Dragerytternes Profeti

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 9 maj 2017
  • Opdateret: 20 maj 2017
  • Status: Igang
Verden Nigira har igennem fire tidsaldre været vidne til mange problemer. Først her i begyndelsen af den femte alder, har Nigira haft nogenlunde fred. Dette gjorde at de legendariske Drage- og Mearaerryttere kunne leve et tilbageholdent liv. Da folket skrev år 1120, femte alder, var det en sjældenhed at se en af disse ryttere. Medførte at folk med tiden glemte deres eksistens. Firehundrede år efter begyndte orker og goblinger at tyrannisere små landsbyer som lå i udkanten af riget. Menneskernes konger gjorde ikke noget synderligt for at kontakte elverne og rytterne. Ligeledes den konge som nu reagere i hovedstaden Ronak, havde de to forrige konger kun landets velstand i tankerne. Samt at ignorer to racers eksistens. Dette førte til De vandrendes opstandelse i år 1445. En gruppe bestående af mennesker og halvelver stod sammen og svor at beskytte Nigiras befolkning mod ondskab og fjender. Selv femoghalvfjerds år senere rejser de stadig riget rundt, hjælper alle som mangler hjælp.

0Likes
0Kommentarer
300Visninger
AA

8. ⑧ Tortur forsat

Kat blev nådeløst vækket med et smæld af pisken, som stadig havde en hvidtjørns gren bundet i enden. Hun var utroligt nok faldet i søvn, på tros af den ubehagelige stilling. Hun hørte tårnklokken slog slaget to, altså var hun blevet velsignet med to timers pause. Torturmestrene havde igen genoptaget deres konkurrerende spil, om hvem der kunne ramme et bestem antal gange, et bestemt sted. Timerne gik og Kat kunne mærke at hendes kræfter var ved at slippe op: hun var begyndt at have besvær med at stå op. Dette gik ud over hendes håndled, hvor lænkerne begyndte at gnave. Hun bed tænderne sammen og kæmpede for at holde sig oppe. Alistar sendte hende bekymrede blikke. Det pinte ham at han ikke kunne hjælpe hende. Da tårnklokken slog slagene seks og solen var på vej ned, havde hun ingen kræfter til at holde sig oppe og hendes mave knurrede af sult. Selv hendes hals var ved at være rimelig tør.
Netop nu havde Jachar valgt at komme på besøg, han snakkede med torturmestrene og de kunne med glæde fortælle ham: at hun ikke var helt så kampdygtig nu, som hun havde været for fire timer siden. Han gik hen til hende og lod en finger løbe ned over hendes blodige ryg. Der løb en gysen igennem Kat, ved denne berøring. Han smilede en smule giftigt, da han elskede at se resultatet af sine torturmesters arbejde, også selv om det endnu ikke havde knækket hende endnu. Han bøjede sig lidt ind over hende, så hans mund var ud for hendes venstre øre.
”Hvor sendte du æggene hen?” hvæssede han. Kat rørte sig ikke, hun var næsten døset hen på de få minutters pause, hvor torturmestrene havde snakket med ham. Hans øjne glødede faretruende, han tog fat i hendes hår og tvang hendes hoved tilbage. Hun vågnede med en gispen og så hans øjne. Han smilede igen en smule giftigt.
”Hvor er æggene?” Kat anede ikke hvor hun fik modet fra, men:
”Forsvind tilbage til helvedes dyb, hvor du kommer fra.” Knap havde ordene forladt hendes læber, før hans øjne brændte af raseri. Han slap sit greb om hendes hår, gik et par skridt tilbage og tog fat om sit sværd. Sværdklingen lagde han ved hendes venstre skulder og trak den tværs ned over hendes ryg, så den sluttede ved ribbenene i højre side. Kat gispede kraftigt og en stor rystelse af smerte gik igennem hendes krop. Alistar skreg: 
”Neej!” imens tårene løb ned over hans kinder, og han kæmpede for at komme hende til undsætning, selv om han viste at det var nyttesløs. Hun kæmpede, så tårerne løb ned over hendes kinder og det lykkedes hende at holde smertens skriget inde, hvorefter det nærmest eksploderede i hendes sind. Jachar gloede ondt på hende, skønt hun rystede over det hele, fandt han ingen tilfredsstillelse. Han ville høre hendes smerte skrig, ikke se hende ryste som et rædselsslagent barn. Uden et ord, vendte han rundt og gik over til Alistar. Her stillede Jachar samme spørgsmål: 
”Hvor er æggene?” Men Alistar havde kun øje for Kat, der stod og rystede. De fik øjenkontakt nogle få sekundter inden Alistar selv måtte lukke øjnene, ved et smertens gisp. Jachar havde givet ham et lignede sår som Kats. Da der stadig ikke kom noget svar, forlod han arrigt tårnet. Torturmestrene så undrende efter ham, trak på skuldrene og forsatte med at bearbejde Kat.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...