2Kommentarer
628Visninger
AA

6. (6) Tortur

Næste morgen vågnede Kat, da en lille flok spurve kvidrede lystigt i værelset. De havde fundet hendes vandfad, som de badede i. Kat smilede ved synet, hun lå heldigvis med ansigtet vendt mod vandfadet. Efter en fem minutters tid lettede spurvene igen og Kat fik skyllet søvnen ud af sine øjne, rette på sit tøj, som hun åbenbart havde sovet i. Hun huskede udmærket hvad de havde snakket om aftenen, og hun kom i tanke om Meljanna som havde sovet i stalden sammen med Sølvskygge. Hun søgte med sindet og fandt at hoppen sov, samt var i bedring. Sølvskygge spurgte om han kunne smutte en tur for at spejde lidt på forhånd, hvilket Kat var med på. Hun skulle nok tage sig af Meljanna. 
Nede i krostuen blev fandt hun de fire elvermænd, hun sluttede sig til deres selskab og snart var snakken lystigt igang. Efter en times tid kom de to smede og sluttede sig til dem, hvilket endte med lysten til at prøve kræfter med hinanden. Så de gik ud og fandt den plads hvor smedene og Kat altid havde trænet. Kat smuttede forbi stalden for at hente sine våben og så til Meljanna, som lige var vågnet. Hun ville gerne med ud og have lidt frisk luft, så Kat fyldte en spand med havre og en med vand, som hun tog med om til pladsen. Hun satte det hele i skyggen af nogle træer, så Meljanna kunne spise og drikke når hun havde lyst. Derefter sluttede Kat sig til de andre, som allerede var begyndt at varme op. 
Timerne gik imens de havde det sjovt med forskelige sparings kampe, både i grupper og mand imod mand. De holde først pause, da Mary og et par af kroens piger kom med frokost til dem. Og bagefter forsatte de igen nogle timer. Kat kunne mærke at Meljanna havde det meget bedre og at det gik frem ad. Hvis det forsatte i samme tempo, så ville hoppen være helt frisk om en uges tid. Om aftenen sad de igen til langt ud på natten og snakkede om alt muligt i Nigira, der iblandt mange af Kats erfaringer med de 'vandrende'. 
Dette gentog sig endnu et par dage og Kat nød det i fulde drag.

På fjerde dagens morgen lød der en panisk vrinsken fra gårdspladsen. Spurvene syndes ikke om denne forstyrrelse og fløj. Kat sprang ud af sengen, kom i tøjet og nærmest styrtede ned af trapperne. Hun smuttede igennem køkkenet, hvor hun hilste godmorgen og farvel til sine fosterforældre, samt snuppede et par kødfyldte brød. Hun lovede snart at komme på besøg igen, men lige nu var der en opgave for Mearaerne, som hun skulle løse. Hun skyndte sig ud af køkkendøren og havde nær væltet Theador og de andre. Hun snurrede uden om dem, og undskyldte sit hastværk. Elverne så nysgerrigt efter hende, da hun hoppede på ryggen af Sølvskygge, som allerede havde fanget sadeltasken og forsvandt over lunden, og ind i skoven.

Landskabet nærmest fløj forbi dem. Sølvskygge gav den alt hvad han kunne, og Kat havde lagt sig ned over hans ryg, for at mindske vindmodstanden. Hun vidste at de ville være fremme i løbet af nogle få timer på denne måde. Hun kontaktede Sølvskygge igennem tankerne. *Løb dig nu ikke træt, min ven. Vi skulle helst også kunne klare den kamp der muligvis venter.* Sølvskygge svarede ligeledes igennem tankerne: At han nok skulle gemme noget af sin styrke. Kats tanker tog hende med mod nord, mod elvernes land: Ainadôr. Var hendes far der stadig eller var han rejst? Hun nægtede at tænke den tanke om at han muligvis var død. Hun vidste i sit hjerte at han stadig levede. Hun kom til at tænke på Valdar, ham hun havde set og talt med i ilden. Der var noget over ham, som virkede bekendt og alligevel ikke. Hun kunne ikke helt sætte fingeren på hvad det var, men på en måde var hun heller ikke i tvivl. Han lignede hende en del. Hun ville næsten væde med at de var i familie, på ene eller anden måde.
Tankerne ville ikke stoppe der. De forsatte i et virvar. Tanker om hendes liv hidtil. Tanker om hendes fosterforældre og venner. Tanker om de hellige Mearaer, som stolede på hende. Hun kunne huske det første møde med hele flokken i deres hemmelige dal. Hun huskede det som var det i går, ligesom den ed hun havde svoret der, stod klar som solen. Hun havde svoret: at hun altid ville beskytte Mearaerne, at hun ville hjælpe en hver Mearaer der bad om hjælp, at hun ville være deres stemme imellem landets frie folk… 
Og tanker om Alistar... De to var indenfor de sidste to år blevet meget tætte. Indenfor det sidste år var de, efter at have indgået en blodsed, blevet elskere. Dog ikke når de var ude som 'vandre', hvilket blodseden hjalp dem til at overholde. 

Kat så ikke at omgivelserne havde ændret sig, før Sølvskygge gjore hende opmærksom på det, ved at afbryde hendes tanker. *Du skal se dette. Jeg tror næsten ikke mine egne øjne.* Hun vente tilbage til den virkelige verden, og måbede da hun så hvad Sølvskygge havde ment. Skoven som for blot fem måneder siden havde været grøn og frodig, lå nu død og afbrændt hen. De stammer som stadig stod, var svedet og lyste med en sort-grå farve. Kat lænede sig længere ned over Sølvskygge. *Dette var ikke en almindelig brands værk. Der har været trolddom indblandet. Måske er dette skyggens værk* Sølvskygge fnøs hånligt. De forsatte, men var utrolig opmærksom på omgivelserne. Nu kunne de se omridset af nogle tårne imellem trætoppene. Et eller andet i hende bevidsthed begyndte at røre på sig, men hun kunne ikke finde ud af hvad det var. Hun skubbede det til side, da hun ikke kunne bruge det til noget.
Sølvskygge satte farten ned, men Kat blev liggende over ryggen, på den måde kunne hun skjule sig lidt. De nærmede sig borgen, og nu så de hvor godt bevæbnede vagterne var. Kat bed sig let i læben, som hun havde for vane når noget begyndte at gå hende på. Sølvskygge spejdede rundt og fandt hurtigt Borgporten. Han listede hen til den smule buskskads der stadig stod, og som kunne skjule dem for vagternes øjne. Kat gled ned fra Sølvskygge og lagde sig fladt på jorden for at studerede vagterne, samt de folk som gik til og fra borgen. Det var mest orker og goblinger, men der så også ud til at være et par delinger eller et kompagni af menneskelige soldater. Kat glippede overrasket med øjnene, da hun fik øje på to soldater, som hun kendte. Det var Keil og Mikél fra sjette kompagni, som hun kendte fra sine år i Ronak. Nu kunne hun skimte flere soldater fra samme kompagni inde i borggården, men hvad grunden end var, ville hun nok snart finde ud af. Sølvskygge og Kat holde sig i skjul, og ventede noget der føles som flere timer. De rørte ikke en muskel i frygt for at blive opdaget. Folk, mest tjenestefolk og soldater, passerede igennem porten. De fik også et par glimt af nogle torturfolk, som bar en sammenrullet og blodindsmurt pisk ved deres side. Kat gøs indvendig ved tanken om hvor mange uskyldige ofre, der måtte have lidt før pisken kom til at se sådan ud.
Endnu et par timer gik, før de trak sig tilbage og lagde en plan. Da planen var klar begav de sig hen mod borgen. Her sluttede de sig til strømmen af folk som skulle ind i borgen. Netop som de kom inden for syns vide af vagterne, kom afløserne. De gav sig lystigt til at snakke og kontrollerede ikke folkene som passerede igennem porten. Den nyeste sladder om fangerne blev udvekslet. Der var fanget en gruppe på otte mennesker, som nu var i fangekælderen og i toppen af det nordlige tårn.
Da Kat og Sølvskygge var kommet ind i Skyggens borg, skyndte de sig over til stalden. De søgte omkring femten minutter før de fandt de tre Mearaer, som var Meljanna havde fortalt om, plus en mere: en snehvid hoppe. Efter at have hilst på hinanden, fortalte hoppen om sin rytter, en elverkvinde, som blev holdt fanget her. Ligeledes var der tre drageæg her i borgen, og hoppens rytter var den eneste drageægsbære, som stadig levede på tros af Skyggens forhør. Kat blev næsten hvid i ansigtet, over at høre disse ord. Hun lovede hoppen, at hun ville gøre alt hvad der stod i hendes magt for at rede elverkvinden.
Hoppen nikkede og viste Kat alt hvad hendes rytter havde set før hun var bragt til fangekælderen. Kat gispede da hun genkendte Alistars ansigt og de andre 'vandre' imellem fangerne. Det viste sig at elverkvinden havde kæmpet for at holde sig vågen, så hun kunne finde tilbage til æggene, når hun slap ud af sin celle. Vejen fra æggene til fangekælderen var så detaljeret, at Kat næsten kunne føle væggene. Hun takkede varmt hoppen for sine oplysninger, og bad alle Mearaerne om en enkelt bøn: at hjælpe hende med at rede æggene og elverkvinden ud af Skyggens klør. Kat var sikker på, at han arbejdede for Kong Rodgar.
Mearaerne syndes godt om planen, og ville gerne hjælpe. De vidste at der var nogle halvelver blandt tjenestefolkene, som sikkert gerne ville hjælpe. Kat så op på Sølvskygge, som nikkede. Han satte sig i kontakt med disse tjenestefolk. Der gik ikke længe før Sølvskygge kunne meddele at lidt over tyve tjenestefolk ville hjælpe. Folkene kunne endda oplyse Heksemesterens navn, som var Jachar. Kat nikkede, og sammen forsatte de med at planlægge det hele. Igennem tankerne fortalte hun både Mearaerne og tjenestefolkene, hvad hun havde tænkt på: Den snehvide hoppe skulle sammen med nogle tjenestefolk, prøve at frigive hoppens rytter og de 'vandrende'.
Selv ville Kat, sammen med nogle andre tjenestefolk og de tre unge Mearaerer, finde frem til drageæggene. Sølvskygge forklarede at han, sammen med staldens heste ville sørge for at Borgporten forblev åben. Alt denne planlægning foregik igennem tankerne, da de ikke ønskede at risikere at nogle hørte dem.

De var næsten færdige med planlægningen, da der lød støj fra en anden afdeling af stalden. Kat smuttede hurtigt og lydløst over staldgulvet, hen til stalddøren hvor støjen kom fra. Hun stod klar, da døren gik op og to soldater gik ind.
”Jeg sagde det jo. Skyggen piner den elverkvinde for sin egen glædes skyl. Han har jo det æg, som hun bar rundt på. Ligesom han har to andre.” Den anden soldat nikkede og svarede:
”Ja, så længe hun lever, så tænker han kun på hvordan han kan vride svarene ud af hende. Det samme gælder for de 'vandrende', som han har her. Det er først bagefter, at vi skal bekymre os, så jeg vil hellere smutte nu end at være her, når han finder ud af hvem der kom sovemiddel i deres mad.” Den første vagt nikkede, enig med sin kammerat.
Hun tog hurtigt mål af de to. De var begge mænd, og klædt i sjette kompagnis våbenkofte. Hun så hurtigt efter om der var andre, hvilket der ikke var, derefter listede hun efter dem, mens hun lydløst trak sine to korte sværd. Da hun var tæt nok på, lagde hun klingerne rundt om deres hals. Dette var nok til de begge stansede og stivnede. Hun smilede, da hun kunne fornemme at de ikke ville gøre noget. Kat hviskede:
”Eftersom jeg har hørt jeres lille samtale, så gætter jeg på at I kan hjælpe mig og nogle venner ud af borgen om knap en time.” Kat fjernede sværdene fra deres halse, men holde dem stadig klar, hvis de to skulle få lyst til at gøre modstand. De to soldater vendte sig langsomt og forsigtigt. Da de så Kat, var de lige ved at grine. Kat selv, smilede ved synet af deres velkendte ansigter.
Kat huskede udmærket hendes tid i hovedstaden; Ronak, hvor de to mænd, som hed Mikél og Keil, havde været under slotskommandantens befaling. De to begyndte at nævne forskellige sjove ting, fra deres tid sammen med Kat i hovedstaden, Kat rystede på hovedet og meddelte at de kunne snakke senere. Lige nu havde de en elverkvinde, tre Mearaerer og en gruppe 'vandrene', som skulle bringes ud af borgen. Mikél og Keil nikkede, de nævnte at resten af kompagniet ville hjælpe, de kunne sørge for at porten var åben.
Det godkendte Kat, hvorefter de delte sig op og skyndte sig til hver deres mødested med tjenestefolk og soldater. Knap var Kat kommet ind i borgen før hun og de tre Mearaerer; blev mødte af fem tjenestefolk. Kat smilede, da hun så hvad tjenestefolkene havde med sig: tre store lagner, de havde lavet til bæreslynger, som Mearaerne kunne have om halsen og derved bære et drageæg. Hun takkede tjenestefolkene for deres opfindsomhed, da hun hilste høfligt, men hurtigt på dem. Takket været den snehvide hoppes billeder og tjenestefolkenes kendskab til borgen, havde de ingen problemer med at komme frem til det værelse hvor drageæggene var. Kat måbede et kort sekund, før hun tog sig sammen, synet af de tre æg var overvældende, specielt deres farver: blå, grøn og rød. Alle tre havde sølvhvide åre, lidt ligesom blodårerne hos menneskerne.
Tjenestefolkene holdte øje med vagterne, mens Kat flyttede æggene fra bordet over i slyngerne, som Mearaerne kort før havde fået om halsen af tjenestefolkene. Et split sekund syndes hun at kunne fornemme noget, da hun håndterede det blå æg, men det var ikke noget hun tog sig af. Kort efter var de på vej ud mod borggården, uden at have mødt problemer. Dette undrede hende en hel del, og hele hendes væsen var i alarmberedskab. Da de mødtes med den anden gruppe, som havde hentet elverkvinden og de syv 'vandrene' fra fangekælderen, blev Kat virkelig nervøs. Denne gruppe havde heller ikke haft problemer, men Alistar var ikke imellem dem. Sammen skyndte de sig hen mod porten, hvor Mikél og Keil ventede sammen med Sølvskygge. *Resten af kompagniet venter over i skoven.* Tanken kom fra Sølvskygge, Kat nikkede og spurgte i tankerne. *Hvor er Alistar?* Dette kunne Sølvskygge ikke svare på.

Kat skyndte på de andre, så de nåede ud af porten. Da hun selv var halvvejs igennem porten, gav hun et smerte skrig fra sig. Ud fra hendes højre overarm stak en armbrøstpil med modhager, og i den anden ende var der en kæde. Hun bandede og nåede lige at kaste sine våben til Mikél og Keil, inden hun blev halet tilbage mod Skyggens folk. Mikél havde taget et skridt frem mod Kat, ombestemte sig efter at have set det blik hun sendte ham. Derefter koncentrerede han sig om at få de andre ud og i sikkerhed.
Da Kat blev halet tilbage mod skytten og Skyggen Jachar, som var kommet ud af det nordlige tårn. Hun bed tænderne sammen og kæmpede mod smerten, samtidig med at hun var i gang med at opbygge et indre forsvar imod hans magi. Et par kraftige hænder greb uvenligt fat om hendes håndled og tvang hendes arme om på ryggen, hvor de blev bundet. Bagefter tog de kraftige hænder fat i hendes hår og tvang hendes ansigt opad, så hun ikke kunne undgå at se på ham. Kat bed tænderne sammen af smerte, og ikke en lyd undslap hende.
Jachar så på hende med øjne, der brændte af vrede over at have mistet de tre drageæg og elverkvinden. Samtidig smilede han, et smil som fik enhver der så det, til at ønske døden i stedet for hans selskab. Han målte hende, og noget i hans smil ændrede sig.
*Hun har endnu ikke givet en smertens lyd fra sig.* tænkte han, imens han kort bøjede sig til side og tog fat i kæden. Knap nok havde han fået fat i kæden, før han pludselig trak til. Det resulterede i at Kat blev hevet ud af de hænder, som holdte hende, og væltede omkuld på gårdspladsens brosten, uheldigvis ned på den arm med pilen. Et lille gisp undslap hende, hvilket fik ham til at skule, eftersom han havde forventet et smerteskrig.
Med irritationen lysende ud af sig, gik Jachar et skridt frem og trak Kat op ved håret, så hun ikke kunne undgå at se på ham.
”Hvor har du sendt dine venner hen?” Kat havde for travlt med at opbygge et forsvar til at høre efter hvad han spurgte hende om. Denne mangel på svar, gjorde ham bare mere irritabel. Han borede sine negle ned i det åbne sår, og indkasserede et gisp, hun kæmpede indvendigt med at holde skriget tilbage, og med at holde et forsvar oppe.
Efter fem minutters stilhed, bortset fra Kats tunge åndedræt, løb han tør for tålmodighed. Han kastede hende hen til to orkere, som så skiftevis på hende og ham.
”Lænk hende fast på platformen øverst i det nordlige tårn overfor den anden, og lad hende stå.” Orkerne grinede og slæbte af sted med den modvillige Kat, dog fandt de hurtigt ud af, at de kunne banke til pilen i hendes arm, hvis hun blev for modstandsdygtig. Da de kom op på toppen af tårnet, kunne Kat se platformen, hvor der stod to rammer, hver lavet af tre kraftige egestolper. I hvert hjørne var der fastgjort et par trisser, som gjorde det muligt at stramme lænkerne, så fangen stod helt hjælpeløs, med arme og ben ud til hver side. Kat fik øje på den anden fange og gispede. Selv om fangen var bevidstløs og hang med hovedet, genkendte hun fangen. Det var Alistar. Hans krop var indsmurt i blod, som tydede på at han havde stået der et døgns tid eller mere. Ligeledes havde han nogle grimme lange sår ned over siden og brystet, som kunne stamme fra sværdhug. Da orkerne ville spænde Kat fast, gjorde hun modstand. Dette løste den ene orker ved at tage fat i pilen og vride til. Hun gispede, da smerten væltede ind over hende, og det sortnede for hende.

Da bevidstheden kom igen, fandt hun ud af at hun og Alistar var alene. En krampe i lægmusklen fortalte hende at der var gået mindst en time. Hun tænkte på: at dette ville blive en ubehagelig stilling i længer tid. Og det blev ikke bedre af at vejr og vind kunne passere en, som det selv ville.
Et kraftig koldt vindpust beviste hendes tanke, da den pressede på hendes krop og rev hende i håret, samt tøjet. Kat gøs og bed tænderne sammen, da kulden fik det til at gøre mere ondt i såret.
Hun fik øjenkontakt med Alistar og så smerten, samt sorgen over hendes tilstedeværelse. Hun hæftede sig også ved hans skader: Flækket øjenbryn og underlæbe, samt 
En hvisken kom over Alistars læber.
”Hvad laver du her? Du var jo i sikkerhed i Ronak.” Kats øjne fyldtes med tåre.
”Hvad mener du? Hvorfor skulle jeg være i sikkerhed? Jeg er også en 'vandre', jeg har ligeså meget ret til at være her som du. Desuden fik jeg drageæggene ud herfra sammen med elverkvinden og de syv 'vandre', som du var kommet sammen med." Alistar smilede svagt, han havde ikke mange kræfter og var begyndt at døse hen. Hun lod ham få den hvile han havde brug for og så sig undersøgende rundt.
Tiden gik, men hvor hurtigt vidste Kat ikke. Faktisk syndes hun, at solen sneglede sig af sted, og derved fik dagen til at gå enorm langsom. Hun håbede at Sølvskygge og de andre ville være i sikkerhed. Men hun turde ikke at kontakte dem, da hun ikke viste om Skyggen overvågede hendes sind. Stilheden strakte utrolig længe, før hun opfangede lyden af skridt bag sig. Hun var ikke helt sikker, eftersom vinden kom fra siden, men hun gættede på at de var tre personer. Kort efter stoppede de to, mens en forsatte. Kat gættede i sit stille sind på at det sikkert var Skyggen, og ganske rigtigt. Han stillede sig foran hende og så på hende, hvorefter han greb hende om hagen og løftede hendes ansigt, så hun var tvunget til at se ham i øjnene.
”Hvor har du sendt dine venner og æggene hen?” Kat forblev tavs, hvilket irriterede Skyggen gevaldigt. Hans øjne begyndte at gløde af indestængt raseri. Han rettede blikket mod dem bag hende, og kort efter mærkede Kat at nogen skar hendes kofte og våbenrem i stykker, stumperne landede på stengulvet. Derefter var der igen stilhed og han så hende igen i øjnene.
Men så, som når lynet slår ned, ramte en pisk hendes ryg. Knapt havde den forladt hende, før den næste ramte hende, og det forsatte. Kat gjorde hvad hun kunne, for at se ud som om det ikke generede hende. Hendes mangel på reaktion gjorde han mere irriteret end før. Hans øjne glødede mere og mere.
Efter omkring fem minutter, slap han sit greb om hendes hage. Han gik om bag hende og talte med de to. Hun kunne svagt opfange ordene:
”Mine herre. I er de to bedste torturmester her i landet, og derfor har i nu chancen for at glæde mig. Knæk disse to, så de fortæller alt hvad jeg vil høre. I har frie hænder, så længe de forbliver i live.” Derefter forlod han dem og gik ind i tårnet. De to torturmestre grinede og spøgte højlydt med hvad de ville gøre. Kat bad en stille bøn til guderne, men hun vidste at chancen for at den ville blive hørt, var meget lille. Knap var hun færdig med bønnen, før piskene igen dansede hen over hendes ryg. Torturmestrene morede sig, og begyndte efter få minutter at konkurrere om, hvem der kunne ramme et bestemt område flest gange i træk.
Kat bed tænderne sammen og prøvede at tømme sit sind, men det lykkedes ikke. Slagene faldt tæt og hurtigt. Hendes krop ønskede at krumme sig sammen ved hvert slag, men eftersom hun stod fastspændt, var det umuligt og det resulterede i at hun efter en times tid, stod og rystede som et espeløv. Torturmestrene så det og jublede, hvorefter de kort stoppede, de ville lige finde noget ’godt’ til hende.
Da de begyndte igen, var Kat meget tæt på at skrige. Hun mærkede tydeligt den nye tilføjelse, og torturmestrene gjorde hende glædeligt opmærksom på at det var grene af hvidtjørn, som nu dansede over hendes ryg. Hun kunne mærke hvordan tornene rev hendes skjorte i stykker og efterlod blodige rifter. Hendes ryg sveg af smerte, men hun kæmpede forsat på at forholde sig stille.
Heldigvis for Kat lød middags klokken kort efter og slagene stoppede, da de to mestre ville ned og have noget at spise. Da det var gået, åndende Kat lettet op, så lettet hun nu kunne være. Et par tåre gled ned over hendes kind, hun ønskede at hun havde planlagt dette bedre. Alistar var igen vågnet og tårene løb ned over hans kinder. Kat prøvede at smile, men det lykkes ikke helt. Samtidig var hun også glad for, at de andre var sluppet væk i god behold. Hun lukkede øjnene og prøvede at slappe af. Det lykkedes delvis, og hun døsede en smule.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...