Dragerytternes Profeti

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 9 maj 2017
  • Opdateret: 20 maj 2017
  • Status: Igang
Verden Nigira har igennem fire tidsaldre været vidne til mange problemer. Først her i begyndelsen af den femte alder, har Nigira haft nogenlunde fred. Dette gjorde at de legendariske Drage- og Mearaerryttere kunne leve et tilbageholdent liv. Da folket skrev år 1120, femte alder, var det en sjældenhed at se en af disse ryttere. Medførte at folk med tiden glemte deres eksistens. Firehundrede år efter begyndte orker og goblinger at tyrannisere små landsbyer som lå i udkanten af riget. Menneskernes konger gjorde ikke noget synderligt for at kontakte elverne og rytterne. Ligeledes den konge som nu reagere i hovedstaden Ronak, havde de to forrige konger kun landets velstand i tankerne. Samt at ignorer to racers eksistens. Dette førte til De vandrendes opstandelse i år 1445. En gruppe bestående af mennesker og halvelver stod sammen og svor at beskytte Nigiras befolkning mod ondskab og fjender. Selv femoghalvfjerds år senere rejser de stadig riget rundt, hjælper alle som mangler hjælp.

0Likes
0Kommentarer
368Visninger
AA

11. ⑪ Rednings forsøget

De to elviske råd diskuterede frem og tilbage, om hvor vidt oplysningerne fra denne halvblods kunne bruges, samt om der skulle indsættes en rednings styrke for at frelse hende fra Jachars klør. Og diskussionen, som blev ført på fældessproget, var ikke mindre, efter som Mikél og Keil var tilstede. Efter nogle timers diskuteren, var resultatet det samme: De ældstes råd var imod disse nye forandringer, som Rytternes råd ønskede. Men begge råd blev dog stille da kongen rejste sig. Han så rundt på alle, inden han talte.
”Ærede rådsmedlemmer af begge råd. Denne halvblods har redet min datter og hjembragt tre drageæg, som var stjålet fra os. Vi havde nær måtte opgive håbet om disse æg og vores prinsesse, men så velsignede guderne os med denne kvinde, og hendes venner i sjette kompagni. Det eneste rigtige er at tilbage betale vores gæld til denne kvinde og dette kompagni, ved at rede hendes liv. Jeg forslår tyve Drageryttere og halvtreds Mearaerryttere, sammen med menneskerne fra sjette kompagni. Denne gruppe tager af sted senest ved solnedgang. Ældste rådet og jeg vil bede magikerne om deres hjælp til denne opgave. Rådsmødet er hævet!” Knap havde de sidste tre ord forladt kongens læber, før et hjerteskærende tankeskrig lød igennem alles sind. Alle stod som forstenet. Sølvskygge kastede hovedet bagover og skreg med, som om han ligeledes var ramt. Vendir råbte til Rytterrådet:
”Nu haster det! Jachar har igen såret Vildkatten med sit forhekset sværd. Hvis vi ønsker at rede hende, så skal vi af sted NU.” Rytterrådet, sammen med Mikél og Keil, skyndte sig hen til det sted hvor alle rytterne var samlet, selv sjette kompagni var tilstede. Alles blikke blev rettet imod rådet, og alt samtale forstummede. Den ældste i rådet, gik et par skridt frem.
”Vi skal bruge tyve Drageryttere og halvtreds Mearaerryttere, sammen med sjette kompagni, som skal være klar hurtigst mulig. Jachar har gjort det utænkelige, han har igen såret Vildkatten med sit sværd, og nu hænger hendes live i en tynd tråd.” Nu blev der en opstand, som bare pokker. Alle havde travlt med at gøre klar til afgang eller til forsvar. Og i løbet af en time var gruppen af ryttere og sjette kompagni klar til afgang. De spiste et hurtigt måltid, inden de tog af sted. Dragerytterne havde lidt problemer eftersom træerne stod tæt sammen. De måtte tage en omvej, men de var stadig i tankekontakt med de andre ryttere. Efter et par timers ridt, kom de frem til den lysning, hvor Sølvskygge havde set Kat. Mearaerryttere og soldater var begge overrasket over at se hvilke omstændigheder hun var under. De kunne tydeligt se de to torturmester, som morede sig højlydt. Mørke skyer samlede sig over Jachars borg. Skyerne kom fra de nordlige egne, og indeholdte torten. En soldat, som Mikél havde sendt af sted, kom tilbage og forklarede at de to vagter ved porten var på deres side. De ville sørge for at porten forblev åben, også selv om at det kostede deres liv. Mikél nikkede og så på elverne. De havde lyttet med og nikkede tilbage. I løbet af fem minutter var det ligeså mørkt, som ved midnatsstunden. Elverne gjorde tegn til at rykke ind. Samtidig kontaktede en af Mearaerrytterne; Dragerytterne, og disse steg op fra skoven. Da Mearaerrytterne og sjette kompagni kom ind i borgen, gik borgens vagter til angreb. I alt forvirringen flygtede tjenestefolk fra borgen, for at undgå Jachars vrede. Dragerne fløj tæt ved trætoppene, for at skjule sig mest muligt, da de kom til muren, drejede de sig nok til at kunne flyve langs muren. På den måde overraskede de vagterne på muren. Tre drageryttere valgte at komme listende op ved det nordlige tårn. Torturmestrene havde ikke bemærket noget og var derfor uvist om den fare, som de befandt sig i. De snakke om hvilke midler de skulle bruge for at vække dem. En varm vind ramte dem i nakken, sammen med lyden af dyb knurren. De skævede til hinanden og sank et par gange, før de langsomt vendte sig, og stod ansigt til ansigt med to brune drager, hvis blik så ud til at kunne svige maling af træ. Den tredje drage var landet henne ved de store egestokke, hvor Kat og Alistar hang i lænkerne, stadig bevidstløse. Rytteren hoppede ned på platformen, og brugte magi til at få åbnet lænkerne.
”Jamen hvad har vi her?” Den ene af rytterne, så grinende ned på den torturmester som var foran sig. Hans kammerat grinede ligeledes, og svarede: ”Det ser ud til at vi har fundet vores mål. Eller rettelse, har fundet hendes plageånder.” Der lød fire bump, da piskene faldt ud af hænderne på de to mestre. Disse to mænd prøvede nu at liste sig baglæns hen imod tårnets åbning, for at komme i sikkerhed. Den ene brune drage flyttede sig, så den torturmester som var ved Alistar, kunne komme forbi den. De manglede omkring en halv meter, da de to drager, som var fuldt efter dem, snappede efter dem, de to torturmestre faldt på halen, hvorefter de skyndte sig at komme på benene og styrtede ind i tårnet. Ryttere og dragere klukkede af latter. Da den rytter, som hjalp Kat og Alistar fri, så smilende hen på de andre to ryttere og deres drager.
”I nyder virkelig dette.” De to rytter nikkede. Den ene rytter hoppede ned for at hjælpe sin ven med de to bevidstløse personer. 
”Selvfølgelig Vendir. Vi må heller få dem væk her fra, inden de andre får problemer med Jachar.” Vendir nikkede og gik hen til sin drage, med Kat hængende i sine arme. Dragen var en stor han, som målte femogtyve meter ved skulderen og havde en længde på femogtres meter. Hans farve var smaragdgrøn med en nuance af mørkegrøn, alt efter hvordan solen ramte hans skæld. De to brune drager var hunner og lidt mindre. Da de begge var i sadlen, sendte Vendir tankesignalet:
*Opgaven fuldført.* Nu trak Mearaerrytterne og soldaterne sig ud af borgen, samtidig med at de sørgede for at faldegitteret ikke kunne åbnes inden for de næste par timer. I mens angrebet fandt sted, havde ti drageryttere holdte Jachar optaget. De sidste syv drageryttere havde hjulpet til, med at skabe forvirring og kaos. Nu hvor opgaven var udført, svang dragerne sig i luften og sørgede for at dække Mearaerrytternes og Soldaternes flugt. Vendir og de to andre drageryttere fløj hen imod mødestedet, hvor Sølvskygge og ti healere ventede. Knap var de tre drager landet før lysningen var fyldt med Mearaerer, som alle brummede nogle forskellig tonere, selv Sølvskygge deltog i dette. Hans brummen var dog lidt mere sammenhængende end de andres. Vendir og den anden rytter bar Kat og Alistar ind i de telte, som var stillet op til healerne, hvorefter de igen tog af sted.

 

Tre dage senere vågnede Kat op til fuglekvidren. Hun åbnede langsomt øjnene og fandt ud af at hun lå på maven. Hun rettede blikket imod lyden, og så fem spurve som fornøjet plaskede rundt i et vandfad. Fadet stod på et lavt bord knap en meter fra hende. Hun lod sit blik glide rundt, og fandt på den måde ud af at hun befandt sig i et telt. Et par af teltsiderne var rullet op, så frisk luft og solens varme, samt lys kunne komme ind. Hun rynkede øjenbrynene og tænkte på om dette var en drøm. Men hvis det var tilfældet, hvorfor gjorde hendes ryg så ondt? Hun flyttede armene lidt, så hun kunne bøje dem og begyndte langsomt at løfte sig. Hun havde næsten ikke flyttet sig, før et par blide hænder lagde sig på hendes skuldre.
”Næ, du. Ikke noget med at løfte sig. Vi skal jo ikke risikere at sårene åbner sig igen. Hvis du vil ligge anderledes, så kan jeg hjælpe dig forsigtigt om på siden.” Kat stoppede sit forsøg, og slappede af. Hun mumlede at det var lige meget, samtidig med at hendes blik, som igen var ved spurvene, blev fjern. En skikkelse kom ind i hendes synsfelt: en kvindelig healer. Kats blik blev omgående nærværende igen og hun måbede, da hun opdagede at det var en fuldblodselver. Healeren smilede og satte sig på gulvet foran Kat. Spurvene lettede fra vandfadet imens Kat var optaget af healeren.
”Ja, jeg er fuldblodselver. Luk du bare munden igen.” Hun fandt en kurv med flasker og krukker, som havde stået ved siden af briksen, her fandt healeren en krukke, som indeholdte en hvidlig salve. Healeren tog krukken og rejste sig, derefter flyttede hun et blødt skindtæppe, som havde holdt Kat varm. Healeren begyndte at smøre Kats ryg med den hvidlige salve. Kat gispede, da salven fik en kulde til at brede sig over hendes ryg. Healeren så lidt bekymret på Kat.
”Vi har lukket alle dine sår, og har fjernet det meste af giften fra disse to.” Hendes fingre smørrede salve udover de to sår fra Skyggen.
”Beklageligvis har vi ikke været i stand til at fjerne dem helt. Ligesom de voldsomme minder, du har fået af den behandling. Vi kunne heller ikke fjerne den ed du bære.” Healeren sukkede igen, satte sig igen på gulvet og ledte efter en ny salve.
”Det ville ellers have hjulpet os en del, hvis vi bare kunne have være i Ainadôr, så havde vores kræfter været større.” Kat lod sin venstre hånd glide ned fra briksen og lagde den venligt på healerens arm. Healeren så nysgerrigt på Kat. Kat smilede og nærmest hviskede på elvisk:
”Jeg takker for alt jeres venlighed og omsorg. Jeg skylder jer mit liv.”
”Sluder og vrøvl.” Lød en stemme henne fra åbningen. En elvermand stod ved siden af det lave bord, og en smaragdgrøn drage lagde sig tilrette i lysningen foran teltet. Kat gispede ved synet af dragen. Dragens mørkegrønne øjne lyste af nysgerrighed. Elvermanden så over skulderen og sukkede.
”Stormjæger. Kunne du ikke have ventet, indtil jeg havde haft en chance for at forklare den unge dame, hvorfor vi er her? Og lad vær med at undersøge hendes sind.” Stormjæger havde ganske rigtigt, meget forsigtigt, nærmet sig Kats sind, og Kat havde omgående indbudt dragen. Derfor kunne hun høre noget, der lød som en surmulende kommentar.
*Når man endelig finder en interessant person, ja, så må man heller ikke noget.* Kat kunne ikke lade vær med at grine, og scorede sig nogle smerter ved det. Hun trak vejret dybt nogle gange, hvorefter hun så på dragen og dens rytter.
”Ærede drage. I er altid velkomne i mit sind. Ligeledes jer, ærede dragerytter.” Hun lukkede øjnene og bøjede hovedet, så meget hun kunne. I hendes tanker sendte hun et billede af sig selv bukkende med hånden over hjertet. Dragens rytter smilede og nikkede til hende, da hun igen havde åbnet sine øjne. Stomjægers øjne lyste anerkendende.
”Du er da noget af en spøjs lille en.” Han gik smilende hen til hende og hjalp healeren med at få hende om på siden. Kat så på elvermanden.
”Det siger Haldir og Theador også. Og de burde vide det.” Derefter kom healeren med et krus fyldt med en urtedrik. Kat drak indholdet, imens healeren holdte kruset. Rytteren satte sig på briksens kant. Da kruset var tømt, havde hun lidt besvær med ikke at skære ansigt af den beske eftersmag.
”Haldir og Theador?” Dragerytteren så undrende på hende, men smilede så igen. 
”Så du er altså den omtalte Vildkat, bedre kendt som Kat blandt venner.” Han smilede og nikkede som om han havde fået bekræftet noget. Hun så på ham, men turde ikke spørge. Han læste hendes spørgsmål i hendes øjne.
”Mit navn er Vendir, og min drage, som allerede har besøgt dit sind, hedder Stormjæger.” Dragen brummede fornøjet ude fra lysningen, og Vendir forsatte: 
”Hvis du har nogle spørgsmål, så stil dem endelig. Jeg vil svare på dem så godt jeg kan.” Kat smilede og spurgte om det var muligt at komme op og side lidt. Vendir rejste sig og så på hendes ryg, hvorefter han lagde sin højre hånd på det sted, hvor de to sår krydsede hinanden. Han udtalte nogle ord på oldelvisk, og et grønligt lys, samt en kølighed bredte sig fra hans hånd over hendes ryg. Kat sukkede af glæde, da hun mærkede smerten forsvandt. Kort efter sagde Vendir at hun kunne sætte sig op, så hun først hen på healeren som smilede og nikkede.
"Du kan roligt gøre som Vendir siger. Han er en af de drageryttere som har en fantastisk healings evne." Vendir kunne ikke undertrykke en latter over dette og hjalp Kat op og sidde. Hun så på ham.
"Kender de Theador og Haldar?" Igen grinede Vendir, og gav hende et krus myntethe.
"Ja, jeg har skam mødt de to smede fra Birkelund. Ligesom jeg, i sin tid, har mødt kroværterne. De var yderst venlige. Men vil du ikke gøre mig en tjeneste? Drop de formelle omstændigheder og kald mig Vendir." Kat sank noget, som begyndte at sidde fast i halsen. Droppe formaliteten? Det var først gang hun havde hørt det fra en elver. Og hun viste ikke om det var en prøve. Stormjæger meldte sig blidt i hendes sind.
*Han mener det godt, det er ingen prøve. Du kan roligt svare ham* Hun sukkede lettet og sendte dragen et knus i tankerne. 
"Jeg skal forsøge, Vendir. Skønt det strider imod alt hvad jeg har lært." Vendir nikkede og de havde en kort samtale før Vendir blev kaldt væk. Derefter snakkede hun med healeren. Sølvskygge kom også på besøg og lod hende få sadeltasken. Selv skulle han sørge for at de andre Mearaer kom sikkert hjem, så der ville gå nogen tid før han så hende igen. Kat lovede at tage den med ro og undgå kampe indtil han igen var tilbage. Trætheden kom krybende, og kort efter sad Kat halv-døsende. Det eneste hun hørte var småfuglendes kvideren.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...