Dragerytternes Profeti

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 9 maj 2017
  • Opdateret: 24 sep. 2017
  • Status: Igang
Verden Nigira har igennem fire tidsaldre været vidne til mange problemer. Først her i begyndelsen af den femte alder, har Nigira haft nogenlunde fred. Dette gjorde at de legendariske Drage- og Mearaerryttere kunne leve et tilbageholdent liv. Da folket skrev år 1120, femte alder, var det en sjældenhed at se en af disse ryttere. Medførte at folk med tiden glemte deres eksistens. Firehundrede år efter begyndte orker og goblinger at tyrannisere små landsbyer som lå i udkanten af riget. Menneskernes konger gjorde ikke noget synderligt for at kontakte elverne og rytterne. Ligeledes den konge som nu reagere i hovedstaden Ronak, havde de to forrige konger kun landets velstand i tankerne. Samt at ignorer to racers eksistens. Dette førte til De vandrendes opstandelse i år 1445. En gruppe bestående af mennesker og halvelver stod sammen og svor at beskytte Nigiras befolkning mod ondskab og fjender. Selv femoghalvfjerds år senere rejser de stadig riget rundt, hjælper alle som mangler hjælp.

0Likes
0Kommentarer
387Visninger
AA

10. ⑩ Tortur forsat

Kat hang i lænkerne, efter som hun ikke havde kræfter til at holde sig stående længer. Hun mærkede nærmest ikke slagene mere, selv om torturmestrene nu var begyndt at eksperimenterer.
Hun gled ind og ud af bevidstheden, nogle gange var hun væk i op til femten minutter. Det var nu et par timer eller mere, siden hun have været i kontakt med Sølvskygge. Og det glæde hende at de var nået uskadt frem. Men glæden var kort varig, da Jachar pludselig sendte sit sind imod hendes, for fuldkraft. Sammenstødet havde næsten kastet hende ind i bevidstløshed, men hun klyngede sig til den tynde tråd, som Sølvskygge havde efterladt hos hende. Tråden blev straks tykkere, hun mærkede hvordan hans og andre
Mearaers sind smeltede sammen med hende og beskyttede hende imod Skyggens angreb. *Hvil dig, opbyg din energi og styrke. Vi holder stand imod denne djævel.* Kat sukkede taknemligt og gled ind i bevidstløshedens tomme verden. Sølvskygge og en gruppe af de ældste Mearaer vogtede over hendes og Alistars sind, som beskyttelse imod Skyggen.
Fuglekvidren og varmen fra morgnens solstråler vækkede hende efter en tre-fire timers søvn. Hun glippede nogle gange med øjnene, så hun vendte sig til lyset. Solen var kun halvvejs op over horisonten, hvilket betød at klokken ikke kunne være meget mere end syv. Hun tænkte over at hun var prisgivet gudernes vilje. Hun havde hørt om folk, som var blevet såret af en skygge. De levede ikke længe, da disse sår ikke kunne heales fuldt, samt at de tit var plaget af smerter fra såret eller sårene. Hun sukkede, hvis hun slap fra dette med livet i behold, så ville hun tage til hovedstaden og tvinge sin mor til at løse hende fra blods-eden. På den måde ville hun kunne søge hjælp hos elverne og søge efter sin far. 
”Godmorgen, min ven.” Kat så over på Alistar, som var knap to meter fra hende. Hun fik tåre i øjnene, da hun havde håbet at det hele havde været en drøm. Men nej. Alistar gjorde hvad han kunne for at smile og opmuntre hende. Selv om han, ligesom hun, havde tåre i øjnene. 
Uden varsel, udover det skrækslagende blik Alistar sendte, faldt dagens første piskeslag. Hun bed tænderne sammen og bandede indvendig. Der havde hun taget godt og grundigt fejl. Hun kunne høre at de to mestre var i utroligt godt humør. Den ene gik over til Alistar, og de begyndte at konkurrere om; hvem der kunne finde den bedste metode på at udgyde blod fra deres rygge. Kat kunne ikke gøre andet end at trække sig tilbage i sit sind, og lukkede af for smerten. Hun mærkede Sølvskygges sind, han vågede stadig over hende. Tråden til hans sind blev tykkere, og kort efter hørte hun ham. *God morgen, min ven. Jeg ville bare fortælle at elverne har tilladt sjette kompagni, at søge tilflugt inde bag grænserne. Endnu vider, så er de to råd i fuld diskussion om hvordan de skal forholde sig til dine oplysninger. Det gør mig ondt at Alistar er sammen med dig lige nu. Men bare rolig, vi beskytter også ham.* Kat smilede og takkede Sølvskygge for hans hjælp. Hun gispede, da en pisk besat med pikke ramte hendes ryg. Knap havde den forladt hendes ryg, før den næste pisk, ligeledes med pikke, ramte hendes ryg. Torturmesterne havde åbenbart valgt at bruge to piske hver. Smerten væltede igen ind over hende, med samme kraft som dagen før. Hun holdte stand, selv om det var hårdt. En times tid gik med disse pikbesatte piske, inden der kom en pause.
Kat fornemmede at noget var galt, men inden hun kunne når at opstille et forsvar, skød en lynende smerte igennem ryggen, denne gang fra højre skuldre til venstre side ved ribbenene. Kat kastede hovedet tilbage og udstødte et hjerteskærende skrig af smerte, samtidig fornemmede hun Alistars paniske stemme. Jachar bag hende, grinede ondskabsfuldt over denne reaktion. Han stod med sit forhekset sværd i hånden, og klingen dryppede af Kats blod. Da hun sank sammen i lænkerne, gik han hen og hviskede hende i øret:
”Svar mig: Hvor er drageæggene?” Hans ånde sved hendes kind, men hun svarede ikke, hun kunne ikke, eftersom hun var bevidstløs. Alistar skreg eder og forbandelser, hvilket Jachar blev træt af. Jachar kastede en forhækset dolk efter Alistar og ramte ham i brystet. Han gav et langt skrig fra sig, inden han besvimede.
Kort efter kom en soldat ud af tårnet og meddelte at der var ankommet vigtige gæster. Jachar var stadig rasende over det manglende svar, han afreagerede ved sit blodige sværd efter soldaten, som desværre var for langsom til at reagere, hvilket kostede ham livet. Uden et ord gik Jachar hen til den døde soldat, tog sit sværd og forsvandt ind i tårnet. Torturmestrene så nervøst efter ham, men valgte at forsætte deres opgave.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...