Dragerytternes Profeti

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 9 maj 2017
  • Opdateret: 24 sep. 2017
  • Status: Igang
Verden Nigira har igennem fire tidsaldre været vidne til mange problemer. Først her i begyndelsen af den femte alder, har Nigira haft nogenlunde fred. Dette gjorde at de legendariske Drage- og Mearaerryttere kunne leve et tilbageholdent liv. Da folket skrev år 1120, femte alder, var det en sjældenhed at se en af disse ryttere. Medførte at folk med tiden glemte deres eksistens. Firehundrede år efter begyndte orker og goblinger at tyrannisere små landsbyer som lå i udkanten af riget. Menneskernes konger gjorde ikke noget synderligt for at kontakte elverne og rytterne. Ligeledes den konge som nu reagere i hovedstaden Ronak, havde de to forrige konger kun landets velstand i tankerne. Samt at ignorer to racers eksistens. Dette førte til De vandrendes opstandelse i år 1445. En gruppe bestående af mennesker og halvelver stod sammen og svor at beskytte Nigiras befolkning mod ondskab og fjender. Selv femoghalvfjerds år senere rejser de stadig riget rundt, hjælper alle som mangler hjælp.

1Likes
2Kommentarer
779Visninger
AA

3. (3) Ronaks gader og Sølvskygge

Kat tog en dyb indånding og lod luften slippe langsomt ud. Det var som sagt længe siden, hun havde været ude i Ronaks gader. Hun gik nu rundt på markedspladsen sammen med Gergi og hilste på alle, både dem der gik forbi og dem der var indehavere af boderne. Hun hilste på byens gadebørn, og så at de havde det godt. Hun vidst at hun kunne takke Gergi for dette. Han havde et godt hjerte, selv om han var en slyngel. Et af børnene, en pige på otte, kom hen og så på Kat. Kat satte sig på hug, for at pigen ikke skulle blive øm i nakken, og smilede til hende.
”Kan jeg hjælpe dig?” Pigen rystede på hovedet, og smilede tilbage.
”Jeg ville bare se dig tæt på. Vi savner intet, eftersom både Majesten og byens kvinder sørger for at vi har det godt.”  Kat så op på Gergi og hendes øjne lyste af taknemlighed. Hun fandt nogle kobbermønter frem, lagede dem i pigens hånd og så pigen i øjnene.
”Find jer lidt godt at spise.” Pigens øjne var store af overraskelse og glæde. Hendes finger var lukket fast om mønterne, for at sikre sig at de ikke fald fra hende. Hun nejede og vendte rundt og løb hen til de andre børn. Sammen gik de hen mod en bod med søde sager. Bodens indehaver havde set det hele og smilede til Kat, før hun råbte:
”Guderne beskytte dig, Kat.” Kat smilede og vinkede, inden hun vendte rundt og gik videre for at hilse på resten af byen.
I løbet af de næste par dage hilste hun på alle, som enten vinkede eller kom hen og gav hende hånden. Gergi smilede. Det var længe siden han havde set byen live sådan op, og alt dette bare fordi Kat var hjemme for en stund. Han vidste at det kun var lånt tid, snart ville en ny opgave kalde og kræve hendes opmærksomhed. Tredje dagen fik selv byens soldater besøg af Kat, dog undlod Gergi at gå med. Det ville være lige lovligt fristende for slotskommandanten. Her tilbragte hun hele dagen i selskab med nogle venner fra tiende kompagnier, sammen med dem trænede hun og havde små venskabelige kampe med dem.
Ligeledes besøgte hun sin onkel, Baron Mailers Meken. Han var meget glad for at se sin niece, som var ved godt helbred. Selv Gergi blev indbudt på middag hos herskabet. Kats to 'kammerpiger', Eliny og Talia, var glade for at se deres frøken. Også selv om Eliny skældte hende ud for at ødelægge sit tøj.

Efter en uge i Ronak, besluttede Kat, at hun ville besøge sine fosterforældre i Birkelund. Der var det ligeledes en fire år siden hun sidst havde været. Gergi og slynglerne tog afsked med hende ved daggry, og så hende ride ud af byens store port, som lige var blevet åbnet. Kat vinkede til slynglerne og lod hånden glide over Sølvskygges hals.
Sølvskygge var en hingst og var sort som den mørkeste nat, men han havde sølvhvid man og hale. Han var anden ældste søn af Mearaernes leder, Vindfaxe.
”Lad os komme af sted, min ven.” Hun talte næsten altid elvisk til ham. Sølvskygge nikkede og prustede, hvorefter den satte i en jordvindende galop. Dette tempo kunne han holde i timevis, uden stop. Det var én af de forskelle mellem de almindelige heste og Mearaerne. En anden var: at en Mearaer ikke kunne rides med trance og sadel, som en almindelig hest blev, da det ville være en krænkelse af deres stolthed. Desuden havde der igennem det sidste århundrede været en eller to, som havde forsøgt, men de mistede livet.

Kat kunne huske den første gang hun mødte Sølvskygge for fjorten år siden. Den gang havde hun været ude i skoven for at samle brænde, og havde opdaget et føl i en bjørnefælde. Hun havde lagt alt brændet og var stille gået hen til føllet, som hun hjalp fri. Derefter forbandt hun skaden med strimler fra sit eget tøj. Sølvskygge var kommet forbi og havde holdt øje med hende. Det havde været begyndelsen på et venskab, som nu havde udviklet sig til en form for sjælknytning. De viste mere eller mindre altid hvor den anden var, og om der var brug for hjælp eller støtte. Sølvskygge havde tilbudt Kat, at hun kunne få lavet en særlig sadeltaske, som han selv kunne tage af og på som han ønskede. Dette havde Kat taget imod. Hun havde sørget for at tasken var indrettet så der var ligevægt på begge sider. En enkelt rem var alt hvad der holde tasken på hans ryg. 
Kat havde foran hele Mearaer-folket, afgivet en blodsed: at hun aldrig ville gøre noget der var i mod Mearaernes natur og ønsker. Ligeledes havde hun svoret på at hjælpe en hver Mearaer, som kom i problemer, selv med livet som indsats. Hun svor også at hun aldrig ville afsløre Mearaernes dal, uden deres tilladelse.
Vindfaxe og folket havde godkendt hendes ed og havde budt hende velkommen, som en del af flokken. Siden da havde hun besøgt Mearaernes dal to gange. Begge gange havde hun hjulpet unge hopper med fødslen af deres første føl. Disse heste fandt hendes sangstemme beroligende, og Kat nød at kunne synge frit på elvisk, uden at bekymre sig om det var passende.
Mange var begyndt at kalde hende for Mearaernes ambassadør.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...