Dragerytternes Profeti

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 9 maj 2017
  • Opdateret: 28 maj 2018
  • Status: Igang
Verden Nigira har igennem fire tidsaldre været vidne til mange problemer. Først her i begyndelsen af den femte alder, har Nigira haft nogenlunde fred. Dette gjorde at de legendariske Drage- og Mearaerryttere kunne leve et tilbageholdent liv. Da folket skrev år 1120, femte alder, var det en sjældenhed at se en af disse ryttere, hvilket medførte at folk med tiden glemte deres eksistens. Firehundrede år efter begyndte orker og goblinger at tyrannisere små landsbyer som lå i udkanten af riget. Menneskernes konger gjorde ikke noget synderligt for at kontakte elverne og rytterne. Ligeledes den konge som nu reagere i hovedstaden Ronak, havde de to forrige konger kun deres lands velstand i tankerne. Samt at ignorer to racers eksistens. Dette førte til De vandrendes opstandelse i år 1445. En gruppe af mennesker og halvelver stod sammen og svor at beskytte Nigiras befolkning mod ondskab og fjender. Selv femoghalvfjerds år senere rejser de stadig riget rundt, hjælper alle som mangler hjælp.

1Likes
5Kommentarer
1592Visninger

Author's note

Denne historie er inspireret af bl.a.: Ringenes Herre, Eragon og Tamora Pierce's bøger..
Derfor kan der være navne, steder og situationer, som man kan sammenligne med disse film og bøger..
AA

9. (9) Rådene

Sølvskygge var i kontakt med Haldir og tyve andre elvere, da en voldsom bølge af smerte, samt et hjerteskærende tankeskrig væltede ind over hingsten. Elverne både hørte skriget og mærkede smerten, som om nogen lige havde ramt deres ryg med et forhekset sværd. Sjette kompagni havde holdt lidt øje med elverne, og da de nærmest krummede sig, da løb Mikél og Keil hen til dem.
”Sølvskygge, hvad er der sket??” Hingsten så på dem og igennem tankerne lød der: *Skyggen har lige ramt Kat med sit sværd. Et sår, som aldrig vil hele helt. Men vi er stadig i sikkerhed. Hun beskytter os med sit liv.* Sølvskygge kastede sig rundt og galoperede væk. Både elver og mennesker, så efter hingsten. Haldir vendte sig mod Mikél og Keil.
”Hvor længe har Vildkatten og Sølvskygge haft et bånd imellem sig?” Keil kløede sig i nakken, og tænkte sig om.
”Tja.. Kat var vist nok kendt ham i omkring femten år. Men hvor længe de har haft et bånd imellem sig, aner jeg ikke.” Haldir og de andre elvere nikkede. Haldir undskyldte sig og gik ind i Ainadôr, efter fuldt af de andre tyve elvere. Mikél og Keil så lidt efter elverne, inden de gik tilbage til kompagniet, hvor de brugte tiden på at træne og rense udstyr.
Sølvskygge styrtede igennem skoven, indtil han nåede frem til en lysning, hvor han kunne se op på det nordvendte tårn. Nymånen var ikke til meget hjælp, men han fik øje på Kat. Han holdte øje med hende i et par timer, han kunne mærke at hun ikke var i stand til en samtale, efter som hun stadig blev pisket. Han sukkede og lunte tilbage til opholdsstedet. Han ønskede heller ikke at tiltrække sig opmærksomhed, skønt han tvivlede på at nogen kunne se ham i nattens mørke. Da han kom ind i lysningen gik han hen til det træ, hvor han tidligere havde hængt sadeltasken. Nu lagde han sig ved træet, og lukkede øjnene, samt sit sind. Han sukkede og tænkte på hvad han kunne finde på, for at hjælpe hende.

Der gik ikke længe før han mærkede en let berøring fra Haldir. Han åbnede sit sind helt og mærkede nu at Haldir var i selskab med to store grupper af elvere. *Sølvskygge. Jeg undskylder, hvis vi forstyrrer dig. Jeg er sammen med rytternes råd, ældste rådet og vor konge. De er alle bekymret for hvad Skyggen Jachar vil gøre, hvis han får knækket din rytter. Jeg…* Sølvskygge afbrød rasen: *Hun vil aldrig forråde elverne!! På tros af hendes halvblod, så tager hun altid elvernes side, selv om hun er omringet af mennesker. Jachar har uden tvivl prøvet på at ’blød gøre hende’, ved flere timers pisk. Men da han stadig ikke kunne få svar ud af hende, greb han til sit forhekset sværd. Jeg har for kort tid siden, set hende, og hun holder stædigt ud, selv om hun ikke har det godt. Hun er lænket til nogle egestammer på toppen af det nordlige tårn, hvor vind og vejr kan passere hende som det lyster.* Sølvskygge stoppede sit rasende udbrud, da han mærkede Kats sind. Han åbnede sit sind til hende, så elverne også kunne høre med, og samtidig lagde han noget af Mearaernes magi ind omkring hendes sind, som beskyttelse.
*Er alle i sikkerhed?* Hendes tankestemme var svag, men alligevel på flydende elvisk. Sølvskygge svarede at de alle var ved Ainadôrs sydlige grænse. Hun sukkede af lettelse. *Det er godt. Så kan jeg slappe af… var bange for at de folk, som han sendte efter jer…* Sølvskygge sendte noget af sin energi og styrke til hende. *Ved alle guder, du er udmattet. Jeg vil ønske at jeg kunne gøre noget.* Hun vågnede en smule op. *Nej, bliv ved elverne og sjette kompagni. De har brug for dig. Han planlægger noget. Hvis du har mulighed for det, så efterlad en tråd af dit sind, så du kan få alle de oplysninger, jeg finder. Elverne har brug for dem.* Hun gispede, og et slag af smerte ramte alle som var i kontakt med Sølvskygge.
Kat forsatte langsomt ind imellem slagene: *Jeg troede at de... var gået for i nat... Hvorfor overrasker... der mig ikke... Skyggen... har givet... ordre til at... søge ved... Ainadôrs... grænser... Han vil have... de æg… … Kong Rolar... har givet... ordre om at... dræbe hele... sjette kompa... kompagni...* Hun prøvede at samle styrke til at forsætte, men måtte opgive et par minutter. Da torturmestrene holdte en pause, fordi der var kommet en soldat med en besked, greb Kat chancen. *Min ven, jeg har ikke mange kræfter igen, og du skal beholde dine. Du skal tidsnok komme til at bruge din energi. Sørg for at sjette kompagni kommer i sikkerhed. Der er nok nogle af de vandrende i Helfort, måske kunne de slutte sig til dem. Giv også elverne besked, deres liv er også i fare. Havde det ikke været for at Alistar og jeg var lænket her, så havde vi selv været rundt med meddelelserne. Pas på dig selv.* Hun gispede og opgav at holde kontakten ved lige. Sølvskygge og elverne mærkede, hvordan hendes sind efterlod et stort tomrum, som gav stilhed et par minutter efter. Sølvskygge havde brugt tiden til at finde frem til stedet hvor rådene og kongen var samlet, og sluttede sig til dem.
Han så til, imens de to råd begyndte at diskutere de sidste nyheder. Der var også en del fra rytternes råd, som mente at man skulle lave en redningsaktion.
”Hun er tros alt mere vær i live, og måske har hun kendskab til andre oplysninger, som vi kunne bruge.” Sølvskygge så op på det rådsmedlem, som lige havde talt. *Hun kender det meste af riget, eftersom hun har været en ’rejsende’ siden hun var tolv. Jeg tilbød hende min hjælp med at rejse rundt.*
Elverne var igen overrasket over Sølvskygges ord. Den samme elver, som talte før, tog igen ordet.
”Ærede Sølvskygge. Vil det sige at du har kendt Vildkatten, siden hun var tolv?” Sølvskygge nikkede. *Faktisk havde jeg holdt øje med hende allerede fra hun var syv. Hun fik vist også nogle glimt af mig, men vi talte først sammen efter hendes tolvårs fødselsdag. Hun er venligheden selv over for de fleste, deriblandt alt hvad der har med naturen at gøre. Hvad angår hendes kendskab til jer elverfolk, så har hun besøgt landene: Eciladôr og Kelbsîr flere gange, både sammen med sin onkel og sammen med de vandrene. Og de hilser hende velkommen, som en del af folket. Men selv da forsætter hun med at tale til dem, som om hun er laverestående end dem. Hun har aldrig mødt sin far, som sikkert stadig er blandt jer, her i Ainadôr. En blodsed afholder hende fra at kommet tættere på end to meter fra grænsen.* En anden mand fra rytternes råd rejste sig.
”Sølvskygge, søn af Vindfaxe.” Der lød en svag mumlen imellem de andre forsamlet. *Er det virkelig først gået op for jer nu, hvem jeg er?* Sølvskygge kunne ikke holde en latter tilbage. Han så op på elvermanden igen. Manden smilede.
”Mit navn er Vendir Vinyacairiel. Jeg har hørt om dig fra min søn: Valdar Vinyacairiel. Han har vist været i kontakt med din veninde. Jeg vil ikke bruge ordet: rytter, da jeg ikke er sikker på at hun er det.” Sølvskygge nikkede. *Det er sandt. Jeg opfangede godt deres samtale, men blande mig ikke. Hun er min rytter, i mine øjne. Vi har et lidt anderledes bånd end de fleste Mearaerryttere, eftersom vi er sjælknyttet. Mange kalder hende også for Mearaernes ambassadør.* Igen blev der stilhed. Og den første som brød denne, var kongen:
”Jeres ambassadør.. Det afgør sagen. Hun skal redes, i live. Jeg ville mene at vi skulle hente to mand fra sjette kompagni, eftersom de sikkert kender til det meste i Skyggens borg. Men alt dette må vente til daggryets kommen. Mødet er stoppet for i nat.” Da det var sagt, bukkede Haldir og gik tilbage til sjette kompagni. Nymånen var på sin gang over nattehimlen, men det gav ikke meget lys, derfor blev magiske lygter tændt. Rådets medlemmer bukkede for kongen, da han gik.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...